Patsy in memoriam

I dag for 50 år siden forulykkede et lille gult enmotors Piper Comanche privatfly i turbulent vejr i et øde område små tyve kilometer vest for Tennessee River. Havariet var så voldsomt, at ikke alene flyrester, men stumper af menneskekød blev spredt over et større areal. Det vanskeliggjorde selvsagt identifikationen, for som en lokal hjemmeværnsmand konstaterede: “There’s not enough to count … they’re all in small pieces.”

Alligevel stod det hurtigt klart, at passagerne var countrymusikere på vej hjem til Nashville fra et job i Kansas City. Og dagen derpå ryddede avisen Nashville Banner forsiden med denne rubrik: “4 Opry Stars Die in Crash”. Der var tale om sangerne Cowboy Copas og Hawkshaw Hawkins, manageren og guitaristen Randy Hughes samt hans klient, sangerinden Patsy Cline, 30 år.

Cline var på det tidspunkt den regerende dronning i Nashville, og havde ikke kun gennemslagskraft på countrymarkedet, men var en popstjerne, der først var begyndt at skinne et par år tidligere.

Hun fik et tidligt hit i 1955-56 med western swing-sangen ‘Walking after midnight’, men hendes talent forløstes først ved mødet med produceren Owen Bradley. Bradley påskønnede hendes countryrødder, men så tidligt, at både hendes poppotentiale og stemme kunne udvikles ved at tilsætte de strygere, mange i Nashville på det tidspunkt ellers anså for at være den rene og skære blasfemi. Det var ikke sådan Gud havde tænkt sig country & western. Fioler, ja, men ikke violiner.

Gud om det. Med sange som Willie Nelson’s ‘Crazy’ (som hun først ikke faldt for, fordi sangskriverens demo var så dårligt sunget), ‘I Fall To Pieces’ og ‘She’s Got You’ gav hun country en ny stemme, fuld af lige dele sødme og smerte, og med en nærmest bluesmusikikalsk indlevelse, der fik en anmelder til at mene, at Cline ikke sang sangene, næh, hun beboede dem. Som en slags countrymusikkens svar på Judy Garland.

Det mærkelige og mærkeligt bekræftende var, at Cline faktisk kunne modstå succesen, i hvert fald rent kunstnerisk, og selv om hun optrådte i Las Vegas og i året inden sin død nærmest blev stylet som en diva, lød hun som en fuldblods kvinde. Der ikke altid havde det nemt, hverken i ægteskabet eller med sig selv og en grundlæggende fornemmelse af angst og utilstrækkelighed.

Interessen for Patsy Cline blev stimuleret, da hun, noget Hollywood-forskønnet, blev portrætteret af Jessica Lange i 1985-filmen, Sweet dreams, som gav et vist nok noget dramatiseret indtryk af hendes ægteskab med Charlie Dick (det hed han!), spillet af Ed Harris. Og tre år senere slog k.d. lang igennem med det Owen Bradley-producerede album, Shadowland, som var en de facto hyldest til forbilledet. Langs orkester, The Reclines, blev oprindelig dannet som et tribute band til Cline. Og hun sang på debutalbummet i 1984 en version af Clines sang, ‘Stop, look and listen’. En sanger som Margo Timmins fra Cowboy Junkies kan også sin Patsy Cline…

Herhjemme var navnlig Grethe Ingmann inspireret af Patsy Cline, og langt senere indspillede Lis Sørensen faktisk det meste af et album med Cline-covers, der aldrig kom ud, men samler støv et eller andet sted.

I bokssættenes barndom var Cline en af de første kunstnere, der modtog den helt store boksbehandling. Det nu udgåede 4-cd-sæt The Patsy Cline Collection er stadig den definitive samling fra en sanger, der aldrig tabte højde.

Undtagen altså hin fatale martsaften for 50 år siden.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK