Mary Chapin Carpenter 20 år senere
Kommentarer slået fraI disse dage er det tyve år siden Mary Chapin Carpenter udgav sit fjerde album, Come On Come On. Det endte med at sælge over fire millioner eksemplarer, gav syv hitsingler og står stadig som et eksemplarisk bud på en countryrockplade, hvor begge genrer får lige meget spillerum.
To minutter og 35 sekunder inde i første nummer på Mary Chapin Carpenters mainstream-gennembrud, albummet Come On Come On, hænger fortid og nutid pludselig sammen i de Byrds-ringende guitarer, det resolutte rytmiske akkompagnement og den spillemandslegende afslappethed. Det er country. Javist, men mere som en blivende antydning af en attitude eller en markedsorientering og måske som en måde at rubricere sig selv på. New country kaldte man det for nemheds skyld dengang i 90’erne, selv om der bag de countryrockende guitarer og AOR-klaviaturerne såmænd ikke var ’andet’ end gode syngende sangskrivere med noget så elementært som livet på hjerte.
Mary Chapin Carpenter er rigmandsdatter fra Princetown og gik på den prestigiøse privatskole Taft, men selv om der var langt til Midtvestens vidder under hendes beskyttede opvækst, genlyder alle hendes sange af den næsten nagende længsel, der er brændstof for al varig musik, inklusive country. Hun er traditionalist. Versene sidder, hvor de skal. Det samme gør omkvædene – lige i hjørneskabet, men med små midler, som et løftet øjenbryn, en fugten af overlæben, skubber hun til traditionen. Uden at få den til at vælte. Den skal bare ikke føle sig for sikker.
Der er et godt gammeldags stykke af en singer-songwriter i hende, men hun er mere Emily Dickinson end hun er Joni Mitchell. Hun kan skabe et lydspor af tankevækkende tavshed, midt i verdens flygtige vrimmel. Hendes sange er en tankestreg midt i en virkelighed, fuld af nemme absolutter. Og så kan hun, ligesom sit store forbillede, K.T. Oslin, eller den beslægtede Lucinda Williams, ikke stå for en god fortælling af den slags, hvor mænd ikke altid er mænd nok, men så heldigvis har kvinder, der er kvinder helt igennem, til at minde dem om det.
Omdrejningspunktet bliver indkredset allerede i pladens første sang, ‘The Hard Way’:
we’ve got two lives
the one we’re given
and the other one we make
og alt, hvad hendes sangskikkelser har fået, har de fået på den hårde måde, og de har ikke altid fået det, de har fortjent, men de fleste af dem har stoltheden og integriteten i behold. Der er hende, den halv- automatiserede husmor og flerbarnsmor, på ‘He Thinks He’ll Keep Her’, der bliver taget for alt for givet af sin mand indtil en dag … Der er den overstadigt livsbekræftende og skægge ”I Feel Lucky’ om at drømme om at vinde den store gevinst og tage Lyle Lovett og Dwight Yoakam med hjem, for i drømme er vi alle frie, uanset om mønten lander på plat eller krone. Og på den varmt-vemodige ‘Rhythm Of The Blues’ er hun måske nok hjertensked af svigtet og forladtheden, men hun finder trøst og styrke i at kunne skabe sig et rum, hvor der kun er plads til hende.
Come On Come On er en plade, båret af overskud og noget, der lyder som et overtryk, der bare vil ud, ud, ud, og kommer det. Ikke mindst takket være hendes sparringspartner, den skarptslebne, men lyriske guitarist John Jennings og veterantrommeslagerne Robbie Magruder og Andy Newmark. Og lejlighedsvis forgylder Tom Petty-organisten Benmont Tench sangene, så det bare er at give sig hen.
Mary Chapin Carpenter er, især af rockanmeldere, blevet beskyldt for at være for pæn, for artikuleret, som om man kun kan brænde og bløde og udveksle »passionate kisses«, hvis man har huller i sine blue jeans og nedslidte hæle på cowboystøvlerne. Det er at forveksle form og indhold, og Mary Chapin Carpenter er indhold hele vejen hen til den by, Clinton-generationen kaldte Hope.
Mary Chapin Carpenter: Come On Come On. Producer: John Jennings & Mary Chapin Carpenter. Columbia/Sony.
PS: I en periode yndede hun, som den skarpsindige vil have bemærket, en bindestreg mellem sine to første navne.
Meget apropos har Mary Chapin Carpenter netop fået udgivet sit tolvte album, Ashes and roses. De foregående har alle handlet om time, sex, love for nu at citere en af hendes albumtitler. Det gør den seneste også. Mest tid måske.
Hun er med årene blevet mere kontemplativ, men lige ivrig efter at være skæbnefortæller. Hun holder nu om dage mere til i øreklapstolen end ude på dansegulvet, men musikken besidder stadig et solidt drive, ikke mindst fordi hun denne gang har veteranen Russ Kunkel på trommer, og på ‘Soul Companion’ har hun som gæst yderligere en fra den singer-songwriter generation, som har formet hende – James Taylor.
Det er et album tilegnet de små glæder. ‘Don’t Need Much To Be Happy’ hedder en sang, som handler om, at det somme tider er nok at have drømmene. Refereret kan det lyde ret kedeligt og defaitistisk. Mary Chapin Carpenter lyder alt andet. Ilden i hende er nemlig ikke gået ud. Hun har bare skruet ned for at få den til at brænde længere.