Codys evige efterår

Kommentarer slået fra

Americana er for dansk rock, hvad cup cakes er for konditorkunsten – nemt at lave, nemt at afsætte og nemt at indtage, men også lidt for ens fremstillet. Siden albumdebuten i 2009 har septetten Cody været en undtagelse. Indflydelsen fra The National har været oplagt fra starten, men sangskriver og sanger Kaspar Kaae kan også både sine Fleet Foxes, Walkabouts, Mercury Rev, Aaron Copland og sågar danske Culpeper’s Orchard. Og de forvaltede fra starten faktisk america-inspirationen begavet og berigende, fordi han og kollektivet omkring ham ikke er purister, men allerede tidligt syntes, at cello og banjo stod godt til hinanden.

Det gør de stadig på Fractures, bandets andet album, hvor man desuden skruer yderligere op for et instrumentarium, der også inkluderer trompet, trombone og klarinet, og igen Casper Hegstrups trommespil, der vil andet end holde takt for rytme. Slagtøj hed den slags engang.

Stemningen er faldende blade, faldende forhåbninger og stigende længsel efter noget bedre end dette, men det forunderlige, ja, nærmest magiske ved musikken er, at den ikke forpupper sig i weltschermz og skønånd. Den er lige her, til at gribe og begribe, og derfor dobbelt gribende, fordi den ikke lefler for at blive holdt af. Cody ville eksistere også uden et publikum.

Kaspar Kaaes sonore, melodiske stemme tager os gennem klangskaber af lige dele melankoli og livsvilje. Det er til at høre, hvorfor han engang selv har kaldt sine kompositioner for popsange. De sætter sig som noget så selvmodsigende som fløjlsbløde burrer i bevidstheden. I et toneleje, der har en svag efterklang af netop Efterklang, men på mig virker Cody mere organisk og meget mindre forhippet på at være kunst.

Musikken er manende, båret frem af Frederik Thyboes violin og (den nu barslende) Line Fjelding på cello. Som anmelder kan man falde for den gamle fristelse til at synes, at sangene måske ligner hinanden lidt for meget. Man kan også høre det som tegn på, at gruppen hviler i sig selv, har fundet sin identitet uden at mageligheden af den grund er sat ind.

Når Kasper Kaae tør skifte de lidt for dunkelt tænkte eller forr private engelske tekster ud med et nudansk, der inviterer på lige så meget opdagelse som musikken, ja, da nøjes Cody ikke med at være fremragende. Så bliver de sensationelle.

Cody: Fractures. Producer: Ikke opgivet. Mix: August Wanngren. Nordic Music Society/VME.

Foto: Enok Holsegaard fra bandets hjemmeside.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

Readmore  

Neil Young tilbage i børnehaven

1 Comment

Skal man være lidt rasmus modsat – og det skal man jo af og til – så er det gennem årene lykkedes Neil Young at få kunstnerisk inkonsistens og sjusk til at fremstå som kritikerfeteret kompromisløshed. Respekt for det, men lige så meget som jeg ville hade at undvære mandens ti bedste plader, lige så lidt vil jeg savne de lidt for mange plader, hvor han bare har fulgt sin første og ikke altid bedste indskydelse. Spildprocenten gennem årene er høj. Fra retrorockabilly over bedaget electropop til hvid guitarstøj og en plade, tilegnet hans egen skramlekasse af en bil.

Og nej, jeg hører ikke til dem, som kun holder af manden, når han indspiller variationer over Harvest og Comes A Time. Men man høster, som man sår.

På sit seneste album, Americana, er han ude i et antropologisk ærinde. Sammen med Crazy Hose forsøger han at vende vrangen ud på en række sange, enhver amerikaner kender fra børnehaven, som han har formuleret det. Meningen fremgår ikke ganske af resultatet (selv om der er vist beundringsværdig omhu med at forklare kilderne i den ledsagende pædagogiske booklet).

Neil Young har nemlig sat en ære i ikke at arbejde ud fra originalforlæggene, men valgt alternative melodier til kendte sange som ‘Oh Susannah’, ‘Tom Dula’ (bedre kendt som Tom Doley), ‘Clementine’ og ‘She’ll Be Coming Round The Mountain’. Der er bare grund til, at kun musikhistorikere og samlere kender de tonsætninger. De er simpelthen hverken særligt gode eller melodiske. Og de gange, hvor Young faktisk synger ud fra originalforlægget (som på ‘This land is your land’), tilføjes intet nyt. Ligesom det forbliver en gåde, hvorfor sange som doowop-klassikeren ‘Get A Job’ og ‘God Save The Queen’ er taget med.

Det hele jappes igennem efter samme, centnertunge, ensformige Crazy Horse-model, hvor Young og guitarist Frank Sampedro kappes om at fortynde deres solistiske kendetegn til klicheer. Jeg vil vove den påstand, at man ville kunne tage så godt som ethvert instrumentalt live-take fra Neil Young & Crazy Horse og i store stræk bruge det som underlægning på de fleste af disse numre. I baggrunden er der drukkent mandskor og Pegi Young-hvin.

Jo, jo, det er skam sine steder energisk og vedholdende, men det er en bulldozer jo også, når den maser sig frem. Neil Young (Wiki-link) rydder ikke nyt land. Det lyder bare sådan, og dét er det eneste rigtigt interessante og tankevækkende ved dette forglemmelige projekt.

Neil Young: Americana. Producere: Neil Young & John Hanlon. Reprise/Warner.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Naja Rosa blomstrer

Kommentarer slået fra

Det skorter ikke på store ord i et program som Go’ Morgen Danmark. De betyder ikke alle sammen lige meget. F.eks. har TV2-programmet to faste musikanmeldere. De giver selvfølgelig stjerner. Man kan nemlig nu om dage ikke vurdere noget uden at udstyre sin mening med signallamper. For nylig blev The place I call home, den netop udsendte cd med Naja Rosa Koppel anmeldt. Den fik det maksimale antal stjerner, seks. Hvorfor ikke syv eller ni, nå, fred med det. Men pladen blev også kaldt unik. Og det er den ikke. I hvert fald ikke hvis man dermed mener noget, der er enestående i betydningen ‘forskellig fra alt andet’.

Det er naturligvis ikke det, anmelderen mener. Nok bare, at pladen lyder bedre end noget, han har hørt den sidste uge eller måned. Det er synd. Ikke så meget for Naja Rose Koppel, for hun ligner en person, der ikke lader sig forføre af overfladesnak, men for pladekøberne, for pladen er faktisk bedre end som så, og det er den netop, fordi den ikke er unik! Forklaring senere.

Naja Rosa Koppel er som måske bekendt datter af Thomas og Annisette Koppel. Og indflydelsen fra moderen slog igennem på hendes lovende debutalbum i 2010. Der kunne man også høre, at hun havde hørt en del Grace Slick og Jefferson Airplane.

Det kan man stadig på The place I call home, som former sig som en slags musikalsk road movie. Musikken er inspireret af og delvist indspillet under en slags efteruddannelsesrejse til USA. Den slags har det ofte med at blive en bekræftelse af de romantiske myter om landet og dets indbyggere, og den får da heller ikke for lidt i omslagsnoterne, hvor Naja Rosa beskriver sydstatsmusikken som “true, honest, soulshaking, heartbreaking and raw.”

Helt leve op til de ord og forbillederne kan The place I call home vel ikke, men mindre kan også gøre det. Og nu kommer vi til det med det unikke: Det fine, ja, unikke ved denne plade og Naja Rosa er, at hun netop ikke lader sig opsluge af myterne, hun reducerer ikke sig selv til stil, hun bliver ikke americana, men musikken både indlejrer sig i og udvider traditionen.

Der går en tone af nøgen nødvendighed gennem de fleste af sangene, som naturligvis handler om kærlighed og ærlighed og den lejlighedsvise mangel på samme. Hun synger godt og utvunget med en mørk klangfarve, der er med til at give sangene en egen mainstreamfremmed alvor. Hendes makeup er ikke det eneste, der er dramatisk ved denne plade. Når Naja Rosa Koppel synger om følelsernes kampzone, lyder hun, som om hun har været ved fronten. Og er blevet såret.

Pladen er selvproduceret. Af hende selv og hendes Russ Kunkel-lydende trommeslager Anders Holm. Det er ganske enkelt godt arbejde, dog med en til tider lidt for rigelig detailrigdom, men man må lade dem, at produktionen som klangelement får banjoen frugtbart i spil som modpol til Rune Kjeldsens guitar, der både mestrer det sfæriske og det jordnære.

Derimod virker Naja Rosa endnu ikke fuldt bæredygtig som komponist. Jeg har nævnt Jefferson Airplane. Jeg kunne også nævne The Doors anno Morrison Hotel og L.A. Woman. Og selvfølgelig Savage Rose, men man kan jo vanskeligt bebrejde afkom, at de lyder som deres ophav… Hun er sikrest til ballader. Istedet for nogle af albummets mellemspil kunne det have været interessant at høre hende fortolke andres sange, gerne nogle af hendes egne favoritter. Og så kan jeg igenigen ikke lade være med at tænke på, om ikke hendes personlighed ville springe mere fuldtonende ud, hvis hun sang på dansk.

Det ville på den anden side begrænse eksportmulighederne.

Naja Rosa: The place I call home. Producere: Naja Rosa & Anders Holm. Zewski Music/EMI.

Du kan se eller gense anmeldersekvensen i Go’ Morgen Danmark her.

PR-foto: Anders Holm

Readmore  

Fleet Foxes – ranke og lydefrie

1 Comment

Normalt synes jeg ikke, det rager læserne under hvilke vilkår anmeldere anmelder. Det seneste år har der dog udviklet sig en tendens, som påvirker pladeanmeldelserne: Nogle selskaber er ophørt med at sende fysiske cd’er til anmeldelse. I stedet må man som anmelder nøjes med at gå ind og høre streaminger, måske endda downloade eller, når det går højt, få tilsendt en cd i et cover uden credits, tekster og så videre.

Pladeselskaberne har forskellige (bort)forklaringer på den praksis: 1: Det er for dyrt at sende de rigtige cd’er. 2: Det er overflødigt, fordi det jo, når alt kommer til alt, er musikken, det handler om. 3: Ingen gider alligevel købe fysiske plader, så nu tager vi konsekvensen af downloadkulturen. Og så videre.

Til det er bare at sige, at det så er meget mere mærkeligt og selvmodsigende, at branchen beklager det styrtdykkende salg af fysiske plader, og at så mange kunstnere gør sig så megen umage med deres omslag; næsten som om indpakningen er en del af det kunstneriske udtryk. Tanken om, at en plade er et værk, en helhed, er åbenbart umoderne volapyk for visse pladeselskaber.

Seneste eksempel i min indbakke er det andet album fra Fleet Foxes, Helplessness blues.

Det, selskabet ville have, jeg skulle forholde mig til, var musik, indpakket i et anonymiserende stykke karton. Den officielle cd, derimod, er et stilsikkert udstyrsstykke: Digi-pack, smukt kalligraferede sangtekster, udførlige credits på en miniplakat. Kort sagt en plade som de tog sig ud da Fleet Foxes’ forbilleder havde deres guldalder.

Det er meget let at høre, hvorfor Seattle-sekstetten har bjergtaget såvel lyttere som kritikere. Musikken er rank, smuk og lydefri, og sangeren (og sangskriveren) Robin Pecknolds double-trackede krystalklare stemme lyder som et lyslevende levn fra dengang, den musikalske dagsorden blev sat af Crosby, Stills & Nash.

Pecknold synger sørgmodigt, men aldrig selvmedlidende, som en Graham Nash uden saccharin, men selv om de Mike Stipe-inspirerede tekster ikke er uden poetisk transparens bliver de hurtigt alt for fulde af ukendte mellemregninger. For private, simpelthen.

Derimod er der over hans kompositioner samme improvisatoriske og impressionistiske skønhed som hos David Crosby og Incredible String Band samt ikke mindst Paul Simon, Pecknolds ikke særligt hemmelige helt.

Problemet med denne efterfølger til Fleet Foxes’ tiljublede albumdebut er imidlertid, at alle kvaliteter, også de instrumentale, ufortalt, så har Robin Pecknold kun et begrænset farvespektrum på paletten.

På godt, gammeldags dansk: Trods den guddommelige flerstemmighed og udsøgte instrumentation kommer sangene hurtigt til at lyde for ens og for ens opbygget.

Koraler og kantater er ikke ukendt land for Fleet Foxes, men denne skribent har det med den slags som med søndagsprædikener: Har du hørt en, har du hørt dem alle. Og der er noget både selvbevidst og andægtigt over dette band, som får mig til at anbefale at nyde dem i små doser. Prøv at undgå at folde hænderne imens. Det er svært.

Kun på et nummer som ‘The Shrine/Argument’ bliver der strukket ud, så hippierocken møder avantgardejazzen. Det sted må de gerne udforske noget mere. Kirkerne skal nok blive ved at stå. Både de konkrete og dem i sindet.

Fleet Foxes: Helplessness Blues. Bella Union

Denne anmeldelse kunne du først læse på Geiger.

PR-foto hentet her.

Readmore  

Anbefales: Sine Bach Rüttel

Kommentarer slået fra

Okay, banjo kommer ikke ind på min top 5 over yndlingsinstrumenter. Det har altid for mig været lidt af en museal gimmick. Men så hørte jeg Chasing the Dragon, den cd, som Sine Bach Rüttel i dag udsender som om det er hendes debutalbum.

Hele pladen er opbygget omkring banjoen som stemningsskaber. Hun spiller den selv, og gør det på samme måde som hun synger – i det tyste ingenmandsland mellem kuldslåethed og varm længsel. Godt suppleret af Lasse Storgaards uanmassende, men subtile klaverspil. Og i koret høres bl.a. Nana Schwartzlose, som jeg tidligere har fremhævet her på bloggen.

Der er dømt americana, alt country og hvad den genre nu kaldes, hvor man blotlægger sit hjerte og gør det i countrytraditionen, uden at det bliver Nashville-sentimentalt eller for den sags skyld for privat. Navne som Mary Chapin Carpenter, Lori Carson (ikke stemmen, men måde at komponere på) og måske især Roseanne Cash dukker undervejs op i mine ører som referencer.

Først og sidst er Sine Bach Rüttel dog sig selv.

Sangene handler om sorg, vemod og uafvendelighed, men det morsomme (undskyld) er, at musikken faktisk ikke bliver livstræt eller melankolsk. Sangene aftegner sig ranke og livskraftige på et bagtæppe af spartanske, men gennemtænkte arrangementer.

Gode steder at starte: Titelnummeret om at vælge døden eller den ulykkelige kærlighed, ‘Weep’ med en fint sanset  tekst om ikke at være til stede i verden, fordi man er for til stede i sorgen, og endelig ‘Insane’, hvor sangeren med en egen barsk blidhed konstaterer: “I know that everybody thinks I’m insane/I’m insane”.

Pladen er ret beset sangerens tredje, men da den seneste udgivelse kom for syv år siden, mener hun sig berettiget til at lægge de plader bag sig.

Foran sig må Sine Bach Rüttel have en lovende fremtid…

Sine Bach Rüttel: Chasing the Dragon. Producere: Sine Bach Rüttel & Rasmus Glendorf. Gateway Music. Udkommer i dag.

PR-foto af André Andersen.

Se mere på sangerens hjemmeside.

Readmore  

Mellencamp gider ikke sine hits

Kommentarer slået fra

John Mellencamp er for længst holdt op med at færdes i mainstream. Han, der i sin tid nærmest fik en depression over at grovhitte med sange som ‘Jack And Diane’ og ‘Pink Houses’ har de sidste mange år fulgt sine egne spor. Og undervejs har han aldrig tøvet med at sige, hvad han mener om musikbranchen og de kanaler, den benytter sig.

F.eks. gav Mellencamp i 2099 til Reuters internettet disse ord med på vejen: “I think the Internet is the most dangerous thing invented since the atomic bomb. It’s destroyed the music business. It’s going to destroy the movie business. I listened to a Beatles track on a CD and then on an iPod, and you could barely even recognize it as the same song. You could tell it was those guys singing, but the warmth and quality of what the artist intended for us to hear was so vastly different,” lød det fra manden, der selv har et glimrende site.

Sidste år kom det T-Bone Burnett-producerede album No Better Than This, et lyslevende, ubestikkeligt stykke americana – bl.a. indspillet på det hotelværelse i San Antonio, Texas, hvor Robert Johnsons banebrydende sange blev indspillet.

Og nu er John Mellencamp draget ud på sin første koncertsalsturne siden 1997. Desværre foreløbig kun i USA.

Til Rolling Stone siger Mellencamp, at man skal blive hjemme, hvis man går efter at komme til at høre hans hits. Godt nok er ‘Jack And Diane’ på sætlisten, men i en countryudgave. For med sig rundt har Mellencamp både sit eget band og et lille countryorkester for ligesom at betone de musikalske rødder, han altid har gjort meget ud af at vande.

“I write the same fuckin’ four songs over and over again,” siger han: “It all depends on how we dress ‘em up.”

John Mellencamp har – i den retning – en ret god tøjsmag…

Næste år er der i øvrigt premiere på hans og Stephen Kings musicalsamarbejde Ghost Brothers of Darkland Country. Liv Ullmann skal instruere, Meg Ryan skal måske medvirke og tabloiderne over there summer af pikante rygter desangående. Det meste af lydsporet er allerede indspillet. Ifølge Mellencamp bliver musikken lige så forskellig fra americana som Sgt. Pepper var fra rocken.

PR-foto af Elaine Mellencamp (som John p.t. er i skilsmisseforhandlinger med efter 18 års ægteskab)

Readmore  

At genopdage Over The Rhine

Kommentarer slået fra

I weekenden var vi ude hos min søn og hans kæreste. Blandt andet for at bese/beundre hans nye trådløse lydarkiveringssystem. Det hedder Sonos, og dét satte tanker i gang. Så mange faktisk, at jeg nu – til en start – har påbegyndt en oprydning af mine plader.

Jeg har en del. Læs: Min kone synes, jeg har for mange. Nu er jeg gået i gang med at minimere antallet af cd’er – lp’erne blev skivet afsted for en del år siden, may they rock in peace.

Princippet er, at jeg lader min mavefornemmelse vurdere om denne eller hin plade bare skal ud eller først skal ud efter at være blevet foreviget på i-tunes.

Undervejs støder man på plader, jeg har glemt eller i hvert fald ikke har hørt m-e-g-e-t længe. Bl.a. en pæn håndfuld med den amerikanske duo Over The Rhine, der fjernt fra alvarvej har været aktiv på scenen i snart en snes år.

Det var et glædeligt genhør med et eklektisk og moderat elektrisk band, som er americana af den slags, der giver en lyst til at bo på landet i USA. Men samtidig har sangskriveren Linford Detweiler og sangeren Karin Bergquist udsyn. De er ikke nationalt-klaustrofobiske.

De minder om The Walkabouts i deres forkærlighed for et slavisk klangislæt, men stilistisk spænder de videre, og den bluesmættede, folkemusikalske crooner (!) Karin Bergquist lyder som, hvis Margo Timmins fra Cowboy Junkies var født i 40′erne.

Har du Over The Rhine til gode, så er her en smagsprøve.

Deres netop udsendte 14. album, den Joe Henry-producerede The Long Surrender, er medfinansieret af deres fans. Der var ingen problemer med at skaffe midlerne. Her kan du høre hvordan samt nogle af sangene:

Over The Rhine bliver stående på hylden. Nu uden at samle støv.

Læs mere om dem her.

Ukrediteret pr-foto.

Readmore  

Levon Helm: Ægte americana

Kommentarer slået fra

Længe før skiltet med ’americana’ af branchen blev brugt som en autencitetsgaranti, man hænger på nye kunstnere, som ikke vil kaldes retro, spillede The Band netop det – musik, der genopdager de amerikanske rødder og dermed selv bliver del af dem.

Levon Helm, som i morgen fylder 70, var ankermand i The Band. Han modtog sidste år en grammy i den nye kategori ’americana’ for sit album Electric dirt. Det må have været lidt sært for en mand, der aldrig har spillet andet, opvokset som han er til tonerne af Bill Monroes bluegrass, der blev »tatoveret ind i min hjerne.«

Født i Arkansas som søn af en fritidsmusicerende bomuldsfarmer lærte Mark Lavon Helm sig guitar som otteårig, og sad med hovedet inde i radioen, når den sendte fra countryshowet Grand Ole Opry. Han skiftede til trommer, så en ung Elvis i 1954 og hørte fremtiden åbne sig. Sammen med sangeren Ronnie Hawkins flyttede han til Toronto. De fik lokale hits som The Hawks, men da bandet efter en del udskiftninger blev trætte af den uberegnelige Hawkins, fyrede de arbejdsgiveren og blev til Levon & The Hawks.

Bob Dylan tog dem med på den turne i 1965, hvor han satte så meget strøm til musikken, at de folkemusikfrelste følte, han tog strøm på dem. Helm kunne ikke holde til at blive buhet ud, forlod turen i utide og evakuerede til Arkansas. Han havde fået nok af rock.

Et af Hawks-medlemmerne, Robbie Robertson, overtalte ham halvandet år senere til at komme nordøst på, til kunstnerkolonien Woodstock. Der var Dylan gået i hi efter sit motorcykeluheld.

I træhuset Big Pink fremelskede The Hawks, som nu hed det, de alligevel blev kaldt, The Band, sammen med Dylan det stadig lyslevende stykke ’americana’, der kaldes ’The basement tapes’. Og i 1968 albumdebuterede The Band. Over otte år og syv album var de toneangivende i amerikansk rock, ironisk nok med et flertal af canadiske musikere. Som kritikeren Greil Marcus skriver: »Deres musik gav os en sikker fornemmelse af, at dette land var rigere end vi havde anet, at det rummede muligheder, vi kun var ved at fatte rækkevidden af…«

Helm slog ikke kun trommer, men var en distinkt forsanger på numre som ’The Night They Drove Old Dixie Down.’ Dylan og The Band fyldte dog stadig så meget i den kollektive bevidsthed, at da de i 1974 annoncerede en fælles tur med 40 koncerter måtte man udlodde billetterne. Intet system kunne håndtere seks millioner henvendelser om de 600.000 billetter, der var til rådighed. Ved et grandiost party dansede The Band selv af i San Francisco 1976.

Bandmedlemmers død og selvmord og en aldrig hendøende forbitrelse over Robbie Robertsons – ifølge Helm – lige lovligt emsige ophavsret til sange, de skrev sammen, gjorde det nemt for Helm ikke at se sig tilbage. En solid solokarriere bevægede sig i det spor, han havde banet med The Band. Samtidig viste Helm andre talenter. Han var meget troværdig som faderen i ’Coal miner’s daughter’, filmen om Loretta Lynn, og kunne ses i ’Mænd af rette støbning’ samt i film af og med vennen Tommy Lee Jones.

I 1998 fik Helm kræft på stemmebåndene. Hans nasale, sydstatsdrævende stemme blev til en hvisken. Ikke mindst ansporet af datteren og sangeren Amy kom Helm gennem kræft og kemo, og selv om han stadig går til kontrol, virker han som sanger fuld af fornyet kraft. Det hørte man på den grammyvindende Dirt farmer, i 2007, og igen på Electric dirt, samt ikke mindst når han så godt som ugentligt inviterer musikervenner og -berømtheder til at jamme ved såkaldte ’rambles’ i laden hjemme i Woodstock.

Illustration: Udsnit af omslaget til albummet Dirt farmer (Foto: Ahron R. Foster)

Readmore  

Et sidste farvel?

Kommentarer slået fra

I dag ville John Ray Cash alias Johnny Cash være fyldt 78. Det er der god grund til at markere i en tid, hvor al omtalen om han handler om en plade, der er blevet til på gravens rand, “Ain’t no grave”. De måske definitivt sidste indspilninger fra den serie, Cash og produceren Rick Rubin påbegyndte i 1994 i et forsøg på at indkredse essensen af americana og samtidig skrive Johnny Cash’ musikalske testamente.

Der er plader i American-serien, der påkalder sig større kunstnerisk opmærksomhed end denne sidste, men selv fratrukket anmelderes nærmest genetisk bestemte svaghed for at kanonisere døde sangere, er Rubin (forhåbentlig) ikke kun ude i et nekrofilt ærinde. Skælvende og stærk synger Johnny Cash sig ind i evigheden på sange som “Cool cool water” og “Satisfied Minds”.

Det lykkes ham faktisk at forene tidløshed og forgængelighed. Hvad var det Kingo skrev? “Sorrig og glæde de vandre til hobe…” Den vej kendte Johnny Cash bedre end de fleste.

At pladebranchen så fremover til fulde vil vide at tage hans efternavn for pålydende, gør ikke musikken mindre levende.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top