You are here:  Home  /  Cecilie Frøkjær

Oh Land omgivet af klakører

1. juni 2011   //    Kommentarer slået fra

Ingen kan som norske kommentatorer forvandle en sidsteplads til en guldmedalje. Det skulle da lige være de danske.

Nationalchauvinisme er jo forklædt provinsialisme, som stortrives ved popmusik. Ældre læsere vil huske, hvordan danske medier fik Gasolin’ til at erobre USA. Det eneste, gruppen fik med hjem, var i virkeligheden en sur bid af et alt for stort æble.

Siden har globaliseringen bedret dansk pops gennemslagskraft. Men mere vil have mere. Især, hvis man er tv.

Pop og prime time-fjernsyn virker som en god kombination, men bliver tit det modsatte, fordi journalistikken lader sig reducere til product placement.

Et eksempel var i TV2 Nyhederne i sidste uge. Man var i Hamburg for at se sangeren Oh Land fejre nye koncerttriumfer – for at nu blive i indslagets ånd. Der blev citeret ros fra L.A. Times, og det var i det hele taget svært at undgå at få det indtryk, at Oh Land allerede var slået igennem i USA.

Sandheden er, at hendes plade p.t. ikke er hitlisteplaceret over there, men højst har været nr. 184 på Top 200. Til gengæld skal hun snart på turne derovre som opvarmning for Kate Perry, så måske sker der så noget. Ingen af disse vinkler blev bragt i spil. Hvorfor ikke?

Det er da en god historie om den vej mod berømmelsen, der er længere og mere skrøbelig end medierne har tålmodighed til at skildre. En historie med perspektiv i stedet for det skønmaleri, TV2 indrammede.

Til gengæld fremstod Oh Land som det, min mormor ville kalde en pige med ben i næsen. Det er der brug for med den presse.

Nede på jorden er også Medina, sangeren, som også denne avis har gjort meget større end hun er i USA. I anledning af en ny single gæstede hun Go’ Aften Danmark og Cecilie Frøkjær. Som kaldte hende »den ultimative popkomet«, der »har stor succes i USA.«

Til gengæld udviklede selve interviewet sig faktisk til en god samtale om vigtigheden af at værne om sig selv; måske fordi intervieweren uden at skilte med det havde været igennem den samme proces. Medina selv sad tilbagelænet som et sundt bevis på, at popmusik er alt for vigtig til at overlade til klakører.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens papirudgave af Politiken.

Ukrediteret pr-foto af Oh Land fra hendes hjemmeside.

Readmore  

Comeback for Cecilie

18. maj 2010   //    1 Comment

Det går op og ned i tv-vært-branchen. Først var Cecilie Frøkjær alles darling på morgen-tv, hun gjorde det med sit totale og stærkt fotogene nærvær til en svir at stå tidligt op, magtede som interviewer både det lette og det noget tungere i et vanskeligt regi. Siden holdt hun pause for så at styrte ud i en larmende fiasko, hvor hun løftede øjenbrynene alt for meget, skruede op for gestikken og råbte mere end hun lyttede i et show, der ikke fik seernes gunst.

Nu skal hun sige god aften til Danmark i programmet af samme navn. Hun afløser den skipperkække Mikkel Beha Erichsen, der igen afløser den skulderklappende Anders Breinholt som morgenmand på Go’morgen Danmark. Måske giver den faste tjans ham så mulighed at udvikle sin egen karakter. I stedet for bare at flytte fra program til program som en anden cykelvikar. Og Breinholt, ja, han skal være late night-vært, lidt ligesom sin sorte medspejder Anders Lund Madsen. Fantasifuldheden plager ikke dansk tv.

Taberen i rokaden er Kamilla Wahlsøe, som aldrig har overbevist om, at tv holder lige så meget af hende som hun af det. Nu glæder hun sig “til nye udfordringer på Nordisk Film TV”. Selvfølgelig gør hun det.

Heldigvis forbliver den p.t. barselsvikarierende Morten Resen og Ida Wohlert som de sande morgenfruer m/k.

Readmore  

Mere finke end skinke

14. april 2010   //    4 Comments

Programtilrettelæggerne af gårsdagens direkte TV2-transmission af de kongelige og andre konsorters konsumering af kalvefilet på Christiansborg skal have tak for at overtale Dronningen til at udvælge et stykke skiveskåret skinke af Rune Klan. Det var kongelig humor.

Og tak for en talkshow-befriet Cecilie Frøkjær, og så i den kjole (som kun blev overgået af Margrethe Vestagers!). Og yes til hendes medvært,  og tak for bemærkningen om Boldklubben FREM.

Meget mindre tak for ideen om at lade en række kunstnere synge et tilfældigt valgt potpourri af 70 års danske sange.

Ideen fejlede sådan set ikke noget, men selv om Peter Frødin – af alle – var finurlig tvetydig i ‘Se Venedig og dø’ og Søs Fenger trak sin gamle sweater godt på, var der flest svipsere. Medina stiv som et bræt i ‘Glemmer du’, Aura mest af alt mærkelig på ‘Papirklip’ – var hun på noget? – og Steen Jørgensen bedrøveligt ved siden af sig selv. At glemme teksten til ‘To lys på et bord’ svarer til at sige du til dronningen.

Helt ydmygende blev det for Lis Sørensen, der ikke fik Olsen-brødrenes stjerneskud til at lette. Det måtte de selv klare for hende. Hvad var meningen med denne trio, der aldrig blev til noget? Kunne man ikke i stedet have fået hende til at stråle med ‘Stille før storm’. Det er da også en slags evergreen eller hur?

Uden for nummer var selvkarikaturen Kim Larsen og de lidt anstrengt morsomme og ikke længere helt så skøre Nattergale. Til gengæld fik vi de ægte morsomme Ørkenens Sønner.

HH Margrethe så af og til ud, som om nogen forsøgte en insisterende fodflirt med hende, men gjorde generelt gode miner til middelmådigt spil.

Kollega CAPAC har også fået begivenheden på bloggen her.

Readmore  

Morgenfriskhed

14. januar 2010   //    2 Comments

I forlængelse af min anmeldelse af Cecilie Frøkjærs nye aftenshow, mener jeg i dagens Politiken noget om TV2′s morgenflade:

Mens TV2’s seerredaktør kritiserer Cecilie Frøkjær for at have inviteret den voldssigtede Susan K. med i sit nye program, kører ’hendes’ gamle program ’Go’ Morgen Danmark’ videre. Ikke uanfægtet af hendes farvel, men i færd med at finde sine egne ben, noget, der godt kan være svært om morgenen.

’Go’ Morgen Danmark’ er et ’gå-til-og-fra’ program, som nu produceres af Nordisk Film. Producentskiftet sidste sommer indebar til at begynde med de vanlige ritualmord på emner, der lugtede af noget, der var ældre end 40 år. Ungdomsappeal er som bekendt konceptmageres nemme erstatning for iderigdom.

Det har siden jævnet sig, og på det seneste har der været tungere emner på dagsordenen. F.eks. lykkedes det fint med at illustrere de konservatives usynlighed. Man opstillede i Hovedbanegårdens ankomsthal kasser, påklæbet billeder af konservative ministre. Forbipassende skulle så putte enten grønne eller blå bolde i kasserne. ”Pop” hører jeg nogen vrænge. Ikke mere end de øvrige meningsmålinger. Og den politiske ordfører Henriette Kjær fik tid og modspil til at komme fornuftigt rundt om emnet.

Programformatet kan irritere i en ulidelig lethed, der fører os fra selvmordstruede asylbørn over supersmoothies til en amerikansk sæbeboblepuster, der på en dag, hvor Haiti meldtes ramt af jordskælv, legede med en sindrig konstruktion, som han kaldte – ’jordskælv’. Og tilbage igen til familierådgiveren Lola Jensen med den øretæveindbydende storøjede inderlighed. Omvendt må der ikke være svage programpunkter, for sæt du kun når at se det svage. Det columbusæg kan ingen ruge ud hver morgen. Derfor afhænger alt af værterne.

Morgenens stjerne er Morten Resen, der med drengerøvscharme og journalistisk situationsfornemmelse bevarer tilbagelænetheden uden at falde bagover. Ved sin side har han den lovende Ida Wohlert, som løsner mere og mere op. En nyskabelse er, at vejrværterne er medværter. Det får Peter Tannev mest ud af.

B-holdet er Kamilla Walsøe, der efter et år stadig virker sært kejtet og utilpas ved at stå i studiet, og Anders Breinholt, der giver den lige lovlig meget som guttermand i gummisko. Han var engang ’sort spejder’ på P3. Nu er han mest spejder, med evindelig given-hånd til de medvirkende. Det bliver et tomt ritual i hans hænder.

Det kan man ikke sige om programmet som helhed, der har ambitioner om at være andet end mindestue for Michael Meyerheim, Ole Stephensen og Frøkjær.

Readmore  

Cecilie®

10. januar 2010   //    2 Comments

I dag gør jeg i al stilfærdighed comeback som tv-anmelder i Politiken efter 22 års pause. Medieverdenen er unægtelig blevet en anden. Dengang i 80′erne var der en kanal, og når det gik højt, mente vi noget om svensk tv. Til gengæld har den teknologiske udvikling medført – eller hvad man nu skal kalde det – at man som anmelder ikke længere kan få en anmeldelse af dagens tv i morgendagens avis. I en længere periode var jeg del af en tv-anmeldertrio, der også bestod af Carsten Jensen og Claes Kastholm Hansen. Vi fik en masse sjov, syntes vi da vist selv, ud af at være sure, hovmodige og stundom skarpe. Jeg mener, jeg er blevet en anelse mildere i mælet; måske i takt med at jeg har forstået lidt mere af, hvad der foregår bag kulisserne. Min kone siger, at det bare er, fordi jeg er blevet ældre. Hun har sikkert ret. Også med det!

Dagens anmeldelse:

Der er tv-værter, og så er der Cecilie Frøkjær. I mere end 10 år var hun med til at definere ’morgen-tv’ og brande sig selv. Fotogen, som om tv er opfundet for hendes skyld, og fuld af slagfærdig humor. Samtidig kan hun som kun få invitere indenfor i et lukket rum, åbent for nærvær og koncentration af den slags, hvor det lette får tyngde, og det tunge løfter sig. Gæsten føler sig ikke talt til, men med. Ja ja, jeg ved godt, at en del af det er en illusion, der beror på hendes faglighed, men det virker.

Sidste sommer forlod hun ’Go’ Morgen Danmark’, og er nu klar med eget talkshow efter en sabbat, der herhjemme har været lige så mediedækket som Dylans, da han styrtede på sin motorcykel.

Programmet er, med TV2’s vanlige selvbevidsthed, lagt lige over for seermagneten ’X-Faktor’. ’Den nøgne sandhed’ er en slags Oprah ultra light tilsat lidt Letterman, spædet op med storbydansk caffe latte-kultur, akkompagneret af hujende 20-30-årige kvinder på lægterne. Ovre i hjørnet står tre musikere, som er gået forkert.

Jeg ville elske at sige, at Cecilie Frøkjær lagde nye alen til sit talent, men hun virker så hjemløs i sit eget program, at hun konstant må råbe for at blive hørt. Det inviterede mandepanel – Kim Bodnia, den uforfærdede Springsteen-fan Peter Mogensen og Anders Breinholt – skal ping-ponge omkring problemstillinger, som bygger på den åbenbart biologiske kendsgerning, at kvinder er fra Venus og mænd fra Mars. Et program bygget på kønsstereotyper? I 2010? Måske var det for at underbygge den tese, at aftenens gæst var Susan K., en botox’et bimbo af en pseudo-kendis af den slags, der overbefolker fladskærms-Danmark.

Okay, tv-underholdning er ikke atomvidenskab, men når nu værten selv er et lysende eksempel på et menneske, der ikke vil sættes i bås, virker det paradoksalt med et program, der lader os blive i båsene.

Bevares, der bliver fyret gode brokker af – ”er du en tøffelhelt, Peter?” ”Der er lunt under tøflen,” repliceres der kækt. Og da emnet bliver mænds forhold til deres mor, skrues der ned for råberiet og en næsten alvorlig fortættethed indtræder.

Det korte af det lange er dog, at sandheden er, at ”Den nøgne sandhed” er et ha-ha-larmende program, der er for langt og for ligegyldigt. Forhåbentlig ikke godnat for et tv-ikon, der indbefattede os alle, dengang hun sagde ”god morgen, Danmark”. Der er tretten shows tilbage. Bare hun ikke er overtroisk.

TV2′s seerredaktør Lars Bennike har, siden denne anmeldelse blev skrevet, kritiseret programmet for at lade en voldssigtet medvirke. Se mere her

Readmore  

Drengerøv på morgenkvisten

18. november 2009   //    1 Comment

0ff51b1230

Jeg er holdt op med at snøfte over ikke længere at indtage morgenkaffen sammen med Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim, men kan stadig ikke forstå, hvorfor Nordisk Film partout vil have folk (læs: de unge) til at se Go’ Morgen Danmark, når nu netop det tidspunkt på netop den sendeflade er som født til at betjene midaldrende og ældre seere. Og vel at mærke gøre det, så de (læs: vi) ikke føler os sådan. Omvendt har også 6o-årige mænd en drengerøv gemt i sig. Sådan en drengerøv går heldigvis lyslevende og meget morgen-, men ikke overfrisk rundt i studiet på Hovedbanegården. Navnet er Morten Resen. Han er et fund.

Som slipper afsted med det meste på grund af samme grad af naturligt nærvær som hans tidligere, kortvarige makker, Cecilie Frøkjær. Tag f.eks. i denne uge, hvor morgenens ledetråd er markeringen, nej, fejringen, af D:A:D’s 25 års jubilæum. I morges kravlede han sammen med brødrene Binzer rundt i bandets fjernlager for slidte t-shirts, papdisplays og anden memorabilia og gør det med den sande fans barnligt uskrømtede begejstring (som hans medvært, Ida Wohlert, tilsender milde, overbærende smil). Det er så partisk tv, at det næsten ikke bør være tilladt. Og samtidig slet skjult reklame for bandets selvfejrende bokssæt. Fred med det.

I en tid, hvor fokusgrupper og segmentanalyser definerer, hvad vi skal se i fjernsynet, er det ret forsonende, ja, direkte tendenstrodsende med den slags indslag. Og værter.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top