Garth rockede ved country

Sangeren Garth Brooks, som i går rundede de 50, har om nogen været med til at gøre country til pop ved hjælp af rock. For det har han ikke kun høstet millioner af solgte plader, men også en del utak.

Purister syntes ikke om, at Brooks først i 90’erne, iført den obligate Stetson og den i denne sammenhæng hidtil usete trådløse mikrofon, sang for udsolgte stadioner som en anden rockstjerne og som den første countrysanger, i 1991, fik et album direkte ind på pophitlistens førsteplads. Anti-Hank kaldte nogen ham med reference til Hank Williams, den prototypiske countrysanger.

Det er rigtigt i den forstand, at Brooks altid har lydt, som om han har lyttet mere til Bob Seger, Bruce Springsteen og en sort balladesanger som Lionel Richie end til countryikonerne, men hans sange føjer sig smukt ind i countrytraditionen for hverdagsskæbnefortællinger.

Hans mor var en ikke særlig succesrig countrysanger. Selv satsede han på en karriere som spydkaster, da han gik på universitetet i Oklahoma. Drømmen om Nashville trak, og i 1987 flyttede han dertil med sin collegekæreste og begyndte vejen mod toppen. Han sang på demoer for andre sangskrivere, fik et netværk og til slut en pladekontrakt.

Ved årtusindskiftet, midt i en succes, der syntes ustoppelig, gearede Garth Brooks ned. Han var blevet skilt og gift igen (med kollegaen Trisha Yearwood), og bebudede en pause indtil 2015. Det holdt næsten stik.

I 2001 kom hans seneste studiealbum, Scarecrow. For et par år siden begyndte han at weekendoptræde i Las Vegas med et alt andet end rhinstensglitrende show.

Brooks har en universitetsgrad i marketing, og har altid været opmærksom på nytteværdien af at have kontrol over sit eget bagkatalog. Han har udlicenseret det til butikskæden Wal-Mart og man søger forgæves efter hans navn på iTunes og Spotify, hvor det derimod vrimler med kopisangere, som fortæller alt om, hvor indflydelsesrig han, trods kritikken, har været og er.

Hans hjemmeside finder du her.

Ukrediteret pr-foto fra 2010.