historisk | MIDT I EN BEATTID

Er Lennon med på en lytter?

9. oktober 2010 // 2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks. gå i Galaksen i Værløse i aften.

Dengang Ib var kongen af rock

8. oktober 2010 // 2 Comments

Den unge hedspore på billedet hedder Ib Jensen. Som Ib ‘Rock’ Jensen blev sadelmageren fra Kastrup en kort, turbulent overgang i efteråret 1956 eksponenten for den rock ‘n’ roll-dille, der greb hundredvis af unge, med og uden læderjakke, og fik pressen til at forstørre fænomenet så meget, at politiet så sig nødsaget til at gribe ind. Det skulle jo nødig komme til optøjer, og det gjorde det så netop, fordi politiet serverede knippelsuppe for de unge.

50′ernes slumrende Tornerose-Danmark blev kortvarigt vækket i tre-fire år. Den periode skildrer con amore krønikeskriveren Jens-Emil Nielsen i sin nye bog.

Jens-Emil Nielsen har tidligere skildret 1900-tallet i de syv Ung i…-bøger, der både er uvurderlige referenceværker og herlige krøniker fra en tid, der svandt, men som han fremkalder, så den bliver lyslevende. Med blik for detaljens betydning og i et sprog, der ikke er ude på at vinde guldmedalje i stilistik, men fortællelystent beslaglægger læserens opmærksomhed.

Rock ‘n’ roll – musik eller galskab? lægger sig i ubesværet forlængelse af de forrige bind.

Jens-Emil Nielsen fortæller den vidt forgrenede historie om en mediebegivenhed, der egentlig bare fra danseinstitutejer Børge Kisbyes side var tænkt som et smart forsøg på at lancere en ny dans. Det gik over gevind, men kickstartede samtidig den musik, vi endte med at kalde beat sidst i 60′erne. Da havde studenter og gymnasiaster overtaget scenen fra de ufaglærte, der var flest af, da der blev rokket og rullet i Dannevang.

Bogen myldrer med øjenvidneskildringer, bl.a. fra et af datidens hotte navne, Peter Abrahamsen, samt sigende citater. F.eks. fra Politiken, hvis klassiske anmelder Robert Naur både ramte lige i plet og alligevel helt ved siden af, da han sagde, at “rok og rul er en psykologisk underernæringssygdom. Den er lige så vel forklarlig, som at kalk-underernærede børn piller sig et hul i væggen og æder pudslaget. Rok og rul er en kedsommelighedssygdom…” Overskriften på hans kommentar lød: “Rok og rul, en ventil for kedsommeligheden”.

De af os, der voksede op i 50′erne, kan genkende signalementet. Og alle andre kan i bogen se, at de unge gjorde, hvad de kunne for at udfordre koldkrigskonformiteten. En række af dansebillederne ligner faktisk noget fra et sexologikursus med Joan Ørting.

Ib ‘Rock’ Jensen holdt kun en enkelt sæson. Hans kommercielle højdepunkt var, da han, uden at kunne gennemskue det, deltog i en revyparodi på genren. Derpå stillede han ruskindsskoene og trak frivilligt i civil. I næste måned fylder den tidligere trykkeriarbejder på Berlingske 78 år og lever et stilfærdigt pensionistliv som Ib Asbech.

Vil man supplere læsningen med noget lyd, kan vi herfra anbefale Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersens udtømmende 4-cd-boks Dansk rock ‘n’ roll 50 år (Universal).

Bogen udkommer i dag på forlaget Her & Nu.

Forsidefotoet er taget af Jacob Maarbjerg/POLFOTO 4. oktober 1956 i K.B. Hallen.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK