McCartney får digital makeover

1 Comment

På næste mandag udsendes Paul McCartneys to første soloplader i deluxeudstyr, gearet til de mange af hans fans, der har råd til at købe sig en opdatering af minderne.

I den anledning har formanden for den danske Beatles-fanklub, Arno Guzek, opsummeret planerne for McCartneys ambitiøse genudgivelsesprogram.

Ud over de to nævnte plader og Band On The Run, som genudkom fornylig, er følgende plader igang med at blive udvidet og forbedret. Til benefice for os og i hvert fald for Paul McCartney:

Ram 3 cds 1 dvd
Venus & Mars 2 cds 1 dvd
Speed Of Sound 2 cds 1 dvd
Wings Over America 2 cds 2 dvds
Linda McCartney: Wide Prairie 2 cds 2 dvds
Wild Life 2 cds 2 dvds
Red Rose Speedway 2 cds 2 dvds
London Town 2 cds 1 dvd
Back to the egg 2 cds 1 dvd (probably the Back To The Egg TV Special)
Wings Live 1979 (NEW TITLE) 2 cds 1 dvd (Probably Glasgow audio and Hammersmith DVD)
Tug Of War 2 cds 1 dvd
Pipes Of Peace 2 cds 1 dvd
Give my regards to Broad Street 3 cds 2 dvd
Press To Play 4 cds 1 dvd
Choba B CCCP + Prince’s Trust Birthday Party 2 cds 1 dvd
McGear / Holly Days / Whippets / Country Hams and Surprises 4 cds
Flowers In The Dirt 3 cds 1 dvd
Tripping The Live Fantastic 3 cds 2 dvds
Unplugged 2 cds 1 dvd
Off The Ground 3 cds 2 dvds
Paul Is Live 2 cds 2 dvds
The Fireman Vol 1 & 2, 3 cds 1 dvd
Oobu Joobu , liverpool collage, Daumier’s Law and crazy stuff 3 cds 1 dvd
Flaming Pie 2 cds 2 dvds
Run Devil Run 2 cds 1 dvd
Driving Rain 2 cds 1 dvd
Back In The US / World 3 cds 1 dvd
Chaos & Creation in The Back Yard 2 cds 2 dvds
Memory Almost Full 2 cds 1 dvd
Electric Arguments 3 cds 1 dvd ( reissue )
Liverpool Oratorio 3 cds 2 dvds
Standing Stone 3 cds 2 dvds
Working Classical/A Leaf 2 cds 1 dvd
Ecce Cor Meum 2 cds 1 dvd
The Studio Outtakes (NEW TITLE) 1970 / 1989 4 cds
The Studio Outtakes (NEW TITLE) 1990 / 2014 4 cds
The Rude Studio Recordings (NEW TITLE) 1970 / 1997 4 cds
The Demos (NEW TITLE) 1960 1979 4 cds
The Demos (NEW TITLE) 1980 2016 4 cds

Ikke alle genudgivelser forekommer lige nødvendige, men som Guzek skriver i sit medlemsbrev: “Velbekomme. 25.000 kr eller noget i den stil ud ad lommen. Tegner til at blive helt forrygende.”

PR-foto

Readmore  

Billy Joel langt fra kampformen

Kommentarer slået fra

Det er altid et sandhedens øjeblik at gense sine gamle helte i den forfatning, tiden nu engang har bragt dem i. Et af mit livs største koncerter var med Billy Joel i Frankfurt i 1987. Han var på toppen af sin karriere.

Det var han ikke, da han i 2008 var med til at lukke og slukke det Shea Stadium, hvor han i sin tid havde set The Beatles og var blevet overbevist om, hvor hans fremtid lå.

2008-showet var del af en dokumentarfilm sidste år, og nu er det del af cd/dvd’en Live At Shea Stadion.

Joel er storsvedende fra første takt og virker langt fra kampformen. Han har problemer med at bevæge sig, men kan stadig storspille klaver med sine i v irkeligheden alt for små buttede fingre. Til gengæld har han ikke vejr til at synge sine bedste sange. Derfor er der kun medtaget et nummer fra Innocent Man. Og ingen ‘Just The Way You Are’. Og derfor bliver der ingen nuancer i ‘Scenes From An Italian Restaurant.’

Med til at hylde sig har han som gæster inviteret en række koryfæer, som alle er i langt bedre form end værten. Bortset fra at Tony Bennett oversynger sine vers i ‘New York State Of Mind’, gør han en imponerende figur.

Det samme gør både John Mellemcamp og Roger Daltrey på hhv. ‘Pink Houses’ og ‘My Generation’. Mens de er på, ved Billy Joel ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv. Måske har meningen været, at de skulle have sunget duet. Helt tragikomisk bliver det, da Paul McCartney fornærmende frisk entrer scenen, stjæler den og giver ‘I Saw Her Standing There’ og ‘Let It Be’.

Under afsyngningen af det sidste nummer sidder Joel oppe på pianoet (som han kun med besvær kunne hoppe op på) og virker helt tilovers i sit eget show. Forude venter tilsyneladende forgæves alkoholafvænninger og en vellykket operation, som sidste år gav sangeren nye hofter.

Når alt dette med ikke så lidt sorg er konstateret, skal også med, at hans band er forrygende, anført af saxofonisten Mark Rivera (også med i Frankfurt) og multiinstrumentalisten Crystal Taliefero (som har spillet med ham siden 90′erne efter først at have været hos Mellencamp). Og at stemningen er af den fejrende, selvbekræftende slags, som amerikanerne e-l-s-k-e-r, og som man skal være mere hårdhudet end denne blogger for at modstå.

Alt i alt en udgivelse, som har sine øjeblikke, men hvis berettigelse desværre er lidt svær at forstå, medmindre den er ment som en nekrolog i utide. Og det er den nok ikke…

Billy Joel: Live At Shea Stadium. Sony.

Readmore  

McCartney går til balletten

Kommentarer slået fra

Paul McCartney har prøvet det før, det der med at skrive noget, der ligner klassisk musik. Og han er tilsyneladende ikke blevet skræmt af de lunkne anmeldelser af hans partiturmusik eller hvad man nu skal kalde det, når manden ikke læser noder. I hvert fald kan New York Times i dag offentliggøre, at den estimerede New York City Ballet har bedt McCartney skrive et værk til korpset.

Titlen er Ocean’s Kingdom og New York City Ballets danske balletmester, Peter Martins, skal lave koreografien. Premieren er sat til 22. september i år, men man er allerede så langt, at første akt bliver gennemspillet ved en lukket prøve i morgen, fortæller avisen.

Balletten kommer til at vare en lille time med 40-45 medvirkende.

Paul McCartney kalder ballet for “en romantisk historie” om datteren af havets konge, der bliver forelsket i jordkongens bror. “Det er bedre plot end det lyder,” forsikrer han.

Han tager i øvrigt en mulig kritikernedrakning af den nye ballet med sindsro. Som han siger: “Anmelderne kunne heller ikke lide ‘She Loves You’.”

Foto af Whit Honea

Readmore  

Taylors første bid af æblet

Kommentarer slået fra

I dag er det 40 år siden, hr. og fru Amerika for første gang mødte James Taylor. Det skete i The Johnny Cash Show, sendt prime time på tv-kanalen ABC fra country-templet The Ryman Auditorium i Nashville.

Taylor sang ‘Fire And Rain’, ‘Sweet Baby James’ og ‘Carolina On My Mind’ og sang duet med værten på ‘Oh, Susannah.’

Taylor, som var ved at blive dybt heroinafhængig, var måske ny for mainstreampublikummet, men med sit andet album Sweet Baby James havde han året før vakt opsigt som en singer-songwriter af en egen følsom mildhed. Hans ‘Fire And Rain’ havde hittet og var allerede blevet pensum for alle begynderguitarister.

I virkeligheden var han debuteret uden ståhej i London. På Beatles-selskabet Apple. Debutalbummet, som bare bar hans navn, var produceret af Peter Asher, engang halvdelen af Peter & Gordon og Paul McCartneys næsten-svoger.

Det er sagt, at det var The Beatles, der opdagede ham. Det er en sandhed med modifikationer. Taylor havde spillet i bandet Flying Machine med guitaristen Danny Kootch Kortchmar, som kendte et engelsk band, der engang havde varmet op for Peter & Gordon. Han gav Ashers telefonnummer til Taylor, da denne ville prøve lykken i London efter at Flying Machine-lp’en var floppet i 1966.

James Taylor var del af den brogede boks, som før jul udkom med alle de oprindelige Apple-kunstnere.

Pladen blev indspillet i samme periode, som The Beatles prøvede at undgå at gå i opløsning under indspilningen af The White Album. Paul McCartney spiller smukt broderende bas på dens bedste og kendteste nummer, ‘Carolina On My Mind’, men albummet har meget mere at byde på.

I forhold til Taylors senere album er debut’en næsten overarrangeret med celloer og alskens andet klangligt tidstypisk tøjeri, men det bemærkelsesværdige er, hvor smagfuldt det hele er og hvor godt Taylor synger.

‘Sunshine Sunshine’ og den pizzicato-bårne ‘Taking It In’ er oversete perler i hans sangskat. Det samme er ‘Something In The Way She Moves’ vel næppe, men at genhøre den med spinet-spillet prolog giver den en egen særlig porøs skærhed.

Et skrøbeligt menneske med slidstærke sange havde gjort sin entre og taget sin første bid af æblet.

James Taylor: James Taylor. Producer: Peter Asher. Apple/EMI.

Readmore  

Guzek – Danmarks femte Beatle

Kommentarer slået fra

Arno Guzek er en samlernatur af de sjældne. Civilingeniøren fra Hvidovre har godt nok en mastergrad i teknisk miljøledelse, men for titusinder af musikelskere verden over er navnet ’Guzek’ synonymt med verdensmesteren i viden om og omkring The Beatles.

I morgen fylder han 60.

Han har været Beatles-samler siden 1963. Man må dog tro om, hvis man tror, at den helt almindelige, almennyttige lejlighed, han deler med sin sambo, ligner fordommene om en kaotisk hule for nørder. Systematikken er snorlige på de tæt besatte reoler. Indsamling af Beatles-fakta, -plader og –memorabilia er for seriøs til at blive overladt til rodehoveder.

Al den viden er gennem årene blevet omsat til diskografier, bøger og – på tyvende år – fanklub-bladet Beatles Again. I 1984 skulle Guzek have deltaget i DR’s ’Kvit eller dobbelt’. Han blev, med datidens typiske berøringsangst, diskvalificeret, da der opstod tvivl om, hvorvidt han havde indtægter på sin Beatles-viden. Ja, i musikbranchen mente mange, at man kunne have sparet udgifterne til programmet ved at give Guzek førstepræmien på 48.000 kr. på forhånd. Mindre mistænkeligt blev det heller ikke af, at han vist nok kendte dommerne eller i hvert fald vidste, hvem de var.

Da rygterne om Guzeks Beatles-indtjening og mistanken om aftalt spil viste sig at  være ubegrundede, tog DR ham nemlig til nåde. Han deltog i ‘Kvit eller dobbelt’ året efter. Men selv for specialister kan den berømte klap gå ned. Han fik aldrig overrakt checken af Otto Leisner. Guzek røg på allersidste spørgsmål. Teksten til 1963-debutsinglen for det britiske band, The Fourmost, kunne Guzek ikke identificere.

Titlen vil Arno Guzek aldrig siden glemme. Den var ‘Hello Little Girl’, en af de tidligste Lennon-McCartney-kompositioner.

Siden er der igen og igen blevet sat pris på Guzeks ekspertise. Bl.a. har Paul McCartney brugt ham som konsulent, da Wingspan, cd-antologien med Wings skulle sammensættes. Og i 2003 kvitterede eks-Beatlen for hjælpen ved at invitere Guzek til, eksklusivt i Parken for tomme lægter, at overvære halvanden times intens gennemspilning af repertoiret før den officielle koncert. Guzek havde følge af en anden Beatles-fan, Tim Christensen.

Modsat hvad man måske skulle tro, er Guzek ikke næsegrus religiøs med hensyn til The Beatles. Han kan sagtens anskue beatlerne og deres musik kritisk, men synes alt i alt bare, de er det mest interessante band med en musik, der nægter at dø. Guzek synes, at tiden har givet ham ret.

Til daglig arbejder Arno Guzek med miljøgodkendelse i Affaldssekretariatet i MiljøCenter Roskilde under Miljøstyrelsen. Her har han på det seneste haft travlt med sagen om giftskibet fra Australien. Hans arbejde og hans hobby er selvfølgelig vidt forskellige.

Alligevel hænger det for ham sammen på en eller anden måde. Det handler jo, som han siger, begge steder om vidensformidling.

Yeah, yeah, yeah, let the Guzekmania begin…

Illustration: Privatfoto

Denne omtale kan i kortere form læses i dagens udgave af Politiken.

Readmore  

McCartney hylder Marvin Gaye

1 Comment

Paul McCartney må have prøvet det meste, men han har aldrig spillet på det navnkundige soul-mekka, The Apollo Theatre i Harlem. Indtil i aftes. Da gav han og hans band en over to timer lang koncert i det hus, McCartney kaldte sin ‘hellige gral’.

På repertoiret var store dele af Band on the run, og mere muskuløse udgaver af Maybe I’m Amazed’ og ‘Ob-La-Di, Ob-La-Da’ og, som man kan se på videoklippet, en hyldest til Marvin Gaye i form af ‘Hitch Hike’. Komplet med 60′er gogo-danserinder i modlys. Samt ikke mindst lydproblemer.

De var dog overstået, da McCartney opførte en kombination af ‘A Day In The Life’ og ‘Give Peace A Chance’. Altid mæglingens mand, denne McCartney:-)

I salen sad celebs som Ron Wood, Tony Bennett, skuespilleren Alec Baldwin og komikeren Jerry Seinfield. De kommer nok ikke til at se sig selv på dvd. Koncerten var nemlig sat op som en radiokoncert, der fejrer abonnent nr. 20.000.000 på satellitradiostationen Sirius.

New York Times anmelder koncerten her.

Readmore  

The Beatles fourever & forever

5 Comments

Jeg kan ikke lige huske, hvem der sagde, at man var medlem af The Beatles på livstid. Noget er der om snakken, når man ser stakken af Beatles-relaterede genudgivelser her op til jul. Nu udsendes George Harrisons All Things Must Pass den 26. november som et individuelt nummereret 3LP-sæt. Remastereret efter de orginale analoge mastertapes.

Synes man det er for lidt eller for old school, kan man fra den dag også downloade albummet fra Harrisons site.

Og så nævner vi ikke, at pladen faktisk genudsendtes i 2001 i en glimrende remastering med ekstranumre og hele pivetøjet. Pladeselskaberne lader til at have indregnet Beatles-fans’ korttidshukommelse i deres budget.

Og mens vi er ved det: Hele det massive genudgivelsesprogram i anledning af Lennons 70 års dag ignorerer naturligvis, at pladerne er udkommet før. Også med ekstranumre etc. For slet ikke at nævne den lyseblå og ret formidable Lennon Anthology-boks fra 1998, men det er jo en evighed siden.

Og så skal vi ikke glemme Band on the run, som nu fås i en ny deluxe-genudgivelse. I 1999 forestod Paul McCartney ellers en glimrende jubilæumsudgivelse. Men sådan er der så meget.

I don’t want to spoil the party…

Readmore  

Er Lennon med på en lytter?

2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko  frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks.
gå i Galaksen i Værløse i aften.

Readmore  

Skotsk alsang for Sir Paul

1 Comment

Vores korrespondent i det skotske har lige været i Glasgow. Det var han ikke alene om. 50.000 af de lokale var ikke nærige med hverken fællessang og applaus, da Paul McCartney gav sin første koncert i mere end en snes år i højlandet. Koncerten fandt sted på Hampden Park, skotsk fodbolds højborg, og McCartney fik virkelig The Hampden Roar at mærke.

McCartney sparede selvfølgelig ikke skotterne for ‘The Mull of Kintyre’ med komplet sækkepibeorkester på scenen, men et af de kunstneriske højdepunkter var ‘All My Loving’ og ‘Eleanor Rigby’. Samt en hyldest til både John (‘Here Today’) og George, som ikke kun elskede sitar, men var vild med ukuleler. Derfor spillede McCartney selvfølgelig denne joke af et instrument på sin version af ‘Something’ (som han i øvrigt også gjorde det i sin tid ved mindekoncerten for George). Og altså ‘Hey Jude’.

Konklusionen fra vor udsendte: Han er mesteren (og den største krukke). Det tror vi på, Axel. Men der går som bekendt aldrig skår af en solid krukke…

Readmore  

Det er John t.h. foran Pauls dør

Kommentarer slået fra

IMG_1772

Man bør aldrig blive for skeptisk til at foretage en pilgrimsrejse, ja, det kan gøre een helt troende igen. Sådan var det, da jeg for små tyve år siden gæstede Graceland og endte med at tage rundvisningen to gange på en dag og bagefter foråd mig i cheeseburger med peanut, akkompagneret af Kongens sange på en skrattende kaffebarshøjttaler.

Der er ingen servering og ingen lyd, når man gæster Lennon og McCartneys barndomshjem i Liverpool, som jeg og fruen gjorde i den forgangne våde weekend. Stemningen i de to hjem kompenserer dog rigeligt. Det er i bogstaveligste forstand som at være der selv, dengang i 1957, da Beatles blev født.

Begge huse ejes i dag af National Trust og er minutiøst ført tilbage til dengang det var før. Et besøg kan anbefales. Ikke mindst på grund af de to guides, der bor i hver sit hus, og som arbejde har at genfortælle historien om dengang de store var små. Det gør de meget inspirerende og indlevet. Hver på sin måde: Colin fortæller lunt og skolelærersagligt om Mendips, hvor John levede med sin fattigfine, men stoute tante Mimi. Og i Pauls noget mere arbejderklassefunderede barndomshjem vises vi rundt af en mand, der taler scouse præcis som McCartney og ligner ham så meget, at det er lige før, vi har ham mistænkt for at have foretaget en plastisk operation.

Dog hedder han ikke selv Paul, men John!

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top