Gnags genhørt – igen

En nyåbnet Facebook-fanklub for dansk rock i 80′erne har fået mig til at genfinde en gammel Gnags-plade og genkalde mig musikken og de år.

Selvfølgelig var det ikke til at få øje på, mens det skete. Men mens de såkaldte fattig-80’ere tog til i fart, og firhjulstrækkere, noget sært noget med ris og rå fisk, man kaldte sushi, Lacoste, lyserød Lambrusco og hjemmelavet lasagne holdt sit indtog i storbyen, så man næsten overså̊, at klassesamfundet skam eksisterede i værste velgående – det havde bare skiftet klædedragt, ja, da skærpede Gnags både profilen og tonen. De havde arbejdet længe nok på den kampplads, der kaldes plenum, til at vide alt om individualitetens grimme bagside, selviskheden. Og det de, og måske især sangeren og tekstforfatteren Peter A.G. Nielsen, så, huede dem ikke: Et Danmark, der lukkede sig om sig selv, hvor »tidsånden breder sig og folk flygter hver sin vej i ly bag de blå gardiner …«

Uden at der var nogen fælles varme at lune sig ved.

Enhver var sin egen lykkes smed der i Schlüter-land. Og selv om grønthandlerne mere og mere lignede appetitlige postkort fra charterferien og shawarmaerne truede med at slå den røde pølse kulinarisk knockout, blev der slået politisk plat på og alarm over alle dem, der ikke var som os – de fremmede. Hertil og ikke længere. Der må være en grænse, og det var der. Det var lige til at blive hippie af – igen.

I dette mentale klima var der masser af overflod for den, der havde eller tog sig råd, men overskud var i underskud. Ikke helt ulig i dag i øvrigt. Forskellen er bare, at nu er sushi ikke længere avantgarde, men Netto-vare.

Gnags havde aldrig tvivlet på musikkens magt, så hvad var mere naturligt end at forsøge lidt udluftning i nationalbevidstheden med en ny samling sange. Den kaldte de lige så naturligt Plads Til Begejstring. Og fra starten var opgaven klar for disse utrættelige, og somme tider trættende, missionærer i medmenneskelighed:

Danmark, det banker på din dør

har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før
Danmark pas på du ikke dør
du trænger til nogen der kysser din næse og nulrer dine ører …

De står udenfor og vil ind, de fremmede. Ikke kun for at stjæle lidt af det, vi har nok af – tryghed, men for at fortælle os om andre måder at leve på. Ikke nogen helt lille opgave, for danskernes »ydmyghed ligner en prik på en pik«. Men når nu ikke ret mange andre ville, så bød Gnags velkommen som drømmenes troubadourer, der vækker alting til live:

Lige meget hvem du er lige meget hvor du er så velkommen her

Vi sætter spejle i solen
til alle der kæmper på skyggesiden

og råber:
Længe leve mangfoldigheden

De sang, som om der ikke var noget at være bange for. For det helt uimodståelige ved Gnags i 80’erne var, at de holdt fast i det danske, men kun som noget at vende hjem til og rejse ud fra. De gemte sig ikke, men åbnede sig mod verden. Musikken tog sangene fra de varme lande ind. Og musikerne rejste som kunstneriske rygsækturister (nå ja, mere eller mindre!) ud og sugede til sig. Plads Til Begejstring er kulminationen på en periode med plader som Safari, Underlig Fisk og X. Der spilles i det orkester, som om der ikke tænkes, men leves. Percussionisterne Mads Michelsen og Jens G. Nielsen kombinerer 80’er-elektronik som rytmeboks og clicktrack med en disciplineret overdådighed af polyrytmik, som i mangt og meget er forspil til et crossover-fænomen som Safri Duo.

Guitaristerne Jacob Riis Olsen og Per Chr. Frost står ikke i vejen for hinanden, men giver med hver sit temperament modspil til Peter A. G. Nielsen. Total i kontrol og så alligevel ikke bange for at kigge ud over kanten. Parolerne er kørt på den ideologiske losseplads.

Det direkte og det personlige bærer disse sange: den næsten ulogiske lykke, fordi det pludselig er blevet ’Sensommer På Strøget’, den (livs)glade road-sang om ’Ritas Rock ’n’ Roll Band’, den verdensmusikalske tour de force ’Disco Dadacoco’, og de meget stemningsmættede her & nu/dig & mig-sange som ’Kysser Farvel’ med Benny Andersensk sproglune og ’Gå Altid Tilbage Til En Fuser’ om det svære sprog, de kalder kærlighed:

Gå altid tilbage
til en fuser
han vil ha kys, men når du kommer vender han sig om
gå altid tilbage
til en fuser

hun skriger: Gå din vej
når hun mener: Kom

Plads Til Begejstring er stadig et sprællevende bevis på, at det poetiske kan byde det politiske op til dans, så begge bliver øre af noget, der til forveksling ligner lykke. Og når man så betænker, at Gnags – også – i de år gjorde landets scener til en demonstration for og i den mangfoldighed, de efterlyser, ja, så er der dialektik i tingene, som de ville have sagt hjemme i kollektivet i Haraldsgade, lysår før de solgte deres pladeselskab til den tyske storkapital.

Musikken blev der dog aldrig givet køb på.

Gnags: Plads til begejstring. Producer: Karl Pitterson. Genlyd (1986)

Det nye 80′er-forum finder du her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK