You are here:  Home  /  Beach Boys

Al Jardine fylder 70

3. september 2012   //    Kommentarer slået fra

De mødtes på football-banen hjemme i Hawthorne, Al Jardine og Brian Wilson, før der var tænkt på The Beach Boys. Wilson, der elskede den amerikanske nationalsport mere end den elskede ham, kom i 1958 ved et uheld til at brække Jardines ben.

De to endte med at blive venner, mest fordi Wilson tårevædet undskyldte det skete. Folkemusikentusiasten Jardine, som i dag fylder 70, blev primus motor i dannelsen af Beach Boys, som ellers nærmest var et familieforetagende.

Da de brød igennem i 1961 med ‘Surfin’, var det med ham på kontrabas. Han behersker i øvrigt en række strengeinstrumenter, og råder over en hæs, rå stemme, der stod – og står – godt til de andres kønnere stemmer.

Han (og hans forældre) troede dog i starten ikke meget på gruppen. Og slet ikke på Wilson-brødrenes koleriske og tyranniske far, Murray. Derfor påbegyndte Jardine et uddannelsesforløb, der skulle have gjort ham til tandlæge eller læge. Så vidt kom det ikke. I 1963 overtalte Brian Wilson ham til at genindtræde, og for nylig kunne man opleve ham i fuldeste vigør i Århus.

Mens det til dels af naturlige grunde var Wilsons fætter, Mike Love, der ragede op på scenen i The Beach Boys, ville en række af sangene ikke have fået samme raspende snert uden Jardine. Han er forsanger på bl.a. ‘Help Me, Rhonda’ (YouTube-link), ‘Then I Kissed Her’ og ‘Good Time’. Og han opfordrer siden Brian Wilson til at tage ‘Sloop John B.’ på repertoiret. På senere værker som Holland og Surf’s Up springer Jardine ud som arrangør og mere end tre minutters-komponist.

I de mange år, hvor Wilson lå psykisk underdrejet, holdt Jardine sig neutral i de interne stridigheder, men forlod i 1998 gruppen, da Brians bror, Carl, døde. Siden turnerede han for sig selv, indspillede med Brian og skændtes med Mike Love, som i 2008 fik rettens ord for, at kun han har ret til at bruge navnet ”The Beach Boys” som turnéorkester.

I 2010 udsendte Al Jardine sit hidtil eneste soloalbum, hvis titel rummer essensen af den musik, han var med til at skabe i The Beach Boys. Det hedder A postcard from California.

Ukrediteret PR-foto

Capac markerer også dagen.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Den anden Bruce

27. juni 2012   //    Kommentarer slået fra

Det kom ikke som den store overraskelse for de andre i The Beach Boys, at deres komponist, Brian Wilson, ved årsskiftet 1964-65 tog konsekvensen af sin skrøbelige sindstilstand. Han holdt op med at give koncerter, men det skulle de andre ikke.

I år sluttes en historisk cirkel for gruppen med første cd i 16 år og comeback-turne. Med både Brian Wilson og dennes oprindelige stand-in, Bruce Johnston. I dag, lige i hælene på Wilson, fylder han 70.

Johnston begyndte som vikar for vikaren. Glenn Campbell skulle egentlig have remplaceret Wilson, men erkendte efter få måneder sit eget solistpotentiale. I april 1965 afløstes han af Johnston, hvis uanstrengte falset tegnede Beach Boys-hittet ‘California Girls’ samme sommer.

Den nytilkomne var ikke ukendt med surfmiljøet. Han havde bl.a. udgivet lp’en Surfer’s pajama party, der lød lige sådan, før han blev producer for Columbia. Sammen med Terry Melcher, søn af Doris Day og ven med Wilson-brødrene, havde Johnston i 1964 produceret og sunget med på millionsælgeren, ‘Hey Little Cobra’, som lød præcis som Beach Boys (YouTube-link).

Johnston blev det, man i dag vil kalde en mediator i bandets betændte indeklima. Og bidrog i stigende grad til musikken og fik et tillidsforhold til den sky Brian. Det var Johnston, som på Brians vegne tog til London og spillede et prøvepres af Pet Sounds for Paul McCartney (og John Lennon), så denne blev klar over, at nu var det tid at oppe sig kunstnerisk.

Vikaren blev efterhånden fast medlem af bandet – hans gyldne øjeblik, som komponist og forsanger, er ‘Disney Girls’ fra 1971-pladen Surf’s Up. Den er i øvrigt indsunget af Melchers mor. Året efter forlod Bruce gruppen efter uoverensstemmelser med manageren. Men holdt sig siden i kontakt, både som producer og som gæstemedvirkende.

Der var tilløb til en solokarriere, men det blev ved et enkelt so-so album. Han har dog aldrig manglet penge til solcreme. I 1976 hittede Barry Manilow verden over med ‘I write the songs’, skrevet ikke af ham, men af – Bruce Johnston.

Foto: Brian Peters/Wiki Commons

Readmore  

Brian Wilsons evige smil

21. november 2011   //    Kommentarer slået fra

Dengang Brian Wilson var dreng, skulle han og hans brødre slå græsplænen. ‘Om igen’, bjæffede deres tyranniske far. Alting skulle gøres en gang til før det var godt nok. Det fortæller Brian Wilson i bookletten til denne formentlig definitive udgave af det rockmytologiske album Smile.

Han liveopførte og genindspillede med eget band Smile i 2004, men denne gang har han nøjedes med overvåge, hvordan producerne Mark Linett, Alan Boyd og Dennis Wolfe har forsøgt at samle det i sin tid aborterede album til noget, de kalder The Smile Sessions. Ved hjælp af nutidens digitale uendelighed af (u)muligheder har de sammensplejset de sange, numre, vignetter og uforløste indfald, som Wilson frustreret lagde på en hylde i foråret 1967.

Det er som udgivelse betragtet et storslået projekt (Wiki-link til detaljer). Hatten af for det i disse smalhalstider for branchen. Desværre er historien om Smile bedre end selve pladen eller rettere: Kladden.

Historien om denne såkaldte “teenagesymfoni til Gud” rydder musikmagasinforsider, hver gang Wilson har noget at sige om den. Historien om, hvordan han tog flere og flere stoffer, blev både paranoid og depremineret og fik berøringsangst med verden i almindelighed og de andre Beach Boys i særdeleshed. Historien om, hvordan han og Van Dyke Parks hjemme hos ham, siddende ved flyglet i den sandkasse, han havde fået opstillet i dagligstuen, i lyntempo skrev en håndfuld sange med tekster, de andre i Beach Boys syntes lød som volapyk og som Parks siden erkendte, at han ikke selv anede, hvad betød. Historien om, hvordan indspilningerne udartede, så Phil Spector til sammenligning virkede som en konventionel, ansvarsbevidst tørvetriller – når der skulle indspilles et nummer om ildebrand blev musikerne beordret til at møde op iført brandhjelme og så fremdeles…

Nu, hvor alt kommer til alt, er sandheden om Smile, at Beach Boys brillerer med overjordiske vokalharmonier, doo wop, der har læst videre, og så en håndfuld fuldbragte sange: De indiskutable mestersterstykker, ‘Good vibrations’ og ‘Surf’s Up’ (med den fantastiske linje “columnated ruins domino”), den spøjse, men vitale ‘Heroes And Villains’, det æteriske koralstykke ‘Wind Chimes’ plus den dadaistiske ‘Vegetables.’ De tre sidste som bekendt med på Smiley Smile, det album, der lød som en undskyldning for sig selv, da det oprindeligt udkom, men som i lyset af de nye afdækninger i båndarkivet faktisk ikke lyder helt så tosset.

Nyudgivelsen har heller ikke længe samme åbenbarende karakter, fordi de bedste sange, stumper og stykker tidligere er blevet offentliggjort. F.eks. på opsamlingsboksen Good vibrations.

Resten er svært at forholde sig til, fordi det er for ufærdigt, men stemningen er dybt ekcentrisk (han må have hørt Zappas debutalbum Freak out samt en del Aaron Copland), flippet og legesyg. For meget tid og for få ideer eller måske så mange, at Wilsons plagede mastermind ikke selv kunne holde styr eller rede på dem. Smile fremstår som en sagnomspunden strandvasker i Beach Boys-kataloget.

Tilbage bliver det paradoks, at samtidig med, at The Beach Boys begik nogle af pophistoriens mest enkle og indlysende sange, er der opbygget en kult omkring især Brian Wilson, som indebærer, at denne umiddelbarhed voldtages af nørdende overfortolkere. F.eks. kom også Pet Sounds kom i sin tid i et bokssæt, der bl.a. indeholdt hele cd’er kun med vokalspor. Og på denne nye udgivelse er hele cd’er viet til ‘Good Vibrations’ og ‘Heroes and Villains’! På samme måde som deres cd-genudsendelsesrække i 90′erne (Mark Linett igen) også rummede bonusskæringer med ene vokalspor.

Det tragiske i Smile-projektet er, at det i virkeligheden endte som et forgæves forsøg på at overgå den milepælssætning, Brian Wilson oplevede, at The Beatles havde foretaget med Revolver. Han endte med at forløfte sig, gik mere eller mindre mentalt i koma i årtier og uden hans nervøse genialitet blev Beach Boys de følgende fire år groft sagt reduceret til det, Bruce Jonhston siden beskrev som ‘surfin’ Doris Days’.

Så der er faktisk ingen grund til at smile.

Beach Boys: The Smile sessions. Capitol/EMI. Fås i diverse formater.

Jeg skrev om albummet ‘Surf’s up’ her.

Readmore  

Surf’s up – en genial halv time

5. september 2011   //    3 Comments

Mens nogle venter på noget så selvmodsigende som den komplette udgave af det ukomplette, aborterede Brian Wilson-projekt, Smile, er der vel lige plads til at gøre opmærksom på Surf’s up, Beach Boys-albummet, som udkom i disse dage for fyrre år siden.

Den plade kunne godt have fortjent en jubilæumsudgivelse. Sidste gang Surf’s Up kom på cd var ved årtusindskiftet som del af en dobbelt-cd med Sunflower.

Gruppen var godt gammeldags på røven. Det foregående album, Sunflower, havde floppet, og den store leder, Brian Wilson, følte sig lillebitte og trak sig tilbage til den sandkasse, han bogstaveligt talt havde fået etableret derhjemme.

Journalisten Jack Rieley havde interviewet Wilson, og var blevet så foruroliget over det, han hørte og så, og så bekymret for bandet, at han satte sig ned og skrev noget så anti-hippieagtigt som et memo om, hvordan det skulle lykkes Beach Boys at blive betragtet som andet end retrorockere. Rieley plæderede for, at deres sange skulle have mere kontemporær kant, mere miljøbevidsthed og den slags. Han blev hyret som deres manager (og tekstforfatter). Noget af det første han gjorde, var at udnævne Carl Wilson til kapelmester. Den åd både Al Jardine og Mike Love – mærkeligt nok. Krisen må virkelig have kradset, Brian ænsede det ikke, og så var det med at samle stumperne.

Omdrejningspunktet blev titelsangen. Den havde Brian Wilson egentlig skrevet til Smile allerede i 1966. I samme tonedragt som ‘Caroline No’. Nu blev han så at sige tvunget til at færdiggøre den, og sammen med ‘Till I Die’ er den noget af smukkeste, mest eksistentielle han har skrevet: “I’m a cork on the ocean/floating over the raging sea/how deep is the ocean/I lost my way” synger han på ‘Till I Die’, og ‘Surf’s Up’ er mættet af Van Dyke Parks-billeder og tilbageholdt, tidløs skønhed.

Andre store sange er Mike Love’s antiforureningssang ‘Don’t Go Near The Water’ – han havde læst memoet, Carl Wilson McCartney-inspirerede hvide soulsang ‘Long promised Road’ og ikke mindst Bruce Johnstons genistreg ‘Disney Girls (1957), som på fire minutter og tolv sekunder indkapsler hele Kennedy-æraen og tabet af politisk uskyld i en luftig, men aldrig banal melodi – se den her i 2004-genopførelsen:

Mindre troværdig i deres jagt efter tidsånden er gruppen på ‘Student Demonstration Time’, Mike Love’s rip-off af ‘Riot in Cell Block #9′.

Bedst er Beach Boys, når de som altid bygger sandslotte, som om disse er beregnet på at vare evigt.

Havet har aldrig taget sig mere fristende ud.

Albumforsiden viser billedhuggeren Cyrus Edward Dallins skulptur, The appeal to the great spirit. Dallin så den afbildede Lakota-høvdings gestus som et budskab om, at “når alt det materielle slår fejl og ikke hjælper, vender vi os mod det åndelige…”

Readmore  

Love og de dårlige vibrationer

15. marts 2011   //    1 Comment

Mike Love fik faktisk sit efternavn i dåbsgave, men han har ikke gjort alverden for at leve op til det. Forsangeren og sangskriveren i The Beach Boys fylder 70 i dag, men ikke ret mange omkring bandet vil vist kalde ham elsket eller elskelig. Dertil har han altid pukket for meget på sin ret, og for tydeligt markeret sit konkurrenceforhold til Brian Wilson, bandets musikalske mastermind.

Sådan var det ikke i de solbeskinnede ungdomsår i Californien, hvor Love og hans fætre, Dennis, Carl og Brian, sammen med skolekammeraten Al Jardine, fra 1961 gav surfkulturen det lydspor, den stadig rider på.

Brian Wilson skrev melodierne, men Love begik faktisk en del af teksterne og var blue eyed soul‘et forsanger på hits som ‘Surfin’ Safari’, ‘Surfin’ USA’, ‘I Get Around’ og signaturmelodien ‘California Girls’.

I takt med at Wilson trak sig mere og mere ind i sig selv og sin sangskrivning ragede Love op som den, der tegnede bandet, ikke mindst ved koncerter. Brian Wilson var både benzin og motor, men Mike Love sørgede for, at gruppen rent faktisk kørte.

Til gengæld så han med slet skjult misbilligelse på gruppens musikalske udvikling. Den blev rost af anmelderne, men Love fandt, at den fjernede Beach Boys fra stampublikummet. En sang som det erklærede mesterværk, ‘Good Vibrations’, kaldte han i 1966 »noget avantgarde-lort«, som kun lige akkurat blev reddet ved at Love, efter eget udsagn, gjorde ordene lidt mere forståelige.

Samtidig blev den ellers så prosaiske Love grebet af transcendental meditation, og gik ind i den som mere end en modegrille. Han var f.eks. med The Beatles i Indien i februar 1968, og praktiserer den dag i dag metoden.

Hans nyerhvervede tolerance rakte dog ikke til at indse det nyskabende i Brian Wilsons nye sange. Og Wilson har siden sagt, at Loves aversion var hovedårsagen til, at det myteomspundne Smile-projekt i sin tid blev skrinlagt – det udsendes nu tilsyneladende omsider i al sin halvfærdige mytologi.

I stedet blev Wilson mere og mere syg i sindet, og Mike Love holdt Beach Boys i gang som en indbringende forretning. 70’erne og 80’erne var ikke uden sine musikalske øjeblikke, men generelt vægtede bandet nostalgi tungere end nytænkning.

Sideløbende forsøgte Love sig med begrænset held med en solokarriere, og de sidste mange år har han annonceret udgivelsen af sit næste soloalbum. Det første kom i 1981. Arbejdstitlen skulle være ”Mike Love not war”.

Ikke desto mindre erklærede han i 90’erne krig mod musikforlaget bag Beach Boys-kataloget. Han krævede copyright-andel i en række af de centrale sange. Og fik det gennem et forlig, der sikrede ham et tocifret millionbeløb i dollars.

Nu om dage turnerer Mike Love, som eneste tilbageværende originale medlem, i spidsen for The Beach Boys på et marked, der ikke er blevet mindre efter at han i 2008 fik nedlagt fogedforbud mod, at Al Jardine kunne anvende Beach Boys-navnet i sit turneorkester.

Begge bands har, ironisk nok, stadig ‘Good Vibrations’ på repertoiret.

Readmore  

Chuck har ikke stillet skoene

4. januar 2011   //    2 Comments

DEN FORUROLIGENDE meddelelse om, at Chuck Berry nytårsdag faldt om på scenen under en koncert i Chicago, er afløst af lettelse over, at han nu meldes i bedring og rekreerer hjemme i fødebyen St. Louis. På den anden side: Manden fyldte 84 i oktober, så ingen vil bebrejde ham et otium…

Intet er dog så dårligt, at det ikke er godt for noget: Nyheden gav mig anledning til igen at dykke ned i hans musik. Mange kalder sig eller er blevet kaldt stamfader til rocken. Charles Edward Anderson Berry er en af de få, der indiskutabelt er netop dèt.

Uden ham ville The Beatles være startet og endt som et danseorkester. Keith Richards skylder ham hvert eneste guitarriff af betydning. Bruce Springsteen ville aldrig have taget kørekort uden Berry. Dylan har lyttet en del til Woody Guthrie, men det var hos Berry, han lærte at lade sproget følge sin egen vej. Beach Boys var aldrig kommet op på surfbølgen uden lån fra ham til ‘Fun, Fun, Fun’ og ‘Surfin’ USA’, Ramones havde ikke turdet stille sig op på en scene uden hans sange som børnelærdom, og 117 millioner rockbands gennem tiderne ville aldrig have kunnet give ekstranumre.

ROCKEN VAR ikke blevet det globale musikalske fællessprog uden Chuck Berry. Punktum og udråbstegn.

De tre cd’er i den såkaldte Chess-boks, Chuck Berry, er stadig det bedste sted at starte, og slutte – havde jeg nær skrevet, men man bliver aldrig færdig med Chuck Berry.

Fra 1955 til ’59 udsendte han en række sange, der alle, hver for sig, ville kunne forklare en alien fra det ydre rum, hvad rock & roll egentlig er: ‘Maybellene’, ‘Roll Over Beethoven’, ‘Rock And Roll Music’, ‘Sweet Little Sixteen’, ‘Johnny B. Goode’, ‘Around An Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’, ‘Little Queenie’ og sidst, men ikke mindst ‘Johnny B. Goode’:

… sange, båret af en brusende lykke over at være i live netop her og nu, og vel at mærke et her og nu, som varer evigt. Eller som han synger i ‘Sweet Little Rock ’n’ Roller’ om pigen, der ikke kan holde op med at danse: »… her partner can’t hardly hold her, she never gets any older, see the little rock ’n’ roller …«

CHUCK BERRY slog igennem i de raceadskilte sydstater, men i hans musik mødtes den hvide country, den hillbilly-musik, Hank Williams gjorde til et hit, og så den elektrisk forstærkede rhythm & blues, som havde Muddy Waters som talerør. Det var Waters, der skaffede kosmetologen Chuck Berry en pladekontrakt, og Waters’ komponist, Will Dixon, spillede bas på de vigtigste af Berrys indspilninger.

Selv om miljøet omkring Berry altså var sort, appellerede han mindst lige så meget til den voksende del af den hvide amerikanske middelklasse, man kaldte teenagere. Berry syede det lydtæppe, som fik den subkultur løftet ud af samlebåndsparcelhuse og karseklippet koldkrigskonformitet, og på den led er hans sange en ouverture til det, vi forkorter ungdomsoprøret. Folkemusik for teenagere.

Det er mundret musik, båret af en ringende Gibson-guitar, som i Berrys hænder nok kan begive sig ud i solistiske eskapader, men aldrig glemmer melodilinjen. Og ordene synges, som man kan forestille sig, de bliver talt. Det er rap før rap, hiphop før hiphop.

Hans tekster er som et stikordsregister til den tids USA, hvor forbrugerisme frontalsammenstødte med tidligere tiders mådehold, hvor voksenherredømmet og det, Berry kaldte »the golden rule«, så småt stod for fald i skolerne, og et nyt frisind var ved at gry, skildret af Berry i et meget håndgribeligt sprog, der viste, at han ikke selv var et af Guds bedste børn. Faktisk har han været en skidt knægt og en voldelig mandschauvinist.

Men han har skrevet de bedste sange om selve musikken med linjer, der er endt som rene bonmot’er. Tænk bare på »roll over Beethoven, tell Tschaikowsky the news and dig these rhythm and blues …«

Og nu må jeg hellere stoppe, før det ender med at lyde som en nekrolog i utide. Det er sangene alt for lyslevende til.

Do the Duck with Chuck.

Readmore  

California Girls

3. juli 2010   //    Kommentarer slået fra

VARMEPLADE 3:

»I’ve been all ‘round this great big world/and I’ve seen all kinds of girls/yeah but I couldn’t wait to get back to the States/back to the cutest girls in the world./ I wish they all could be California girls …«

Ordene stammer fra 1965, og mens Beach Boys sang dem, ulmede allerede en voksende modstand mod det amerikanske såkaldte ’engagement’ i Vietnam; inden årets udgang havde USA 200.000 soldater i landet, Bob Dylan arbejdede på Highway 61 Revisited og The Beatles på Help. De udkom begge måneden efter. Men da lå »California Girls« nr. tre på den amerikanske hitliste, så for Murray Wilsons drenge var det stadig business as usual, sol, sommer, surf og (næsten) uskyldig sex.

Petting kaldte vi det dengang, som i Pet Sounds.

Men det med det uskyldige var kun en overflade. På »California Girls« lægges fingrene ikke imellem, de lægges på de rigtige steder, samtlige amerikanske stater rundt, inden turen går hjem til alle kæresterne. Når ’strandrengene’ hævder, at de har set »all kinds of girls«, så mener de renskurede fem alle slags piger. Også »the Northern girls,« som »keep the boys’ beds warm at night.«

Beach Boys er det ultimative sommer-band, rockens svar på en evigt tørstslukkende læskedrik. Selv på en ruskekold efterårsdag kan »California Girls« bringe minderne fra én eller talrige sommeroplevelser frem, eller i værste fald få én til at gå helt i frø i ventetiden på den næste.

Omkring ’65 myldrede Beach Boys rundt i toppen af alverdens hitlister, og de efterfølgende tiders op- og specielt nedture kan ikke fjerne fornemmelsen af, at det ikke rigtig er sommer uden The Beach Boys og deres californiske piger.

Over en periode på tre år havde undertegnede signatur muligheden for at undersøge citatets sandhedsværdi på nærmeste hold. Det var rigtigt nok.

The Beach Boys: California Girls. 1965. Tid: 2.31 min.

Af Ebbe Rossander

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top