McLaughlin: Virtuos minus blær

Da Jimi Hendrix døde i 1970 efterlod han et tomrum, mange stod i kø for at udfylde. En af de få, der ikke bejlede til at efterfølge ham i guitarkongerækken, var John McLaughlin, skønt den engelske guitarist ellers kunne honorere de fleste af kravene.

McLaughlin, som i morgen runder de 70, lærte som elleveårig at spille guitar ved at lytte til blues og Django Reinhardt. Han kom i mesterlære hos Graham Bond, Alexis Korner og Georgie Fame i det londonske klubmiljø , men mødet med jazzen via John Coltrane fik ham til at indse, at musik skal have en spirituel overbygning for ikke at ende i virtuos tomhed.

Altså samme tilgang som Hendrix, men McLaughlin gik en anden vej, væk fra det flamboyante og endnu længere ind i musikkens mystik.

Han og barytonsaxofonisten John Surman satte med albummet Extrapolation en ny standard for europæisk jazz i 1969. Da det udkom, var McLaughlin dog videre. I New York havde han og trommeslageren Tony Williams dannet Lifetime. Dobbeltlp’en Emergency demonstrerede, at skellet mellem jazz og eksperimenterende rock var kunstigt. I samme ånd inviterede Miles Davis samtidig McLaughlin med på fremtidsdefinerende værker som In A Silent Way og Bitches Brew, ja, den sidste har en skæring, der bare hedder ’John McLaughlin’.

I 1971 dannede han The Mahavishnu Orchestra. Midt i en tid, hvor (alt for) megen musik bød sig til med verbale løsninger på verdenskrisen, tog McLaughlin med afslappet selvfølgelighed jazzmantraet om musik for musikkens egen skyld med over i rocken. Og med sin dobbelthalsede Gibson-guitar blev han et ikon for den nye jazzrock. Pladerne The Inner Mounting Flame og Birds of Fire virker den dag i dag som styrtebad for sindet (YouTube-link). En musik, der virtuost, men uden blær, fusionerer jazz og rock i samklang med den flerstrengede indiske musiktradition, McLaughlin tidligt kom på talefod med som discipel af den åndelige vejleder, Sri Chinmoy.

Med Lakshminarayanan Shankar og Zakir Hussain skruede McLaughlin derpå ned for blusset, men op for den indre meditative glød med akustiske albums med ensemblet Shakti.

Siden har McLaughlin indspillet med ligesindede som blandt andre Carlos Santana, Jean-Luc Ponty, Paco de Lucia og Larry Coryell. Samt udgivet en lang række plader i eget navn. Ikke alle lige nødvendige, men alle båret af troen på, at instrumentalmusik siger mere end mange ord.

I 2004 udsendtes et bokssæt med alle de koncerter, McLaughlin gennem årene havde givet ved Montreux-festivalen. Hele sytten cd’er. Antallet gav mening, for det er i live-sammenhænge McLaughlin når tættest på at favne den kraft, et af hans musikalske forbilleder, John Coltrane, engang beskrev som ’A love supreme’.

Meget sigende er McLaughlins seneste plade (fra 2010) netop viet en udforskning af ånden bag A love supreme.

John McLaughlins hjemmeside finder du her.