Peter den Store

På ONSDAG fylder en alt andet end stivnet institution i dansk musikliv 70 år.

Jeg havde hørt om Peter Abrahamsen, før jeg mødte ham. Det, man i midt-70’erne kaldte ’det rytmiske musikmiljø’, var så overskueligt som gågaden i en mindre provinsby og mindst lige så sladdervornt og intrigant. Peter var ingen af delene, men han ragede op og han fyldte. Han var en levende legende, som der fik frasagn om: Han spiste amatører til frokost; han snød de musikere, han havde i sin stald; han var manager, fordi han ikke selv kunne spille; han havde kun en plakat med Che Guevara hængende på sit direktørkontor ude på pladeselskabet Metronome som alibi.

Da jeg så endelig mødte ham, viste det med Che-plakaten sig at være det eneste, der var rigtigt. Og den hang der, fordi Abrahamsens socialistiske sindelag ikke kun var til pynt. Langt hen ad vejen accepterede hans arbejdsgiver, den meget lidt socialistiske Bent Fabricius-Bjerre, kun plakaten, fordi han i Abrahamsen havde en mand, der både kunne gå i maskinrummet og stå på broen.

Det særegne ved Abrahamsen var, og er, ikke, at han bærer sin historie med sig så smukt og stolt, at nogle kan finde ham selvhævdende, næh, det er, at han møder mennesker i øjenhøjde. Og som ung anmelderspire uden hår på forfængeligheden var det opløftende at møde en musik- og musikerlegende, som ikke var ude på at sælge mig noget. Jeg måtte sgu selv om jeg ville købe det, Peter havde på hylderne. Hvis ikke, var det mest synd for mig. Musikken klarede sig nok endda.

ENGANG kaldte han sig Peter Abrams. Og min mor var smålun på ham. Det var hun ikke ene om. Faktisk var unge Abrahamsen sidst i 50’erne Danmarks største popidol, kun overgået af Otto Brandenburg. Der var hele to fanklubber, der kappedes om at hverve Peter-proselytter, men i modsætning til Brandenburg legede Abrahamsen ikke rockidol. Hans hu stod til den sydstatscountry, også Elvis voksede op med, og da Abrahamsen den 10. Juni 1958 via sit job som altmuligmand på pladeselskabet Storyville gik i studiet og indspillede ‘Wear My Ring’,’This Little Girl Of Mine’ og ‘Whole Lotta Women’ gik det ham som det i sin tid til at begynde med gik Elvis: Der skete ikke noget!

Rocken var kun i sin vorden, og Abrahamsen var et andet sted, da rocken for alvor begyndte at rulle ved indgangen til 60’erne. I 1960 indsang han evergreenen ‘You Are My Sunshine’. Den hittede, både i den toværelsers hjemme hos os i Sydhavnen og i resten af Danmark. Peter Abrahamsen blev popstjerne som Peter Abrams. Og fik den første forsmag på den fagforeningssolidaritet, han i hjertet, men ikke altid i hjernen, har støttet.

Musikerforbundet var bange for, at alle de unge musikere skulle tage brødet fra de suppe, steg & is-musikere, som fyldte mest i medlemskartoteket. Derfor skulle de nytilkomne bestå en optagelsesprøve. Et forbundsmedlemskab sikrede dem tarifmæssig betaling.

PETER ABRAHAMSEN kunne allerede dengang kende en døgnflue, når han mødte en, så han så ikke kun et idol, når han kiggede i spejlet om morgenen. Han så en mand, der blev ældre. Derfor begyndte han at spille på andre strenge. Ude på Øresunds radiobølger sendte Radio Mercur til østdanskerne. Det var ulovligt, men populært. Det var en kommerciel radio med programmer, sponsoreret af bl.a. tidens pladeselskaber. Abrahamsen tog forskud på sin senere karriere som radiovært i DR ved at være discjockey på programmet Peter Abrams kører Karusellen. Med pladeselskabet Karusell som sponsor. Det program lyttede min mor ret meget til, men så blev hun kæreste med en bassist i et af tidens mange italienske orkestre, og så gled det ud mellem hende og Peter.

Det gjorde det også med musikken og ham. I hvert fald i en periode. Han blev uddannet i reklamebranchen; noget, der kom ham til gode, da han i 1965 sammen med fotografen Per Dalsgaard og layouteren Jesper Kilde startede popbladet Hit. Der mødte han Erik Haaest, som han også indspillede en single med. Siden må man sige, at deres veje skiltes.

Fra først i 70’erne blev Abrahamsen i ydmyge lokaler i Larsbjørnstræde Godfather for den nye politiske danskrockbølge. Troels Trier var en af kunderne. Det samme var Trille, Povl Dissing og Benny Holst, og pladeselskabet Abracadabra blev tidens toneangivende indie-label – ville vi kalde det i dag. Partisantørklædet blev ikke kun båret til pynt. Abrahamsen og co. opfattede sig som en slags guerillaer i et stivnet musikmiljø. Og han gik ind i ‘sine’ kunstneres musik, som var det hans egen. Han, og Poul Bruun, var de første egentlige producere herhjemme. De var bedre til at betjene mixerpult end lommeregner – selv om Abrahamsen aldrig har været dum til det sidste …

Da plakaten på Metronome-kontoret blev hevet ned, stoppede hans politiske engagement ikke. Det genopstod med fornyet styrke. Og altid til venstre, hjertesiden. Det socialistiske sindelag og globale udsyn har været drivkraften i hans egen musik, og hans viden om kunstens vilkår under kapitalismen gav ham de fornødne redskaber til at forny andre kunstneres karriere.

Det er nemlig ikke nok at have ideer. Man skal også overbevise andre om dem og have midlerne, charmen og uforfærdetheden til at gennemføre dem. Spørg bare Gyldendal, som i en årrække stillede pladeselskabet ExLibris til rådighed som Abrahamsens magnus opus (sideløbende med at han mindede sig selv om udgangspunktet som sanger). Og spørg Anne Linnet (Kvindesind), Mathilde (Pigesind), Sebastian (Tiderne Skifter) og Povl Dissing & Benny Andersen (Svantes Viser m.m.); nogle af de mange, der i dag er glade for hans insisteren på kvalitet og vovemod. De egenskaber har han givet i arv til sine mange børn. Og ja, han er far til Franka og Troels.

Da han fyldte 60, udsendte han bogen Lidt Sur Er Man Altid. Den blev akkompagneret af albummet, Tit Er Jeg Glad. Vi er mange, der har mødt begge de sider af Abra. Med irritation og glæde, men aldrig med ligegyldighed.

Sådan er det at møde et menneske, der ser og har en mening med livet. Og som aldrig har været kostforagter, men altid kræsen!

I anledning af 70 års dagen udsendes 9cd-boksen, den retrospektive Så langt, så godt…

En passende titel.

PR-foto: Jan Persson ©

Ovenstående tekst indgår i redigeret form i bookletten til jubilæumsboksen.