Michael Jackson | MIDT I EN BEATTID

1983 var Michael Jacksons år

28. marts 2013 // Kommentarer slået fra

Glem alt om The Police, Billy Joel, Eurythmics, Lionel Richie, Toto og David Bowie, hvis ‘Let’s dance’ nærmest er en hyldest til den, som hitlisterne 1983 tilhørte, nemlig Michael Jackson. I november 1982 havde han udsendt det Quincy Jones-producerede album Thriller, og umiddelbart efter nytår hittede han (og Paul McCartney) med ‘The Girl Is Mine’ på begge sider af Atlanten. Thriller endte med at tilbringe 37 uger øverst på Billboards albumliste, kun overgået af South Pacific og West Pacific med hhv. 69 og 54 uger i en helt anden tid med langt færre udgivelser.

Og i denne uge for 30 år siden var ‘Billie Jean’, den anden single fra Thriller, i gang med sin femte af i alt syv uger på toppen af Hot 100. Det er fortsat et mesterstykke. Små fem minutters hypnotisk puls som skabt til at få bænkevarmere på gulvet. Rytmesporet var oprindeligt skabt af sangeren og komponisten selv på en trommemaskine, men bagefter indkaldtes trommeslageren Leon Ndugu Chancler for at tilføje skæringen lidt ekstra punch. Chancler har selv senere fortalt, at han i et lydtæt rum i løbet af et par timer gennemspillede nummeret en halv snes gange, bistået af gode råd fra både Jackson og Quincy Jones.

En anden drivkraft var basgangen, udtænkt af Jackson, men spillet af Quincy Jones-protegeen, Louis Johnson fra Brothers Johnson. Han blev bedt om at medtage alle sine basguitarer, og da vi befandt os i en tid, hvor pladebranchen ikke behøvede tænke på penge (kun på, hvor de skulle få plads til dem alle sammen…) prøvede de dem alle sammen, og endte med en Yamaha. Som Johnson senere fortalte: “It’s really live, with a lot of power and guts.”

Det samme havde Michael Jacksons sang om berømmelsens bagside, om hende, der prøver at bilde ham ind, at han er far til hendes barn, men det kan det umuligt være, for som Jackson synger: “mother always told me be careful of who you love and be careful of what you you do ’cause the lies becomes the truth…” Ord, der genhørt med al den viden eller mangel på samme, som vi i dag har om Jackson, lyder som et livsmotto, offentligheden ikke gav ham fred til at efterleve.

I et samtidigt interview med Time Magazine sagde Quincy Jones: “Sort musik har spillet andenviolin alt for længe, men dens ånd er selve motoren i pop. Michael has connected with every soul in the world.” Thriller har forlængst passeret 50 millioner-mærket og sælger stadig.

Det forbløffende og forførende ved en sang som ‘Billie Jean’ er, at man ikke behøver ane en snus om drengen, der hverken ville være sort eller voksen, for at blive revet med. Vi er alle moonwalkere for vorherre, når Michael Jackson byder op til dans. Se bare den officielle video.

For lige at markere, hvem der passede danseskoene bedst, påbegyndte Jackson 30. april endnu en syv ugers periode som nummer et i USA (og mange andre steder) med ‘Beat it’…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

En legende fylder 8Q

14. marts 2013 // Kommentarer slået fra

På YouTube findes et interessant klip fra 1985-optagelserne af ’We Are The World’, hvor Bob Dylan prøver at synge sine linjer til Michael Jackson og Lionel Richies hit. Dylan er tydeligt på udebane, men projektets dirigent, producer og initiativtager, Quincy Jones, viser i få, men afgørende øjeblikke, hvad der har gjort ham til en levende legende. Jones, ’Q’ blandt venner, er i øjenhøjde, påskønnende, men aldrig følgagtig. Og han ender med at få det bedste frem i Dylan, selv om denne, synligt lettet, slutter sin session med at mene: »I don’t think it’s any good at all…« Det meste af verden var uenig. (Eksternt link)

’We are the world’ var en udløber af Quincy Jones’ arbejde som producer af Michael Jacksons multimillionsælgende plader, ’Off the wall,’ og ’Thriller’ (og senere ’Bad’). Jones’ netværk var uvurderligt og den respekt, der stod – og står – om ham åbnede mange døre, bl.a. til utilnærmeligheden selv, Bob Dylan.

Quincy Jones var kommet til tops i musikbranchen uden at spille falsk. I dag fylder han 80.

Han voksede op i delstaten Washington som søn af en ejendomsadministrator og semiprofessionel baseballspiller. Hans foretrukne instrument blev hverken lommeregner eller boldtræ, men trompet, som han spillede sammen med sin ven, den tre år ældre pianist Ray Charles. Talentet var så åbenbart, at han fik et scholarship. Han afbrød imidlertid studierne for at spille med Lionel Hampton. Der øvede han sig som arrangør og netværkede med Dinah Washington, Miles Davis, Count Basie og Sarah Vaughan.

I 1957 flyttede han til Paris efter at have turneret som trompetist og orkesterleder for Dizzy Gillespie. Han boede i Frankrig en årrække, og dygtiggjorde sig i orkestration med lærere som Messiaen. Et forsøg med eget bigband blev en økonomisk katastrofe, og Jones vendte gældsat tilbage til USA. Fiaskoen lærte ham, at der er forskel på musik og musikbranchen, »og hvis jeg skulle overleve, var jeg nødt til at lære at kende forskel på de to ting.«

Det kom han til i 1964, hvor han, som første afrikanskamerikaner, blev udnævnt til vicepræsident for et pladeselskab, ejet af hvide, nemlig Mercury.

60’erne blev et gennembrud for Jones, som pladedebuterede i eget navn – hen ved 40 albums er det blevet til – men navnlig gjorde han sig gældende som filmkomponist. Mest markant i Sidney Lumet-filmen, ’Pantelåneren’, samt ’I nattens hede’ med tidens sorte stjerne, Sidney Poitier. Og Jones’ musik til 1967-filmatiseringen af Truman Capote-romanen ’Med koldt blod’ indbragte ham en Oscar-nominering. Det samme fik han en lille snes år senere for musikken til ’Farven lilla’. Talrige tv-programmer fra ’Ironside’ over ’The Bill Cosby Show’ til miniserien ’Rødder’ bærer også Jones’ musikalske signatur.

Sideløbende arbejdede Jones med smittende kreativitet i den del af branchen, jazzfolk plejede at kalde pop – måske en forklaring på, at han ikke har et selvstændigt opslag i den seneste udgave af Politikens Jazzleksikon. Han producerede Top 10-hit for Lesley Gore, bl.a. ’It’s My Party’, og arbejdede som arrangør for Frank Sinatra på evergreens som ’Fly Me To The Moon’, og det var Jones, der dirigerede Count Basies orkester på bestselleralbummet, ’Sinatra at the Sands’, i 1966.

Først i 70’erne blev han ramt af alvorlige aneurismer, som tvang ham til en pause. Han genindtog dog producerstolen med maner. Debutalbummet med The Brothers Johnson solgte mere end en million plader.

Så det var ingen novice, der i 1978 producerede musikken til ’The Wiz’, Lumets forsøg på at en sort musicaludgave af ’Troldmanden fra Oz’ med Diana Ross som Judy Garland. Under optagelserne mødte Jones den endnu afrokrøllede Michael Jackson. Resten er historie.

Med syv Oscar-nomineringer, 27 Grammyer, flere æresdoktorater og den franske Legion d’Honneur-orden mangler Quincy Jones ikke noget på kaminhylden, men det har virket påfaldende, at der ikke har været plads til ham i rockens Hall of Fame. Det bliver der imidlertid om en måned, hvor han modtager den prestigiøse Ahmet Ertegun Lifetime Award.

Ved pressemødet, hvor prisen blev annonceret, forklarede Jones i få ord, hvad der har været drivkraften i hans virke, hvad der udgør hans verden: »Vi har tolv toner og det er det, der forener verden.«

Dengang Osmonds var guder

7. februar 2011 // Kommentarer slået fra

I disse dage for 40 år siden påbegyndte The Osmond Brothers den første af fem uger på toppen af den amerikanske Hot 100 med sangen ‘One Bad Apple’. Inspirationen var tydelig. Og ophavsretssager er vundet på mindre tydelige eksempler end denne vitale kopi af The Jackson Five. For slet ikke at tale om dansetrinene fra The Temptations.

Som Michael og hans brødre kom Donny og hans storebrødre fra landet. Ogden, Utah for at være helt præcis. Det var og er hjemmebane for mormoner. Og de får mange børn.

Ni blev det til for George og Olive Osmond. Otte sønner og en datter (som fik sin egen solokarriere). De to ældste sønner var så godt som døve, men endte med at køre forretningen, da det viste sig, at resten af søskendeflokken havde talent for den ugudelige showbiz, som de tilførte renskuret livsglæde og ikke uefne vokalharmonier (der skyldte The Association en del)

Dengang var The Osmonds hadeobjekter i de halvstuderede quasi-marxistiske kredse, jeg færdedes i. Men selv om deres sange slet ikke er på niveau med Jackson-brødrene, var de dog langt at foretrække for samtidige rædsler som Tony Orlando & Dawn, og ABBA må have hørt The Osmonds. Faktisk indspillede de i Sverige, på svensk, længe før den globale succes, med den lokale helt, Lasse Löndahl.

The Osmonds var husorkester i Andy Williams Show indtil 1967, men var pudsigt nok næsten ti år om at slå igennem.

Efter ‘One Bad Apple’ fulgte en halv snes millionsælgere, og sideløbende blev især Donny Osmond superstjerne, en slags hvid Michael Jackson, klædt ud som Elvis og med en stemme, der lød som en lidt mere liderligt rockende Pat Boone.

Og de, der tror, at småpigehysteri blev opfundet med Justin Bieber, må huske om igen. Se bare her.

Justin Timberlake 30 i dag

31. januar 2011 // Kommentarer slået fra

Det er faktisk fire år siden sangeren Justin Timberlake sidst udsendte et album, men det forhindrer ham ikke i at være i medierne konstant; sjældent for sin musik og oftere for sine mere eller mindre bekræftede og ofte omtumlede kæresterier med filmstjerner som Cameron Diaz og Jessica Biel. I den kendsgerning finder kritikere en kærkommen bekræftelse på, at den i dag 30-årige Timberlake er mere attitude end indhold.

Overfladisk set har de en pointe, men er også uretfærdig over den Memphis-fødte sanger. Han slog igennem i boybandet ’N Sync, hvis plader omkring årtusindskiftet blev afsat lige så ubesværet som lændetatoveringer til de teenagepiger, der udgjorde fanskaren. At han dannede par med sin makker fra Disney-serien Mickey Mouse Club svækkede hverken hans eller Britney Spears popularitet og paparazzitække.

I 2002 debuterede han som solist med cd’en Justified, som blev fulgt op af den lige så multimillionsælgende FutureSex/Love Sounds. Pladerne viser en begavet, gennemført musikalsk Michael Jackson-epigon.

Derudover har han forsøgt sig som en ikke ueffen skuespiller samt ad hoc-arbejdet med et utal af musiknavne, ikke mindst Madonna (på cd’en Candy), og der er rigeligt med musik i ham til, at han fortjener at blive husket som andet end ham, der mere eller mindre hændeligt blottede Janet Jacksons bryst, da parret optrådte i halvlegen i Super Bowl-finalen i 2004.

Siden har Justin Timberlake ikke frekventeret football, men dyrker golfspillet med samme kærlighed, som han synger sin slebne soul.

Sony mangler millioner

26. oktober 2010 // Kommentarer slået fra

Der er visse brancher, man er glad for ikke at have satset sin fremtid på: Pick-up fabrikanter kan ikke, trods en vis hipness-værdi for vinylplader, have det for fedt. Og blyantsstifter, hessian, scooterstøvler og fastnettelefoner er nok heller ikke investeringsobjekter, en Gekko ville anbefale.

Det samme gælder pladebranchen. Og det har den ikke været længe. Seneste eksempel er Sony Music Entertainment Denmark. For tredje år i træk er selskabets bundlinje alarmerende rød. 10,5 mio. kr. i underskud. Og hvad måske værre er: En egenkapital på minus 3,3 mio. kr. rapporterer Børsen.

Sony har i en årrække har været blandt de toneangivende majors i Danmark. Og tæller i sin og det Sony-kontrollerede selskab Mermaids stald folk som Tim Christensen, Sanne Salomonsen, Thomas Helmig, Burhan G og Fallulah, men har som alle andre mærket krisen, der nu nærmest virker som et permanent livsvilkår i den del af erhvervslivet.

Nu vil man rette op på økonomien ved at udgive færre lokale produkter, som det hedder i branchejargonen.

Det rimer meget godt med, at Fabian Holt, lektor på RUC med speciale i musik, ser det dårlige resultat som et udtryk for, at de store selskaber er mere sårbare over for krisen end de mindre.

“De store er stadig dygtige, når der skal gang i den helt store, internationale markedsføringsmaskine. Men generelt set er der et behov for, at de kommunikerer på en ny måde, så de får flere unge til at købe musik, og at de bruger nye kommunikationsplatforme, som de mindre selskaber er bedre til,” siger han til RUC’s nyhedsportal.

En slags trøst kan selskabets moderselskab finde i det morbide faktum, at Sony’s udødelige guldkalv Michael Jackson i følge Forbes sidste år indtjente 1,5 mia. kr., men man kan nok ikke vente sig nyt fra hverken ham eller Gasolin’.

Måske skal selskabet skifte logo fra et komma til et udråbstegn?

‘Ny’ Michael Jackson-cd før jul

31. juli 2010 // 1 Comment

Der er som bekendt ikke noget så godt for karrieren som at forlade scenen i utide. Michael Jackson har aldrig solgt så mange plader som efter sin død, og nu rapporterer Rolling Stone, at rygterne om en cd med hidtil uudgivne Jackson-numre er sande. En repræsentant for boet efter ‘The King of Pop’ bekræfter, at et nyt album med ti sange vil nå butikker og downloadplatforme til november.

Albummet er første trin i den genudgivelsesraket, som Jackson-boet og Sony har indgået aftale om at affyre henover syv år. Aftalen skønnes at være mindst 250 mio. dollars værd, og inkluderer genudgivelser af hans musikalske milepæle, greatest hits-opsamlinger, dvd’er med de banebrydende videoer plus det løse. Som om alt dette ikke allerede adskillige gange er blevet genudgivet og shinet op, mens han levede…

Helt nyt bliver dog ‘Michael Jackson: The Video Game’, en hybrid af karaoke og danse-simulator. Den kommer også inden jul.

Og til beroligelse for hardcore fans og arvinger er der mere at komme efter: Ved sin død efterlod Jackson sig nemlig en række harddiske, fyldt med så godt som færdigtindspillede nye numre eller radikalt anderledes udgaver af sange, der endte på plade.

Det kan godt være, at Michael Jackson har forladt bygningen, men heldigvis for arvingerne tog han ikke koden til sit musikalske Mastercard med sig. Bare det ikke bliver overtrukket…

Little Stevie blev meget stor

13. maj 2010 // Kommentarer slået fra

FØR MICHAEL Jackson var der Stevie Wonder. Efter Michael Jackson er der Stevie Wonder. Den i dag 60-årige sanger og komponist danser måske ikke så Peter Pan-agtigt, men at bladre i Wonders nodebog giver samme lyst til at danse og sjæle på en og samme tid. Nogle kaldte i de radikale 60’ere ham og hans pladeselskabskollegaer soulmusikkens Onkel Tom. Anklagen var uretfærdig. Det er rigtigt, at Wonder som en af de første afro-amerikanske sangere nød stor succes hos et hvidt publikum, ikke mindst med 1966-indspilningen af Dylans ’Blowing In The Wind’, men han gjorde det ikke ved at indynde sig. Netop den sang forlenede Wonder i højere end originalen med en kritik af den herskende orden.

I 1961 blev den blindfødte Stevland Hardaway Morris ’opdaget’ i Detroit af Ronnie White fra The Miracles, de første hitlistetoppere i Berry Gordys selskab Tamla-Motown. Gordy lancerede ham som vidunderbarnet Little Stevie Wonder. Efter et par plader, hvor han hyldede sin tydeligste inspiration, Ray Charles, hittede Wonder som 13-årig med ’Fingertips’, der introducerede hans magiske mundharpespil.

Da hans stemme kort efter gik i overgang, brød han ikke sammen. Det har aldrig ligget til ham. Modgang har han haft: Syv børn med tre forskellige kvinder tyder ikke altid på held i kærlighed, og i 1973 var han i en grum bilulykke tæt på at miste livet. Han slap med at miste lugtesansen. Han har dog altid mobiliseret en optimisme, han demonstrerer til somme tider irriterende overflod.

Wonder brugte overgangsperioden til at dygtiggøre sig som pianist, og markerede sig med sin egen ’Uptight’ samtidig med at han kvitterede for Whites venlighed ved at skrive ’Tears Of A Clown’ til The Miracles. Wonder blev, i lighed med Marvin Gaye, i 60’erne fast hitlisteinventar med sange som ’For Once In My Life’, ’I’m Wondering’, ’I Was Made To Love Her’ og ’A Place In The Sun.’ Samtidig voksede hans utilfredshed med Gordys patriarkat. En ting var, at kunstnerne nærmest fik deres indtægter udbetalt i rater som lommepenge. Mere afgørende var det, at Gordy styrede sine kunstneres udvikling benhårdt.

I 1971 TRODSEDE Gaye Gordys formynderi. Wonder brugte Gayes eksempel, da han i 1976 genforhandlede. Den 120 sider tykke kontrakt gav ham 13 millioner dollars og fuld kunstnerisk frihed. Kontrakten understregede, hvordan virkeligheden havde været siden Wonder i 1972 udsendte ’Talking Book’ og ’Music of My Mind’. Sammen med ’Innervisions’ og ’Fullfillingness’ First Finale’ gjorde denne uovergåede kongerække af albums Wonder til forbillede, både for funk og den blødere r ’n’ b. Pladerne er blevet fremhævet af Barack Obama, hvis valgkamp Wonder støttede lige så aktivt som han i 1983 anførte den succesfulde kampagne for at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til helligdag i USA.

Den kunstneriske frihed har givet plads til ekcentricitet. Dobbeltalbummet ’Journey Trough The Secrets Of The Plants’ fra 1979 er hans pastelfarvede pendant til Lou Reeds ’Metal Machine Music’. Ikke metallisk støj, men lige så plagsom i al sin klanglige karamellisering. Og ’Songs In The Keys Of Life’ fra 1976 rummer nok sange som ’Sir Duke’ og ’Love’s In Need Of Love Today’, men også Wonder, når han er mest sødladen. ’Isn’t She Lovely’ får mine tandhalse til at hvine, men pladekøberne var ret uenige. Og mens vi er i den afdeling: ’I Just Called To Say I Love You’, som første gang hørtes i 1984 i ’The Woman In Red,’ har vist sig mere langtidsholdbar end filmen. Efter Michael Jacksons død omdøbte Wonder kortvarigt melodien til ’Michael knows, I’m here, and I love you’. Ikke et øje var tørt.

Musikalsk har Stevie Wonder vel ikke helt holdt momentum, der har været langt mellem de store, nye sange. Til gengæld har han skabt et lydspor til verdensharmonien. Meget passende udnævntes han derfor i 2009 til en af FN’s »messengers of peace«. Når han skrider ind på scenen, udstråler han majæstetisk ro, men også en taknemmelighed, der er rørende, når man betænker, at han ikke skylder nogen noget. Det kan man få bekræftet, når Stevie Wonder den 16. juli giver koncert i Parken.

Men husk: Bag brillerne ser han mere end de fleste.

Artiklen kan også læses på www.politiken.dk

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]