I aften holder Tim Christensen & The Damn Crystals fødselsdagsparty for Paul McCartney i Vega. Da det blev annonceret, overraskede det mig ikke. Få, om overhovedet nogle, danske sangskrivere er så McCartney-inspirerede som Tim C. Derimod blev jeg noget forbløffet, da han meddelte, at koncertens første sæt ville byde på en gennemspilning af RAM, McCartneys andet album. Det var krediteret Paul & Linda McCartney, da det udkom i maj 1971. Og endnu mere forbløffet blev jeg, da Tim Christensen betroede os, at det var hans favoritplade med McCartney.
Nu vil læsere af denne blog vide, at jeg sætter Tim Christensen ret højt som sanger og sangskriver. Og jeg synes generelt, han har en sikker smag. Læs: Den ligner min. Men RAM?
Som ved et tilfælde har McCartney netop fået genudsendt RAM – for sjette gang siden 1988 i øvrigt! Så det er så god en anledning som nogen til at tage Tim Christensen på ordet. (Link til Tims GAFFA-anmeldelse af pladen)
Da RAM i sin tid udkom, købte jeg den ikke. Men deltog blandt venner i den almindelige – og skulle det vise sig – alt for nemme latterliggørelse af bløddyret McCartney. John Lennon var den samfundskritiske helt. Han var i den grad cutting edge, selv om vi ikke kendte udtrykket. Og George Harrison havde året før bevist, at især stygge Paul havde forhindret ham i at komme til Beatles-fadet.
RAM lød for nem, for troskyldig til at være ægte og konen kunne jo ikke synge … jo, der var ingen tvivl om, hvem der havde haft kunstnerhatten på i The Beatles. McCartney viste sig at være ligeglad, og havde noget at have det i.
Genhørt uden alle de mellemregninger og uden alle de fortolkninger, der dengang blev lagt ind i teksterne (som om de var et stikordsregister til grundene til Beatles-opløsningen), er RAM stadig ikke den bedste plade, McCartney har lavet, men den er bedre end jeg husker den fra dengang progressiv rock satte en tvivlsom dagsorden.
Sangene er skrevet i det skotske højland, hvortil McCartney fortrak med sin nystiftede familie. Der tog han om ikke tyren så vædderen ved hornene, og satte sig for at træde ud af Beatles-skyggen. Blive sig selv. Problemet var bare, at det havde han sådan set været siden Sgt. Pepper, hvor han overtog taktstokken i The Beatles. Derfor skrællede han udenværkerne af musikken på sit debutalbum for at ramme en endnu renere tone. De anmelderhug, han modtog i den anledning, fik ham til at tage det næste hold nyskrevne sange med til USA. Der indspillede han sammen med trommeslageren Denny Seiwell (der spiller som solisten), guitaristerne David Spinoza og Hugh McCracken og ikke mindst sig selv musikken, så den ikke lød slet så værkstedsagtig.
Jeg faldt over en nyanmeldelse af pladen, som mente, at den lyder “an indie-pop bedroom album”. Det er godt hørt.
Først og fremmest er musikken dog fuld af livs- og spilleglæde. Der er lidt for mange obladi’smer rundt omkring, Linda lyder som et børnekor fra Vesterbro Ungdomsgård, men sange som ‘Too Many People’, ’3 Legs’ (optaget så blues-retroagtig som var det af Mike Vernon på Blue Horizon) og singlen ‘Another Day’ viser McCartneys spændvidde og evne til at undgå at gøre det lette letkøbt.
Særligt givende er de sange, hvor McCartney foregriber de flerfasede sange i Wings: Den sære og sært fascinerende, næsten filmiske ‘Uncle Albert/Admiral Halsey’ (som var et hadeobjekt dengang), ‘Long Haired Lady’ og den rent ud vidunderlige ‘The Back Seat Of My Car’, som Brian Wilson ville have været stolt over at have skrevet. Linjer som “we believe that we can’t be wrong” er det nye kærestepars måde at sige fuck you til verden på.
Interessant og selvmodsigende er det, at RAM er genudgivet efter alle tidens nye normer. I sin tid havde pladen som sin eksistensberettigelse at stå så nøgen og troskyldig som muligt i et rocklandskab, der knopskød af indbildskhed og prætentioner. Nu serveres den i forskellige konfigurationer med ikke lutter lige nødvendige ekstranumre. Dermed bliver den det udstyrsstykke, den aldrig var ment som.
Omvendt finder denne genudgivelse nok ikke sted mod McCartneys ønske…
Paul & Linda McCartney: RAM. Producere: Paul & LInda Ronstadt. MPL/Universal.
Bonusinfo: I februar 1971 udgav McCartney som en forløber for lp’en singlen ‘Another Day’. Den blev et hit lige som senere ‘Uncle Albert…’. Begge titler krediterede Linda som medforfatter. Det fik Sir Lew Grade til at reagere. Han var ikke hr. Hvemsomhelst. Bl.a. ejede han Northern Songs, som var forlægger for McCartneys sange. Han så krediteringen som et forsøg fra Pauls side på at score en større del af kagen. Lew Grade gik derfor ud og sagde, at Linda var ude af stand til at skrive en sang endsige hjælpe med at skrive en. Han ville bringe sagen for retten for at få dom for, at der var tale om falsk varebetegnelse med det ene formål at berøve Northern Songs penge. Sagen nåede aldrig så langt. Grades advokater fortalte ham, at han ville få svært ved bevisførelsen. Paul på sin side erklærede, at han syntes, det var rimeligt, at enhver, som han arbejdede med, uanset karakteren af dette samarbejde, skulle “have en portion af sangen for at hjælpe mig”.
Paul McCartney, som nu runder de 70, er ikke den, der bærer nag nu om dage. Han omtaler altid John Lennon med vemod, kærlighed og respekt. Måske er det alderen, måske er det fordi det er sådan, han helst vil have det skal blive ved med at blive husket, deres nu næsten mytologiske samarbejde.
»Jeg var meget heldig,« fortalte han f.eks. Q Magazine så sent som i 2010: »Jeg havde den ultimative samarbejdspartner i John og omvendt. Der skete noget særligt, når John og jeg satte os sammen for at skrive, to kammersjukker siddende over for hinanden, mens vi gjorde det, vi nu gjorde. Det var magisk. Jeg tror ikke, mange opnår det bare èn gang i livet, og jeg er ret sikker på, at ingen opnår det to gange,« sagde han som svar på, om ikke han af og til savner en at skrive sange sammen med. Og så er sandheden vel den, at de relativt kort tid inde i karrieren holdt op med at komponere helt så tæt sammen, ’I Want To Hold Your Hand’ var en kulmination, men de blev ved med at bruge hinanden, indtil de havde brugt hinanden op.
Og det havde de et godt stykke tid før, de fandt hver deres nye livsledsager. På Help! havde Paul sunget om at have fundet ’Another Girl’. Da han og John så faktisk gjorde det, viste det sig at være mindre simpelt end en popsang. Men Yoko Ono og i mindre grad Linda Eastman var bare katalysatorer i en proces, der måtte ende som den gjorde.
Beatles-forfatteren Ian McDonald mener, at grunden til, at det gik som det gjorde, var, at Paul var optimist, mens John var pessimist. Måske. Man kan også sige, at den senere fredsevangelist, John, længe var ligeglad med verden, mens Paul var glad for omverdenen. Han sugede til sig, bildte sig ikke ind, at han kunne forstå det hele, men fik en kulturel vækkelse, da han midt i tresserne blev kæreste med den 17-årige skuespiller Jane Asher, som kom fra et kulturelt nysgerrigt hjem. Paul fra kommunens ejendomme med den tykke Liverpool-dialekt, men de pæne manerer og det pæne smil, var bedåret, både af hendes rødhårede skønhed og hendes familie, der i dannelsesgrad var så ulig hans egen. Der var noget at lære, og noget at vinde.
Social status spiller ofte en rolle, når man kommer fra et hjem så småt, at der er ikke plads til at vende sig, uden at ens dagdrømme støder ind i en væg. Pauls aleneforælder, den musikglade, men hørehæmmede eks-musiker Jim, kendte selv til udlængsel og sociale ambitioner, og støttede sine to drenge Paul og Michael, men faderen kunne ikke lære dem om en verden, han ikke selv kendte. Det måtte de selv gøre. Og Paul var lærenem. Blandt andet fordi han havde et meget vindende væsen. Han kunne smigre uden at sleske. Og var aldrig, i modsætning til John, i tvivl om sit værd. Ikke nogen dårlig arv at have fået med hjemmefra.
Paul havde ingen alvorlige kvababbelser ved at blive tiljublet som en beatle. Det var selvfølgelig træls, at pigerne ved koncerterne skreg så meget, at man ikke kunne høre, hvad man selv tænkte endsige spillede, men grundlæggende nød han det, så det ikke var til at overse for dem nede i salen.
Paul nød også at blive bedre og bedre i pladestudiet, hvor han også fandt ud af, at han var god til at få folk til at gøre som han ville. Han erstattede lidt lykke og lidt held med lidt charme og lidt list.
Og når det ikke var nok, kørte han henover folk med et smil, der ikke altid nåede øjnene. The Beatles skulle jo holdes i gang, og han, Paul, var igangsætteren.
Han var også den, der hele tiden holdt fast i, at de ikke skulle blive forudsigelige. Hverken i den ene eller den anden retning. Han var med til at punktere de største luftkasteller, men var også den, der selv yndede at bygge dem. Og midt i det hele, når prætentionerne trængte til en pause, så kreativiteten igen kunne indfinde sig, kunne han finde på at tage en timeout. Som f.eks. den 6. december 1966, året efter at han og især John og George havde fået smag for både lsd og marihuana. De var i Abbey Road og arbejdede på to vidt forskellige (og alligevel ens) sange: ’Strawberry Fields Forever’ og ’Penny Lane’. For mange essensen af forskellen på John og Paul. Under et break i alt det sjove, men også vældigt seriøse trak Paul ud af Hofner-bassen en sang, de andre svagt kunne huske som en, de havde spillet på klaveret nærmest som pausesignal, når deres lydanlæg gik i stykker i gamle dage i The Cavern.
McCartney havde skrevet den, da han var 15 eller 16, kilderne er uenige, og siden satte han tekst på, da hans far fyldte 64 i 1966. Den kunne de da godt lige løbe igennem. Den blev færdig i løbet af fire indspilningsdage, og midtvejs skrev George Martin et arrangement for tre klarinetter, så sangen til slut fremstod som noget, der kunne være blevet spillet på Titanic eller i Wivex i Tivoli i de brølende tyvere. Det var vaudeville og camp fra mellemkrigstidens uforstyrrede England, og på toppen af fornemmelsen af ikke særlig fjern fortid lå så Paul McCartneys stemme, som var drejet en tone højere ved at man havde forøget båndhastigheden. En Giro 413-klassiker var født: »When I get older, losing my hair/many years from now/will you still be sending me a valentine/birthday greetings, bottle of wine?« Og så de mildt sarkastiske linjer, som viste, at sangen vist ikke helt er ment, som det synges: »will you still need me/will you still feed me/when I’m sixty-four…« Man kan for evigt diskutere, hvordan Sgt. Pepper ville have lydt, hvis ikke ’When I’m Sixty-Four’ var kommet lige efter den højstemte ’Within You Without You’. Det havde klart være en tungere, ikke slet så eventyrlysten omgang, og slet ikke en plade, der i samme grad præsenterede alle farver på den musikalske palet og alligevel for mange formede sig til eet billede. Det var McCartneys fortjeneste, og så kan kritikerne komme og sige, hvad de vil, inklusive den, der skriver dette.
John Lennon sagde om ’When I’m Sixty Four’, at »den sang kunne jeg end ikke have drømt om at skrive« og kaldte det i det hele taget »granny music«, når Paul kom med den slags melodunter, der jo i pinlig grad var med til at minde de nye verdenserobrere om, at de kom fra provinsen. Ringo Starr, som året før med blandede følelser havde fået ’Yellow Submarine’ i tvivlsom evighedsgave, skulle vist nok oprindeligt have sunget ’When I’m Sixty Four,’ men man må lade McCartney, at han altid har stået ved sin spraglede smag, der, som en kritiker har formuleret det, altid har været »en indre kamp mellem kliche og geni.« I den røgelsestunge atmosfære af hippie-selvovervurdering, som herskede også i Abbey Road, forekommer det mig, at det krævede mere mod – og selvtillid – at introducere en sang som ’When I’m Sixty-Four’ end bare at lægge sig i lemmingstrømmen af tidens modernistmedløbere. Den sang var med til at gøre Sgt. Pepper til mere end et periodestykke. Og så handlede den endda slet ikke om tiden. Eller det vil sige, det gjorde den jo på sin egen bagvendte måde, for var der noget, vi dengang ikke turde sige højt så var det, at ungdommen ikke ville vare evigt. Alderdom var tabu. Eller som digteren Iwan Malinovski skrev året efter: »Verden er blevet for gammel. Den lugter af lig. I har ret, alle over tredive er livsfarlige …« Ham havde Paul nok ikke læst, men han havde læst så meget andet, mens John sad derhjemme og stenede.
I 1965 HAVDE Barry Miles, John Dunbar og Janes bror, Peter, åbnet en lille boghandel, The Indica. Paul var den første kunde. Han købte bøger som Ed Sanders digte og Gandhis tanker om ikke-vold. Som Barry Miles husker det i Q, så havde Paul antennerne ude. »Den ene dag gik han til et vaudevilleshow, den næste en eller anden popsanger og så John Cage-eleven Cornelius Cardew, som sad og slog på et klaverben. Jane introducerede ham for tidens eksperimenterende filminstruktører som f.eks. Antonioni. Paul mødte mange af dem, når de kom til byen.« Sådan et hjem havde Asher-familien. Der var åbent hus og nye input var velkomne. Det samme sagde hendes forlovede også i de år. Fra båndeksperimenter (Luciano Berio) til digtoplæsninger (Allen Ginsberg), fra billedkunst (Warhol og Magritte) til opera (Benjamin Britten). »Jeg havde,« husker McCartney i samme nummer af Q, »tid til at give mig selv tid til at åbne mig for den slags, som havde fascineret mig fra jeg var en stor teenager. Det var på den anden side velafbalanceret med den mere klassiske substans i The Beatles, og det var rart, at det kunne sive ind i The Beatles på den måde, det nu gjorde.«
»Det var lidt mærkeligt,« fortsætter han, »for på samme tid var jeg kendt som the cute beatle… John var den kyniske, the wise beatle, den intellektuelle. I virkeligheden var det vildt meget helt omvendt. Jeg husker, når John kom ind fra landet i sin Rolls Royce (med chauffør) og sagde: ’Gud, mand, jeg misunder dig virkelig.’ Han måtte frigøre sig og det var jo, hvad han gjorde. Senere.«
Midt i al denne berusende frisætning følte Paul McCartney som den eneste også et stort ansvar for The Beatles. Selv om han uden tvivl kørte de andre hårdt og kunne være så bedrevidende, at både George og Ringo kortvarigt blev eks-beatler, mens John bare fortabte sig i lsd, reagerede Paul altid på vegne af The Beatles. Ikke for sin egen skyld. Det var ham, der uden at have erhvervserfaringen til det prøvede at redde, hvad reddes kunne, da Apple-drømmen brast. John var et andet sted i sit hoved, Ringo besad ikke noget ønske om at tage ansvar for andre end sig selv og George var så ’peace, love and understanding’, at han i december 1968 havde inviteret nogle californiske Hell’s Angels til at kigge forbi Apple. Som han skrev i sit memo til personalet: »De kan se ud, som om de vil gøre jer ondt, men de er helt i orden og gør gode ting, gør dem ikke bange eller stressede. Prøv at hjælpe dem.« Gæt hvem der endte med at blive bange, da de rygmærkede gæster plyndrede køkkenet? Intet under at Paul somme tider følte, at han var den eneste i The Beatles, der ville The Beatles.
Det var også ham, der på et kritisk punkt i Let it be-processen over for de andre (og Yoko) opridsede, hvor bandet stod netop da: »Jeg mener, at vi har været meget negative siden hr. Epstein døde … det er derfor, vi alle efter tur har været lede og kede af gruppen. Det er lidt en skam. Det er lidt ligesom at vokse op – på et tidspunkt i livet forlader ens far en og så står man på egne ben. Som I ved, så er Far nu væk. Jeg synes, at vi enten skal gå hjem eller komme videre. Vi behøver disciplin. Hr. Epstein, han sagde ’på med habitterne’ og det gjorde vi så. Selv om vi altid bekæmpede den disciplin en smule. Nu om dage er det vores eget ansvar, og vi gør så lidt som muligt, men min holdning er, at det kræver lidt mere, hvis vi skal fortsætte med det her.« Georges svar viste Paul, hvad han var oppe imod: »Okay, hvis det er, hvad det indebærer at komme videre, så ønsker jeg ikke at gøre noget.«
Pointen er, at uden Pauls udholdenhed var bandet ikke nået frem til Abbey Road, altså albummet. »Vi kom ud af en tunnel,« har han for nylig sagt om dengang. »En sang som ’Here Comes The Sun’ var bogstaveligt talt, hvordan George følte det: ’it’s been a long cold lonely winter’. Vi havde været gennem dårlige tider og lettelsen over bare at finde sammen igen og gøre det, vi kendte til og ikke stille for mange spørgsmål, var lidt af en glæde.«
Alligevel var det bedste, der nogensinde er sket for Paul McCartney, at han i 1970 forlod The Beatles – som om The Beatles ikke for længst havde forladt sig selv. Måden, han gjorde det på, var lidt uelegant, men situationen var tilspidset, så han tyede som så ofte før til realpolitikken, for John havde jo heller aldrig ligefrem tilhørt det diplomatiske korps. Der var noget ’jeg-skal-vise-dig-skal-jeg’ over handlingen.
Intet er sværere at aflive end fordomme, og de trådte storskrydende frem, da Pauls soloalbum kom på gaden. Musikken var unplugged, før nogen kaldte det sådan, og virkede halvfærdig trods den ekstatiske videreførelse af ’Let It Be’, som han kaldte ’Maybe I’m Amazed’. Og i en tid, hvor kollektivet stadig var en skattet samværsform, var det direkte provokerende med en plade, der var så privat – ingen sagde et ord om Lennon, der lige havde fået lp-udgivet en nyforelsket nats eksperimenter på en båndoptager. McCartney blev brugt som det uigendrivelige bevis på, at Paul var et musikalsk bløddyr modsat den rå rocker, John Lennon. John var avantgardist. Paul var en poppedreng. Dette vrangbillede tog Paul med sig ind i solokarrieren som et åg, der længe plagede ham og fik ham til hele tiden at ville retfærdiggøre sig selv. Ydermere kunne han ikke bare nøjes med at være solist. Han skulle også have sin kone med. Ikke at John ikke havde det, men hun var jo kunstner, ikke? Linda var bare … Linda. Da han i 1971 dristede sig til at danne Wings, betragtede mange Fab Four-fans det som en besudling af mindet om The Beatles. Og for at føje skade til spot sad hun naturligvis med ved elklaveret og sang kor. Bandets første koncerter fandt sted i universitetskantiner, kulturhuse og småklubber i den samme uannoncerede anonymitet, han tidligere forgæves havde foreslået The Beatles som en måde at komme tilbage til koncertscenerne på. Ved en af disse første koncerter med Wings knasede hans mikrofon konstant. Paul fortalte tilskuerne, at mikrofonen lige skulle skiftes til en, der duede. Nede fra salen lød det: »Så giv for fanden den gamle til din kone…«
WINGS VAR lidt længe om at lette. Da de omsider gjorde det, foregik det, af alle steder, fra Lagos. Forinden var gået fire plader med stigende succes, Red Rose Speedway blev nummer et i USA i foråret 1973. De hittede bare ikke hos anmelderne, der havde svært ved at tage beatles-hørebrillerne af. Siden har en række genudgivelser til en vis grad rehabiliteret ham og hans tidligere post-Beatles-plader. Senest RAM, som jeg vender tilbage til her på bloggen.
Paul McCartney havde, som superstjerner nu engang har for vane, fået den eksentriske idé at indspille de nye sange i de varme lande. Nærmere bestemt EMI’s pladestudie i Nigerias hovedstad. Umiddelbart inden afrejsen skrumpede Wings ind til en trio, da guitaristen og trommeslageren smækkede med døren – McCartney har efter The Beatles ikke haft ry for som boss at praktisere medbestemmelse. Som om stækningen af Wings ikke var nok, havde nogen glemt at fortælle ham, at Nigeria var et militærdiktatur med udgangsforbud og kriminelle gadebander, og at studiet i Lagos lignede det, det var – et indspilningsteknologisk u-land, der næsten fik ham til at længes efter Apple-fusentasten Magic Alex.
Det forhindrer ikke Band On The Run i at være elementært rockmedrivende, hvad enten der strækkes ud på ’Jet’ og ’Helen Wheels’ eller sjæles på McCartney-patenterede ballader som ’No Words’ og ’Bluebird’ samt den malerisk instrumenterede ’Picasso’s Last Words’. Og nok så afgørende: Det sødladne, der altid lurer hos McCartney, er erstattet af en forelsket sødme, der sammen med en rytmisk fremadrettethed gør dette til McCartneys gyldne øjeblik i en karriere af gyldne øjeblikke. Band On The Run blev hans helt egen Abbey Road, hvor fragmenter ophøjes til hele sange, hvor breaks og stemningsskift falder helt naturligt, og hvor han brillerer både som trommeslager (en virtuos udgave af Ringo) og som leadguitarist (den plade må de have hørt meget i et band som 10cc og den må have fået George til at tænke sit) af den slags, der både er til seje riffs og melodisk rundhed.
Selv om titelsangen må være skrevet i samme åndedrag som McCartneys James Bond-tema ’Live And Let Die’ er det fortsat et nummer, der dels aftvinger respekt alene i sin opbygning, og dels på fem minutter når længere rundt end de fleste gør på et helt album. Alene overgangen fra introen til omkvædet, som i virkeligheden er en hel sang … Hvad den handler om? Jeg ved det ikke helt. Noget med nogen, der flygter fra presset, hverdagen, virkeligheden. Det er ikke pointen. Pointen er popmusik, hvor høj sværhedsgrad ikke står i vejen for umiddelbarhed.
Albummet var Pauls måde at sætte kritikerne på plads på. Han kunne dog ikke gennem resten af tiåret holde musikalsk momentum. Da Back to the egg udkom i 1979 opsummerede Rolling Stone hans seneste plader med ordene: »Denne eks-beatle har udlånt sine i sandhed formidable talenter som sanger, sangskriver, musiker og producer til nogle af de mest slappe og dovne plader i rockens historie.« Og ramte dermed ned i et af problemerne med og for Paul: Han har skrevet broderparten af de bedste kapitler i Lennon-McCartney-bogen (jo, han har!), men den legende lethed, hvormed han turnerer sine musikalske pointer, har været et tveægget sværd. Det lyder hverken svært eller sært nok, og kan på en dårlig dag – og hvem har ikke det? – sløre det faktum, at Paul er en af populærmusikkens bedst begavede og alsidige komponister. Det sidste behøver man ikke have koden til hans netbank for at finde ud af. Man kan nøjes med at høre hans plader. Eller de bedste af dem, for netop letheden er hans fjende.
Den lidt nonchalante, men selvsikre attitude har fået ham til at udgive flere plader end godt af, men det sidste tiår har han unægtelig virket i bedre og mere stabil form end nogensinde. Cd’er som Flaming Pie,Driving Rain og Chaos And Creation In The Back Yard rummer musik af den slags, der får et begreb som contemporary rock til at ophøre med at være et skældsord. Desuden har han, med måske ikke altid lige indlysende kunstnerisk nødvendighed, afsøgt for ham nye former som oratorier og electronica-farvet ambient. Og i en alder af nu 70 virker han utrættelig på en scene som forvalter både af Beatles-arven og sin egen plads i musikhistorien. Bare se koncert-dvd’en fra 2009, Good Evening New York City, hvor han på det nyåbnede Citi Field, placeret der hvor Shea Stadium lå, både lod sig hylde og hyldede musikken og de 42.000 tilskuere, hvor af mange end ikke var født, da han 44 år tidligere spillede på matriklen sammen med The Beatles, men alle kendte hans bagkatalog, som om de havde været der, da han skrev det. Og værd at bemærke: Helt blanket af ved Dick James’ famøse salg af Northern Songs blev Paul ikke. I sin årlige ’rich list’ opgjorde Sunday Times i 2010 hans formue til i omegnen af 475 mio. pund eller små 4,3 mia. kroner; en forøgelse i forhold til året før, hvor han som andre mærkede krisen samt en skilsmissegodtgørelse i 200 mio. kroners-klassen til Heather Mills, kvinden, der kortvarigt ’afløste’ hans kræftdøde ’Lovely Linda’. Bundlinjen er, at Paul i hvert fald ikke giver koncert for pengenes skyld. Det kan man godt mærke!
Nu om dage tager han kritikken i strakt arm. Han har ikke længere noget at forsvare eller forklare. Skæbnen ville, at han fik det sidste ord. Han endte med at blive andet og mere end en eks-beatle. Via sit holdingselskab, MLP Communications, ejer eller forvalter Paul rettighederne til bl.a. forbilledet Buddy Hollys katalog, komponisten Frank Loesser (bl.a. ’On A Slow Boat To China’ og ’The Ugly Duckling’), musicals som Grease, Annie, La cage aux folles, Guys and dolls og A chorus line samt evergreens som ’Stardust’ og hans og Johns ’Love Me Do’ og ’Please, Please Me’ plus selvfølgelig det meste af hans egen produktion efter The Beatles.
Med historiens ironi er forretningsmanden McCartney altså endt med at blive en magtfaktor, man må tage alvorlig i den musikforlagsbranche, der engang tog røven på to naive og uvidende opkomlinge. Til gengæld er spørgsmålet, om det er musikeren McCartneys mål at blive taget alvorligt på den måde, kun musikanmeldere kan tage noget alvorligt. I 1976 luftede han med sangen ’Silly Love Songs’ noget, der stadig lyder som en trosbekendelse:
You’d think that people would have had enough of silly love songs
but I look around me and I see it isn’t so some people wanna fill the world with silly love songs and what’s wrong with that?
I’d like to know ’cause here I go again …
Sangen gav hans kritikere frisk vand til slibestenen, men mens de hvæssede deres knive, måtte de tage sig i at nynne med…
PS: Apropos ’When I’m Sixty-Four’ og historisk ironi: I 2002 licenserede Sony/ATV sangen til det amerikanske forsikringsselskab Allstate Insurance, som anvendte den som led i en reklamekampagne. De brugte ikke originalen, men bekostede en nyindspilning, sunget af ham, Paul McCartney havde skrevet ’Hey Jude’ til – Julian Lennon…
At benægte at Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band er den kendteste rockplade ville svare til at afvise, at Mount Everest er verdens højeste bjerg. Dette, det ottende Beatles-album på fire år (!), er blevet et ikon for sin tid, men er det også det fyrtårn, der udstak rockens retning, sådan som mange dengang og siden har ment? I morgen er det 45 år siden, albummet udkom, og jeg er stadig i tvivl om svaret.
Det skyldes, at pladen som koncept både er så gennemført og samtidig ikke så lidt af et intelligent illusionsnummer. Havde det ikke været for det smågeniale og frække indfald med at gentage titelsangen sidst i forløbet, suppleret af de næsten glidende overgange mellem skæringerne, er der tale om en plade, hvor forskelligheden ‘kun’ bliver til blomstrende mangfoldighed, fordi lysten til at eksperimentere og lege er så smittende.
Tag bare listen over de anvendte instrumenter: Akustiske og elektriske guitarer en masse, klaver, Hammond- og Lowery-orgel, Fender Rhodes el-klaver, pianette, spinet, harmonium, el-bas, mundharpe, maracas, glockenspiel, trommer, tamburin, conga- og bongotrommer, pianette, violiner, bratscher, kontrabas, celloer, harpe, oboer, basuner, klarinetter, saxofoner, trompeter, valdhorn, timpani, tuba, og i den mere eksotiske afdeling: tambura, sitar, dilruba, svarmandal og tablaer plus det løse fra ikke mindst EMI’s lydeffektarkiv, styret og sammensyet med fantasifuld hånd af Paul McCartney med George Martin som både sparringspartner og bagstopper. Dette mindre og mindre umage par udfordrede hele tiden studiets firsporede ydeevne til det yderste og gjorde båndkopiering og overdubs til tidens nye kunstart.
The Beatles’ klangeksperimenter forekommer bare som en udvidelse af det, Brian Wilson året før havde gjort på Pet Sounds, og ligesom på Revolver er der på Sgt. Pepper finurligheder, der er for tidbundne, men dér, hvor musikken holder, er ironisk nok der, hvor den ikke, som på Revolver, bare bliver et ekko af (hippie)tiden, men glider tilbage for at genopdage den corny-gammeldags engelskhed, The Beatles var rundet af.
I stedet for at nedsænke sangene i et syrebad udsætter man dem for music hall og vaudeville på ’With A Little Help From My Friends’ og den two-beat swingende ’When I’m Sixty’ (som også vovede at synge om at blive gammel og sat – i en tid, der tilhørte evig ungdom), koglende markedspladsmiljø på ‘Being For The Benefit Of Mr. Kite’, Lennons glansnummer af en veritabel oplæsning fra en cirkusplakat, og galoperende heste, uortodokse taktskift og lyden af England i går til hans minimale melodi til ’Good Morning Good Morning,’ sat op imod tv-tiden – cornflakes-reklamerne fra Kellog’s startede med de hanegalende ord »good morning good morning.«
SOM ANTYDET er det McCartneys magnus opus som beatle. Hans ’She’s Leaving Home’ er måske ’bare’ en genfremkaldelse af ’Eleanor Rigby’, men lige så sørgmodig-smuk og ordene »fun is the only thing money can’t buy« synges som om Paul (og de andre) efterhånden kender alt til sandheden i den linje. Hans ’Getting Better’ bliver faktisk bedre og bedre med årene. Ikke mindst takket være den dobbelte forsang, de skarpe guitarriffs, Martins klaverspil (direkte på strengene i stedet for tangenterne) og som overalt på pladen McCartneys eget sublimt-melodiske, snurrige basspil – er han verdens bedste rockbassist?
Mens Harrison fortsat prøver at få sin indiske inspiration til at ligne en åbenbaring, men ender i en blindgyde med ’Within You Without You’, minder Lennon sig selv om, at han også er digter (selv om han aldrig kaldte sig det). Det vil sige en sangskriver, der ikke partout skal forstås, men opleves. ’Lucy In The Sky With Diamonds’ er Alice i Eventyrland, set gennem lsd. Barnligt-drilsk, ørehængende poppet som en sang af The Hollies, men med billeder af den slags, der ikke vil udviskes: »newspaper taxis appear on the shore…« Hvad betyder det? Ikke godt at vide og godt, vi ikke ved det. En sang, tilegnet »the girl with kaleidoscope eyes«. Musik, man ikke behøver være høj for at blive høj af.
Akkurat som afslutningsnummeret ’A Day In The Life’, krystalklart sørgmodigt tager Lennon os igennem en dag, hvor små ting bliver store og omvendt og de mest vilkårlige indfald tager sig planlagte ud i etunderstøttes af et crescendo af fuldtonende lyd før de afbrydes af vækkeuret uden at hverdagen holder op med at være en drøm. Det sørger hashrygningen for eller hvordan er det nu det er? Der er skrevet spaltemetre om den sang. Den kan heldigvis ikke analyseres ihjel. Og er den sang, der fortsat giver trumfkortet til de, der mener, at Sgt. Pepper fortjener alle de ordener, der gennem tiden er blevet hængt på ham. »I’d love to turn you on…«
Bonusinfo: Den 29. maj 1967 kunne B.T. berette, at »i slutningen af denne uge kommer The Beatles’ nye LP-plade, ’Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, den hidtil dyreste pigtrådsplade. Den har kostet 300.000 kr.« – svarende til 2,4 mio. nutidskroner. Journalisten tilføjer: »Det har taget seks måneder at indspille pladen, og alene i studiet har The Beatles brugt 673 timer.« Til sammenligning oplyser avisen, at EMI samtidig udsender »den hidtil dyreste danske pigtrådsplade, Red Squares’ ’It’s Happening’. Den har kostet 25.000 kr. at producere.« Og som B.T. anførte: »Flere af numrene er egne kompositioner.«
I disse dage, for 30 år siden, var det umuligt at undgå at høre ‘Ebony and Ivory’, den sang, beregnet for albummet Tug of War, som Paul McCartney endte med at indsynge sammen med Stevie Wonder. Pladen ramte den amerikanske hitlisteførsteplads den 15. maj 1982 og blev der i samfulde syv uger – lige så længe som i sin tid ‘I Want To Hold Your Hand’ og kun to uger færre end ‘Hey Jude’. I England fik sangen kun to uger på toppen. Der var konkurrencen for hård fra navne som Ph.D., Nicole og Adam Ant! En sær tid, hvor Asia var en supergruppe.
‘Ebony and Ivory’ er en af den slags sange, der viser McCartneys sande rodfæstethed i Tin Pan Alley. Melodisk, irriterende ørehængende og skamløst banal, men alligevel med en oprigtighed, som ikke mindst skyldes Stevie Wonder. Jeg kan lide den, men kan sagtens forstå dem, der lider under den.
I et samtidigt tv-interview fortalte McCartney, at han havde fået ideen ved at kigge på klaverets sorte og hvide tangenter: Man kan sagtens nøjes med enten at spille på de sorte eller de hvide, men harmonien opnås først, når man kombinerer. “Det er da en fed analogi,” sagde McCartney, som i sin tid havde hørt Spike Milligan-udsagnet: “Black notes, white notes, and you need to play the two to make harmony, folks!”
Ni år tidligere havde McCartney sendt Stevie Wonder en hilsen, da han øverst i venstre hjørne af bagsidecoveret til Red Rose Speedway havde fået trykt ordene “We love you”. I Braille. En kvittering for mange års inspiration, men også for Wonders nylige hit med en op-funket version af ‘We Can Work It Out’. Nu sendte McCartney Wonder et kassettebånd – det var dengang – og spurgte om, ikke han kunne se ideen. Det kunne han.
Sangen blev indspillet på den vestindiske ø, Montserrat, hos George Martin. Wonder lagde trommegrundsporet og erstattede dermed et nymodens Linn-track, McCartney, selv en mere end habil trommeslager, betjente bassen. Der blev naturligvis også lavet en nu berømt video (som er spærret for danske YouTube-seere), men her blev der snydt lidt. Det ser ud, som om de to sidder ved klaveret sammen. Det gør de ikke. Moderne klippeteknik havde holdt sit indtog.
‘Ebony and Ivory’ har siden været selvskreven på mangen en hadeliste over de værste duetter. I Sydafrika hadede apartheidstyret den så meget, at den i en periode blev sortlistet.
I 2010, da Paul McCartney fik Gershwin-prisen, sang han og Wonder sangen for Barack Obama og frue og de allernærmeste i Det Hvide Hus (som dog ikke havde taget navneforandring i dagens anledning).
Som man har kunnet læse bl.a. her på bloggen, var et af mange højdepunkter ved Vega-koncerten med Tim Christensen og The Damn Crystals den kærlige kopi af ‘Band on the run’. Øjeblikket blev ikke mindre af, at Tim annoncerede, at han, bistået af bandet og åndsfællen Mike Viola, fejrer Paul McCartneys 70 års dag 18. juni med en koncert samme sted.
Nu løftes sløret for noget af aftenens indhold. Koncertens første sæt bliver en total gennemspilning af McCartney-albummet Ram. Det er fra 1971. Ret beset er det ikke et Paul McCartney-album, men et Paul & Linda McCartney-album. Ikke umodigt gjort af en mand, der ikke havde overbevist hverken presse eller publikum med sin solodebut året før.
Sangene på Ram er, hvad der kom ud af at gå i hi i skotske Mull of Kintyre. Pladen er indspillet i New York, udløste hits som ‘Uncle Albert/Admiral Halsey’, og en sang som ‘Dear Boy’ fik Lennons pis og småparanoide forfængelighed så meget i kog, at han senere skrev vitriol på vers i sangen ‘How Do You Sleep’. Nok så vigtigt for McCartneys solokarriere tændte Ram lysene på startbanen for Wings.
Tim Christensen hørte pladen første gang, da han var ti år, og som han siger: “Ram er ikke alene mit favorit McCartney soloalbum. Det er mit favorit soloalbum fra alle fire Beatler. Albummet vrimler langt fra med hits – og er ikke det lettest tilgængelige McCartney-udspil. Til gengæld er det en Paul, som virker usædvanligt inspireret. Frustrationen over bruddet med The Beatles er tydelig og bliver brugt flittigt i mange af sangene, enten som vrede eller som længsel, og det klæder ham og dette helstøbte album utroligt godt.”
Med ved koncerten er også den amerikanske sanger Tracy Bonham, og i andet sæt spiller holdet personlige favoritter fra McCartneys solokatalog.
Jeg er ikke enig i hans vurdering af Ram, men mon ikke Tim C. & co. vil gøre deres bedste for at overbevise mig om, at jeg har taget fejl alle disse år…
Lad mig starte med konklusionen: Der var ikke så få øjeblikke under gårsdagens koncert i Vega, hvor Tim Christensen og The Damn Crystals lød som det bedste rockband, Deres udsendte nogensinde har hørt. Resten af tiden lød de ‘bare’ som det mest komplette. Det var en aften til gemmebogen. Alt sad i skabet, og selv de passager, hvor Tim Christensen tillod sig en klædelig sårbarhed, virkede aldeles overvældende i al deres nøgne gavmildhed.
Alene bandets frontlinje er respektindgydende. Kapelmesterens kvaliteter og kapacitet som en i virkeligheden ret uortodoks leadguitarist er velbeskrevne, men med Lars Skjærbæks intrikate fusion af rytme- og leadguitar samt Søren Michael Kochs ordførende og både brutale og blide Rickenbacker-bas trækkes der ikke så store veksler på ham. Resultatet er, at hans solospil kommer som flænsende og rensende udbrud i en musik, der altid har formet sig som det mest melodiske stykke sorgarbejde i ikke alene dansk rock.
Bag de tre gør Christoffer Møllers keyboards sig uundværlige ved at kunne noget af det sværeste og mest undervurderede – at kende sin plads og funktion, og i Jesper Lind har bandet måske ikke den mest letfodede – til gengæld er hans stortromme livsfarlig og kun få kan accelerere med den kraft i et lilletromme-roll.
Det forbløffende ved musikken er, at dens sværhedsgrad i virkeligheden slet ikke er egnet til vore dages koncertgængeradfærd, hvor man ikke så meget kommer for at høre musik, men sig selv og hinanden. Som en skriver i dag på solistens Facebook-væg: “…damn you, djævleyngel, der møder op for at ævle med veninderne!” På den led er Tim Christensen en gammeldags performer, der tror på, at alene det at investere sig selv, kan få folk til at glemme deres iPhone for en stund. Og det gjorde de faktisk. Omsider.
Der er til en Tim Christensen-koncert både noget til de rockhistorisk bevidste og til Nikolaj & Julie-generationen. Hverken luftguitarister eller kærestepar går forgæves her. Og det hele serveres med en selvfølge, der aldrig bliver til pralerøvsselvbevidsthed. Okay, de kan attituderne i det band, men legesygen får så hatten passer. Og så kan de faktisk gøre selv de quasi-symfoniske, tempo- og temperaturskiftende dele af musikken spiselige for denne anmelder, fordi de eksekveres, så eksercits og løssluppenhed forenes i det samme blitzhvide, selvforglemmende øjeblik. Med andre ord: Fordi det er svært at spille, behøver det ikke lyde svært. Læg dertil at melodien aldrig forrådes.
I et smukt og bevægende mellemspil med netop et par af de store ballader inviterede Tim Christensen salen til at gøre sig til en del af noget større. Ingen afslog den invitation. Fællessangen var milevidt fra det fadølsbøvede. Publikum tog faktisk versene ud af munden på sangeren, som ellers har en af de sjældne stemmer, der ikke bare kan holde en tone til den tårebristende grænse, men føre den videre til forløsning og fortrøstning. Han kan både skrige og ikke mindste hviske i vilden sky.
Tim C. kan simpelthen bare synge, så Paul McCartney bør være beæret over at blive nævnt som et forbillede. Og musikkens indbyggede Beatles-bagtæppe blafrede smukt, foldet ud af især Søren Michael Kochs ‘I Saw Her Standing There’-harmonier.
Det var en af de aftener, hvor man på vej hjem var dybt taknemmelig over, at The Beatles aldrig blev indkaldt til militæret og glædede sig over, at Led Zeppelin ikke blev ved med at spille Yardbirds-numre.
Mod slutningen af koncerten gav bandet en lidt løs, men meget legesyg udgave af ‘Band On The Run.’ De kan bare understå sig i at løbe for langt væk.
Tim Christensen & The Damn Crystals, Vega, København fredag. Turneen fortsætter. Se hvor her.
The Damn Crystals Jump The Gun Far Beyond Driven Superior Time Is The Space Between Us Isolation Here I Come Secrets On Parade Wiser Never Be One Until We Are Two How Far You Go King’s Garden
Happy Ever After Surprise MeGet The Fuck Out Of My Mind Screaming At The Top Of My Lungs/Whispering At The Top Of My Lungs
Band On The Run (sammen med Mike Viola) Love’s Is A Loser’s Game
Man behøver bare høre de første strofer af Paul McCartneys nye album, Kisses on the bottom, for at blive bragt tilbage til Forthlin Road i Liverpool, hvor Paul og Mikes udearbejdende alenefar, Jim, after hours satte sig ved klaveret i den diminutive, gasfyrsopvarmede dagligstue og diverterede med melodier fra sin tid som swingmusiker.
For Paul McCartney og hans generation betyder ‘It’s Only A Paper Moon’ og ‘The Glory of Love’ lige så meget som ‘Long Tall Sally’ og ‘Hound Dog’. Og sangene giver lige meget genlyd over alt i Beatles-kataloget.
Paul var ikke den første, der fik den ide at gå på genopdagelse i Hotel Evergreen og dets filial Heartbreak Hotel. Ringos første udspil i eget navn var såmænd Sentimental Journey, udsendt i 1970 midt i Beatles-sammenbruddet. Og en af de sange, han valgte, ‘Bye Bye Blackbird’, har McCartney også udset sig. Uden sammenligning i øvrigt.
Med sig i studiet har McCartney haft pianisten Diana Krall, hendes producer Tommy LiPuma og hendes musikere, bl.a. den elegante guitarist John Pizzarelli og den omsorgsfulde, nærmest melodisk kærtegnende bassist Robert Hurst. Det er folk, der kan deres kram. Ja, det er vel nærmest jazz uden at det skal lyde som en advarsel. Gæster som Eric Clapton og Stevie Wonder mindsker ikke kvalitetsniveauet. Der er tale om udsøgt musiceren.
McCartney har fortalt, at han længe havde gået med ideen, men blev slået en smule ud af kurs, da Rod Stewarts American Songbook-serie kom i vej. Hvor Stewart ikke i sine fortolkninger lægger skjul på, at han netop er Rod Stewart, stiller McCartney sin stemme til rådighed for sangene og for traditionen. Det er til tider så tilbagelænet, at det er ved at falde bagover, men også afleveret med stor kærlighed og ydmyghed. Et con amore-arbejde i bogstaveligste forstand. Som han dog kan synge de sange hjem! Ubesværet, uden den hang til sentimentalitet, han så tit har givet efter for, og med en intimitet, der forstærkes af en optageteknik, der kun kan karakteriseres som hudnær.
Okay, en sang som Andrew Sisters’ ‘Ac-Cent-Tchu-Ate The Positive’ er og bliver fjollet, og ‘My Very Good Friend The Milkman’ er og bliver en bagatel, som også Clapton forsøgte at løfte til noget større på sit seneste album, men Irving Berlins ‘Always’ synger McCartney, som om han har skrevet den.
Albummets højdepunkt er ‘My Valentine’, en nyskreven McCartney-sang, i Sinatras cigaretrygende, fortællesyngende stil. En af McCartneys store kærlighedsoder folder sig her ud, så det bliver til en film om naivitetens styrke og forelskelsens vingefang. Clapton og London-symfonikerne lyder, som om de også har prøvet det der med at møde en ny kærlighed så omvæltende, som er det den sidste. Det er gåsehudsfremkaldende rørende.
Jeg har noteret mig, at alderskortet af flere lokale anmeldere er blevet kylet flittigt og forudsigeligt i bordet. Ord som ‘morfar’ og ‘sutsko’ har ikke været ment som en ros. I mine aldersstegne ører er det at misforstå pladen og sangerens intentioner. Og jeg tror, McCartney er ligeglad.
Kisses on the bottom er et udvalg af evergreens, der sagtens selv kan ende med at blive en evergreen.
Paul McCartney: Kisses on the bottom. Producer: Tommy LiPuma. MPL/Universal. Deluxe-versionen.
I morgen er det præcis 50 år siden The Beach Boys første gang optrådte under det navn. Det foregik ved The Richie Valens Memorial Concert i Long Beach Municipial Auditorium i det Californien, de om nogen satte i musik. Før det havde de kaldt sig The Pendletones og Carl & The Passions. Hvorfor ikke benytte mærkedagen til et genhør med deres ultimative album?
Konkurrence er kunstens afrodisiakum. Det fremelsker det bedste hos de bedste og gør de gode endnu bedre. Således også Brian Wilson, Beach Boys-lederen med det svære sind. I slutningen af 1965 sad han sammen med nogle venner og fyrede en fed til det netop udkomne Beatles-album Rubber Soul.
Da han havde hørt det en gang, hørte han det igen. Og igen. Og den eneste måde at komme over det på var at lave en plade, der, ligesom Rubber Soul, brugte mediet fuldt ud. Hang sammen med andre ord, som andet end en samling singleplader. Beach Boys’ seneste udgivelse var Beach Boys Party! som netop var det: En spontan, live-indspillet dagligstueafslappet sag, som havde skaffet bandet endnu et hit i ‘Barbara Ann’. Unplugged og lo-fi før det hed det.
Intet kunne være mere forskelligt fra det, Brian Wilson havde i tankerne – en plade, nej, et stykke sammenhængende musik, som skulle lovsynge kærligheden og forelskelsen. Skrevet af en efterhånden nogenlunde voksen mand, men med teenagerens troskyldige renhjertethed. Så far sendte børnene væk i nogle måneder, og mens resten af Beach Boys turnerede i Det fjerne Østen begravede Brian Wilson sig i pladestudiet, det eneste sted denne sammensatte, skrøbelige personlighed virkelig følte sig fri.
Resultatet, Pet Sounds, er for længst blevet kanoniseret og anbragt på piedestal i rockens pantheon. Ja, det har fået en status, så man i perioder har kunnet markere sin modernitet ved at erklære pladen for alt for overvurderet. Til den påstand er bare at sige: I 1997 udkom et bokssæt udelukkende viet til tilblivelsen af Pet Sounds. En af cd’erne rummer alle vokalspor, uden instrumentering. Det er sådan, det må lyde i himlen!
På Pet Sounds forener Brian Wilson barbershop-tradition, Tin Pan Alley-pop, filmmusik, easy listening, inspirationen fra The Beatles og hans eget talent for at få tre minutter til at vare en evighed.
Temaerne er banale og sande. Utroskab, forelskelse, usikkerhed, tab, savn og en længsel, der næsten lyder, som om den er bedre end fuldbyrdelsen. Melodierne er elegante, men åbne og nøgne. Det er en grundlæggende melankolsk plade med højdepunkter i sange som ’Don’t Talk’, den mageløse melodi ’Caroline No’, rockens svar på Salomos højsang – ’God Only Knows’ og den semireligiøse (selv)erkendelseshymne ’I Know There’s An Answer’ med de sigende linjer: »I know there’s an answer/ I know now/but I have to find it in myself …«
Teksterne er for størstedelens vedkommende skrevet af reklametekstforfatteren Tony Asher. Og læst er de ikke stor poesi, men de synges, så de bliver det.
Der er en indlevelse i denne musik, som er ekstra bemærkelsesværdig, fordi resten af bandet først fik adgang til sangene og mikrofonerne, da Brian Wilson var færdig med at indspille instrumentalsporene.
Pet Sounds er også Brian Wilsons måde at menneskeliggøre Phil Spectors indspilningsmetoder på. Spectors legendariske og forkætrede Wall of Sound gjorde Wilson mindre monumental. Han brugte i vid og rig udstrækning Spectors metode med f.eks. at lade guitar og piano spille præcis det samme eller lægge to eller tre basguitarer oven i hinanden, men musikken kom til at ånde, og der er noget kammermusikalsk over store stræk af pladen, som blev indspillet live i studiet i modsætning til tidens trend med at indspille instrument for instrument. Uden nodestativ og -stivhed.
Pet Sounds blev ingen succes, da den udkom. Faktisk mest det modsatte. Otte uger efter udsendelsen sendte pladeselskabet derfor en greatest hits-samling på gaden. Den solgte til en guldplade med det samme! Imens sad Paul McCartney ovre i England og hørte Pet Sounds, mens han rev sig i håret og tænkte over, hvordan han og The Beatles kunne overgå Brian Wilson.
De forsøgte sig året efter med Sgt. Pepper …
Illustration: Et outtake fra fotosessionen i San Diego Zoo til forsiden af albummet. Foto: George Jerman
I morgen kunne Charles Hardin Holley have fejret sin 75 års dag, men der kom en inkompetent pilot i vejen:
DET VAR pissehamrende koldt. Turnébussen var allerede brudt sammen et par gange, og varmeanlægget var kaput, så popstjernerne frøs, iført flere lag tøj.
Der lugtede af zoologisk have i turbussen, døgngammel sved, uvasket tøj og hår, der sad i kager af frossen brylcreme, som lige så stille smeltede ned ad de crew-cuttede nakker, når man kom indendørs.
Jo, The Winter Dance Party arbejdede sig fra det ene job til det næste i det amerikanske midtvesten.
Vi taler om provins her, verdens røvhul, som pludselig var verdens navle, takket være radioen, som sendte blufærdighedskrænkende rock ‘n’ roll lige ind i hjertet af et koldkrigs-Amerika, hvor petting var politisk korrekt, og oprør var noget, indianerne bittert havde fortrudt, de gjorde i forrige århundrede.
Efter koncerten i Clear Lake i det nordlige Iowa syntes Buddy Holly, han ville vise, hvem der var den sande stjerne på turneen, som også talte de kommende stjerner Ritchie Valens, novelty-døgnfluen The Big Bopper alias Texas-discjockey’en J.P. Richardson samt Dion og hans doowop-backingband The Belmonts, hvis bassanger Carlo Mastrangelo den aften sad ind som trommeslager for Hollys Charles Bunch, som havde fået frost i fødderne.
Kamp om sæderne
Holly havde, som frontfigur i The Crickets, allerede hittet året før med sangene “That’ll Be The Day”, “Peggy Sue” og “Oh, Boy” – på begge sider af Atlanten, og dette var hans første tur som egentlig solist, så selv derude hvor kragerne vender, var der lidt verdensmand over at love bandet at hyre et fly, så man kunne nå at komme til Moorhead, Minnesota og dér få vasket tøj og hår før aftenens job. Formedelst 36 dollar pr. sæde lejede Holly et lille 4-sædet Beechcraft Bonanza.
The Big Bopper hostede og harkede sig til at overtage det sæde, der egentlig var tiltænkt Hollys bassist, den senere country-stjerne Waylon Jennings, som endte med at blive i bandbussen. Det samme gjorde Dion. Valens prøvede at bosse sig til at komme op at flyve i stedet for Hollys guitarist Tommy Allsup. De endte med at slå plat og krone. Valens vandt. Eller hvordan man nu skal udtrykke det.
Få minutter efter at være lettet fra Mason City i et begyndende uvejr med dalende sigtbarhed mistede man ved halvto-tiden kontakten med piloten, som af bar benovelse over at have popstjerner som passagerer, havde glemt at fortælle, at han ikke havde licens til blindflyvning.
Maskinen blev fundet kvast i en majsmark næste morgen, den 3. januar, 1959, “the day the music died”, som Don McLean senere udødeliggjorde begivenheden i sit 1972-hit ‘American Pie’.
Buddy Holly nåede ikke at blive 23. Han var, med bitter ironi, kun på Winter Dance Party-turneen, fordi han trængte til pengene midt i et kontraktligt slagsmål efter et brud med Norman Petty – produceren, der var med til at forvandle Holly fra en country & western-sanger som alle andre til en af dem, der tydeligst var med til at udstikke rammerne og kursen for fremtidens rock ‘n’ roll.
Naboens kiksede søn
Buddy Holly var den, han lignede. Naboens lidt kiksede nørd af en søn med hinkestenstunge sygekassebriller, som endte med at blive hans varemærke. Der eksisterer kun meget få filmstrimler af ham som performer, men han var paradoksalt nok en frenetisk raver, der hængte genertheden fra sig på en knage i omklædningsrummet, inden han entrede scenen.
Myten om Holly ligner ingen andre rockmyter. Han døde så tidligt, at han ikke nåede at få nogen historie. Han levede ikke et udsvævende hedonistisk liv, han stak sig ikke i armen og han drak og teede sig ikke som et præmiesvin.
Hans opvækst som Charles Hardin Holley i (Janis Joplins fødeby) Lubbock, Texas var usensationel og total gennemsnitlig. Hans vej til hitlistetoppen var helt traditionel fra lokalt og regionalt slid til det pludselige nationale gennembrud. Og Holly kan kun med mobilisering af optimal overfortolkning tolkes som symbol på noget som helst.
Lethedens energi
Han var ikke forældreudfordrende som sin jævnaldrende inspirationskilde Elvis Presley, der alene via sit kropssprog legemliggjorde muligheden af at træde i karakter med en kødelighed, som var demoraliserende i et USA, hvor knæene var samlet og hænderne lå artigt over dynen. Eller som forfatteren og kritikeren Hans-Jørgen Nielsen skrev her i Information i december 1969: “Hollys musik … bygger ikke på nogen stedfortrædende virilitet og individualisme … her er ingen presleysk bastanthed, ingen postuleret maskulinitet, men derimod samme særlige lethedens energi som i tidlige forelskelser …”
Myten om Buddy Holly er ingen myte i den forstand, at den ‘kun’ grunder sig på mandens sange, men hvilke … En sand kongerække af kompositioner: ‘Rave On’, ‘True Love Ways’, ‘Words Of Love’, ‘Not Fade Away’, ‘Everyday’, ‘Wishing’, ‘Crying, Waiting, Hoping’ … et aldrig gulnende stikordsregister til virkelige og indbildte stævnemøder, sange, der besidder en næsten barnligt-enfoldig melodisk oprindelighed, og forener rytmeopfattelsen hos sorte kunstnere som Bo Diddley med den specielle urform af country, som Bob Wills & His Texas Playboys under navnet western swing gjorde populær i 30’erne og 40’erne.
At nøjes med at kalde det rockabilly ville være en utidig og usaglig forkortelse.
I dag ejes det meste af Holly-kataloget af Paul McCartney. Meget passende eftersom The Beatles ville have været utænkelige uden inspirationen fra især Hollys ballader.
I det hele taget blev den britiske bølge i 60’erne sat igang af to amerikanere, to modsætninger, Buddy Holly og Chuck Berry. Hvad den ene havde i hovedet, havde den anden i benene.
Berrys rullende mundrappe rock ryddede hæmningerne af vejen og gjorde enhver i stand til at indtage og eje et dansegulv – om ikke andet så i fantasien. Holly skrev sange for bænkevarmeren i os alle, og sang dem med en skrøbelig, lidt kejtet, næsten kvindagtig stemme, der gik ubesværet i falset og som særligt kendetegn havde en rendyrket ‘hikkende’ effekt, der var med til at give sangene en særlig sårbarhed. Når han da ikke lyder så kluntet-eksalteret som en teenager, der får for tidlig sædafgang – hør en sang som ‘Oh, Boy’, og gæt, hvad den handler om.
Poppioner
Og så var Buddy Holly derudover en popteknologisk pionér, der som den første brugte ekkomaskinen som kunstnerisk raffinement, sang dobbelt med sig, introducerede Fender-elguitaren i popsammenhæng og arbejdede energisk og eksemplarisk med trio-formens muligheder. Især indspilningerne med The Crickets blev en slags blueprint for de talløse bands, der med afsæt i hans sange om forelskelse, forsmåelse og forhåbning selv fandt ind til deres eget udtryk. Fordi det banale bliver ophøjet til det basale i alle Hollys sange.
Den dag i dag er Buddy Hollys sangkatalog det oftest kopierede. Og det er med Holly som med ægte arvesølv:
Jo mere man pudser det, jo mere skinner det.
Hele to tributeplader markerer dagen. Bedst er dog mandens eget oeuvre, som fås i diverse aftapninger. Ofte til en lavpris, der nærmest er en fornærmelse mod musikken.
For mange lukkedes døren til 60’erne endegyldigt, da Paul McCartney, iført habit og vildmandsfuldskæg, med fruen under armen forlod London High Court på The Strand den 31. december 1970. Han havde udtaget stævning mod sine gamle legekammerater. McCartney ønskede at få opløst samarbejdet i The Beatles & Co., holdingselskabet, som kontrollerede en forretning, der forekom i ukontrollabelt frit fald.
Besøget i landsretten var kulminationen på en gordisk knudret konflikt i Beatles-lejren det meste af det forår. Med den anløbne manager Allen Klein som omdrejningspunkt handlede den dybest set om tærende metaltræthed i en gruppe, der var ved vejs ende. Og havde vidst det længe, men havde prøvet at udskyde det.
Hele den historie aktualiseres igen af, at manden, de beskyldte for at opløse The Beatles, i denne uge genudsender sit debutalbum fra foråret 1970. I samme ombæring genudgives hans andet af slagsen. Det kom i 1980, og indvarslede også en ny æra, omend ikke slet så dramatisk. Det mellemliggende tiår brugte McCartney på at komme ud af skyggen fra John Lennon.
Først skulle han dog genfinde sig selv. Det havde Lennon været i gang med længe. Også han med en ny kvinde ved sin side. Yoko Ono blev udsat for den samme latterliggørelse som skulle blive Linda Eastman til del. John var lige så træt af The Beatles som han var af Paul, der med øretæveindbydende iver havde gjort indspilningen af Abbey Road til en kortvarig succesoplevelse. I september 1969, netop som man havde underskrevet ny pladekontrakt, ville Lennon forlade bandet. De andre overtalte ham til at blive lidt endnu.
Sov for lidt og drak for tæt
McCartney begyndte derpå at boykotte de mange forretningsmøder i Beatles-koncernen. I stedet helligede han sig sin nystiftede familie. Og begyndte at skrive nye sange, mens han drak for meget, sov for lidt og var tæt på et nervesammenbrud.
En del af sangene blev til på hans skotske ødegård, og det meste blev indspillet hjemme i London-forstaden St. Johns Wood på en firespors båndoptager. Resten af sangene blev bl.a. færdigindspillet i Abbey Road. Her lejede McCartney sig ind under navnet Bill Martin. I Studio 2 puslede han med sin nye musik, mens excentrikeren Phil Spector uden McCartneys vidende remixede de bånd, der skulle blive til Beatles’ svanesang, Let it be. Det foregik faktisk i samme bygning, men i Studio 1. Der udstyredes en McCartney-melodi som ‘The Long and Winding Road’ med strygere. En behandling, McCartney senere kaldte en vandalisering. Nok mest fordi han blev holdt udenfor.
Magtkamp mellem venner
Det sørgede han også for, at de andre beatler blev i forhold til hans soloprojekt, indtil en udgivelsesdato figurerede i et internt memo. Så brød helvede og en veritabel magtkamp løs.
Pladen, som bare hed McCartney, ville kollidere med Let It Be. De tre andre bad ham så mindeligt om ikke at tage dette personligt, men ingen ville jo have gavn af, at to så store udgivelser kom oveni hinanden, vel? Gruppens mediator, Ringo Starr, blev sendt hen for at tale sin ven til fornuft, men blev under en byge af forbandelser bedt om at forføje sig. Så trak Lennon og Harrison deres sidste kort: Udgivelsen af Let It Be kunne alligevel nok godt flyttes, men kun hvis McCartney godkendte de andres valg af Klein som bestyrer af Beatles-imperiet. Det var højt spil og de tabte.
Den 10. april 1970 fortalte Daily Mirror på forsiden, at »Paul is quitting The Beatles«. Avisen havde fået fat i det fingerede interview, en pr-medarbejder havde overtalt McCartney til at vedlægge anmeldereksemplarerne. Avisen lagde to og to sammen og pludselig gav det ikke Fab Four.
Nr. 27 i rækken af spørgsmål lød nemlig: »Har du planer om et nyt album eller en ny single med The Beatles?« Svaret var: »Nej.« Og bruddet med The Beatles skyldtes ifølge udbryderen: »Personlige uoverensstemmelser, forretningsuoverensstemmelser, musikalske uoverensstemmelser, men mest fordi jeg kan bruge tiden bedre med min familie.« Til slut udtalte den da 27-årige McCartney: »My only plan is to grow up.«
Spørgsmål om frihed
Lennon følte sig underløbet. Det var jo hans ide, det der med at forlade The Beatles. Og han kunne ikke få skødesløsheden på Pauls soloplade til at harmonere med det fluekneppende pedanteri, han senest havde oplevet, da Paul drev alle til vanvid for at få den simple ‘Maxwell’s Silver Hammer’ på Abbey Road naglet på plads over hele tre studiedage. Nu lød det nærmest, som om sangene blev til, mens han indspillede dem.
På dvden, der følger med genudgivelsen, fortæller McCartney, at pladen »handlede om frihed.« Han ville »mindes om, hvem vi var og hvorfor vi startede.« På samme måde som han havde fået The Beatles ud af kriser ved at få dem til at genopfinde sig selv. Kodeordene er her Magical Mystery Tour og koncerten på taget.
For McCartney var projektet en »flugt fra berømmelsen. Jeg fandt lykken og holdt fast i den.« Den følelse emmer fra de hjemmevideoer, man kan finde i ekstramaterialet. Her ses ‘Lovely Linda’ med det lækre hår i vinden, hendes datter, Heather, deres nyfødte Mary og dennes fjollerik af en far, løbende sammen med sheepdog’en Martha (my dear) langs stranden, mens fårene ser til oppe fra klitten, stående klar til klipning.
Mange var også klar til at ondulere McCartney. Anti-albummet blev en hitlistetopper, men anmeldere fandt i pladens enfoldighed ny næring til stigmatiseringen af Paul som poppedrengen, der ikke kan få nok sukker, i modsætning til John, der jo var en intellektuel provokatør, ikke?
John eller Paul?
Han var i hvert fald rigtig god til at markedsføre sin personlige tvivl som samfundsengagement. Han og Yoko manede til fred i femstjernede hotelsuiter, når de da ikke legede våbenløse byguerillaer i weekenderne. Eller kæmpede med Johns heroinmisbrug. Men når talen falder på, hvem der var blød og hvem der havde kant, er det altid værd at minde om, at det var Paul, der sang ‘Long Tall Sally’ og ‘Helter Skelter’. End of discussion – i hvert fald i min bog.
I de kredse, denne skribent kom i, hørte vi ikke McCartney. Den var jo ikke politisk, og det skulle man dengang hedde Dylan for at slippe af sted med ikke at være. Pladen var snarere økologisk. Genhørt er den stadig ikke et mesterværk, dertil er den for flagrende og med for meget fyld, men den kommer igennem som et dybt personligt projekt. Og er som sådan lige så intens som de selvransagende sange, Lennon skulle præsentere få uger før McCartney forlod landsretten. Paul er bare et andet menneske end John, men sange som ‘Every Night’, genistregen ‘Junk’ samt ikke mindst ‘Maybe I’m Amazed’ med linjer som »Maybe I’m a man and maybe I’m a lonely man/Who’s in the middle of something/That he doesn’t really understand/Maybe I’m a man and maybe you’re the only woman/Who could ever help me/Baby, won’t you help me understand…« synges med mindst lige så sitrende en nerve som nogen sang af Lennon. Begge var de på vej fra krise til forløsning.
I august 1971 sendte Paul et brev til The Beatles’ fanklub. »Tiden er,« skrev han, »kommet til at trække mig fra The Beatles Fan Club … nu er jeg ikke længere en beatle, and want to get back to where I once belonged – leve mit eget liv, have min egen familie, mit privatliv og komme videre med min musik. Tak for alt …«
Langsom start for Wings
Vejen videre frem gik via Wings, som mest var en trio, bestående af ham selv, Denny Laine og Linda. Da det første album, Wild life, kom i 1973, spurgte Rolling Stones anmelder, om musikken skulle lyde så »bevidst second hand«.
Ja, på en måde. McCartney ville nemlig starte forfra. Wings foretog i efteråret 1971 under radarhøjde en turne til de britiske universiteter. Turbussen med kærester, koner, roadier og børn, bl.a. den nyfødte Stella McCartney, ankom, man spurgte studenterrådet, om man kunne spille på døren. Ingen forhåndsannoncering og ingen Beatles-numre. Men en direkte kontakt til publikum, som nådesløs. Et sted virkede Pauls mikrofon ikke. Det undskyldte han. Nede fra mørket lød det straks: »Hvad så med at give den til din kone?«
Vi vænnede os vist til Linda. Da Wings først var i luften, kunne hun jo dårligt komme af.
Året efter bød på to sange, der viste, at man ikke skulle tage McCartney for givet. Hans ‘Give Ireland Back To The Irish’ var i Lennons propagandistiske ånd og lød troværdig. Det samme gjorde hans børnesang ‘Mary Had A Little Lamb’. Og ‘Mull of Kintyre’ blev i 1977 et af de mest irriterende og insisterende hits. Ni uger på hitlistetoppen og over to millioner solgte singler. Og mens Lennon tullede retningsløst rundt, havde McCartney på Band on the run fået høj sværhedsgrad til at rime på umiddelbarhed i noget, der vel nærmest er koncept-pop.
Efter syv studiealbum nødlandede Wings, da enhver svigermors drøm i januar 1980 blev taget i lufthavnen i Tokyo med 229 gram hash.
Kindkysser med Yoko
McCartney blev fængslet og siden udvist. Hjemme igen fandt han sig selv i samme situation som i 1969-70. Året før det, han har kaldt sin japanske ferie, havde han lagt nogle nye sange til side. Nu tog han dem med i studiet. Albummet McCartney II blev hans måde at sige goddag til 80’erne på. Det har bedre sange end hans solodebut – ‘Waterfalls’ er og bliver en af hans mest umiddelbare ballader og han har trods alt begået en del – men som helhed har musikken ikke samme upolerede charme.
Syv måneder senere, i december 1980, blev John Lennon skudt fire gange i ryggen af en sindsforvirret fan. Og McCartney kom igen bagud på point i kappestriden om, hvis ægthed, der er størst. En kamp, der raser med uformindsket uforsonlighed på nettet, men som han for længst har meldt sig ud af.
I dag fremstår han som en af rockens rigeste, mest koncertvitale ældre statsmænd, han kindkysser med Yoko Ono, og virker ikke længere så opsat på bevise sit værd.
Han besvarer nu om dage ofte kritikken af sin påståede rundhed med refrænet fra den 1976-sang, der er det tætteste, denne umissionerende musiker kommer en trosbekendelse:
You’d think that people would have had enough of silly love songs but I look around me and I see it isn’t so some people wanna fill the world with silly love songs and what’s wrong with that?
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
