You are here:  Home  /  Neil Young

Neil’s journey through the past – igen

1. november 2012   //    6 Comments

Først en tilståelse: Jeg har lyttet mig ind på Psychedelic pill, Neil Youngs nye og nogen-og-tredivte studiealbum, mens jeg lavede mad. I køkkenet har jeg en diminutiv alt-i-en cd/højttaler af designermærket Muji. Det er ikke en anskaffelse, der sikrer mig æresmedlemskab af Hi-Fi Klubben, og jeg står til anmærkninger i Youngs sorte bog, for en af sangerens mærkesager er bedre, mere naturtro lyd til folket. En ting er cd’er, de er siges at være på vej ud, men streaming, MP3 og den slags djævelskab er for Young et bevis på, at vi ikke længere interesserer os for musik, men for form.

Som han siger i sin netop udsendte, fragmentariske, men alligevel anbefalelsesværdige selvbiografi Waging Heavy Peace betragtes musikken nu om dage som “et spil, et underholdningsmedie, et stykke cool tidsfordriv”. I modsætning til i gamle dage (der var de igen!), hvor musikken var en del af en kultur. Det er den ikke længere, men i stedet for at undre sig over, hvor den kulturelle samhørighed blev af og hvorfor, har Young sin egen forklaring på vores manglende vilje til at lade musikken være “a message to the soul”. Det er ikke samfundsforandringens skyld endsige musikkens, næh, det skyldes lyden. Derfor arbejder han p.t. på at få sponsorer til sit  Pure-Tone-projekt, som skulle kunne give os den oprindelige fuldtonende lyd igen. Og altså også få verden til at hænge bedre sammen eller hvordan er det nu lige det er?

Måske har han ret, det er jeg ikke hi-fi freak nok til at kunne afgøre, og er også ligeglad – Phil Spectors målestok for god lyd var, at den også kunne klare at komme ud gennem en transistorradio – men det bliver ved at undre mig, at netop en komponist og musiker som Neil Young kerer sig så meget om lyd. Hans musikalske naturkraft har aldrig ladet sig inddæmme, og mange af hans plader lyder alt andet end velplejede og raffinerede. De lyder levende og krasse og stoflige. Også på en køkkenmonohøjttaler. Eller – tør jeg nævne fjenden? – en iPod.

Tidligere på året fik han igen Crazy Horse ud af stalden. Resultatet, Americana, var interessant, før det var noget andet. Et lille halvt år senere gennemtyrer han og Crazy Horse så en række nye Neil Young-sange. I sin bog fortæller Young, at han synes, Crazy Horse-samarbejdet kræver nyt blod for at kunne fortsætte meningsfuldt.

Det må han så siden mene, at han har indgivet det band, der, som han formulerer det, lever som et dyr i sig selv, når det først kommer i gang. Det har han ret i. Det er ikke verdens dygtigste band, men konstellationen af Ralph Molinas fodslæbende tromme, Billy Talbots skomager-for-viderekomne bas og Frank Sampedros elektriske guitar alter ego til Young virker. Og gør det også her. Det er umiskendeligt Neil Young. Og ikke et ondt ord om det, jeg har i perioder mentalt od’et mig selv med hans musik, men der er ikke noget på pladen, som fik mig til at mislykkes med bechamelsovsen.

Okay, det er i sig selv en kritik af markedssituationen at indlede cd’en med ‘Drifting back’, 27 minutter, der er som hentet ud af en livesession fra 1975. Drifting back indeed… I alt varer dobbeltalbummet 87 minutter. Det havde det ikke behøvet gøre.

Vi har fattet pointen efter den første halve time. Neil Young stiger igen på toget, der tager ham tilbage til dengang det var før. Det er jo ikke fordi det er dårligt, og kan man lide Neil Young, vil man knuselske, at han er vendt tilbage til sit gamle ortodokse selv. Her er vokalharmonier som på ‘After the gold rush’, ansatser til Harvest-agtige ballader, guitarmeditationer som på ‘Like a hurricane’, sekvenser, der lyder som Metrobyggeriet samt genopførelser af psykedeliske modeluner som phasing og godt med trampen på effektpedalerne. Og Young selv synger godt. Med den der stemme, der egentlig gør det lige meget, hvad han synger. Han er på udkig efter de gode tider, synger han. Og det lyder som om de opstår for ham, når han sætter sporerne i Den skøre Krikke.

I bogen fortæller Young, at han sideløbende med dette projekt er ved at sammenstykke en tilbageskuende samling af not-so-greatest hits med ham og Crazy Horse fra den tidlige 70-er-fase. Early daze skal den hedde. Den kan jeg godt høre for mig.

Neil Young & Crazy Horse: Psychedelic pill. Producere: Neil Young, John Hanlon & Mark Humphreys. Reprise/Warner.

Neil Young: Waging heavy peace – a hippie dream. Penguin. 500 sider.

Foto (fra bogforsiden): Platon

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Readmore  

Neil Young tilbage i børnehaven

10. juni 2012   //    1 Comment

Skal man være lidt rasmus modsat – og det skal man jo af og til – så er det gennem årene lykkedes Neil Young at få kunstnerisk inkonsistens og sjusk til at fremstå som kritikerfeteret kompromisløshed. Respekt for det, men lige så meget som jeg ville hade at undvære mandens ti bedste plader, lige så lidt vil jeg savne de lidt for mange plader, hvor han bare har fulgt sin første og ikke altid bedste indskydelse. Spildprocenten gennem årene er høj. Fra retrorockabilly over bedaget electropop til hvid guitarstøj og en plade, tilegnet hans egen skramlekasse af en bil.

Og nej, jeg hører ikke til dem, som kun holder af manden, når han indspiller variationer over Harvest og Comes A Time. Men man høster, som man sår.

På sit seneste album, Americana, er han ude i et antropologisk ærinde. Sammen med Crazy Hose forsøger han at vende vrangen ud på en række sange, enhver amerikaner kender fra børnehaven, som han har formuleret det. Meningen fremgår ikke ganske af resultatet (selv om der er vist beundringsværdig omhu med at forklare kilderne i den ledsagende pædagogiske booklet).

Neil Young har nemlig sat en ære i ikke at arbejde ud fra originalforlæggene, men valgt alternative melodier til kendte sange som ‘Oh Susannah’, ‘Tom Dula’ (bedre kendt som Tom Doley), ‘Clementine’ og ‘She’ll Be Coming Round The Mountain’. Der er bare grund til, at kun musikhistorikere og samlere kender de tonsætninger. De er simpelthen hverken særligt gode eller melodiske. Og de gange, hvor Young faktisk synger ud fra originalforlægget (som på ‘This land is your land’), tilføjes intet nyt. Ligesom det forbliver en gåde, hvorfor sange som doowop-klassikeren ‘Get A Job’ og ‘God Save The Queen’ er taget med.

Det hele jappes igennem efter samme, centnertunge, ensformige Crazy Horse-model, hvor Young og guitarist Frank Sampedro kappes om at fortynde deres solistiske kendetegn til klicheer. Jeg vil vove den påstand, at man ville kunne tage så godt som ethvert instrumentalt live-take fra Neil Young & Crazy Horse og i store stræk bruge det som underlægning på de fleste af disse numre. I baggrunden er der drukkent mandskor og Pegi Young-hvin.

Jo, jo, det er skam sine steder energisk og vedholdende, men det er en bulldozer jo også, når den maser sig frem. Neil Young (Wiki-link) rydder ikke nyt land. Det lyder bare sådan, og dét er det eneste rigtigt interessante og tankevækkende ved dette forglemmelige projekt.

Neil Young: Americana. Producere: Neil Young & John Hanlon. Reprise/Warner.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Readmore  

Nils Lofgren runder de 60

20. juni 2011   //    1 Comment

Det er ingen nyhed for stamlæsere af denne blog, at jeg værdsætter Nils Lofgren.

Uden at forklejne den lille, store guitarists indsats siden 1984 i Bruce Springsteen & The E Street Band har den evigt drengede Lofgren, som mærkeligt nok i morgen allerede fylder 60, andre kursiverede punkter på sit c.v.

Som barn af italiensk-svenske forældre var accordeonen Nils Hilmer Lofgrens første instrument. Siden kom banjo, guitar og piano til. Og allerede som syttenårig viste han sin evne til med sin blanding af virtuositet og melodisk sans at sætte sit præg på andres musik uden at udviske sig selv. Lofgrens klaverspil var den dominerende klangfarve på Neil Youngs After the gold rush, en af rockens sande guldgruber – og han var siden som guitarist med på ‘Tonight’s the night’ samt på Youngs techno-eventyr med sangene fra Trans i midt-80’erne.

I mellem tiden havde Lofgren markeret sig for sig selv. Først som kapelmester, sanger og hovedkomponist i 70’er-bandet Grin, og i 1975 udsendte han sit første soloalbum. Det bar bare hans navn, men blev en kommerciel fiasko, da det udkom midt under discobølgen. Siden er pladen vokset i status: På ‘Keith Don’t Go’ hylder Lofgren forbilledet Keith Richards – Lofgren var i sin tid på tale som afløser for Mick Taylor i Rolling Stones. Det forstår man godt:

Og i den anden ende af spektret udfolder Lofgren balladen ”The Sun Hasn’t Set On This Boy Yet”, som Elton John ville have været stolt over at have skrevet, men altså ikke gjorde.

Gennem årene har Lofgren udgivet hen ved en snes soloplader, men er måske for meget en musikernes musiker til at få den opmærksomhed, hans indtagende, men altid strømførende sange fortjener.

I mange år var et af Lofgrens kendetegn på scenen at medtage en trampolin, som han brugte som afsæt for en baglæns saltomortale. Publikum holdt vejret, men han landede altid sikkert på benene. Sådan er hans guitarspil også.

Illustration fra omslaget til 1985-opsamlingsalbummet A rhythm romance.

Læs mere om Lofgren her.

Readmore  

Nyopgravet Neil Young

18. april 2011   //    Kommentarer slået fra

Neil Young bliver ved med at grave i arkiverne. Nu annoncerer han udgivelsen af et “nyt” livealbum med optagelser fra 1984-85. Det var en turbulent tid for Neil Young. Han udgav både rockabilly-hyldesten Everybody’s rocking, den elektroniske Trans og Old ways, som lød netop sådan. Og så blev han sagsøgt af sit pladeselskab for ikke at levere materiale, som var kommercielt nok.

Samtidig havde han gang i livebandet International Harvester med bl.a. Spooner Oldham og Ben Keith. Det er det band, som er rygraden i det nye album. For Young-fans er her listen over de nyopgravede numre med optagelsestidspunkt og -sted:

01 “Amber Jean” (9/20/84) Nashville Now TV Nashville
02 “Are You Ready For The Country?” (9/21/84) Riverbend Music Center Cincinnati
03 “It Might Have Been” 9/25/84 Austin City Limits TV Austin
04 “Bound For Glory” 9/29/84 Gilleys’s Rodeo Arena Pasadena
05 “Let Your Fingers Do The Walking” (10/22/84)  Universal City
06 “Flying On The Ground Is Wrong” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
07 “Motor City ” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
08 “Soul Of A Woman” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
09 “Get Back To The Country” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
10 “Southern Pacific” (9/1/85) Minnesota State Fair St. Paul
11 “Nothing Is Perfect” (9/1/85) Minnesota State Fair St. Paul
12 “Grey Riders” (9/10/85) Pier 84 New York City, NY

Kendere vil allerede have spottet fem hidtil uudgivne sange.

Pladen kommer i alle tænkelige formater 14. juni. I år.

Salgsvideoen for det nye album finder du her.

Readmore  

Harvest er ikke krympet

6. januar 2011   //    4 Comments

Pladen er ligesom t-shirten: Uopslidelig. I næste måned er det 40 år siden Neil Young entrede Quadrofonic Sound Studios i Nashville, Tennessee. Da han kom ud igen, havde han indspillet et album, der blev en forbandelse og en velsignelse for ham.

Singlen ‘Heart of Gold’ blev hans hidtil eneste amerikanske hitlistetopper, og albummet som sådan puttede ham i bås som den vemodige countryrocker med landlig accent. En plovfure eller tre væk fra hans alter ego, den ubændige guitarudforsker.

Og er det noget, Young hader, så er det at blive sat i en bås. Det fortæller han i det nye nummer af Mojo. Magasinet har – nok engang – Young på forsiden og går bag om bl.a. ‘Harvest’ med vanlig grundighed. Pladen er som bekendt meget mere end ‘Heart of Gold’ og ‘A Man Needs A Maid’ – men også dem!

Begge sange er dog med på den liste over de 50 bedste Neil Young-sange, Mojo har bedt yngre og ældre kollegaer og kritikere sammenstille. Her er de 25 første:

25: Pocahontas
24: Harvest Moon
23: Philadelphia
22: On The Beach
21: Tired Eyes
20: A Man Needs A Maid
19: Hey Hey My My (Into The Black)
18: Old Man
17: Expecting To Fly
16: Tell Me Why
15: Southern Man
14: Cortez The Killer
13: Ohio
12: Powderfinger
11: Tonight’s The Night
10: Everybody Knows This Is Nowhere
09: The Needle And The Damage Done
08: Mr. Soul
07: Down By The River
06: Helpless
05: Like A Hurricane (Weld-udgaven)
04: Only Love Can Break Your Heart
03: Heart of Gold
02: Cinnamon Girl

og som bedste, evigtunge Neil Young-sang kårer Mojo-panelet:


Hvad ville du have valgt?

Readmore  

The Jayhawks i studiet igen

1. december 2010   //    Kommentarer slået fra

Der er glædeligt nyt for yndere af The Jayhawks. Mark Olson og Gary Louris er i studiet igen sammen med resten af besætningen fra 1995-albummet Tomorrow The Green Grass. Og det er første gang siden 1995, hvor Olson forlod bandet for en kunstnerisk indbringende, men kommercielt set beskeden solokarriere.

For et par år siden fandt parret sammen igen og genopdagede ved koncerter den gamle kemi, beretter de til Rolling Stone. Næste naturlige skridt førte ind i pladestudiet.

For, som de siger, at skabe “det bedste Jayhawks-album nogensinde.” De har en del at leve op til.

Gruppen, der er blevet kaldt ‘Hank Williams on speed’, stammer fra Minneapolis, men er lige langt fra Hüsker Dü, Prince og Replacements. Alt-rock er den etiket, nogen sætter på deres musik med Byrds-klingende guitarer, vokalharmonier, hvor kvinterne sidder lige i skabet og melodierne er som hentet lige ud af The Beatles’’ hemmelige overskudslagre for slet ikke at tale om Poco og Neil Young. Men bag den besnærende melodiske tilgængelighed banker et hjerte af stille frygt for kærlighedens forgængelighed, som giver gruppens musik sin helt egen identitet, skulle jeg hilse og sige.

Comeback-albummet forventes udsendt til foråret, men allerede lige efter nytår udsendes stærkt tiltrængte digitale restaureringer af pladerne Hollywood Town Hall og Tomorrow The Green Grass. De vil blive fulgt på vej med en turne, som forhåbentlig når hertil.

Begyndere kan starte med opsamlingen Music from The North Country. Det bliver ikke meget bedre i den genre.

Pr-billede af Steven Cohen, 2010, hentet fra gruppens hjemmeside.

Readmore  

Dan peakede med America

1. november 2010   //    3 Comments

Guitaristen og sangeren Dan Peek var engang en tredjedel af America. I dag fylder han 60.

I England mødte han i 1967 sine amerikanske landsmænd, Dewey Bunnell og Gerry Beckley. De var der, fordi deres officerfædre var udstationeret der. Ironisk nok blev de først populære med deres velklingende og venlige popversion af Crosby, Stills & Nash i England. Deres debutalbum var produceret af Ian Samwell, som i 1958 var manden bag Cliff Richard’s gennembrud ‘Move It’.

Dan Peek bidrog til America-kataloget med sange som ‘Everyone I Meet Is From California’ og ‘Don’t Cross The River’.

I 1972 turnerede de i USA som support for Everly Brothers. Signatursinglen ‘A Horse With No Name’ skubbede forbilledet Neil Young’s ‘Heart of Gold’ ned fra hitlisteførstepladsen, og Amerika tog America til sig. For en stund.

Allerede bandets tredje album, Hattrick, viste tegn på træthed, men selveste George Martin indgød nyt håb og nyt liv. Hearts med singler som ‘Sister Golden Hair’ og ‘Tin Man’ blev store hits, men venligheden og udvandetheden var ikke blevet mindre.

I 1977 forlod Dan Peek bandet for at forfølge en stadig igangværende karriere som nykristen sanger, bl.a. på Pat Boones pladeselskab. Han har også begået en læseværdig bog om sit korte liv som hippiepopstjerne.

Men selv om Bunnell og Beckley turnerer den dag i dag og nyder godt af Americas status som nostalgisk genudsendelsesklassiker, er og bliver det trioens første to plader, der sendte os drømmende ud på Ventura Highway, ridende med håret flagrende i vinden på den der hest, som af en eller anden grund ikke havde noget navn.

Bandet har et ret udtømmende og pålideligt Wiki-opslag. Klik her.

Illustration: Uddrag af forsiden på albummet Homecoming, 1972. Det er Dan Peek yderst t.v.

Readmore  

Buffalo Springfield gendannes

14. september 2010   //    Kommentarer slået fra

Forleden modtog guitaristen og sangeren Richie Furay en sms fra Neil Young. “Ring mig op” stod der. Young ville spørge sin gamle makker i Buffalo Springfield, om det mon var en ide at gendanne et af amerikansk rocks mest legendariske og mest stildannende bands? Og, tilføjede Young, hvis Furay sagde ja, havde han fra pålidelig kilde hørt, at Stephen Stills, tredjehjulet i Buffalo Springfield, også var med på ideen.

Genforeningen finder sted over to dage om en måned på den årlige velgørenhedsforestilling for Bridge School, skolen for handicappede, som Young har været med til at stifte og som han stadig støtter intenst og hvor hans børn alle har gået.

Furay har ikke spillet med Stills og Young siden 1968, hvor han i frustration over den ekcentriske Young og den alt for blærede Stills dannede Poco. Der har været genforeningsforsøg tidligere, men de er løbet ud i sandet, og Furay har de sidste mange år brugt tiden på en nichekarriere som nykristen sanger sideløbende med hvervet som præst i en frimenighed.

To af bandets originale medlemmer er døde, men Bruce Palmer og Dewey Martin erstattes af Youngs faste bassist Rick Rosas og Crosby, Stills & Nash-trommeslageren Joe Vitale.

Til Rolling Stone fortæller Furay, at man regner med at spille 45 minutter begge aftener.På programmet er også Pearl Jam, Kris Kristofferson, Elvis Costello, Grizzly Bear, Merle Haggard og Elton John. Blandt andre.

Ganske imponerende line-up for en skolekoncert. Og mon ikke der kommer en dvd – for hvad det nu er værd…

SIDSTE: Rolling Stone var selvfølgelig tilstede ved koncerten. Det lyder som om man også skulle have været der!

Readmore  

Ben Keith har sluppet pedalen

28. juli 2010   //    1 Comment

Ben Keith er død, 73 år gammel. I mandags mindedes Neil Young sin trofaste steel-guitarist, da han fra scenen i Winnipeg sagde, at “denne her er for Ben Keith. Hans ånd vil leve. Jorden har taget ham til sig.” Hvorefter bandet begyndte på ‘Old Man’.

Ben Keith blev introduceret for Young og rockpublikummet i 1971, da Youngs nye bassist Tim Drummond foreslog, at hans ven skulle komme forbi studiet i Nashville, hvor Young var i gang med at indspille sin senere storsælger, ‘Harvest’. Keith var, i modsætning til Young, absolut på hjemmebane i Nashville, hvor han spillede på studiemusikernes a-hold. Han var synonym med steelguitar i de fleste countryproduceres telefonbøger, og spillede bl.a. instrumentet på Patsy Clines klassiker ‘I Go To Pieces’. Men kunne også andet. En række soloplader blev det til, og han producerede Jewels debutalbum, ‘Pieces of you’, et af de bedst sælgende af slagsen i rockhistorien.

Keith huskede i Young-koncertfilmen ‘Heart of Gold’ selv sit første møde med Young sådan: “Jeg satte mit instrument op og gled lige som bare ind og begyndte at spille. Det varede fem sange, før Neil og jeg hilste på hinanden.” De fik siden indhentet det forsømte. 40 års samarbejde blev det. ‘Harvest’ og ‘Tonight’s The Night’ er fornemme eksempler på samarbejdet. Plus utallige job med Young (og dennes kone Pegi samt Levon Helm og talrige andre). Ikke mindst i Danmark. Senest den mindeværdige koncert i februar 2008.

Så vidt vides har de en overflod af harper i Himlen. Nu har de også en pedal steel guitar. Det er betryggende at vide, hvis man mod forventning skulle ende der.

Foto: Ben Keith i samspil med Rick Rosas og Neil Young i Madison Square Gardens 16.12 2008 (Paul Suwan/Flickr)

Mod strømmen mindes også Ben Keith. Her. Det samme gør CAPAC.

Readmore  

Neil Young som tegneserie

17. juni 2010   //    Kommentarer slået fra

Neil Young har udgivet en del eksentriske albums. Nej, jeg tænker ikke kun på Trans. I 2003 udgav han Greendale, en slags Spoon River Anthology i rockregi, hvor han opfandt byen Greendale og skildrede dens indbyggere i noget, der kunne have været manus til en småkedelig Lars von Trier, ja, året efter kom projektet på film. Det blev det ikke mindre eksentrisk af.

Albummet hører ikke til de Neil Young-plader, der oftest forlader mine pladereoler. Måske bliver det anderledes nu, hvor det i denne uge har fået følge af et tegneseriehæfte, en såkaldt graphic novel, skrevet af Joshua Dysart og tegnet af Cliff Chiang og Dave Stewart. Bogen fokuserer på Greendale-grundlæggerens oldebarn, Sun Green.

Grafikromanens forfatter kalder bogen ‘en amerikansk fabel med stærke, overnaturlige elementer’. I modsætning til albummet, som han hører som ‘more of a rock ‘n’ roll Our Town’. Young har, naturligvis, været med til at justere tegneserien i forhold til pladen.

Dysart har tidligere forsøgt sig med at samarbejde med rockstjerner. Han lavede sammen  Avril Lavigne manga-hæftet ‘Make 5 Wishes’.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top