historisk | MIDT I EN BEATTID

Det sidste fra Seebach d. Første

23. november 2010 // 7 Comments

Lad mediekynikeren få ordet for en kort bemærkning: Den sikre vej til evig rock- og popberømmelse er tidlig død, og det skader ikke, hvis man dør af stoffer eller af at drikke sig ihjel. Efter dødsfaldet følger ofte diverse forsøg på kanonisering, som måske ikke altid står mål med afdødes reelle betydning. Tag f.eks. den 53-årige Tommy Seebach, som i 2003 faldt om på vej til arbejde på Dyrehavsbakken og aldrig rejste sig igen.

De seneste par måneder har der i noget, der ligner, men sikkert ikke er, en samstemt operation, udfoldet sig et velment forsøg på en veritabel genrejsning af manden, der lærte diskotekerne at danse tango og fodboldfolket at klappe ‘let’s go’. Det er blevet til en biografi, en rost dokumentarfilm og noget så sjældent for en folkelig kunstner som en samlet udgivelse af hans værker, Tommy Seebach – komplet & rariteter.

Det er den, jeg har haft ørerne i de sidste fjorten dage. Diskografisk er det godt og eksemplarisk arbejde, EMI’s Thomas Hemdorff og Bertel Dueholm, samt de utrættelige Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen har udført, i hælene på de to sidstes Sir Henry-opsamling – bandet, hvor den purunge Tommy Seebach Mortensen fra 1965 agerede vidunderbarn bag keyboardet og gav pigtrådsorkestret et tiltrængt løft.

Spørgsmålet er imidlertid om ikke det store bokssætudtræk er at gøre Seebach og hans eftermæle en bjørnetjeneste (For yngre læsere: Jeg bruger ordet i dets oprindelige betydning: en velment hjælp, der måske gør mere skade end gavn).

Tommy Seebach besad mange talenter: Han var nok end større akkompagnatør end solist på klaviaturet, men holdt absolut mål. Han blev en dreven producer, han var en ferm Neil Sedaka-inspireret popsangsmed (også sammen med andre) og når han optrådte, var det ikke til at se, hvor nervøs og utilstrækkelig, han faktisk kunne føle sig af og til. Men han var ingen albumkunstner. Det format kunne han simpelthen ikke udfylde.

Det gør ham ikke dårlig i sin genre. Tværtimod, for den lever jo af singleplader, men de fleste af de lp’er, Seebach fik udsendt, fortjener glemsel.

Han albumdebuterede i 1973 med en sand rædsel af en Ole Erling-efterlignende plade, Wheels. Den blev efterfulgt af den næsten lige så slemme Lucky Guy. Seebach gik, som så mange af sine samtidige, tidligt ud af skolen, og engelsk faldt ham ikke indlysende som sangsprog. Han havde ingen stor stemme, men kompenserede med sin musikalitet. Den kommer bedre til udtryk på 1977-albummet Tommygum, en ret gedigen sag med gode sange. Bl.a. ‘West Virginia’, der lyder, som om den burde have været sunget af Otto Brandenburg, og så er der ret gode guitarer indover – Torben Johansen eller Claus Asmussen? Men skæmmende for alle tre plader er den uldne 70′er-produktion, der nærmest pakkede lilletrommerne ind i våde håndklæder. Det er ikke alt, der bliver bedre af at blive remastereret…

Det folkelige gennembrud, ‘Disco Tango’, behøver ingen ord med på vejen. Den sang er en del af kulturarven fra 70′erne. Det er albummet af samme navn ikke. Et branchetypisk miskmask, hægtet op på hittet, og gik den, så gik den. Det gjorde den. Derimod har albummet ‘Den med gyngen’ (skrevet sammen med Keld Heick) en egen robust charme, som i virkeligheden var i modstrid til sangerens liv, der ikke var slet så vin- og ølgod-sjovt, som sangene indikerede. Det var mest øl og vin.

Det kunne tydeligt høres på 1988-albummet, som bare bar hans navn, og som både på omslaget og indeni havde ambitioner om at ville være mere end fyld på tankstationernes cd-hylder. Torben Johansens ‘Helt Alene Hver For Sig’ fortolker Seebach godt, og mens ‘Verdens Gladeste Mand’ i dag skurrer lidt sært, er han troværdig på sin egen og Ivan Pedersens ‘Sig Mig Nu Ærligt’. Og så har jeg aldrig kunnet stå for duetten med Anette Heick, ‘Du skælder mig hele tiden ud’. Sjov, rapkæftet og yndefuld på sin helt egen måde.

Seebachs albumsvanesang, Under stjernerne på himlen, er en oppumpet Søren Bundgaard-produktion, hvor det lidt der er tilbage af Seebachs stemme kæmper forgæves for at blive hørt. Titelsangen er i sit klassiske schlager-anslag bedre end dens bundplacering ved det europæiske melodi grand prix i 1993 antydede.

Den bragte Seebach i bad standing hos store dele af den dansktopbefolkning, som fortrængte, at de ikke ville være blevet underholdt halvt så godt og alsidigt uden hans mangeårige arbejde som især sangskriver og producer.

Et godt sammensat 3-cd-sæt kunne have sikret hans eftermæle og kondenseret hans kvaliteter bedre end dette bokssæt.

Tommy Seebach: Komplet & Rariteter. EMI.

Grethes glemte greatest hits

23. november 2010 // 1 Comment

Cd’en lå der, lige så undseligt, på et bord midt i Bogforums mylder og falbød sig selv til en pris, der på forhånd lignede en fornærmelse mod indholdet. 100 kroner fattigere og ikke så lidt rigere er jeg blevet af at høre den cd, entusiasten, teologen og radiojournalisten Søren E. Jensen i samarbejde med guitaristen Johnny Stage, har kompileret med titlen Regnvejrsdivaen. Den ukendte Grethe Ingmann – jazzindspilninger fra 1955-59, udgivet af Forlaget Vandkunsten.

Sammen med Klaus Lynggaard har Søren E. Jensen uegennyttigt og fortjenstfuldt gjort sig til leder af Grethe Ingmann-lobbyen. I sit måske lige lovlig selvretfærdige, men gribende og informative booklet-essay lægger Søren E. Jensen da heller ikke skjul på sit ærinde. Han er ude på at gengive Grethe Ingmann hendes rette plads i musikhistorien, ikke bare den danske, men den internationale. Vi provinsrøvhuller vidste ikke, hvilket talent hun i virkeligheden var, og vi, det danske folk, tillod hende at spilde det på bedstsælgende popbanaliteter.

Den påstand kan diskuteres, men det kan ikke diskuteres, at denne cd med gemte, glemte og hidtil ukendte indspilninger fører overvældende bevis for Grethe Ingmanns kvaliteter som (jazz)fortolker, lige på kanten til pop – grænsedragningerne var ikke så strikte dengang.

Den ufaglærte pige fra det ludfattige Amager-miljø viste sig at være en naturbegavelse. Sammen med Jørgen Ingmann, middelklassedrengen fra Bellahøj, skabte hun en distinkt stil, der osede af klasse. Hun skyede sentimentaliteten (før hun besteg blokvognen og der skulle smør på klemmerne) og sang indlevet og fuld af den sorg, der altid går hånd i hånd med glæden.

Cd’ens 20 numre tager hende fra en hidtil uudgiven dokumentation af tiden med Jørgen Grauengaards Orkester over et udvalg af de tidligste grammofonindspilninger til fem, så godt som glemte DR-live-optagelser, hvor Jørgen Ingmann brillerer på gribebrættet, og Grethe Ingmann lyder som det hun var, ung og livsbegærlig, men forrygende sikker i intonationer og fraseringer og allerede med det strejf af blues, som varsler de triste tider, der skulle komme.

Hør hende fortolke Sam Cooke’s ‘You send me’ som ‘Du har mig’, ‘Lonesome Town’ og Grauengaards lille country-stiløvelse, ‘Hvorfor skal det være forbi?’, som hun ophøjer til en ægthed, der ikke blegner sammenlignet med Patsy Cline, en af de sangerinder, Grethe Ingmann for mig at høre er mere i naturlig slægt med, end de jazzvokalister, der ellers plejer at blive nævnt.

“Vi håber, De har hygget Dem i selskab med Grethe og Jørgen Ingmann,” lyder den høflige statsradiofoniske røst til sidst.

Jo tak, og mere til.

Søren E. Jensen er også manden bag sidste års cd, Jørgen Ingmann og digterne, udgivet af samme forlag. Det er godt gået, men flovt, at de samme selskaber, som spandt guld på Grethe & Jørgen Ingmann, stadig skylder os det ultimative bokssæt, parret for længst var blevet til del, hvis de havde været englændere eller amerikanere.

Da Susan Boyle hed Robert Plant

22. november 2010 // Kommentarer slået fra

Meddelelsen om, at Susan Boyle nu topper hitlisterne samtidig i både USA og England, tvang denne blogger tilbage i tiden. 40 år. Til engang, hvor populærmusikken unægtelig havde en anden lyd.

I denne uge i 1970 toppede det tredje album fra Led Zeppelin hitlisterne på begge sider af Atlanten!

Omslaget lignede og kunne med sine drejeskiver noget, vi ikke havde set før. Indholdet var også til at gå på opdagelse i, selv om både Incredible String Band og Tyrannosaurus Rex kunne høres hist og her, ligesom den nye folkrockbølge med Fairport Convention havde inspireret Zeppelin til at flyve nye veje efter det monumentale andet album, heavy-genrens apoteose.

III var mystisk, mytisk og genresprængende allerede dengang. Det er det stadig. Fra den indledende ‘Immigrant Song’ med et riff, der fødte lige så mange bands som ‘Whole Lotta Love’ til den afsluttende, slideguitar-tour de force ‘Hats Off To (Roy Harper), hvor Jimmy Page tager med Elmore James ud på landet, ye good ole English countryside. Og hele tiden med Robert Plant som sangeren, der synger sin helt egen sang.

Dengang var vi vist ikke helt så klar over, hvor nyskabende pladen var. Ja, faktisk blev Led Zeppelin kritiseret for at lyde som Crosby, Stills & Nash på grund af de uvante akustiske guitarer, som var den musikalske platform for denne opdaterede country-blues – at Zep så tidligere havde indspillet akustiske numre blev lige fortrængt for argumentationens skyld.

Ingen kunne i øvrigt få nok af akustiske guitarer det år. I samme uge udkom George Harrisons All Things Must Pass.

III var indspillet i Gwynedd i Wales i en gammel cottage, kaldet ‘Bron-Yr-Aur’, som gav navn til et af pladens bedste numre.

Mit gæt er, at pladen vil holde længere end Susan Boyle.

Se en 1975-optagelse af Led Zep med ‘Bron-Yr-Aur Stomp’ her.

Rockens egen voodoo-doktor

20. november 2010 // 2 Comments

Malcolm John Rebennack har siden slutningen af 60’erne kaldt sig Dr. John. I morgen, 21.11, fylder han 70, og som pianist fra New Orleans har det altid været nærliggende at sammenligne ham med Fats Domino, men så misser man kompleksiteten i Dr. Johns musik.

Han er ganske vist boogie woogie-pianist og rhythm & blues-sanger, men meget mere end det. Og nævner selv en anden New Orleans-legende, Professor Longhair, som hovedinspiration. Som pianist er Rebennack uortodoks, men teknisk suveræn. Han spiller som om han har fire hænder. Og det swinger. Altid.

Den egenskab gjorde ham efterspurgt i Los Angeles fra 1963. Dertil var han flyttet fra sin hjemby, hvor han så tidligt som 1959 havde et lokalt hit. Dengang spillede han guitar, men en dag, hvor han søgte at afbryde et slagsmål, blev han ramt af et vådeskud. En af hans fingre blev så beskadiget, at han opgav guitaren til fordel for en elbas, der hurtigt blev skiftet ud med det klaver, som siden har sørget for, at der ikke kun kommer okra, men også andouillepølse i hans gumbo.

Vestpå avancerede han til at blive førstekald, når Phil Spector havde brug for en pianist i studiet, og han kom med i Sonny & Chers turneband. Når Sonny & Cher ikke kunne udnytte hele deres indspilningstid forærede de den til deres kapelmester. På den måde fik han indspillet sit debutalbum, ’Gris-Gris’. Det udkom i 1968 og lød ikke som noget andet på det tidspunkt.

Pladen definerede Dr. John-stilen: Et mix af indianske og afro-amerikanske rytmer tilsat voodoo-mystik, understøttet af rullende boogie woogie og et twist psychedelia – excentrisk og effektivt. Sammen med ’Dr. John’s Gumbo’ tre år senere står den stadig som Rebennacks kunstneriske kulmination.

Han blev en musikernes musiker – mest tydeligt, da han deltog i den Scorsese-filmatiserede afskedskoncert for The Band i 1976. Og var tidligt fremme i danseskoene, da han først i 70’erne indspillede det funk’ede og stildannende ’In The Right Place’ med The Meters. Albummet udløste to hits. Det ene, ’Right Place Wrong Time’, blev hans signatur. Samtidig indgik Rebennack et frugtbart samarbejde med Doc Pomus, som havde været med til at skrive evergreens som ’A Teenager In Love’, ’Suspicion’ og ’Little Sister’.

Produktiviteten som solist og efterspørgslen som sangskriver og gæstemusiker fortsatte i 80’erne, men selv om Dr. John-pladerne swingede, var de for svingende i kvalitet. Og pludselig kunne man høre hans gutturale røst i reklamer for bl.a. lørdagskyllinger og småkager. Og der blev langt mellem egenkompositioner på hans plader. I 1994 udsendte han selvbiografien ’Under a hoodoo moon’.

De senere år har Mac Rebennack virket tilfreds med at lade sig hylde som New Orleans-traditionens grand old man i tv-shows og på diverse hyldestplader. I efterdønningerne fra Katrina-orkanen vendte han således tilbage til Fats Domino, og indsang dennes ’Walking To New Orleans’ på en støtteplade for ofrene.

At ugennyttigheden har sine grænser for en mand, der aldrig har skjult, at musik også er et job, har man senest kunnet høre i Disney-tegnefilmen ’Prinsessen og frøen’ fra 2009. Der synger Dr. John Randy Newmans ’Down In New Orleans’.

Han lyder på hjemmebane.

Bruce gør fortiden lyslevende

15. november 2010 // 2 Comments

BRUCE SPRINGSTEEN har aldrig været karrig med hverken kvantitet eller kvalitet. Hvor andre kunstnere søger udmattede mod brusekabinen efter to timers koncert, er Bruce kendt for at spille det dobbelte, før han går i bad. Og som sangskriver har hans produktivitet altid været lige så stor som hans kritiske sans. Derfor er mange af hans sange gennem årene enten blevet givet til andre eller lagt på fjernlageret, fordi de ikke lige passede ind i det igangværende projekt.

I 1998 udsendte Springsteen 4cd-sættet Tracks, fyldt med outtakes og alternative udgaver af kendte sange. Og piratmarkedet har altid bugnet af cd’er med Springsteen-sange, som aldrig nåede frem til officiel udgivelse. Nu får piraterne det hårdere. Bruce Springsteen og hans producermanager Jon Landau genopdager nemlig nu Darkness On The Edge Of The Town, 1978-albummet, der blev en slags comeback for Springsteen.

I halvandet år efter gennembrudsalbummet Born To Run blev Bruce af juridiske grunde holdt ude af plademarkedet, fordi han i ungdommelig uvidenhed havde underskrevet en kontrakt med sin første manager Mike Appels produktionsselskab – en underskrift, der var tæt på at koste ham hans fremtid, som Landau formulerer det i den dokumentarfilm, der er en af de bydende grunde til at investere i denne kolos af en udgivelse.

DEN ANDEN GRUND er dobbeltalbummet The Promise, der sammen med filmen, den knivskarpt remastererede cd-version af den oprindelige lp og to live-dvd’er, udgør et bokssæt, der alene i sit omfang og sin statur virker pirrende ud over alle grænser for langskrivende anmeldere. I dagens Politiken er Erik Jensen således gavmild med seks hjerter. Mindre kan gøre det, uden at boksen bliver mindre relevant.

Darkness… er, som titlen antyder, Springsteens ‘mørke’ plade. En plade, han følte sig nødt til at lave for at genoptage forbindelsen med sine rødder og for at komme på omgangshøjde med sit virkelige selv efter den stakåndede succes med Born To Run, som i 1975 sendte ham på forsiden af Time og Newsweek – i samme uge.

Om det fortæller han afklaret og grundigt i Thom Zimnys ind-under-huden-film. Zimny øvede sig, da han lavede filmen om Born To Run, da den plade blev boksbehandlet. I den nye film fortæller Bruce, hvordan Animals-sange som ‘It’s My Life’ og ‘We Gotta Get Out Of This Place’ inspirerede ham til at gå tilbage til sit nabolag, til sin opvækst, til forældrenes idealer og lillebysamfundets kvaliteter og bonde med dem for at genfinde sig selv.

Springsteen fortæller det med den alvor, der somme tider har det med at blive lige lovlig højtidelig og anmelderanalytisk. Omvendt er det godt for rocken at have reflekterende, selvkritiske udøvere.

SIDELØBENDE ER der indsigtsgivende indklip fra de udmattende optagelser af selve albummet, som det hele tiden var svært at få til at lyde sådan som de hørte det i deres hoveder. For nu igen at citere Jon Landau. Bl.a. var der daglange sessions, som kun bestod i, at trommeslageren Max Weinberg sad og slog på sin lille tromme, alt imens Bruce hele tiden brokkede sig over, at man kunne høre, han slog med en trommestik!

Til sidst finder de det de søger, et modstykke til den stilbegejstrede Phil Spector-opdatering, der bar Born To Run. Den afbarkede lyd lykkes det dem omsider at få frem, trods 70′ernes alt for forede og pænhedsfremmende indspilningsstudier. Igen Landau: “Vi ville have vores kaffe sort. Uden sødemiddel.”

Den kontraktlige skruetvinge, Springsteen blev sat i takket være kontroversen med Appel, kunne han ikke gøre noget ved. Han måtte ikke gå i studiet uden Appels godkendelse af producer, og da Appel allerede under indspilningen af Born To Run havde indset, at Jon Landau var mindst lige så god en producer som anmelder, sagde Appel selvfølgelig nej. Han var ikke vild med konkurrenter. Alternativet for Bruce var at skrive sange og turnere røven ud af bukserne.

Han skrev mange sange i den periode. Landau fortæller, at Bruce udviklede et stort talent som rewriter af sine egne sange. Selv fortæller sangskriveren, at sangene og sangstumperne for ham var lige som reservedele, han tog fra en bil, der ikke kunne køre, for så at sætte dem over i en ny bil, der så kunne køre.

Nogen nævner, at der var omkring 70 sange i spil, da Darkness… skulle sammensættes. Der kom ti med. Alle variationer over samme mørk- og storladne, livseksistentielle tematik.

TILBAGE BLEV en lang række numre, der ‘bare’ var rocksange. Little Stevie siger et sted, at Springsteen kunne være blevet verdens bedste popsangskriver, hvis han havde villet. Beviset findes mange steder i hans katalog, men i særlig grad i de 21 sange, der udgør The Promise.

Det er et album (alene titelnummeret!), som ville have været karrieredefinerende for enhver anden kunstner. Tænk bare at have mod og kompromisløshed til at lade en sang som ‘Because The Night’ stå over? Nu fik Patti Smith glæde af den på samme måde som Southside Johnny nød godt af ‘Talk To Me’. Andre fremragende sange er balladen ‘Someday (We’ll Be Together)’, hvor ABBA møder Roy Orbison, ‘City Of Night’ som kunne være skrevet af Smokey Robinson og ‘Come On, Let’s Go Tonight’, den pureste radiopop, hvad enten man kører på kanten af byen eller midt på vejen. The Promise fås også separat.

Boksættet kunne godt have været uden en stribe gamle live-optagelser, vitale og sjove (Bruce på scenen i Travolta-jakkesæt og opslåede skjortekraver), men set før og set bedre. Til gengæld fuldendes sættet af en monumental, besættende live-genopførelse af Darkness On The Edge Of The Town i et tomt Paramount Theatre hjemme i Asbury Park.

Her indfries løftet. Nok engang.

Og så spænder vi forventningerne højt til de bokse, der må komme, når The River og Born In The USA skal en tur gennem Springsteens tidsmaskine.

Se mere om Springsteen på Backstreets.

Trille næsten samlet i en boks

8. november 2010 // Kommentarer slået fra

DA TRILLE i 2005 fyldte 60, var vi nogle, der efterlyste, at hendes samlede værker fik en boksbehandling. Nu, hvor hun kan modtage folkepension, udkommer så bokssættet Hele balladen. Bedre sent end aldrig.

Sættet rummer syv af hendes plader for Peter Abrahamsen på Gyldendals ExLibris, som videreføres af Edition Wilhelm Hansen. Af en eller anden grund er Stille folk fra 1974 imidlertid ikke med. Måske fordi pladen oprindeligt udkom på Metronome, men udeladelsen er ærgerlig, fordi pladen er essentiel. Den intonerede nemlig Trilles transformation fra at være bare endnu en folkesanger til en kontemporær og unik sanger og sangskriver.

Hele vejen akkompagneret af meddigtende musikere som Øjvind Ougaard, Hugo Rasmussen, Ole Fick og Ken Gudman.

Selv om jeg har noteret mig, at hun bakker op om genudgivelsen ved at holde foredrag, tror jeg Trille alias Bodil Gudrun Nielsen vil betakke sig for en decideret revival. Hun er hverken en Poul Kjøller eller Brødrene Olsen, men så meget sig selv, at hun i 1988 frivilligt forstummede som sanger og sangskriver.

OGSÅ DENGANG var markedet mest til ungdom. Og ironisk nok blev der mindre plads til Trille på grund af en ny generation af sangerinder, der havde fundet fornyet selvværd ved at udenadslære hendes Hej Søster, 1976-lp’en, der både blev Trilles gennembrud og kunstneriske åg, lydsporet til kvindefrigørelse, batiklilla bleer, og bh-løs fællesdans.

Pladen blev genudgivet 25 år senere. Det var ikke titelsangen, der stod stærkest ved genhøret, men’Mors lange cykeltur’, et nænsomt, poetisk signalement af alenemoderen; søstersolidarisk ville nogen mene, men det er en kliche, som Trille aldrig har givet næring. Der er ikke adgang forbudt for mænd i hendes musik. Tværtimod. Eller som Ole Fick skriver i sine liner-notes: “På scenen var jeg af og til nødt til at vende mig om mod min forstærker og fumleskrue lidt på knapperne for ikke at røbe, at jeg, selv efter at have spillet sangene i en årrække, endnu en gang blev dybt rørt.”

Trille er følsom, men aldrig sentimental og skriver sange, der lyder, som bliver de skabt, mens hun synger dem. Joni Mitchell på dansk med samme svaghed for jazzen, men uden krukkeriet og selvsmageriet.

SÅDAN LØD TRILLE ikke, da hun som nybagt student for sjov spillede guitar på spillestedet Kontoret. Cy Nicklin fra Cy, Maia & Robert så stjernekvalitet i den klare diktion, pandehåret og de kloge, men sårbare dådyrøjne. Via ham kom hun i kontakt med tidens popentreprenør Thøger Olesen, og hendes tolkning af Jesper Jensens dengang vildt kontroversielle ’Øjet’ udløste blasfemianmeldelse og automatreaktioner fra datidens moralsk selvretfærdige.

Op gennem 70’erne og 80’erne etablerede hun sig som alt andet end en døgnflue med en stribe dybe og dybt originale plader om ensomhed, forelskelsens selvforglemmelse og kærlighedens flygtighed. Altid har jeg længsel hed en af dem med en typisk og sigende titel. I hendes sange kan man både finde rav og opleve storm for nu at parafrasere en af de smukkeste af slagsen.

Da hun stillede guitaren endegyldigt over i hjørnet i husmandsstedet nede på Næstved-kanten, kastede hun sig på fuld tid over prisbelønnet tv-produktion og børnedramatik og har siden undervist i at fortælle eventyr.

Det er man som bekendt bedst til, når man har levet sin egen virkelighed fuldt ud. Trille har fået sine blå mærker og skrammer undervejs, men hellere det end risikere at blive en sten, som hun synger et sted.

PS: Når nu man har bekostet det store bokssætudtræk med booklet og det hele, er det en skam og helt uforståeligt, at sangteksterne ikke er genoptrykt. De kan nemlig sagtens stå for sig selv i al deres traditionsbevidste modernitet. Jajaja, jeg ser godt, at de kan downloades fra www.exlibris.dk, men det bliver aldrig det samme, når man skal udfylde profilnavn og password. Den slags er i direkte modstrid med tilgængeligheden i Trilles tekster.

Hør Trille i DR P1′s Besøgstid her.

Illustration: Forsiden af boksen, foto af Susanne Mertz, layoutet af John Ovesen.

Så’ det ‘spil gammeldansk’-dag

28. oktober 2010 // 2 Comments

I DAG ER det som måske bekendt Spil Dansk-dag. Det lader alle til at være enige om er en god ting.

Vi er dog nogle, der altid har haft det en smule ambivalent med tiltaget, og som synes, projektet virker som lidt provinsielt og som samtidig ikke kan høre noget specielt dansk over de stadig flere danske navne, der synger på rimordbogsengelsk og drømmer om et gennembrud alle andre steder end her.

Dagen kan så være en anledning til at gå lidt i dybden med de tre bokse, som Universal netop har udsendt under titlen Dansk Rock Historie 1965-1978. Under mottoet ‘be the first on your blog’ bragte jeg nyheden, og nævnte der, at de genudgivelser havde Universal skyldt os i alt for lang tid.

Nu er de her så. Og tak for det. Og for det opdaterede lydbillede. Tilsat lån fra andre rettighedshavere tager Universal revanche for mange års negligerende vanrøgt af den kulturarv, de overtog, da de ‘arvede’ kataloget fra SONET. Tilgivet er også dengang i cd’ens barndom, da Universal-forgængeren PolyGram udsendte Herfra Hvor Vi Står og lidt af det første Gnags-album på en og samme cd! Man kunne jo lige så godt bruge al spilletiden, ikke?

Indpakningen er, uden at være prangende, fin med gode diskografiske oplysninger. Ombrydningen gør dog ikke noget godt for Klaus Lynggaards tre veloplagte, tidsindkredsende, men måske sine steder lige lovligt sludrevorne ‘derfra hvor jeg stod’-essays.

TRADITIONEN med at fylde en hel cd op med to lp’er holder Universal ved lige. Nu er der dog tale om musik med samme gruppe, så det giver faktisk mening. F.eks. er det fint at høre de to første Culpeper-plader i et ryk.

CAPAC har tidligere beskrevet rækkefølgen på pladerne.

Bokssættene bekræfter for denne lytter, at Steppeulvenes efterhånden noget skamredne Hip ikke var nær så original, som nutidens hippe anmeldere synes. De er og bliver Dylan-epigoner. Det havde været langt mere interessant at medtage Furekåbens Prinsesseværelset. Eller hvad med Fleur de Lis? Og et band som The Old Man And The Sea savnede jeg ikke dengang. Det gør jeg stadig ikke, men de kom fra provinsen og det var et særsyn dengang.

Den store åbenbaring er og bliver Cy, Maia & Robert – bandet, der forenede The Byrds og Peter, Paul & Mary og tilsatte et elegant twist af jazz. International klasse simpelthen. Og kun en my under samme niveau ligger Pan med Robert Lelievre. Forbløffende holdbare og egenartet danske lyder også Young Flowers trods den tydelige inspiration fra Cream. Her er der noget stort på spil. Det var der også for Burnin’ Red Ivanhoe, periodens mest originale band sammen med Savage Rose, som har hele tre albums med, og det er nok et for meget.

MINDRE INTERESSANT, mere tilfældig og en smule utidig i denne sammenhæng er den boks, der dækker perioden frem til 1978. Jomfru Ane Band har tiden ikke været god ved, Den Store Flugt er jo i den grad blevet genudsendt, det samme er Røde Mor og Lone Kellermann fortjener det ikke – mærkeligt, at hun engang var så stor. Derimod tjener boksen som påmindelse om, at det er på høje tid, vi får et ordentligt genudgivelsesprogram af C.V. Jørgensen-kataloget.

En del af pladerne på de tre bokse har været ude før, og selv om man må døje med Tømrer Claus’ vandalisering af originalomslagene er hans og Karmas genudgivelser af Pan og Culpeper mere givende, fordi de medtager glimrende outtakes. Noget, Universal-boksene til en vis grad også gør, men de placerer dem uden for sammenhæng på bonus-cd’er.

Forhåbentlig betyder disse bokse ikke, at der nu er lukket af for diskografisk mere kvalificerede genudgivelser af bagkataloget.

Dengang i 60′erne skrev Ekstra Bladet, at dansk beat var verdens bedste. Det var den selvfølgelig ikke, men alt i alt viser disse plader, at mindre også kunne gøre det. Mange musikskolelever og Rytmekons-studerende spiller langt, langt bedre end de fleste af disse musikere, men virtuositet rimer sjældent på vision.

Alle mennesker har en drøm, sang Bifrost. De og en hel generation af musikere gjorde noget ved den. Uden offentlig støtte. Og skrev dansk rockhistorie undervejs.

Kan mann hedde Manfred?

21. oktober 2010 // Kommentarer slået fra

Man kan ikke hedde Manfred Mann og så gå efter en popkarriere. Hvis alternativet var fødenavnet Manfred Lubowitz var det dog til at forstå, at den hvide apartheid-modstander tog sit kunstnerefternavn efter et af sine forbilleder, trommeslageren Shelly Manne, da han i 50’erne hjemme i Johannesburg vakte opsigt som vidunderbarn på orgel og klaver.

I dag fylder Manfred Mann 70, og selv om der er skruet ned for blusset, valfarter hengivne fans stadig til de ikke helt så hyppige koncerter.

Mann flyttede i 1961 til London for at kunne ånde friere. Han fandt sammen med slagtøjspilleren Mike Hugg og dannede en af de første fusionsgrupper, hvor Muddy Waters mødte Dave Brubeck og Miles Davis.

Med sangeren Paul Jones fik Manfred Mann en pladekontrakt. Han var en magtfuld bluesvokalist, der reducerede Mick Jagger til en affekteret rhythm ’n’ blues-efteraber. Mann og det band, der nu hed som ham, var musikteknisk bedre end konkurrenterne Rolling Stones og The Animals.

De havde kun tre problemer: De skrev ikke deres sange selv, de lignede det, de var – musiknørder med en kapelmester med Per Stig Møller-briller, og deres fotogene forsanger ville hellere være skuespiller. Og skulle senere blive det.

Gennembruddet kom i 1963, da Manfred Mann blev bedt om at lave kendingsmelodien til tv-programmet ’Ready, Steady, Go’. ’5-4-3-2-1’ blev et mindre hit, og hans adoptering af amerikanske soulpopsange som ’Sha-la-la’ og især hitlistetopperen ’Do-Wah-Diddy-Diddy’ blev fulgt af endnu mere poppede numre som ’Pretty Flamingo’, der tegnede tiden som lydspor til Swingin’ London. Bandets problem var, at Manns hjerte ikke helt var med i musikken.

Købte man gruppens lp’er måtte man for at nå ind til singlerne igennem højkompetente instrumentalnumre med masser af saxofon og vibrafon. Ikke ligefrem hitlisteføde.

Paul Jones forlod bandet i 1966, det samme gjorde Jack Bruce (til fordel for Cream) så Mann indforskrev sangeren Mike d’Abo. Og hittede modvilligt endnu mere med bl.a. ’Just Like A Woman, ’Semi-Detached Suburban Mr. James’ og ’Ha! Ha! Said The Clown’ og endnu en Dylan-sang, ’Mighty Quinn.’

Den musikalske skizofreni stoppede til dels, da Mann dannede Manfred Mann’s Earth Band, hvor der både blev plads til det virtuose og en tydeligere rockbetoning, ligesom Mann var en af de første, der betjente en moog-synthesizer, så den ikke lød som en elektronisk lirekasse.

I 1976 gav han en dengang ikke så kendt sangskriver et boost ved at indspille ’Blinded By The Light’, som for alvor gjorde branchen opmærksom på Bruce Springsteens hitpotentiale. Siden fik Mann glæde af en anden Springsteen-sang, ’Spirit In The Night,’ der endte på Top 40.

En række plader under etiketten Manfred Mann’s Earth Band fulgte gennem 80’erne og 90’erne uden stilistiske udsving, bortset fra ’Plains Music’ fra 1991, et album, hvor Mann opdaterer de nordamerikanske indianeres musik, længe før world music blev et brand.

De mange, der så ham og bandet i Århus og København tidligere på året oplevede en musiker, der ikke lader sig kue af konjunkturerne, men spiller sit helt eget spil, ikke mindst når han fortolker andres sange.

Foto: Sebastian Gerhard, 2009.

Han gjorde dommedag til et hit

15. oktober 2010 // Kommentarer slået fra

Det er få beskåret at indspille et nummer, der både foregriber begivenhederne og samtidig tegner tiden. En af dem er Barry McGuire, som i dag fylder 75. Hans første og største hit hedder ’Eve of Destruction’, herhjemme kendt som ’Jorden i Flammer’ i Thøger Olesens skarpe fordanskning med Cæsar. Året er 1965, og parret P.F. Sloan og Steve Barri har, inspireret af Bob Dylan, skrevet en sang om afmagt og utopisk håb midt i en yderst håndgribelig frygt for en atomkrig.

Den sang får de folkesangeren Barry McGuire til at indspille i al hast i en demoversion, som skal videre til pladeselskabet for at få den afsat til en mere kendt sanger. Faktisk går det så stærkt, at McGuire et sted i sangen bare grynter, fordi han ikke kunne læse Sloans kragetæer.

McGuire krummede selv tæer, da han næste dag hørte sig selv – i radioen. Selskabet lånte nemlig en dj prøvepladen. Han præsenterede den som en flyvefærdig single. Han fik ret. Demoen overhalede ’Like A Rolling Stone’ om at komme øverst på hitlisten i september 1965, hvor den vippede Beatles og ’Help’ af pinden.

Barry McGuires raspende og desperat-forkyndende vokal gav et ekko af en ny tid med anti-krigsmodstand. Linjer som »You’re old enough to kill, but not for votin’« gik rent ind hos de unge amerikanske mænd, der i næsten alle stater ikke kunne stemme, før de fyldte 21, men kunne springe soldat fra de var 18 år.

Poppressen omtalte McGuire, som kom han ud af intet. Han havde faktisk sunget i folkemusikgruppen The New Christy Minstrels, som hittede i 1963 med ’Green, Green’. Og han skrev evergreenen ’Greenback Dollar’ for The Kingston Trio.

Han hang derpå ud med bl.a. The Mamas & The Papas i Los Angeles – han nævnes på deres ’Creeque Alley’ (“McGuinn and McGuire couldn’t get no higher…”) – og de sang kor på hans album. Frank Zappa nævnte ham som en af sine inspirationskilder.

Barry McGuire kunne ikke håndtere berømmelsen, så selv om han fik en bærende rolle som Berger i originalopsætningen af musicalen ’Hair’ gled han ud i stofmisbrug. I 1971 så han i dobbelt forstand lyset.

Han blev stoffri og genfødt kristen, og udsendte op gennem 70’erne en stribe religiøse plader.
Da 80’erne ankom som en anti-tese til 60’erne bosatte McGuire sig i New Zealand. Han skrev en roman, og siden tilbagekomsten til Californien i 90’erne har han sporadisk udsendt plader, ligesom han turnerer med et foredrag om 60’ernes velsignelser og forbandelser, alt imens ’Eve Of Destruction’ ude på nettet bruges ad libitum som lydspor til youtube-klip fra 9/11 og krigene i Irak og Afghanistan.

Her kan du se eller gense Barry McGuire synge sangen i det dengang meget populære program Hullabaloo.

Solomon Burke 1940-2010

11. oktober 2010 // Kommentarer slået fra

Lad os mindes en af soulmusikkens giganter, Solomon Burke, med at vise en af hans kendteste sange, ‘Everybody Needs Somebody To Love’.

Burke døde i går i Schipol-lufthavnen i Amsterdam. Hjertet ville ikke mere efter et liv, hvor det har banket i en lang række af sange. ‘Cry To Me’ er en anden soulklassiker fra Burke, som efterhånden havde antaget en vægt, der nærmest syntes at skulle symbolisere, hvor tungtvejende hans indflydelse har været på soulmusikken.

Selv om han stod i skyggen af folk som James Brown og Otis Redding, var Burke aldrig selv i tvivl om sin betydning, men på sin egen sære måde også en ydmyg mand, i musikkens tjeneste. Læs f.eks. dette interview fra Rolling Stone.

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]