Gnags | MIDT I EN BEATTID

Gnags genhørt – igen

4. januar 2013 // Kommentarer slået fra

plads til begejstring lp forside

En nyåbnet Facebook-fanklub for dansk rock i 80′erne har fået mig til at genfinde en gammel Gnags-plade og genkalde mig musikken og de år.

Selvfølgelig var det ikke til at få øje på, mens det skete. Men mens de såkaldte fattig-80’ere tog til i fart, og firhjulstrækkere, noget sært noget med ris og rå fisk, man kaldte sushi, Lacoste, lyserød Lambrusco og hjemmelavet lasagne holdt sit indtog i storbyen, så man næsten overså̊, at klassesamfundet skam eksisterede i værste velgående – det havde bare skiftet klædedragt, ja, da skærpede Gnags både profilen og tonen. De havde arbejdet længe nok på den kampplads, der kaldes plenum, til at vide alt om individualitetens grimme bagside, selviskheden. Og det de, og måske især sangeren og tekstforfatteren Peter A.G. Nielsen, så, huede dem ikke: Et Danmark, der lukkede sig om sig selv, hvor »tidsånden breder sig og folk flygter hver sin vej i ly bag de blå gardiner …«

Uden at der var nogen fælles varme at lune sig ved.

Enhver var sin egen lykkes smed der i Schlüter-land. Og selv om grønthandlerne mere og mere lignede appetitlige postkort fra charterferien og shawarmaerne truede med at slå den røde pølse kulinarisk knockout, blev der slået politisk plat på og alarm over alle dem, der ikke var som os – de fremmede. Hertil og ikke længere. Der må være en grænse, og det var der. Det var lige til at blive hippie af – igen.

I dette mentale klima var der masser af overflod for den, der havde eller tog sig råd, men overskud var i underskud. Ikke helt ulig i dag i øvrigt. Forskellen er bare, at nu er sushi ikke længere avantgarde, men Netto-vare.

Gnags havde aldrig tvivlet på musikkens magt, så hvad var mere naturligt end at forsøge lidt udluftning i nationalbevidstheden med en ny samling sange. Den kaldte de lige så naturligt Plads Til Begejstring. Og fra starten var opgaven klar for disse utrættelige, og somme tider trættende, missionærer i medmenneskelighed:

Danmark, det banker på din dør

har aldrig set dig så selvisk og ensom nogensinde før
Danmark pas på du ikke dør
du trænger til nogen der kysser din næse og nulrer dine ører …

De står udenfor og vil ind, de fremmede. Ikke kun for at stjæle lidt af det, vi har nok af – tryghed, men for at fortælle os om andre måder at leve på. Ikke nogen helt lille opgave, for danskernes »ydmyghed ligner en prik på en pik«. Men når nu ikke ret mange andre ville, så bød Gnags velkommen som drømmenes troubadourer, der vækker alting til live:

Lige meget hvem du er lige meget hvor du er så velkommen her

Vi sætter spejle i solen
til alle der kæmper på skyggesiden

og råber:
Længe leve mangfoldigheden

De sang, som om der ikke var noget at være bange for. For det helt uimodståelige ved Gnags i 80’erne var, at de holdt fast i det danske, men kun som noget at vende hjem til og rejse ud fra. De gemte sig ikke, men åbnede sig mod verden. Musikken tog sangene fra de varme lande ind. Og musikerne rejste som kunstneriske rygsækturister (nå ja, mere eller mindre!) ud og sugede til sig. Plads Til Begejstring er kulminationen på en periode med plader som Safari, Underlig Fisk og X. Der spilles i det orkester, som om der ikke tænkes, men leves. Percussionisterne Mads Michelsen og Jens G. Nielsen kombinerer 80’er-elektronik som rytmeboks og clicktrack med en disciplineret overdådighed af polyrytmik, som i mangt og meget er forspil til et crossover-fænomen som Safri Duo.

Guitaristerne Jacob Riis Olsen og Per Chr. Frost står ikke i vejen for hinanden, men giver med hver sit temperament modspil til Peter A. G. Nielsen. Total i kontrol og så alligevel ikke bange for at kigge ud over kanten. Parolerne er kørt på den ideologiske losseplads.

Det direkte og det personlige bærer disse sange: den næsten ulogiske lykke, fordi det pludselig er blevet ’Sensommer På Strøget’, den (livs)glade road-sang om ’Ritas Rock ’n’ Roll Band’, den verdensmusikalske tour de force ’Disco Dadacoco’, og de meget stemningsmættede her & nu/dig & mig-sange som ’Kysser Farvel’ med Benny Andersensk sproglune og ’Gå Altid Tilbage Til En Fuser’ om det svære sprog, de kalder kærlighed:

Gå altid tilbage
til en fuser
han vil ha kys, men når du kommer vender han sig om
gå altid tilbage
til en fuser

hun skriger: Gå din vej
når hun mener: Kom

Plads Til Begejstring er stadig et sprællevende bevis på, at det poetiske kan byde det politiske op til dans, så begge bliver øre af noget, der til forveksling ligner lykke. Og når man så betænker, at Gnags – også – i de år gjorde landets scener til en demonstration for og i den mangfoldighed, de efterlyser, ja, så er der dialektik i tingene, som de ville have sagt hjemme i kollektivet i Haraldsgade, lysår før de solgte deres pladeselskab til den tyske storkapital.

Musikken blev der dog aldrig givet køb på.

Gnags: Plads til begejstring. Producer: Karl Pitterson. Genlyd (1986)

Det nye 80′er-forum finder du her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Mr. Swing King danser ind i 60′erne

16. december 2012 // 1 Comment

PeterAG_0103f

Det var på BogForum for et par år siden. Peter A.G. blev interviewet om antologien, Fra balkonen drysser alle Peter A.G.’s sange. »Jeg forbeholder mig retten til at være et sart næsehorn«, erklærede han.

Poetiske og rammende ord. Som så mange andre fra manden, der hedder Nielsen til efternavn, men er AG for sine fans og de vist ikke helt få, der synes, han ikke er til at holde ud. For Peter Andreas Gjerluf Nielsen har altid været en smagssag, men man skal være lige så næsehornsstædig som ham selv for at frakende ham betydning for dansk rocks udvikling.

I morgen fylder han 60.

Det startede i Skjern under julesalget i 1966. I vinduet i morfars boghandel fik Those Gnags med Peter og storebror Jens lov at give koncert. Siden kaldte de sig bare Gnags og scenerne blev noget større.

Efter en bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet og en flirt med journalistuddannelsen satte Peter A.G. – og resten af Gnags – sig for at videreføre hippiearven fra forbillederne og vennerne i Alrune Rod med kom-sammen-sange. Op gennem 70’erne blev det til en både lokal og global og bandsat dansant musik. Gnags var både underlige fisk, vilde kaniner og blå hunde. Og det stod enhver frit for at blive som dem.

Gruppen hentede senere inspiration i de varme lande. Turneer til Mellemamerika og Afrika var øjen- og øreåbnere, også musikalsk.

Plader som Er du hjemme i aften, Burhøns og Intercity var prologer til det uovertrufne stræk af 80’er-plader, der med stilgreb fra Talking Heads og ikke mindst Bob Marley efterlyste plads til begejstring i et kuldslået, selvisk, kartoffelkureret Danmark. Og som selv skabte den plads. Ikke mindst ved de mange festivaler, hvor gruppen med AG som både selvforglemmende og selvcentreret centrum lød, som om de havde puttet noget i alles kaffe.

Vi blev swingkonger for en stund, når Gnags var på scenen. Samtidig lod AG fremmedhadere vide, at udlændinge er en berigelse, og hvorfor lægge armene over kors, når man kunne sige: »Lige meget hvem du er/lige meget hvor du er/så velkommen her…« Det gjaldt om at finde muligheden i begrænsningerne, som han sang i det sprog, F.P. Jac beskrev som »dette dybt sporende samtalelyttende Nielsenbrus…«

Undervejs oparbejdede Gnags en større organisation. AG og de andre ville, efter svensk model, sidde på produktion og distribution, så man ejede eget studie og bookingbureau, og gruppens pladeselskab, Genlyd, blev et kraftcenter. Nogen mente magtcenter. Også selve beliggenheden, Århus, var en kulturpolitisk markering.

I sommeren 1990 solgte man Genlyd. Til tysken. Multinationale Bertelsmann købte. Og Gnags & co. fik en god pris på et tidspunkt, hvor et pladeselskab endnu virkede som en god ide. Gruppen fortsatte med at udsende plader på Genlyd, og besvarede den ideologiske kritik af salget med variationer af vendingen om, at fordi man er idealist behøver man jo ikke være dum. Pengene stækkede ikke kreativiteten. Den efterfølgende cd, Lygtemandens sang, er blandt bandets bedste, men set i bagklogskabens lys blev den en svanesang.

Der kom yderligere en håndfuld plader, som ikke alle var så unødvendige som yngre anmeldere mente, men AG var for mange kommet til at stå for noget, der havde været. Noget så oldnordisk som solidaritet og holdning, og man fortrængte/glemte, at gruppen i den grad havde været musikalske globetrottere, så et stykke ind i det nye årtusind kyssede Gnags tiden farvel. Fordommenes bekæmper, Peter A.G., endte med at give fortabt over for fordomme.

Allerede i 1979 havde bassisten, sangeren, keyboardspilleren og guitaristen udsendt sit første soloalbum, og i 1997 kom det andet, Solo, med subtile, varmegivende sange, der uden at blotte sig Se & Hør-agtigt siger en del om ham. Som hans mangeårige samarbejdspartner, musikkonsulent Jesper Bay, tilføjer: »En af Peters foretrukne metaforer er havet: Blødt og blidt, vildt og voldsomt, den stærke strøm. Aldrig stille, altid i bevægelse. Dybden, spejlingen. Alle de elementer rummer han også som person. Det gør ham til den mest inspirerende mand at arbejde med og ind i mellem også den mest frustrerende.«

Sidste år udgav sangeren det utilsløret selvbiografiske album, Det Scene Show, fulgt op af en turne, hvor han sprang ud som den historiefortæller, han dybest set altid har været.

Pladen handler om at blive ældre uden at være gammel. Det forhindrer livet som far og bedstefar samt samlivet med reklamedirektøren, Anouska Sinding. Måske bliver der tid til en slapper under bøgen af og til, men stolen på baren ved molen må vente lidt endnu på en sanger, der nu om dage ikke ser den lave sol over Århus, men over søerne i København.

PR-foto: Henrik Sørensen

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Guitaristen der gav genlyd

23. august 2011 // Kommentarer slået fra

For mange er Gnags lig med Peter A.G. Nielsen, men internt spillede Jacob Riis-Olsen en lige så stor rolle. Ikke nok med at guitaristen kørte bandbussen, musikalsk holdt han A.G.’s flyvskhed i et fast tøjr uden at gå af vejen for en lille lufttur.

I dag fylder Jacob Riis-Olsen 60 år. Han spillede for sidste gang på en Gnags-plade, da gruppen i 2003 udgav deres næstseneste album Skitsernes drøm.

Da viede han allerede det meste af sin tid til Feedback, det studie, som gruppen etablerede i 1975 ud fra devisen »selvgjort er velgjort.« Riis-Olsen og resten af ejerkredsen nød godt af, at Gnags i 1990 solgte deres pladeselskab Genlyd til Bertelsmann-koncernen for en rundhåndet sum.

Han var som bandets praktiske sjakbajs blevet mere og mere involveret og interesseret i teknikken. Han fulgte derfor tyskernes eksempel og købte de øvrige Gnags ud af Feedback.

Den gamle hippie var ikke ukendt med erhvervslivet. En overgang prøvede han lykken som restauratør.

I Feedback var cateringen altid god, og via den respekt, der stod om ham som musiker, skabte han et inspirerende miljø for etablerede navne og nye grupper som bl.a. Under Byen.

Musiklærersønnen Jacob Riis-Olsen kom med i Gnags, da Peter A.G. og hans bror Jens i 1967 var på jagt efter en guitarist. De fandt ham i Tarm, ikke langt fra Skjern, hvor brødrene et par år før var debuteret som Those Gnags ved en koncert i morfaderens boghandel på hovedgaden.

Som Gnags singledebuterede de – på engelsk – i 1969. Året efter spillede de i Thylejren. De optog et banklån, og inspireret af deres idoler, Alrune Rod, flyttede de ind i en gammel villa i Viby med tog kørende i baghaven. De skulle forestille at studere, Riis-Olsen var indskrevet på danskstudiet, men udforskede i stedet det danske sprogs muligheder i en rock, der gerne ville mobilisere.

Siden kom Gnags til at hylde mangfoldigheden mere end uniformeringen. Jacob Riis-Olsen blev et instrumentalt fikspunkt og en uundværlig korsanger og -arrangør. Som alle gode guitarister forstår han, hvad han ikke skal spille, men når det slog ham, kunne han stik imod sin uanmassende, men alligevel stædige natur søsætte strømførende brådsøer af rock, som den ikke laves mere. Ikke mindst når bandet forvandlede Dyrskuepladsen til en stor hoppegynge.

Der findes Facebook-grupper, som vil have Gnags tilbage på Roskilde. Det bliver givet uden Jacob Riis-Olsen. Han har længe været på vej et andet sted hen, og er blevet tilskyndet af, at professionelle lydstudier har svært ved at konkurrere med en digital nutid, hvor enhver derhjemme kan indspille sin egen musik. At dèt så ironisk nok minder om dengang Gnags selv begyndte, udløser sikkert kun et af fødselarens skæve smil. Det hele er jo, som Gnags sang engang, del af en ring.

Den nye virkelighed bliver i disse dage tydeliggjort ved, at villaen i Viby netop er blevet solgt. Dermed bliver Århus en kulturinstitution fattigere.

PR-foto: Steen Trolle (fra booklet til Ridser, revner og buler)

Denne omtale kan også læses i dagens printudgave af Politiken

House of Gnags sat til salg

16. august 2011 // 7 Comments

Et stykke dansk rockhistorie kan blive dit formedelst 2,5 mio kr. Det er i hvert fald, hvad ejendommen på Haraldsgade 27 i Gl. Kongsvang-kvarteret i Viby, Århus er sat til salg til. Med andre ord: “Den klassiske 3-plans villa”, der stadig huser Feedback-studiet, venter på nye beboere.

Jacob Riis-Olsen, et af de tidligere Gnags-medlemmer, har længe ejet ejendommen og i en periode drevet studiet. Nu skal han videre.

Denne blogger besøgte ofte i embeds medfør Haraldsgade 27, hvor også Gnags’ pladeselskab Genlyd holdt til. Men den første gang står stadig mest levende for mig.

Jeg havde i tidsskriftet MM jordet en Gnags-plade. Og med ungdommens hang til selvpositionering kaldt visse af gruppens tekster for lige så ufarlige som Anker Jørgensens nytårstaler. Andre musikere ville enten have forsøgt at give mig buksevand eller holdt mund. Ikke Gnags og slet ikke Peter A.G. Nielsen.

Jeg blev inviteret til Viby til det, vi vel i dag ville kalde et dialogmøde. Vi skriver 1977 eller cirka deromkring og der var kold krig i villaen, da MM-fotografen og jeg trådte ind. Hele Gnags, eller skulle jeg sige: alle Gnags, var samlet. Roadier, musikere og hunde. Klar til en snak. I hampplanternes skær.

Ingen kan være så truende som forurettede hippier, og som om det ikke var nok begyndte det at syndflodsregne. Vi var med andre ord fanget i Viby.

Dagen endte om ikke med forsoning så dog med en fælles forståelse af, at der både skulle være plads til begejstring og uenighed.

Og som Shu-bi-dua engang sang om en ganske anden gruppe: Senere blev de vist meget gode….

PS: Var det ikke noget for Århus Kommune at anskaffe sig ejendommen, som kunne danne de perfekte rammer om et lokalt rockmuseum for the Århus sound før og nu, og i tilgift kunne man etablere et åbent, arbejdende lydstudie. Bare en ide til en hip rådmand eller et byrådsflertal.

Interesserede sælgere kan se salgsopstilling og tage en virtuel rundtur i fortiden her.

Og det interview, der kom ud af dialogmødet, kan du læse her.

Illustration: Home

SIDSTE: Huset er allerede solgt.

A.G. frygter ikke sin skygge

17. marts 2011 // 1 Comment

Jeg har læst, at Peter A.G. lyder for meget som Gnags på denne, hans første soloplade siden den alt for oversete Solo i 1997. Og kunne forstå på anmeldelsen, at det trækker ned. Mærkeligt argument. Har nogen nogensinde bebrejdet Paul McCartney, at han lyder for meget som The Beatles?

Selvfølgelig lyder A.G. som Gnags. De var ham og han var dem. Og er der noget, A.G. ikke gør på Det scene show, så er det at frygte sin egen skygge. Han står ved, hvem han var og hvem han er.

Det scene show er bedst, når den voksne A.G. genindtræder i sin barndoms håndholdte film. Han synger om en tid, der gav skrammer på knæene og sår på sjælen. Dengang man fik tiden til at gå med at se på skyer fra en robåd, som det hedder i åbningsnummeret ‘Hvis Du Rejser Der’, der lyder som hvis Grand Ole Opry havde ligget i Skjern – og gjorde det egentlig ikke det?

Den store sang på en plade, der ikke vigter sig eller stiller sig spor an, er “Det Når Mørket Falder På”, om opleve magien ved det første rampelys, sunget af en lille dreng, der “har neglerodsbetændelse og jeg stammer…” At kunne få den linje til at klinge som et sing along-refræn siger en del om hemmeligheden og kvaliteten ved A.G. som sangskriver.

Måske skriver han ikke længere de umiddelbare ørehængere, og han trækker ikke længere vilde kaniner og underlige fisk op af hatten, men han kan noget med rim. Hos ham er der ikke ordene, der rimer, men lyden af dem. Kan man definere musikalitet bedre? Eller poesi for den sags skyld.

En sang som ‘Min første guitar’ er et godt eksempel: “Så stod jeg uden for butikken/for den guitar sku’ bli’ min/jeg skulle bare lige tjene pengene til hende…” sangfortalt med al den narrative pondus, som afslører, at Allan Olsen ikke kun har lyttet til Dylan.

Guitaren blev for A.G. både et værn og et våben. Den neglebidende stammer satte sig igennem med al sin længsel og trods, men set i de gadespejle, der var mange i hans barndoms gader, må han erkende, at han de første mange år sang om fællesskabet, men ikke selv var i stand til at deltage i det. Han kom som bekendt efter det.

Blandt andet fordi han nægtede at lytte til det, nabokonerne udbrød, når han tog klovnemasken på: “Det er du da for gammel til det, det der, Peter”.

Det scene show er ikke kun barndomserindringer af den usentimentale slags. På en ballade som ‘Heather Hill’ om den enkle lykke og den svære smerte viser A.G., at han kan croone uden at der krummes tæer.

Det er også en plade om at blive ældre. De ting hænger jo sammen. Og ses i et afklaret lys: “Det er efterår, jeg tryller/en gylden buket/der bliver smukkere og smukkere/når man selv visner lidt…”

Peter A.G. har efter dette album ingen grund til at hænge med hovedet. Og hvis han gør, har han sikkert altid en danskvand inden for rækkeviddde.

Glemte jeg at sige, at musikken, produceret af Jenno alias Jens Bjørnkjær, er knivskarp og alligevel så sårbar og blød som de erfaringer og drømme, den besynger. Og at A.G. selv synger med en styrke, der har mod til at give plads til svaghed.

Nu er det i hvert fald sagt.

Peter A.G. Nielsen: Det scene show. Producer: Jenno. A:larm.

Han er p.t. på turne med Det scene show. Se her hvor.

Ukrediteret pressefoto.

Er småt altid godt?

8. marts 2011 // 3 Comments

Musiksitet www.geiger.dk har bedt mig være gæsteanmelder. I mit første bidrag kommer jeg ind på myterne omkring de store pladeselskabers manglende evne til at rådgive deres kunstnere. Læs indledningen her:

Det er ingen nyhed, at de multinationale pladeselskaber for længst har tabt deres monopol på musikalsk meningsdannelse og dagsordensætning. Og de er som bekendt heller ikke, hvad de har været, når det drejer sig om at sidde på den altafgørende livsnerve, der hedder distribution. Fred med det.

Til gengæld er der grund til at pirke lidt ved tidens dogme om, at de store selskaber bl.a. kom i livstruende krise, fordi man ikke havde folk, der havde øre for musik.

Det havde og har man faktisk. Og jeg kan godt tage mig i at savne det smagsdømmende filter og kritiske mellemled, de etablerede pladeselskaber udgjorde. Der er meget godt at sige om den demokratisering af musikproduktionen, som nettet har accentueret og fremskyndet. Enhver musiker m/k sin egen cd/mp3.

Fordelen er, at alle, der vil være noget ved musikken, kan blive det. Det er samtidig bagdelen. For pladekunstner bliver man ikke, bare fordi man mestrer kunsten at producere en plade, den være sig fysisk eller ej.

Resultatet er blevet et mangfoldigt marked, hvor det virker, som om der endnu bedre plads til selv det smalleste, men også et marked, hvor snart sagt hvem som helst kan blive rygklappet superstjerne i sit eget lille indspiste miljø.

Som med så meget andet er der ikke noget nyt i det. Da denne skribent var ung, stod unge lyrikere i kø i landets bogcafeer for at stencilere deres egne digtsamlinger, som det så blev vennernes lod at finde undskyldninger for ikke at læse. Ja, forlaget Arena oprettede et decideret forlag til den slags – Sub-pub kaldtes det. Print on demand kalder vi det i dag. Andre forfatterforlag som Attika skød op, og da IBM lancerede datidens teknologiske landvinding, den elektriske kuglehovedskrivemaskine, begyndte selv store forfattere at skrive deres manus, så det umiddelbart kunne trykkes uden brug af sættere. Inger Christensens banebrydende digte det er et af mange eksempler.

Og på pladefronten stolede grupperne på musikkens magt og dannede deres egne netværk og pladeselskaber. En gruppe som Furekåben malede først i 70’erne deres egne individuelle omslag, og solgte pladerne fra deres kollektiv på Amager. Og få år senere i Haraldsgade i Aarhus blev Gnags’ toneangivende plader og pladeselskab Genlyd til som en direkte – og med tiden ret indbringende – protest mod de multinationales manglende vovemod.

Historien gentog sig (dog ikke det med det indbringende), da punken genopfandt den dybe tallerken en gang til med egne, små selskaber og så og så videre.

Du kan læse resten af artiklen her.

A.G. med oksemørbrad og laks

7. december 2010 // 4 Comments

Det vil sikkert være en del af denne blogs læsere bekendt, at Peter A.G. Nielsen snart tager på en månedlang turne, han kalder ‘Det scene show’. For første gang uden Gnags. Turneen hedder det samme som hans første soloalbum siden 1997, og vil vise hidtil ukendte sider af det sansende menneske, der er grunden til, at Gud puttede brus i danskvand.

Mindre kendt er det nok, at man undervejs på turneen visse steder kan varme op til A.G. ved at indtage sin aftensmad på spillestedet. Så vidt Midt i en beattids markedsresearcher har erfaret, står menuen dog ingen steder på hverken underlige fisk eller vilde kaniner.

Derimod kan man i Holbæk som forret til koncerten indtage varmrøget laks, efterfulgt af helstegt oksemørbrad. Pris 400 kr. inklusive moms og musik. Vi er lidt langt fra jordhuga og mikromakro.

Samme spillested, Sidesporet, serverer også til andre koncerter. Og menuerne kan man sagtens lægge noget symbolik i. Hvis man vil. F.eks. er Rasmus Nøhr ugen efter gastronomisk lige røget en crû ned. Der er nemlig kun svinemørbrad. Og det, der så bliver tilovers af den, bliver røget og serveret, når udkantsdanskeren Rasmus Lyberth kommer til byen.

Derimod er det ret passende, at Billy Cross, Mik Schack og Flemming Ostermann akkompagneres af chilimarineret laks, ja, måske har de selv hjemmelavet den. Flemming ‘Bamse’ Jørgensen står på en eller anden måde også godt til nakkefilet. Mens jeg nok skal vare mig for at tolke på, hvorfor menuen lige står på stegt unghanebryst, når Rugsted & Kreutzfeldt spiller 20. april.

Op til koncertturneen med A.G. kan det i øvrigt anbefales at kigge i hans ‘opskriftsamling’, den generøse Fra balkonen drysser alle Peter A.G.’s sange 1966-2008 på Forlaget Per Kofod. Samt (gen)høre Solo, hans alt for oversete album fra 1997.

Illustration: Ukrediteret pr-foto herfra.

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]