Julian Lennon fylder 50

Det kræver sin mand at vokse op som søn af et menneske, mange betragtede som en gud, og så undgå at se sig selv som Jesus. Men John Charles Julian Lennon beholdt begge ben på jorden. Og dét selv om han – af alle – valgte den sværeste vej: Musikervejen. I morgen fylder han 50.

Da han efter en del forståelige overspringshandlinger debuterede i 1984 med Valotte, lagde man først og fremmest mærke til stemmen, der spøgelsesagtigt minder om faderens. Genetikken kan Lennon junior ikke løbe fra, men det Phil Ramone-producerede album, bemandet med datidens studiemusiker-esser, rummede radiovenlige singler som titelsangen og The Police-møder-Beatles-balladen ’Too Late For Goodbyes’, der begge blev til Sam Peckinpah-instruerede videoer. Og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig, at sidstnævnte sang var skrevet til og om hans far:

Ever since you’ve been leaving me, I’ve been wanting to cry.
Now I know how it feels for you, I’ve been wanting to die.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Time has gone since I’ve been with you, and we’ve been starting to die.
Now it seems you don’t care for me, and I don’t understand why.
But it’s much too late for good-byes, yes, it’s much too late for good-byes.

Og op af skuffen kom historien om, at John Lennon i julegave i 1973 havde foræret sin søn en Gibson-guitar og en trommemaskine, og dermed inspireret sønnen til at følge i hans fodspor.

Enhver Beatles-fans kender også historien om, at en barnetegning af Julian inspirerede hans far til at skrive sangen ‘Lucy in the sky with diamonds’. Lidt længere nede lå historien om, at Julian som sårbar femårig måtte se faderen bosætte sig i New York med Yoko Ono, den absolutte modpol til den husmornormale Cynthia. Julian blev hos sin mor, og så kun sjældent sin far.

De  senere år rapporteres han at have fået et tættere forhold til halvbroderen, musikerkollegaen Sean. Men selv om Julian lader sig se ved officielle lejligheder med Ono, forekommer forholdet mellem dem anstrengt uanset hvor brede smilene er. Julian Lennon opponerer bl.a. mod Onos forvaltning af John Lennons (musikalske) arv, og opnåede kun via et udenretligt forlig en større sum penge. I 2007 frasolgte han dog en del af sine forlagsinteresser i faderens musik.

Det viste sig svært for Julian at følge op på den Grammynominerede debut. The secret value of daydreaming floppede, og i 90’erne tog Julian Lennon en pause. Han fordybede sig, ikke uden talent, i fotokunsten. Tavsheden blev brudt i 1999 af en femte cd, Photograph Smile. I 2011 kom Everything changes, men kun i Storbritannien. Den står foran bredere udgivelse op til fødselsdagen, og er et godt eksempel på, at Julian Lennon altid har søgt at efterleve det råd, hans ’onkel’, Paul McCartney, gav i ’Hey, Jude’, den sang, han skrev som opmuntring til Julian midt under skilsmissen. Det er den med linjerne »take a sad song and make it better…«

PR-foto fra kunstnerens hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK