George in memoriam

George Harrison valgte den forkerte gruppe at blive sangskriver i. I enhver anden sammenhæng ville melodier som ’Here Comes The Sun’, ’Something’, og
‘While My Guitar Gently Weeps’ have kvalificeret til udødelighed.
Nu blev de mere eller mindre ‘bare’ brugt som eksempel på, at The Beatles skam var andet og mere end Lennon-McCartney,
så George var ikke den, der var mest ked af det, da Paul i april 1970 overhalede John indenom og annoncerede sin afgang til fordel for en solokarriere.
Sådan en havde han også længe tænkt på at få.

George havde, når alt kom til alt, været den, der havde advokeret mest vedvarende for, at de skulle ophøre med at give koncerter for døve, som han engang kommenterede de beatlemanierede tilskuere. Allerede i slutningen af 1964 følte han, at nyhedsværdien ved at være populær havde fortaget sig, fortæller han i sin biografi I Me Mine.

George var ikke kommet med i The Quarry Men for at blive populær, men for at kunne spille lidt mere fast med sin lidt ældre skolekammerat, Paul, og for at dygtiggøre sig. John havde nu ikke hørt den manglende dygtighed som et problem, da han i 1958 på førstesalen af en en halvtom dobbeltdækkerbus på vej til Penny Lane blev præsenteret for en klejn knægt med teddyboy-vandfald i håret. George spillede nemlig om muligt bedre end Paul. Harrison anbefalede sig selv med en gennemspilning af ’Raunchy’, et obskurt amerikansk instrumentalhit, som guitaristen Duane Eddy noget senere brugte til at fintune sin stil som Mr. Twang. Det, der bekymrede John, var Georges alder. John legede ikke med de små. Han mobbede dem.

En aldersforskel på tre år virker latterlig her, hvor George i morgen ville være fyldt 70, men den er meget i den alder, men Georges kompetence kompenserede for det. Og han blev Benjamin i bandet; en position han siden, forgæves, prøvede at komme fri af.

Det nye bandmedlem var, lige som Ringo, ud af noget fattigere kår end Paul og John. Den hjertevarme familie var romersk-katolsk, af irsk afstamning som mange i Liverpool. Georges far var buschauffør, moderen stod i butik og der var tre sønner og en datter at mætte hjemme. George var, som John, ret umulig i skolen, selv om han stred sig til en plads på samme grammar school som Paul, The Liverpool Institute. Han huskede siden skoletiden som den værste i sit liv: »De prøvede at forme alle til små rækker af karameller.« I hans karakterbog skrev en lærer om hans indsats: »Jeg kan ikke sige noget om hans arbejde, for han har ikke lavet noget.« Umulig, men ikke dum, bare utålmodig, så der var en vis logik i, at hans fars fremtidsdrøm for sine drenge var, at de skulle åbne et familieejet værksted. Harry skulle være mekaniker, Pete svejser og lille George elektriker. Det gjaldt om at kunne et håndværk. Og for at imødekomme sin far bare lidt, fandt George efter endt skolegang faktisk en lærlingeplads. Den var et godt værn mod arbejdsløsheden, syntes hans far.

Mod den havde George fundet et hemmeligt våben. Guitaren. Fra et åbent vindue havde han en dag hørt Elvis i radioen synge ’Heartbreak Hotel’ og da skifflebølgen brød løs, ville han også ride med på den. Han kaldte sit første band, en skifflegruppe, The Rebels. Navnet på bandet harmonerede med Georges selvopfattelse på den tid beretter den guitarspillende skolekammerat, Colin Manley, i Bob Spitz’ bog om The Beatles. Om Harrisons ildhu på instrumentet siger Manley: »Han vidste, hvordan han skulle farve et riff. Det var noget, ingen af os andre overhovedet havde overvejet at gøre før. Det var så anderledes, så opfindsomt og så seriøst. De fleste af os ønskede bare at kunne spille på instrumentet, men George var ude på at erobre det … George studerede guitar på samme måde som andre ville studere en videnskabelig teori.«

Ind i The Beatles bragte han en øget bevidsthed om, at musik også er kunnen, ikke kun udtryk. Paul bød denne attitude velkommen. John var mere tvivlrådig. Hans idol, Elvis, kunne jo ikke spille guitar til andet end husbehov, men han forstod da at trykke den af alligevel, ikke? Omvendt var det jo Johns band, så han blev hurtigt klar over, at han måtte dygtiggøre sig, hvis han skulle fastholde den position. George har senere givet udtryk for, at han i starten tog den meget dominerende John fra oven og ned: »I just thought he was O.K.«

Ifølge Spitz var det noget mere end det. Til ham fortæller klassekammeraten Arthur Kelly, at »George idoliserede John lige fra starten. Det gjorde vi alle.« Selv har John sagt: »Jeg kunne ikke tage ham, da han først dukkede op. Han plejede at hænge i mine haser som en skide unge hele tiden… det tog mig år at tage ham ind, at begynde at betragte ham som en jævnbyrdig.« Først da de begge senere simultant begyndte at tage stoffer, blev de mere lige.

ALLE TALER ALTID om John som den rapkæftede i The Beatles. George gav ham nu ikke meget efter. Især lige efter gennembruddet føltes det nærmest, som om George skulle udjævne sin manglende anciennitet i bandet ved at råbe højt. Og være flabet. Som om verden bestod af skolelærere og uvorne elever. I den forstand er historien om, at han ikke kunne lide George Martins slips betegnende for hans måde at gebærde sig på. Over for andre. For indadtil var han indtil videre den, der føjede sig under Paul og Johns regime. Han havde dog ikke meget til overs for ret mange andre end The Beatles. Johns første kone, Cynthia, har fortalt, at det var dejligt og bemærkelsesværdigt at opleve, hvordan det stigende indtag af hash og senere langt stærkere stoffer gjorde George mindre ubehøvlet og »grim i munden.«

Mens George fandt stor tilfredsstillelse i arbejdet med musikken i The Beatles – i hvert fald i det første lange, kreative stræk, kunne han som nævnt hurtigt overskue charmen ved beatlemania. Netop derfor var han altid den, der meget nøjeregnende fulgte med i, om de nu fik de penge, de havde krav på. Selv da han blev mere rund i det og tilgivende, kunne han finde sin gamle skarphed frem, også på de andres vegne. F.eks. skrev han den indforståede ’Only A Northen Song’ som en kommentar til især Lennon-McCartneys copyright-kalamiteter med musikforlæggeren Dick James: »It doesn’t really matter what chords I play/what words I say/or time of day it is/’cause it’s only a Northern song…«

I Hunter Davies’ Beatles-bog, der kom i 1968, hvor The Beatles som band betragtet stadig blev taget for givet af andre end de værste rygtesmede i Fleet Street, kom Harrison med nogle udtalelser så åbenhjertige, at de var blevet stoppet af nutidens presserådgivere: »Hvad mig selv angår, nyder jeg ikke længere at være en beatle. Hele det Beatles-ståhej er trivielt og betydningsløst. Jeg har det op til her med alt det ’mig-os-jeg’ stof og alle de meningsløse ting, vi gør. Jeg prøver at arbejde med løsninger til de mere væsentlige aspekter af livet.« Og tilføjede: »At tænke over at være en beatle er at gå baglæns. Jeg er mere optaget af fremtiden, men det vil tage mere end et halvt år at fortælle dig præcist, hvad jeg tror på – alle hindu-teorierne, de østerlandske filosofier, reinkarnation, transcendental meditation. Det er først, når man begynder at forstå de ting, at man indser, hvor formålsløst alt det andet er.«

Første skridt i erkendelsen kom gennem det, Harrison senere kaldte »the dentist experience«. Denne første ufrivllige nærkontakt med lysergsyrediethylamid, bedre kendt som lsd, blev en bevidsthedsudvider for George. Han beskrev effekten »som en meget koncentreret udgave af den bedste ting, jeg nogensinde havde oplevet i hele mit liv. Jeg blev forelsket, ikke med noget eller nogen speciel, men med alting.« Derefter føltes skridtet fra The Beatles til Bhagavad Gita ikke langt.

Ravi Shankar sagde engang, at George for ham at se var mere indisk end mange indere. Et stykke tid før han anede, hvem Shankar var, mødte George en anden inder. Under filmoptagelserne til Help! på Bahamas var George og de andre beatler tit ude at cykle, noget filmselskabets presseafdeling ikke havde noget imod…  Mod dem kom en dag kørende »this swami guy«, som Paul husker det. På sin høflige indiske måde overrakte han dem hver en guide til hatha yoga. George så mødet som et tegn, sendt fra nogen, der var større end ham selv og nøjedes ikke med at læse bogen. »Jeg ved nu, at det var en del af et mønster,« fortæller han Hunter Davies: »Det var meningen, jeg skulle læse den nu. Det hele følger en sti, ligesom vores egen sti … John, Paul og George fandt sammen, og lidt senere Ringo … vi er alle bare små hjul i en handling, alle er en del af.«

Harrison var den eneste i gruppen, der ikke syntes, at Østens mystik var mystisk. Nok kom han fra Liverpool, men han blev mere til rice ’n’ curry end fish ’n’ chips, og allerede tidligt gik han på opdagelse i indisk musik som andet end et klangligt krydderi. Ravi Shankar og sitarspillet kickstartede også Georges sangskrivning eller i det mindste hans ambitioner om at skrive sange, der ikke bare var pop. Dem skulle The Beatles naturligvis indspille. Det forekom dog ikke John og Paul helt så indlysende. Og et meget levedygtigt kim til utilfredshed slog rod i George.

Som han selv har sagt, så var det som om de to andre troede, de havde fortrinsret bare fordi de skrev langt flere sange end ham. Det slog ham ikke, at de måske også ret længe skrev meget bedre sange end ham. I 1974 huskede John tilbage: »Der var en pinlig periode, hvor hans sange ikke var særligt gode og ingen havde lyst til at sige det højt. I lang tid lå hans sange simpelthen ikke i samme division som vores – det siger jeg ikke for at nedgøre ham, for han havde jo bare ikke haft samme muligheder for at øve sig som os…« Paul supplerede: »Da vi nåede til Abbey Road, skrev han virkelig klassiske sange … han trådte totalt i karakter i den periode. Og modnedes forbløffende som sangskriver.«

Til New Musical Express kommenterede Harrison sin gennembrudssang ’Something’ med ordene: »Der er en masse sange af den slags oppe i mit hoved. Jeg må se at skrive dem ned, ja, måske endda få andre til at synge dem.« Udadvendthed var dog ikke hans spidskompetence.

Hans daværende hustru, Pattie Boyd, husker ham i den periode som indadvendt og totalt optaget (og fraværende) af sin meditation. Nå ja, ikke helt. Utroskab var the name of the game. Bl.a. gik George en kort overgang i seng med Ringos daværende kone, Maureen, mens Pattie så småt var begyndt at flirte med Georges guitarkollega og ven, Eric Clapton, som hun siden blev gift med – uden at mændenes venskab angiveligt blev svækket af det – those were the days. Det må dog have strakt Harrisons ny-hinduistiske tolerance til bristepunktet. Narkotikaafhængigheden mindskede ikke forvirringen.

I marts 1970, hvor The Beatles reelt lå i graven og kun ventede på Pauls sidste jordpåkastelse, købte Harrison den herresædelignende ejendom, Friar Park i Oxfordshire. Her begyndte tingene at gå i svang, husker Boyd i sin selvbiografi Wonderful today: »Hele den periode var vanvittig. Friar Park var et galehus, og vores liv blev holdt i gang af alkohol og kokain, og sådan var det for alle, som kom ind i vores sfære. Vi var alle sammen fulde, skæve og enøjede. Det virkede som om ingen havde aftaler, deadlines eller andet presserende i deres liv, ingen struktur og ingen forpligtelser.« Ikke alle deltog dog i det cirkus. Georges gamle ven fra Hamburg, Klaus Voormann, husker, at han en dag havde en arbejdsaftale med George og derfor lige ringede for at høre om det var i orden, at han kom nu. I telefonen kunne Voormann høre Georges advarsel til de andre i rummet: »Klaus is coming. Hide the dope.«

Selv om hans musikalske vækkelse via indisk musik havde givet ham en ny, mere retningsbestemmende rolle på både Rubber Soul og især Revolver, renoncerede Harrison under Sgt. Pepper. Han kunne ikke få sine sange igennem. Og den mentale energi, han følte takket være stofferne og sin nyfundne spiritualitet, satte sig ikke tilstrækkeligt igennem udadtil, hvor Paul i den grad var den, der satte tempoet og dagsordenen. Harrison trådte først for alvor ud af Benjamin-rollen, da han satte hælene i og i vrede forlod indspilningerne til The White Album, ind til benet træt af det, han opfattede som Pauls pedanteri.

I et interview med Uncut i 2008 husker Paul (som har kaldt George en lillebror), at »jeg tror, at det der skete var, at jeg gik George på nerverne. Et stjerneeksempel var, da vi arbejdede med ’Hey Jude’. George begyndte at svare min sang med sin guitar, sådan at han udfyldte alle huller. Nå, hvad siger man så? ’Øh, gider du lige, mand…’ Man må formulere det diplomatisk, men også være nødt til at sige, at man ikke ønsker arrangementet sådan. Det blev han ret stødt over.« Lidt af en underdrivelse. I den retssag, Paul anlagde mod Allen Klein efter sin exit fra gruppen, var George Harrison indkaldt som karaktervidne mod Paul. Under ed spolede George tilbage til indspilningen af The white album: »Jeg opdagede hurtigt, at jeg var oppe imod den samme gamle Paul. Foran kameraerne, fordi vi jo faktisk blev filmet, begyndte Paul at køre på mig for den måde, jeg spillede på. Jeg havde altid ladet ham få det som han ville have det, selv når det betød, at de sange, jeg havde skrevet, ikke blev indspillet. Samtidig hjalp jeg ham med at indspille hans sange, og oven i hatten blev jeg nødt til at finde mig i, at han skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle spille på mit eget instrument.«

EN TING VAR, at Harrisons privatliv sejlede. Ifølge Voormann virkede det, som om George befandt sig på en anden planet.« Det holdt ikke helt stik. Han fik nemlig stadig mere styr og tro på sig selv som kunstner. Allerede over for Hunter Davies havde Harrison tilkendegivet, at han følte sig urørlig og rede til forandring: »Når man først er nået til det punkt, hvor man gør ting for sandhedens skyld, så kan ingen nogensinde ramme dig igen, fordi du er i harmoni med en større kraft. Jo længere ind i det åndelige, jeg kommer, jo lettere er det at se, at The Beatles faktisk ikke kontrollerer noget af dette, men at noget andet holder os godt og sikkert i hånden«. Da The Beatles derfor blev til langtidsoverarbejde for et større hold mere end villige advokater – vi finansierede mange advokatbørns privatskoleophold, har Yoko sagt –  havde George opbygget både en ny vennekreds og et overskudslager af sange, der reflekterede den indre ro, han havde søgt og fundet i indisk musik.

Så debutalbummet All Things Must Pass kunne dårligt rummes på mindre end de tre lp-plader, den efter datidens målestok eksorbitant udstyrede originaludgave bestod af, da den lige akkurat nåede julesalget og hitlisteførstepladserne i 1970 – i øvrigt samtidig med Lennons første plade i eget navn. Konceptet udviskes i dobbelt-cd-formatet. Den tredje af lp’erne består af meget tidstypiske bluesimprovisationer, men har sin historiske berettigelse, fordi de medvirkende er kernen i det, der, allerede inden All Things Must Pass udkom, var blevet til Derek & The Dominos. Eric Clapton medvirker også mange andre steder på pladen. Ikke mindst på det iørefaldende slideguitartema på ’My Sweet Lord,’ der kørte nonstop på alverdens radiokanaler langt ind i 1971. Det er en sang, der rummer salmens inderlighed og pophittets masseappeal: »My sweet Lord, I really want to see you/I really want to be with you/I really want to see you Lord/but it takes so long, my Lord/My sweet Lord, I really want to know you/I really want to go with you/I really want to show you Lord/that it won’ t take long, my Lord…hallelujah« Billedsproget havde Harrison tidligere brugt på The White Album, hvor sangen ’Long, Long, Long’ netop handler om hans lange vej mod erkendelse, mod Gud.

’My Sweet Lord’ er lige til at blive religiøs af. Vel at mærke uden at blive dogmatisk, højstemt eller selvgod. For Harrison synger med tvivlerens ydmyghed og samtidig er sangen, og hele albummet for den sags skyld, en fejring af Gud, hvordan han end ser ud.

Mens teksterne kan virke noget monomane i deres ’søg-og-du-skal-finde’-tematik, og Harrison ikke har verdens mest bæredygtige stemme, er der tryk på melodierne og afleveringen af dem. De kan være majestætiske og fejende flotte som »Beware Of Darkness,« titelsangen og »Behind That Locked Door«, og energipumpende som »Wah-Wah«, men det er i de helt personlige øjeblikke, pladen vokser sig større og større: »Isn’t It Pity« beklager, at folk ikke har mere øje for hinanden – uden at lytterens tæer krummes, Dylan’s sang fra New Morning, »If Not For You« synger Harrison, som om han selv har skrevet den, og som om den også handler om Gud.

Albummets monumentale karakter skyldes Phil Spector, produceren, der ikke troede på andre guder end sig selv. Det kan forekomme paradoksalt, at han iklæder disse i virkeligheden ret luftige og søgende sange sin wall of sound-teknik, når han nu ellers mest brugte den på sange om uforløst teenageliderlighed, men det virker. Måske fordi han kom næsten lige fra Let it be. De akustiske guitarer, som er pladens signatur, bliver selvforstærkende i Spectors regi. Herren gir, herren tar, herren er en guitar. Spector skal dog ikke have hele æren/skylden. Vanen tro forlod den da stærkt drikfældige amerikaner projektet midtvejs og kom ikke tilbage. Han tog dog ikke båndene med sig, sådan som han senere gjorde med både Lennon og Leonard Cohen. Harrison overtog producerstolen og læssede endnu flere guitarer på. Han vedgik senere, at lyden måske var lige lovlig anmassende.

Da pladen havde været ude et par måneder, betroede George en journalist, at han havde det med den, som »en, der har haft forstoppelse i årevis, og så endelig får diarré.« Så var han altså heller ikke mere af en helligfrans, ham Harrison.

Den dag i dag er All Things Must Pass musik til din indre kirke. Et konsekvent, kompromisløst og mildt overbærende farvel til verdensberømmelsen i The Fab Four – det kræver overskud, eller mange penge på kontoen, at kunne konstatere, at alt er en overgang, når man de sidste syv år havde været aktiv i den kulturrevolution, der hed The Beatles. Men Harrison havde noget at have overskuddet i.

DESVÆRRE OVERGIK han aldrig siden sin debut som solist. Solopladerne kom sådan set regelmæssigt op gennem halvfjerdserne, men det blev til at forstå, hvorfor han i The Beatles havde måttet kæmpe for at få sine sange på. I 1988 dannede han sammen med Tom Petty, Bob Dylan, Roy Orbison og Jeff Lynne The Travellin’ Wilburys. Anført af singlen ’Handle With Care’ blev debutalbummet en succes. Efter Orbisons død udsendte man en opfølger i 1990. Ikke med helt samme gennemslagskraft. George følte sig som en fremmed i rockbranchen. Hans status som eks-beatle var ikke nogen garanti for salgssucces. Først i firserne havde han således fået kasseret et album af pladeselskabet, som ikke fandt det hitorienteret nok. Han svarede igen i sangen ’Blood From A Clone’, som ikke efterlod nogen i tvivl om, hvad han syntes om en branche, der interesserede sig mere for »pounds and pence« end det, Harrison forkorter »sense.«

Han lagde sine interesserer og penge andre steder, ikke mindst i filmbranchen. Hans firma Handmade Films producerede bl.a. Monty Pythons Life of Brian-film, og han brugte en del penge på sin glubende interesse for racersport. Han var på fornavn med Formel 1-stjernerne. Endnu et paradoks, at denne fredssøgende og nu helt afgiftede vegetar elskede noget så uøkologisk som racerløb. Allerede som 12-årig havde han overværet et løb med den legendariske Stirling Moss. Det sus glemte han aldrig. I det lys var det lige så modsætningsfyldt, at han var vild med at passe og udvide sin have. Han var rododendron-ekspert og vidste alt om sur jordbund. Mærkeligt, men sandt, og en overgang ejede han på Hawaii en lille jungle, som han tilså i detaljer. Hans selvbiografi er tilegnet »gardeners everywhere«.

’The quiet beatle’ talte kun nødtvunget om The Beatles. Helst i enstavelsesord eller mest som bisætninger, når han var nødt til at møde journalister for at få solgt sine plader. To af hans bedste sange som solist er dog direkte henvendt til den tid. ’All Those Years Ago’ skrev han efter Johns død. Han var rystet over at det kunne ske, skærpede sikkerheden i sit eget domicil, men var alligevel ved at gøre John følge, da en skizofren person i 1999 stak ham ned. Han overlevede kun lige. ’All Those Years Ago’ er ikke en sang fra Beatles-benjaminen til Beatles-bossen, men fra menneske til menneske i erkendelse af, at John måske havde været der først med al det der om »all you need is love«: »All those years ago, you said it all though not many had ears, all those years ago, you had control of our smiles and our tears all those years ago…« Mindre bevægende bliver den ikke af at både Ringo og Paul medvirker i koret. Og ’When We Was Fab’ var både en forsinket afskedssang til Pattie Boyd og til The Beatles og en tid, der havde været og aldrig ville komme tilbage.

Fjorten dage før George Harrison døde i november 2001 efter en lang frem-og-tilbage-kamp mod lungekræft, fik han besøg på privatklinikken på Long Island. Af Paul McCartney. De to gamle kombattanter, kollegaer og soldaterkammerater holdt hinanden i hånden – »det var ellers ikke noget man gjorde i Liverpool,« fortalte Paul – og tænkte sig en kort stillestund, på Georges opfordring, tilbage, ikke til dengang de var fab, men før det, til de første dansanter, drømme og håb.

Ved sin død efterlod George Harrison efter sigende hustruen Olivia og sønnen Dhani i omegnen af 100 mio. pund. Et meget synligt og måske for George mildt irriterende udkomme af 58 år, levet i den materielle verden, han altid havde det så ambivalent med.

Fotocredits: Øverste billede ukrediteret still fra Scorseses Harrison-film. I midten George omgivet af ligesindede, 1969 (Globe Photo). Nederst cover til albummet Thirty Three & 1/3.

Ovenstående er en nyredigeret udgave af mit essay fra Beatles-bogen Yeah Yeah Yeah

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK