En legende fylder 8Q

På YouTube findes et interessant klip fra 1985-optagelserne af ’We Are The World’, hvor Bob Dylan prøver at synge sine linjer til Michael Jackson og Lionel Richies hit. Dylan er tydeligt på udebane, men projektets dirigent, producer og initiativtager, Quincy Jones, viser i få, men afgørende øjeblikke, hvad der har gjort ham til en levende legende. Jones, ’Q’ blandt venner, er i øjenhøjde, påskønnende, men aldrig følgagtig. Og han ender med at få det bedste frem i Dylan, selv om denne, synligt lettet, slutter sin session med at mene: »I don’t think it’s any good at all…« Det meste af verden var uenig. (Eksternt link)

’We are the world’ var en udløber af Quincy Jones’ arbejde som producer af Michael Jacksons multimillionsælgende plader, ’Off the wall,’ og ’Thriller’ (og senere ’Bad’). Jones’ netværk var uvurderligt og den respekt, der stod – og står – om ham åbnede mange døre, bl.a. til utilnærmeligheden selv, Bob Dylan.

Quincy Jones var kommet til tops i musikbranchen uden at spille falsk. I dag fylder han 80.

Han voksede op i delstaten Washington som søn af en ejendomsadministrator og semiprofessionel baseballspiller. Hans foretrukne instrument blev hverken lommeregner eller boldtræ, men trompet, som han spillede sammen med sin ven, den tre år ældre pianist Ray Charles. Talentet var så åbenbart, at han fik et scholarship. Han afbrød imidlertid studierne for at spille med Lionel Hampton. Der øvede han sig som arrangør og netværkede med Dinah Washington, Miles Davis, Count Basie og Sarah Vaughan.

I 1957 flyttede han til Paris efter at have turneret som trompetist og orkesterleder for Dizzy Gillespie. Han boede i Frankrig en årrække, og dygtiggjorde sig i orkestration med lærere som Messiaen. Et forsøg med eget bigband blev en økonomisk katastrofe, og Jones vendte gældsat tilbage til USA. Fiaskoen lærte ham, at der er forskel på musik og musikbranchen, »og hvis jeg skulle overleve, var jeg nødt til at lære at kende forskel på de to ting.«

Det kom han til i 1964, hvor han, som første afrikanskamerikaner, blev udnævnt til vicepræsident for et pladeselskab, ejet af hvide, nemlig Mercury.

60’erne blev et gennembrud for Jones, som pladedebuterede i eget navn – hen ved 40 albums er det blevet til – men navnlig gjorde han sig gældende som filmkomponist. Mest markant i Sidney Lumet-filmen, ’Pantelåneren’, samt ’I nattens hede’ med tidens sorte stjerne, Sidney Poitier. Og Jones’ musik til 1967-filmatiseringen af Truman Capote-romanen ’Med koldt blod’ indbragte ham en Oscar-nominering. Det samme fik han en lille snes år senere for musikken til ’Farven lilla’. Talrige tv-programmer fra ’Ironside’ over ’The Bill Cosby Show’ til miniserien ’Rødder’ bærer også Jones’ musikalske signatur.

Sideløbende arbejdede Jones med smittende kreativitet i den del af branchen, jazzfolk plejede at kalde pop – måske en forklaring på, at han ikke har et selvstændigt opslag i den seneste udgave af Politikens Jazzleksikon. Han producerede Top 10-hit for Lesley Gore, bl.a. ’It’s My Party’, og arbejdede som arrangør for Frank Sinatra på evergreens som ’Fly Me To The Moon’, og det var Jones, der dirigerede Count Basies orkester på bestselleralbummet, ’Sinatra at the Sands’, i 1966.

Først i 70’erne blev han ramt af alvorlige aneurismer, som tvang ham til en pause. Han genindtog dog producerstolen med maner. Debutalbummet med The Brothers Johnson solgte mere end en million plader.

Så det var ingen novice, der i 1978 producerede musikken til ’The Wiz’, Lumets forsøg på at en sort musicaludgave af ’Troldmanden fra Oz’ med Diana Ross som Judy Garland. Under optagelserne mødte Jones den endnu afrokrøllede Michael Jackson. Resten er historie.

Med syv Oscar-nomineringer, 27 Grammyer, flere æresdoktorater og den franske Legion d’Honneur-orden mangler Quincy Jones ikke noget på kaminhylden, men det har virket påfaldende, at der ikke har været plads til ham i rockens Hall of Fame. Det bliver der imidlertid om en måned, hvor han modtager den prestigiøse Ahmet Ertegun Lifetime Award.

Ved pressemødet, hvor prisen blev annonceret, forklarede Jones i få ord, hvad der har været drivkraften i hans virke, hvad der udgør hans verden: »Vi har tolv toner og det er det, der forener verden.«