Hubert Sumlin R.I.P.

Uden Hubert Sumlin havde Howlin’ Wolf ikke hylet med samme generationsoverskridende gennemslagskraft. Sumlin døde i søndags, 80 år gammel, og samarbejdede fra 1953 til 1976 med The Wolf i et forhold, der enten lignede et stormfuldt ægteskab eller et helt-ud-til-kanten far/søn-forhold.

Alt efter hvorfra man betragtede det. Sumlin sagde siden, at han til sidst ikke var klar over, hvor Hubert holdt op og Wolf begyndte. Og omvendt.

Til gengæld var der aldrig tvivl om hans betydning for de indspilninger, Wolf foretog af især Willie Dixons kompositioner. Sumlins fint slebne, aldrig blærerøvsornamenterede, altid organiske spil satte sit distinkte præg på numre som ’Back Door Man’, ’Spoonful’, ’I Ain’t Superstituous’, ’300 Pounds of Joy’ (som blev indspillet af min skoles orkester, The Maniacs) og ikke mindst ’Litlle Red Rooster’. På den sidste var det dog ikke ham, men Ulven, der spillede den slideguitar, Brian Jones siden kopierede på Stones-versionen af samme sang.

I sine liner notes til Wolf-bokssættet med Chess-indspilningerne beskriver produceren Dick Shurman Sumlins stil sådan: ”imaginative, angular, taut attack, frequent glisses, maniacally wide vibrato and percussive chords, all drawn with an exaggerated brush…”

Det kunne Jimmy Page (hvis indsatser på de to første Zeppelin-plader står i ubetalelig gæld til Sumlin), Eric Clapton, Hendrix og Robbie Robertson også høre…

Efter årene med Wolf arbejdede Sumlin som solist og nåede at udgive en halv snes plader. De er solide eksempler på Chicago-blues, men de udgør ikke hans eftermæle.

Han blev aldrig rig af sine indspilninger, men han gjorde os andre rigere. Og nåede lige inden sin død at se sig selv placeret på Rolling Stone’s liste over de hundrede bedste rockguitarister.

Det manglede bare.

Besøg hans hjemmeside: her.