Stående bifald til Banks

Kommentarer slået fra

Det første stående bifald (af mange) ved gårsdagens udsolgte Sebastian-koncert i DR Koncerthuset tilfaldt ikke ham selv, men den akustiske guitarist i det band, hvor Sebastian for tiden på inciterende vis genopdager og genopfinder sit repertoire. Paul Banks fik klapsalverne, fordi han i går fyldte 60. Han er en ydmyg, men absolut ikke selvudslettende mand; han spiller som han klæder sig, afslappet, men med stil.

Guitaristen færdes normalt ikke på så bonede gulve som dem i Koncerthuset, men han tog afbrydelsen pænt. Og koncentrerede sig derefter igen om musikken i lydhørt samspil med guitaristen Perry Stenbäck. De to giver ekvilibrisme et menneskeligt ansigt.

Banks fejrer Sebastians jubilæums-turne med lidt solidere forankring end så mange andre på scenen. Han medvirkede nemlig på sangerens førstefødte danske sang, ‘Lossepladsen bløder’ og var uundværlig på gennembrudsalbummet Den store flugt, og samarbejdet fortsatte på plader som Over havet under himlen, Blød lykke og Gøgleren, Anton og de andre.

Der gik i musikerkredse frasagn om Banks og hans ubesværede blues-skolede guitarspil og hans omgængelige, men ikke udflydende facon. Han blev en, man godt ville spille med, fordi man kom til at spille bedre af det.

Denne generøsitet i omgangen med andre musikere lærte Banks som helt ung at kende og elske i stedfaderen Jo Banks’ spillested, Purple Door, hvor han som teenager lyttede og lærte. Med åbne ører og flittige hænder. Bluesen er i hans blod, men han er først og sidst en fordomsfri spillemand.

Undervejs er det blevet til pladearbejde med bl.m.a. Kim Larsen, Trille, Bill Hazen, Michael Friis, Jan Toftlund, den semilegendariske mundharpespiller Jørgen Lang (som han stadig træder op med), Otto Brandenburg og Alberte. Og i klubmiljøet har han gennem årene som solist eller med bl.a. (det igen-genopstandne) MusikOrkestret, Aske Jacoby og senest Jakob Dinesen været garant for en aften med sublim fingerteknik og smidig stemmeføring, for Banks er absolut også sanger.

En pæn håndfuld soloalbums er det blevet til. Det startede med Time Bomb. 2002-udgivelsen White Noise And Diamond Nights sikrede ham en folkemusikalsk DMA-trofæ som bedste sangskriver. og den seneste, Grace, kom i 2008. Alle med hans guitarspil som det vandmærke, der garanterer integritet og en medfødt fornemmelse for swing, man ikke kan lære på hverken højskole eller konservatorium.

Hvis du ikke tror mig, kan du tjekke påstandene her. Og på søndag giver Sebastian og hans band ekstra ekstrakoncert i Koncerthuset.

Og så ville jeg nok, hvis jeg var Paul Banks, overveje at hente mellemnavnet David frem fra skuffen. Ikke for at undgå forvekslinger med Interpol-sangeren, Paul Banks, men for ikke at forvirre Spotify-kunderne…

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Ukrediteret pr-foto fra kunstnerens hjemmeside.

 

 

 

 

Readmore  

Sebastian fortsætter eventyret

Kommentarer slået fra

En af de mest absurde tildragelser ved den absurditet, der gik over i eventhistorien som H.C. Andersen-året, var udnævnelsen af de såkaldte ambassadører for nationaldigteren i anledning af 200 året for hans fødsel. Blandt ambassadørerne var en sagesløs Thomas Helmig, men ikke den danske sanger og sangskriver, der tydeligst og kunstnerisk mest vedholdende har hyldet og ladet sig inspirere af H.C. Andersen. Nå, HCA overlevede Tina Turner, og Sebastian klarede sig jo meget godt uden at gå ind i goodwilldiplomatiet.

Nu vender Sebastian tilbage til den H.C. Andersen, han aldrig har forladt. Det sker kun et år efter det kunstneriske comeback med cd’en Øjeblikkets mester.

I Danmark er jeg født er et stilsikkert patchwork – eller skulle man her sige papirklip? – af musik, Sebastian gennem årene har begået, inspireret af HCA. Noget har været udsendt før (bl.a. den stadig grænseløst smukke ‘Grænseløs’ med Sissel Kykjebø), andet er demoer af sangskriverens legendariske kvalitet og ganske mange er nye tonsætninger til H.C. Andersen-tekster. Og det forunderlige, ja, eventyrlige er, at det hele hænger sammen som om der er tale om et helt nyt album.

Vokalt er Sebastian i form. Alderen kan høres, men det giver faktisk sangforedraget en egen falmet-smuk skrøbelighed, og indfølingen fejler ikke noget. Hvad enten han synger, kun akkompagneret af sin guitar eller lader sig drapere af en detaljeret, men helhedssøgende orkestration, ledet af den kongeniale bassist Michael Friis og gamle, genopdagne legekammerater som guitaristen Nils Henriksen (der lyner med et lyrisk overskud), Paul Banks (hvis banjo og mandolin giver en adækvat folkemusikalsk accent) og Klaus Menzer (der kan forskellen på at slå på og spille trommer), suppleret af den sikkert pointerende keyboardspiller Gorm Bülow og korsangerne Misen Groth og Gry Harrit.

Albummet indledes med en nytolkning af ouverturen til musicalen Hans Christian Andersen, hvor sangeren hylder digteren for at kunne få os til at se de store ting i en regndråbes verden. Det kan han selv gøre, ham Sebastian. Så når han fortsætter i samme spor med en nyindspilning af ‘Fantasia’ og lamenterer, at det er “trist, Fantasia ligge skal så langt herfra”, dementerer musikken påstanden!

Af de nye og somme tider nyskrevne sange rager ‘Bøgetræet’ op sammen med ‘Muslingen og perlen’, som i sin instrumentale luftighed er en påkaldelse af sangskriverens fascination af havvidder og langfart og kunne have passet ind på Over havet under himlen.

På Gladsaxe Teater havde Flemming Enevold en af sine store stunder, da han i HCA-musicalen sang ‘I Danmark er jeg født’. Siden har sangskriveren generobret ejerskabet til sangen, og hans 2012-årgang af denne nyklassiker, udført som en tilbagelænet shuffle, er vintage Sebastian her og nu. Voksent og følsomt, men uden hverken Øv eller Bøv.

En af de sange, der blev frasorteret til musicalen, er ‘Smukke piger’. En rent ud indtagende bagatel i familie med ‘Rue Fontaine’. På samme måde som den ikke uskarpe ‘Anmeldervisen’ er beslægtet med sangene fra Ronja Røverdatter. Og mens vi er ved musicals, bliver det mere og mere klart, hvor gode sange, Sebastian skrev til Kærlighedens farve på Odense Teater. Han kunne endda sagtens have begavet os med mere fuldtonende udgaver af de demoversioner, han tog med på sit tredelte bokssæt, men som ikke er med her.

Det er datteren Saras udsøgte version af ‘Længsel efter frihed’ desværre heller ikke. Den satte ved årtusindskiftet tiden i stå i Folketeatrets opsætning af Nattergalen. Fra samme værk – det første forpligtende møde mellem Sebastian og HCA – stammer også en tidlig og dejlig demoversion af ‘Ingen løn men en kejsers tåre’. Den kan høres som et bevis på, at Sebastian, ligesom digteren, sagtens kan klare sig selv, men til forskel fra Andersen forpupper Christensen sig ikke i sin egen forfængelighed, men tester den i samspil med andre musikere.

Det er også denne fortsatte dialog og livgivende musiceren, der er med til at gøre denne plade til andet end en behændig konstruktion.

Det er ganske vist.

Sebastian: I Danmark er jeg født. Producere: Sebastian & Michael Friis. Lyd: Louise Nipper. Koordination: Charlotte Paludan. Sony. Udkommer i dag.

Illustration: Ricardo Reyes Ramos.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

 

 

 

Readmore  

Anbefales: Sara Grabow

2 Comments

En noget nær sidsteøjebliks-anbefaling skal herfra lyde af Folketeatrets teaterkoncert, Cirkus Fantastica. Indtil den 20. oktober kan man i Nørregade opleve, hvordan den Reumert-belønnede instruktør Rolf Heim i samarbejde med Sara Grabow har omplantet en række af sangene fra Sebastian-albummet af samme navn (plus det løse) til et univers, fuld af stum, men alligevel sigende magi midt i Sisse Jørgensens forrevent smukke scenografi.

I omgivelser, der folder sig ud som en original blanding af Samuel Becketts Slutspil, Alice i Eventyrland og Beatles-filmen Across The Universe kommer Sebastians sange til live som del af et sært dragende kodesprog, der giver adgang til vort sårbare inderste.

Højdepunkter er der en del af, men sent vil jeg glemme Ole Thestrups dramatisering af ‘Linedanser’ og ‘ Rose’, et brøl af stilhed og desperation, og Peter Bellis overraskende blidhed på ‘Når lyset bryder frem’. Sara Grabow selv synger sin fars kending, ‘Du er ikke alene’, som om den opstår på stedet, nøgen, slow motion-nedtonet og åben for nye tolkninger.

Den sang er ikke med på Linedanser, det album, Sara Grabow i samarbejde med sin mand, multiinstrumentalisten og arrangøren Tomas Raae, netop har udsendt.

Det har længe været så oplagt, at hun skulle indspille en hel plade med Sebastian-sange, at man forstår, hvis hun har udskudt projektet. Mange af de sange har hun jo hørt, så at sige mens de blev til, og en del af dem er inspireret af, ja, enkelte direkte skrevet til hende.

Alligevel er det lykkedes hende at skabe en plade, der kan høres uden biografiske fodnoter. Fordi hun søger ind til den kerne af kompositionerne, som kun hun kender, og fordi det trods dét ikke bliver privat. Hun er medejer af de sange. Og det er, når hun mest utvungent giver sig i kast med den erkendelse, at Linedanser netop bliver en linedans af de smukke og ubesværede, som først kikser, hvis man kigger ned eller tænker over næste trin. Det gør Sara Grabow ikke. Og som hun synger! Smukt, men aldrig kønt.

Tomas Raae hjælper, sammen med bl.a. guitaristen Anders Holst, den fint mærkende cellist Josephine Opsahl og trommeslageren Dan Hvidtfeldt Larsen, hende til at synge de sange, fuld af den kendte melodiske skønhed, men også iblandet det, hun på en cd med sin og Raaes DitBandMitBand kaldte “mit mærkelige alvor”.

Hvis du troede, du kendte ‘Sørøver Jenny’, ‘Hos Ingeborg’ og ‘Den Lille Vind’, så tro om. Og bliv i samme moment mindet om slidstyrken og den melodiske rigdom i glemte Sebastian-sange som ‘Evas sang’ og ‘Tag Chancen’.

Den chance har Sara Grabow grebet. Må hun få mere løn end en kejsers tårer…

Sara Grabow: Linedanser. Producer: Tomas Raae. Elektriske optagelser.

Foto af Peter Clausen, lånt fra kunstnerens hjemmeside.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK

Readmore  

Vilde med dansk

3 Comments

Med fare for – igen – at lyde som en af de to gamle på balkonen i Muppet Show: Det er efterhånden blevet undtagelsen, at man på tv kan se kunstnere, som ikke har kendiskolleger til middag, får bearnaisen til at skille eller kører stockcar, men optræder med deres kunst. Alene derfor er der grund til at dvæle ved DR1-programmet Når lyset bryder frem – en hyldest til danske sangskrivere i lørdags.

I DR Underholdningsorkestret sås Ole Kibsgaard, som ikke for vild i dansen, men gjorde det, han er bedst til – spillede guitar. Han blev dirigeret af Michael Bojesen, som vi sidst så rose folk, der dirigerede efter naturmetoden. Nu var det ham, der var maestro.

Showet tyvstartede den tilstundende Spil Dansk-dag. Er der to ting, det er adgang forbudt at problematisere i dansk musik, så er det KODA-marketingtiltaget Spil Dansk Dagen og behovet for flere statspenge til rytmisk musik. Så ikke et ord om, at Spil Dansk-kampagnen altid har argumenteret for sig selv på samme måde som visse EF-modstandere i 1972. Og heller ikke et muk om, hvorfor det er så forfærdeligt at lade den frie konkurrence råde, når det gælder spillesteder og sangskrivere. Rockmusik blev da til i protest mod styring og regulering, remember?

I stedet vil jeg rose programmet for at være stemningsfuldt produceret i DR Koncertsalen, for at blive sendt direkte, med hvad deraf følger (bl.a. meget hørbare problemer med at afpasse lydniveauerne efter de enkelte indslag), samt være i stand til at gå sikkert på line mellem gammelt og nyt.

Huxi Bach og Niels Hausgaard var værter. Den første var bare på arbejde. Den sidste forhindrede med sin milde, men bidende ironi selvfejringen i at knopskyde. Han indledte med at spille to akkorder. Kan man spille dem »kan man spille alt,« som han sagde. Og tilføjede, at der findes dem, der hævder, at den musik, der ikke kun kan spilles med to akkorder, den er ikke værd at spille.

Det blev både bekræftet og modbevist i løbet af aftenen, hvor Sebastians bæredygtighed blev bekræftet ved at yngre sangere som Rasmus’erne Dissing. Nøhr og Walter fortolkede ham, så nyt lys brød frem. Sebastians ånd og hang til det eventyrlige hvilede også over Rasmus Seebachs suverænt turnerede ‘Nangijala’.

Behørigt nok fik også Steffen Brandt sin egen afdeling. Bl.a. i duet med Tina Dickow, hvis tolkning af ‘Randers Station’ burde danne platform for den plade med danske tekster, hun lyder som om hun har i sig.

Man kan indvende, at folk som Michael Falch, Tim Christensen, Anne Linnet og Thomas Helmig manglede. I stedet sendte Dickow – uden at nævne hende – en smuk hyldest til Pia Raug, som kameraet fangede på tilskuerpladserne synligt bevæget over genopdagelsen af ‘Fugleflugt’. Det var hun ikke ene om.

Showet i showet var dog Annika Aakjær. Med ‘Skulder ved skulder’, en ny sang (tilegnet veninden Marie Key), som vil være at finde i 2012 på hendes kommende Henrik Marstal-producerede album.

Den danske sang er ikke længere en ung, blond pige, men en flammende rødhåret kvinde i et psykedelisk mareridt af en kjole. Hun kan mere end to akkorder, og går ikke på akkord med originaliteten. Dansk musik som tryghedsfaktor er i farezonen med hende ved klaveret. Heldigvis.

Hun gør det svært ikke at være vild med dansk.

Denne anmeldelse står i en kortere version i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR©

Readmore  

Da Sebastian kun hed Knud

Kommentarer slået fra

Mens vi venter på det første regulære studiealbum i over tyve år fra Sebastian et tilbageklip på dengang, da han endnu kun hed Knud.

Billedet stammer fra popbladet Nyt Børge, og er fra 1968. Night And Day var en duo, der spillede rundt omkring, ikke mindst til de talentkonkurrencer, der turnerede rundt i Underholdningsbussen. Knud og Thomas var gamle venner fra Asserbohus Kostskole, og var begge to vilde med Donovan.

Singlepladen blev ikke til noget. Den dag, der var booket studietid, var Thomas ingen steder at finde. Han var noget mere flippet end Knud, som til gengæld fik mere fart og form på det hidtil tøvende sangskriveri – på engelsk. En medvirken i Studio X, et DR-radioprogram i børne- og ungdomsredaktionens regi, blev hørt af Rene Gosvig fra Mørks Musikforlag, og resten er, som de siger, historie.

Tak til Jerry Ritz og Jørgen Billing for udklippet.

Readmore  

Sebastian bliver solist igen

Kommentarer slået fra

Her er en sang til dig, ja, der er faktisk flere. Det, der længe er gået rygter om, er nu officielt: Sebastian udsender sin første ikke-musical relaterede plade siden 1990 og Miraklernes Tid.

I et studie på Frederiksberg er Sebastian sammen med gamle kendinge som Morten Kærså, Perry Stenbäck, Klaus Menzer, Nils Henriksen og Michael Friis i øjeblikket i gang med sangene til et nyt studiealbum. Endnu har pladen hverken titel eller udgivelsestidspunkt, men Sony skulle være pladeselskabet.

Til GAFFA siger Sebastian, at pladen tager afsæt “i stilen fra albummene fra 1980′erne. Som Stjerne til støv og 80′ernes boheme. Albums, hvor alle sange har deres egen karakter, så der er det akustiske, det rockede, det poppede og det jazzede. Og den er meget teksttung med temaer som liv, død, kærlighed og politik. Det bærer præg af, at jeg har levet et langt liv og fået en del erfaringer, så der er ikke så mange huller til soloer,” som han siger.

I min 2009-bog om Sebastian erkendte han, at han “mærker alderen lidt mere nu. Hvor lang tid er der at være aktiv i, dukker jo op som et stadigt tilbagevendende spørgsmål, ikke..”

Aktivitetsniveauet lader heldigvis ikke til at være det store problem p.t.

Ukrediteret pressefoto

Readmore  

Stadig guld på Skatteøen

Kommentarer slået fra

VI LEVER i sandhed i jubilæumstider. Det gamle guld graves op igen og igen. Noget glimter stærkere end andet. Sebastians Skatteøen er et eksempel på det første. 25-året for pladens udgivelse markeres med en ret lækker genudgivelse. Lyden er shinet op; demoer, som ganske vist blev udgivet både på den længst udgåede Piratpladen og var med på 2006-udgaven, der markerede 20-året for originaludgivelsen, men her får man en ekstra, og det giver faktisk fornyet mening samlet at høre disse rentegninger, forklædt som skitser – sat op imod udgivelsesens sande raison d’etre, musikkens live-orkestrale fuldbyrdelse på en dvd af DR-koncerten fra 1986, Sebastian på Kronborg.

Her viser Lis Sørensen, Steffen Brandt og Lars H.U.G, hvorfor Sebastians sange er så æggende en udfordring for enhver sanger med et ambitionsniveau, der rækker ud over nuet. Og så bygger de sørgeligt nok ikke den slags bands længere…

Som fan af genudgivelsesessays er det måske lidt skuffende, at pladen ikke rummer et sådant eller i det mindste et interview med komponisten, hvor han forholder sig til gårsdagens musik med nutidens ører.

Jeg tillader mig derfor som en slags ydmyg kompensation at bringe et kondenseret uddrag fra min 2009-bog, Sebastian – Når lyset bryder frem (Lindhardt & Ringhof).

Nye læsere kan begynde her.

De gamle læsere kan nøjes med atter at stævne ud med Hispaniola. På øen er der nemlig stadig guld at finde, hvor man mindst venter det.

…………

“TEATERVERDENEN var – ligesom rockbranchen dengang – lille og selvsupplerende. Derfor krævede det mere dristighed og udsyn, end man skulle tro i dag, da Folketeatrets direktør Preben Harris i 1984 henvendte sig for at høre, om Sebastian mon var interesseret i at skrive musikken til Harris’ egen dramatisering af drenge­bogen over alle drengebøger, Robert Louis Stevensons Skatte­øen. En musical! En årelang drøm ville gå i opfyldelse. Samtidig så Knud en mulighed for at gøre op med en af de mest sejlivede fordomme i branchen dengang som nu. Den om at musik ikke kan sælge, medmindre den er rettet mod bestemte målgrupper. Han var led og ked af al den generationsfiksering. Eller som han fortalte mig og Politikens læsere: »Det er på tide at vise, at det godt kan lade sig gøre at lave musik, der kan tale til alle, både store og små.«

Preben Harris forestillede sig cirka 25 sange. Knud svarede, at dem ville det tage to år bare at skrive. Og at han i øvrigt ikke var nogen revymaskine, men godt ville være med til at genskabe den danske musical, for som han sagde: »Hvis det går godt, kan det blive den første danske musical, som har en chance for at blive folkelig på andre præ­misser end den traditionelle musical. Den lefler ikke for nogen bestemt aldersgruppe, men bygger kraftigt på den kends­gerning, at jeg er vokset op med rockmusikken. Dermed håber jeg, at den kan nå ud i andre hjørner af dansk kulturliv, hvor man jo som en gylden regel arbejder efter den tese, at der ikke er sket noget siden Osvald Helmuth og My Fair Lady.«

En ekstra charme ved projektet var for Knud, at »det jo er en farverig historie, så selvfølgelig bliver der en del bajersange, men samtidig giver det store antal mig også mulighed for at bevæge mig i mange forskellige stilarter, og det er jeg glad for. Vi kan jo ikke alle sammen være Bruce Springsteen«. The Boss var da ved at bryde globalt igennem med Born In The USA.

Samtidig så Knud muligheden for at bryde den dengang knæsatte norm om, at ingen rockstjerne med respekt for sig selv sang andet end sange, skrevet af ham eller hende selv. En norm, der dengang var meget dansk. Og som Knud nu var parat til at tage et afgørende livtag med efter med succes at have øvet sig med Lis Sørensen og ‘Stille før storm’.

Medens mange med en lp prøvede at lave en novellesamling, ja, så havde Knud aldrig bestræbt sig på mindre end en roman. Det skulle vise sig, at han ikke fik svært ved at samle sangere, der gerne ville være med til at gøre romanen til rock.

HISTORIEN OM Steffen Brandt er typisk. Da TV-2-sangeren var lille, vågnede han tit badet i sved. Fast hovedrolleindehaver i mareridtet var Blinde Pew, en af sørøverkaptajnen Long John Silvers håndgangne mænd. Så da Sebastian ringede Brandt op og spurgte, om ikke han kunne tænke sig at synge Blinde Pews parti, sagde Brandt ja, før han havde hørt en strofe. Eller tag Michael Falch. Han var ved at lancere sig selv som solist efter Malurt og havde et meget stramt program med pladeindspilning og Bodil-vindende medvirken i sin anden film, Mord I Mørket, men lod sig overtale. På den betingelse, at det kun tog én dag. Den betingelse brød han selv. Da han først var kommet i gang, brugte han nemlig den ene dag flere gange i en nattelang session.

Eller hvad med Lars H.U.G., der tøvede med sit tilsagn om at synge partiet som sørøveren Bill Bones. »Jeg kan jo risikere at miste mit publikum på det,« sagde han. »Jamen, du kan også risikere at få et nyt,« svarede Knud. Det er måske historien om hønen og ægget, men i hvert fald fik den tidligere rockprovokatør Lars H.U.G. smag for et større publikum og fik et skub ud af avantgardebåsen.

Sebastian gravede det første spadestik på Skatteøen så tidligt som 1973. På Over Havet Under Himlen findes sangen ‘Hey ho’, som med omkvædet »femten mand på en død mands kiste« indleder lp-pladens side to, der handler om et menneske, der drager ud for at finde lykken. Og Knud glemte aldrig, da han tog sin tjans i koret i Jesus Christ Superstar. Han har ganske enkelt en svaghed for den genre og kan The Who’s pop-opera Tommy udenad. Og så i Skatteøen en mulighed for at lave »en rockting, der ikke dør, når diskoteket lukker, eller den næste plade udkommer …«

DA PLADEN præsenteredes for pressen, skete det – selvfølgelig – til vands. Den sidste mandag i april 1986 stævnede det gode skib Georg Stage fra Langeliniekajen mod Vedbæk i magsvejr. Om bord var sangerne, pressens udsendte, 100 nyindkøbte redningsveste, ti gange så mange krydderurtsfrikadeller, thairejer, passionsfrugter og stenfrie vindruer på noget, der lignede en firmaskovtur for alle i dansk rocks blå bog. Eller som en deltager bemærkede: “Trak man bund­proppen ud på den her skude, ville Se Og Hør og Billedbladet blive arbejdsløse på en nat.«

Sebastian var ikke alene på øen. Med ham var – ud over Falch, Brandt og H.U.G. – Søs Fenger, Peter Thorup, Allan Mortensen, Peter Abrahamsen, Flemming Bamse Jørgensen, Jarl Friis-Mikkelsen, Anne Grete og hendes hund, Lis Sørensen, den klassiske violinist Kim Sjøgren og Niels-Henning Ørsted Pedersen samt Nils Henriksen, Jens Rugsted, Morten Kærså og Jan Sivertsen. Blandt andre.

Så mange stjerner på én og samme plade. Det måtte da være til fordel for et eller andet, Røde Kors, Amnesty og aids, lød spørgsmålet i en tid, hvor rock- og popbranchen kompenserede for et vigende politisk engagement ved at involvere sig i en stribe velgørenhedsprojekter. »Næh, er pladen til fordel for nogen, er det dansk rock,« sagde Knud, som havde valgt netop de solister, fordi »det kan blive interessant at se, hvad der sker, når de kommer ud af de kasser, de er anbragt i til daglig«.

Sebastian havde en bærende ambition: Han ville se, om ikke det er muligt – til en afveksling – at lege sig gennem et projekt uden at slække på de professionelle kriterier. Det var det! På forhånd lignede det historien om de mange kokke, den gode opskrift og den let fordærvelige mad, men der kom ikke røg i køkkenet. It’s the singer, not the song, plejede de at sige i Frank Sinatras guldalder. Underforstået: En god sanger kan forvandle lort til lagkage. Det handlede om sangerne, og sangene.

OP TIL UDGIVELSEN blev Knud udfrittet om, hvorfor han tog til Skatteøen netop der i fattig-80’erne. Havde han villet lave en allegori over refrænet »enhver er sin egen lykkes smed«? Eller var den rævesnu, distanceblændende Long John Silver i virkeligheden et billede på den Schlüter, som ved valget i 1984 scorede 16 ekstra, usandsynlige, konservative man­dater og kom til at sidde som statsminister årtiet ud? Ville Knud have os til at forstå, at vi allerede var tilbage til de gamle dyder, som accepterede snyd, bare det blev gjort behændigt og i stor målestok? Ikke et ord om vor tid, Stein Bagger og Milena Penkowa.

Da pladen lige var færdigindspillet, uddybede komponisten over for mig: »Selvfølgelig kan man sagtens spørge, om ikke den har noget med vores tid at gøre. Her har vi et samfund, som på mange måder er på vej tilbage til de gamle dyder med nykon­ser­vatisme, og enhver er sin egen lykkes smed, og jungleloven og alt det der, og så er der ikke langt til imperialismen. Set i det lys kan Skatteøen godt læses som en gammel, tidløs historie om adel, røvere og pøbel og ambitioner. Så, ja, man kan godt føre den op til i dag. De ting ligger der, og man kan samle dem op, hvis man vil. Silver er jo så charmerende og intrigant en skurk, at han i dag kunne have været konservativ statsminister, men det er også en historie om eventyrlyst og længslen efter at finde frihed i en kiste med guld.«

Nok hørte nogle Skatteøen som en forvokset børneplade, men snarere havde Sebastian lavet en plade for voksne, der ikke er bange for at gå i barndom, men vel at mærke ikke gemmer sig i den. Og med Skatteøen kom komponisten Sebastian for alvor frem i lyset. Ganske vist bedyrede han i kølvandet på Skatteøen, at han ikke havde planer om at koncentrere sig om at være komponist: »… Uanset om den går skidt eller sælger 100.000, er der jo ikke noget, der binder mig til at lave musicals resten af mit liv.« Den lader vi stå lidt.

PLADESELSKABET Medley blev taget på sengen. Man troede fra starten ikke helt på projektet, men følte, at man skyldte sin danske bestseller at få sin vilje. Og nu stod man med et hit, der bare ikke var designet som sådan et. Men ikke desto mindre netop endte med at sælge langt over 100.000 eksem­plarer. Her var intet band, man kunne sende på turne, ingen video, man kunne lave, godt nok en masse stjerner, men fra forskellige pladeselskaber. En plade, der solgte alene på sine kvaliteter. Branchen var målløs. Det var Knud ikke.

Sceneopsætningen kunne ikke leve op til pladeindspil­ningen. Folketeatret satsede på at nå børnefamilierne. Det føl­somme blev rørstrømsk, og det direkte truende i dele af musik­ken blev tegneseriekulørt med knaldhætter og ketchup. Succesen var dog hjemme alligevel.

Og den dag i dag er Skatteøen fast trækplaster på Folketeatret, hvor den p.t. opføres igenigen. Ligesom den har været, vældig vellykket, opsat i Oslo samt – af alle steder – i Letlands hovedstad, Riga. Og forestillingen kunne nok være nået længere ud, havde det ikke været for Preben Harris’ lidt for fodformede dialog. Til gengæld er Knud glad over, at Skatteøen er blevet en klassiker i det danske amatørteaterrepertoire. Ikke mindst Mastodonterne fik glæde af den. Som Kasper Wilton, Odense Teaters direktør, engang sagde til ham: »Skatteøen er meget mere end en musical. Den er et brand

Skatteøen og dens succes rejste nogle spørgsmål for Sebastian. Hvem var han – sanger eller sangskriver? Hørte han overhovedet hjemme i et rockmiljø, der mindre og mindre lignede det, han var blevet voksen sammen med? Var han færdig før de fyrre? Eller var der et liv og en karriere uden for rampelyset? Svaret beholdt han for sig selv.

Foreløbig.”

Sebastians Skatteøen. Producere: Sebastian, Thomas Brekling, Stig Kreutzfeldt og Nils Henriksen. Genudgivelseskoordinator: Thomas Trolle Hemdorff. EMI.


Readmore  

Da Knud omdøbtes til Sebastian

Kommentarer slået fra

I denne måned er det 40 år siden pladeselskabet Triola lagde pap og vinyl til en ung ukendt sangskriver, man i mangel af bedre kaldte Sebastian. The Goddess hed albummet, som var på engelsk, og ikke varslede om det, der skulle komme. Og dog.

Af en debutplade at være er den nemlig meget selvbevidst, grænsende til det indbildske, og de bedste steder har sangeren og sangskriveren noget at have indbildskheden i.

Stilistisk er den en generøs gavebod med alle de inspirationer, der løb gennem tiden med samme flygtighed som de røgelsespinde, luften altid syntes fuld af. Eller er det erindringen, der spiller mig et puds?

The Kinks, Peter Sarstedt, mere Donovan-sødme end Dylan (som dog brænder igennem på ‘Baby, I Can Carry Your Tombstone’) samt ikke mindst den spirende britiske folkrock, der skulle blomstre med Fairport Convention (på ‘Johnnyboy’).

Helt atypisk starter albummet med klaver – det var ellers guitarernes guldalder. Og gennem hele pladen er der tidlige tegn på den klangrigdom, Sebastian senere skulle skabe og udforske. En sang som ‘Tyrants’ foregriber senere tiders storhed. Og titelsangen brister ikke under sine egne ambtioner.

På pladen medvirker guitaristen Per Frost, bassisten Peter Ingemann (som sideløbende øvede sig på at skrive musikhistorie med Niels Skousen), pianisten Andrew John (som også betjente mellotronen – som Moody Blues havde gjort berømt og berygtet) samt trommeslageren Carsten Smedegaard (bl.a.).

Alle spiller som om nogen kunne slukke for strømmen hvad øjeblik det skulle være. Det var også rigtigt. Pladen blev til over halvanden dag med Ivar Rosenberg ved pulten, men musikernes hektiske koncentration er en del af pladens slumrende charme.

Sebastian blev lanceret som Det Syngende Postbud. Han var ufærdig, ja, men der var absolut ikke noget underfrankeret over ham.

Readmore  

Michael Friis fylder 60

1 Comment

Der er bassister og så er der Michael Friis. I snart 40 år har han med tilbagelænet autoritet betjent den el-bas, som for mange først bliver hørbar i tonesproget, når man fjerner den. Det indtryk har Michael Friis, som i dag fylder 60, gjort sit for at ændre. Han kan både akkompagnere og accentuere, men aldrig for at blære sig, selv om han har god grund til det, så suverænt som hans bas altid finder melodien i melodien.

Oprindeligt var han både til pigtråd og trad. jazz i Københavns Fodvarmere. Siden er der kommet flere farver på paletten. Han måtte til at begynde med love sin mor ikke at spille steder, hvor der blev serveret alkohol. Derfor befandt han sig ved juletid 1969 i en øvekælder i en skole ved Hareskoven med Cy Nicklin, som efter Cy, Maia & Roberts kommercielle kuldsejling ville noget andet. Det blev til Culpeper. Til 1978 var Friis bassist i det band og satte nye hjemlige normer, inspireret af Paul McCartney, Jack Bruce og bassisternes bassist, Jaco Pastorius, som Friis introducerede for den danskbyggede båndløse Mørch-bas, der blev hans varemærke. Og omvendt.

Efter Culpeper fortsatte Friis ad to spor: Med Kenneth Knudsen i Anima og med den noget mere folkekære Sebastian, hvis kunstneriske udvikling i 80’erne ikke var forløbet på samme måde uden Friis (og Knudsen). Siden har Friis fungeret som kapelmester ved stort set alle betydende Sebastian-projekter. Om et par uger er han igen kapelmester, når Sebastian sommerturnerer med sit genopstandne Dream Team.

Som freelancer kender han faren ved at lægge alle æg i en kurv, så han har også spillet – og i stigende grad produceret – for bl.a. Paul Banks, Brødrene Olsen, Bamse, Povl Dissing, Lis Sørensen, Jan Toftlund, Erann DD og Jacob Groth, hvis filmmusik han live-opfører. Producer er han ikke blevet, fordi han partout vil bestemme, men fordi mange har indset, at med ham i bandet er det som at gå over åen efter vand at hyre en anden til det job. Sideløbende har han også dyrket en svaghed de skæve taktarter, bl.a. i ensemblet Polkageist.

Hans vennesæle rundhed gemmer på en tør, ikke uskarp humor, som i en årrække gjorde ham til en naturlig del af Monrad & Rislunds platituder samt P3-satiren. Svagheden for det ikke alt for lagkagekomiske dyrker han stadig, nu som komponist og kapelmester for Bornholmerrevyen. Her arbejder han med Annette, hustruen gennem tykt og tyndt.

Parret er bosat på øen, hvis klippegrund synes at stå godt til hans soliditet.

Foto: Mikkel Thomas fra www.mikkel-thomas.dk

Readmore  

Eventyret lever

3 Comments

Den lille Havfrue sender ham sikkert en venlig tanke fra kejseren af Kinesiens land, for i dag er det 205 år siden, H.C. Andersen blev født. Heldigvis er der meget længe til næste store fejringsmulighed. Måske er 200 års-fødselsdagsfesten til den tid nådigt glemt. Det mærkeligste ved det mærkelige H.C. Andersen-år i 2005 var nemlig ikke den herostratisk berømte overbetaling af Tina Turner, der singback’ede hele vejen til banken, men udnævnelsen af de mange ambassadører for eventyrdigteren.

Kun et fåtal af disse havde beskæftiget sig med H.C. Andersen som andet end godnatlæsning for deres børn, mens en af de danske kunstnere, der som få har hentet inspiration fra HCA, ja, skrevet sange/musicals/balletmusik over og omkring hans eventyr, ikke blev spurgt.

Jeg tænker, måske ikke overraskende for læsere af denne blog, selvfølgelig på Sebastian. Derfor må det være spøjst og med en vis ‘hvad-sagde-jeg’-følelse, at han i morgen eftermiddag går på scenen i Odense Koncerthus, hvor årets H.C. Andersen-pris uddeles. Han modtager den ganske vist ikke selv, men skal synge ved arrangementet, fordi han er så passende et valg, synes arrangørerne. Mon ikke hans nytolkning af ‘I Danmark er jeg født’ er på repertoiret? Koncerten er et break i Sebastians så godt som udsolgte forårsturne, hvor man i øvrigt for første gang i mange år kan høre ham spille “Lossepladsen bløder”. Det er eventyrligt godt.

Kan man ikke få billet, bør man investere i en ‘ny’ cd, der afpudser ‘glemte’ optagelser fra en soloturne i 1976. På repertoiret er:“Besværligt nogen gange,” “Trunte og Tromle,” “I morgen kommer aldrig,” “Den gamles drøm,” “Ta’ chancen, du er 15,” “Når lyset bryder frem,” “Jeg ka’ ik’ gøre for’et,” “Evas sang,” “Lossepladsen bløder,” “Budbringeren,” “Mediemassøsen,” “Hvis du tror du er noget,” “Rose” og “Den store flugt/Gøgleren”.

Se mere her.

Ukrediteret pressefoto fra www.musang.dk

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top