Mere rock i drengeklubben m/k

Livet behøver ikke være mere indviklet end i går aftes/nat: Godt selskab (den bedrevidende musikvidenskabskvinde, uddannelseseksperten med den rektorale fortid, den luftguitarspillende seniorkonsulent og så mig – den nynorske professor og hans danske kollega udi det latin-romanske havde meldt forfald), gode vine og godt øl (Barolo og omegn, Guinness og Orla), god mad (pølser, ost og brød) og god musik. Jeg har skrevet om sceneriet før.

Med andre ord: Klubben til fremme af konstant kvalificering af beskuelsen af rock-dvd’er var samlet igen.

Aftenens overordnede tema var elguitar! Og der var i den grad tråd på. Vi nåede vidt omkring. Fra Keith Richards på dobro under ‘Get yer ya yas out’-turneen over Jimi Hendrix som ung og lovende via tordenguitaristen Neil Young anno ‘Rust never sleeps’ til The Edge’s præprogrammerede spader. Og ind i mellem slappede vi lige af med lidt Johnny Cash m.m.

Højdepunkterne var optagelser fra Rockpalatz i Grugahalle i Essen med Jack Bruce i en 80′er-trio, der også talte guitaristen David Sancious med en keyboardfortid i The E Street Band og nu afdøde trommeslager Bruce Gary (som engang var med i kritikerudskældte The Knack). Et powerhouse-band, hvis der nogen siden har været et sådant. Jeg havde helt glemt den konstellation. Jeg havde også fortrængt en anden af aftenens E-Street Band-gæster, Little Steven (van Zandt) og hans tidstypiske 80′er-aktivisme med The Disciples of Soul. Det var mest spøjst. Ikke mindst tøjet og frisurerne, og så at se van Zandt stå og undskylde over for det tyske publikum, at han var amerikaner. Han beklagede regeringens ‘arrogance’, og befolkningens ‘ignorance’. Nu om dage støtter han på sin hjemmeside de amerikanske tropper hvorend de nu udøver deres uegennyttige gerning. Ak ja.

To andre a-ha-oplevelser: Et klip med Jeff Beck i en aldeles vidunderlig udlægning af Beatles’ ‘A Day In The Life’:

Og til slut til at skrubbe hjem på: filmen ‘It Might Get Loud’, hvor Jack White mødes med sine idoler, Becks fordums ærkerival Jimmy Page samt The Edge, som også engang lignede en, der ikke ville komme meget længere end til sen-70′erne. En film for nørder, men flot iscenesat og med fint gehør for rockens puls.

PS: Også kaffen og kagerne smagte af mere…