Patsy in memoriam

Kommentarer slået fra
Patsy in memoriam

I dag for 50 år siden forulykkede et lille gult enmotors Piper Comanche privatfly i turbulent vejr i et øde område små tyve kilometer vest for Tennessee River. Havariet var så voldsomt, at ikke alene flyrester, men stumper af menneskekød blev spredt over et større areal. Det vanskeliggjorde selvsagt identifikationen, for som en lokal hjemmeværnsmand konstaterede: “There’s not enough to count … they’re all in small pieces.”

Alligevel stod det hurtigt klart, at passagerne var countrymusikere på vej hjem til Nashville fra et job i Kansas City. Og dagen derpå ryddede avisen Nashville Banner forsiden med denne rubrik: “4 Opry Stars Die in Crash”. Der var tale om sangerne Cowboy Copas og Hawkshaw Hawkins, manageren og guitaristen Randy Hughes samt hans klient, sangerinden Patsy Cline, 30 år.

Cline var på det tidspunkt den regerende dronning i Nashville, og havde ikke kun gennemslagskraft på countrymarkedet, men var en popstjerne, der først var begyndt at skinne et par år tidligere.

Hun fik et tidligt hit i 1955-56 med western swing-sangen ‘Walking after midnight’, men hendes talent forløstes først ved mødet med produceren Owen Bradley. Bradley påskønnede hendes countryrødder, men så tidligt, at både hendes poppotentiale og stemme kunne udvikles ved at tilsætte de strygere, mange i Nashville på det tidspunkt ellers anså for at være den rene og skære blasfemi. Det var ikke sådan Gud havde tænkt sig country & western. Fioler, ja, men ikke violiner.

Gud om det. Med sange som Willie Nelson’s ‘Crazy’ (som hun først ikke faldt for, fordi sangskriverens demo var så dårligt sunget), ‘I Fall To Pieces’ og ‘She’s Got You’ gav hun country en ny stemme, fuld af lige dele sødme og smerte, og med en nærmest bluesmusikikalsk indlevelse, der fik en anmelder til at mene, at Cline ikke sang sangene, næh, hun beboede dem. Som en slags countrymusikkens svar på Judy Garland.

Det mærkelige og mærkeligt bekræftende var, at Cline faktisk kunne modstå succesen, i hvert fald rent kunstnerisk, og selv om hun optrådte i Las Vegas og i året inden sin død nærmest blev stylet som en diva, lød hun som en fuldblods kvinde. Der ikke altid havde det nemt, hverken i ægteskabet eller med sig selv og en grundlæggende fornemmelse af angst og utilstrækkelighed.

Interessen for Patsy Cline blev stimuleret, da hun, noget Hollywood-forskønnet, blev portrætteret af Jessica Lange i 1985-filmen, Sweet dreams, som gav et vist nok noget dramatiseret indtryk af hendes ægteskab med Charlie Dick (det hed han!), spillet af Ed Harris. Og tre år senere slog k.d. lang igennem med det Owen Bradley-producerede album, Shadowland, som var en de facto hyldest til forbilledet. Langs orkester, The Reclines, blev oprindelig dannet som et tribute band til Cline. Og hun sang på debutalbummet i 1984 en version af Clines sang, ‘Stop, look and listen’. En sanger som Margo Timmins fra Cowboy Junkies kan også sin Patsy Cline…

Herhjemme var navnlig Grethe Ingmann inspireret af Patsy Cline, og langt senere indspillede Lis Sørensen faktisk det meste af et album med Cline-covers, der aldrig kom ud, men samler støv et eller andet sted.

I bokssættenes barndom var Cline en af de første kunstnere, der modtog den helt store boksbehandling. Det nu udgåede 4-cd-sæt The Patsy Cline Collection er stadig den definitive samling fra en sanger, der aldrig tabte højde.

Undtagen altså hin fatale martsaften for 50 år siden.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

About the author

Torben Bille http://www.torbenbille.dk
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening. Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top