You are here:  Home  /  soul
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //    Kommentarer slået fra

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne høre, hvor han kom fra – The Four Tops, Temptations, Joe Tex og James Brown ville have troet, de hørte sig selv i hans sange – men Bradley var alligevel sin egen, en mand for hvem lidelse og værdighed var to sider af samme slidte mønt.

Jeg ville have elsket at skrive, at hans nye plade, Victim of love, lægger kunstneriske alen til hans størrelse. Det gør den ikke.

Som forgængeren er den udkommet på Daptone Records, selskabet, der kan deres soulhistorie (de står bag Sharon King & The Dap-Kings) og som ikke bliver fornærmet, når man kalder dem retro.

Charles Bradley bløder stadig, når han synger og sangene, superskarpt eksekveret af Menahem Street Blues Band, sidder for så vidt lige i skabet, men bøjlerne hænger som de plejer. Det ville også være urimeligt at forlange andet. Vi taler trods alt om en genre, der funderer sig på tradition og sammenhæng, men når Victim of love alligevel ikke standser tiden på samme måde som forgængeren, skyldes det, at Bradley som sanger oversynger.

Der er drama og dramatik på drengen, men hele tiden? Åndehuller ville have gavnet musikken, og ironisk nok ender Bradley med at lyde som blue-eyed soul, fordi hans vokaludtryk hele tiden balancerer faretruende på kanten af klicheen. En sang som ‘You Put The Flame On It’ lyder som Young Rascals, og det er i min bog fint, men lidt mærkeligt, når Bradley garanteret vil blive sammenlignet med Al Green (YouTube-link)

Kærligheden er for Bradley både en lidelses- og renselsesproces, så der stønnes en del undervejs, så det nærmer sig maner, men på den Brownske ballade ‘Let Love Stand A Chance’ folder sangeren sig ud, uforfærdet, nøgen, uden at forvente at få noget igen. Han kan bare ikke lade være.

I de øjeblikke er Charles Bradley andet og mere end æselørede genopslag i en gammel, slidt bog.

Tidligere på året udkom Menahem Street Band med deres andet album, The Crossing. Flere af musikerne er gengangere fra både Bradley og Sharon King.

Bandets kapelmester, guitaristen Thomas Benneck, er også producer og medkomponist for Charles Bradley, men Menahem Street Band er et instrumentalorkester som hvis Booker T. & The MG’s mødte Blood, Sweat & Tears og Chase. Elegant instrumenteret, virtuost uden at blære sig og hvilende i sig selv, selv når der er mest smæld på varemærkeblæserne.

Melodierne er lidt mageligere end på 2008-debutalbummet Make the road by walking, men det er musik af så høj, gennemorkestreret standard, at den vil få snakken til at forstumme i selv den mest cocktailpludrende lounge. Desværre medvirker Menahem Street Band ikke på den Europa-turne, der den 17. juni for anden gang bringer Charles Bradley forbi Vega.

Charles Bradley: Victim of love. Producer: Thomas Benneck. Daptone/Durham.
Menahem Street Band: The Crossing. Producer: Thomas Benneck. Dunham.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

Otis er savnet

10. december 2012   //    Kommentarer slået fra

DA ET to-motorers Beechcraft-fly styrtede ned i Lake Monona nær Madison, Wisconsin i dag for 45 år siden, blev soulmusikken en original stemme og inspirator fattigere, og rockhistorien en legende rigere. Blandt de omkomne var nemlig Otis Redding. Han blev 26 år. 26!?

DET VIRKER STADIG utroligt, når man ser filmoptagelser med dette fyrtårn af en stout, men graciøs mand og hører hans stemme, så fuld af erfaring, levet liv og så meget mand, at det næsten må have virket fornærmende eller truende i en tid, hvor den bløde mand var ved at blive født under svære kvaler – i hvert fald blandt de hvide high school kids, der bagefter tog patent på den batikfarvede sandhed om 60’erne. De 60’ere nåede Otis kun at få en smagsprøve på ved en tiljublet koncert på Monterey-festivalen, for den historiske ironi er jo, at da Otis Redding omsider blev verdensberømt, var han død. Heldigvis havde han inden den fatale flyvetur været i studiet og indspille en ny, meget atypisk sang, ‘Sitting On The Dock Of The Bay’, skrevet af ham selv og guitaristen Steve Cropper. Den alene sikrede ham udødelighed. Og arvingerne en stabil indtægtskilde.

Sandheden er, at Redding indtil da mest sang for sine egne. Ja, da han som dynamo for den såkaldte Stax-Volt Revue turnerede Europa i foråret ’67, var det hvide islæt blandt publikum til at overskue. Ved koncerten i København i april var salen således halvtom, og de mest medlevende – og fleste – tilskuere var sorte amerikanske infanterister på orlov fra deres baser i Vesttyskland. Jeg kan huske, at vi andre, duknakkede blege hippier sad og undrede os over, at de optrædende kom i pang-farvede habitter med skarpe pressefolder på et tidspunkt, hvor frigørelsen ikke mindst bestod i ikke at se ud som sine forældre. Redding, de formidable Sam & Dave, Booker T. & The MG’s og Eddie Floyd og de andre virkede nu ret frigjorte alligevel. De udstrålede mere sex, stolthed og sandhed, end jeg troede, der fandtes i hele verden, så helt galt kan det da ikke stå til, ræsonnerede jeg, mens jeg gik hjem mod Sydhavnen, stønnende »Fa- fa-fa-fa-fa-fa-fa-faaah« og »Sock it to me, brother«, lidet anende, at det sidste album, Otis Redding skulle nå at indspille, var det, der i månederne op til koncerten havde okkuperet min grammofon.

Otis Blue – Otis Redding sings soul var med til at definere soulgenren. Og pladen var den perfekte prolog og ordbog til den kampagne, der i The Summer of Love blev søsat for at gøre soul mere kendt – og markedsduelig. Los Angeles-DJ’en, Magnificent Montague, stillede som en af de første spørgsmålet »What is soul?« og besvarede det selv: »soul is the last-to-be-hired, the first-to-be-fired, brown-all-year-round, sit-in-the-back-of- the-bus feeling …« Og selv om de fleste sorte trak på skuldrene og mente, at den, der skulle have forklaret, hvad soul er, alligevel aldrig ville fatte det, så så Otis Redding faktisk en opgave i at få det hvide publikum til at finde svaret i deres egen sjæl. »It’s the singer, not the song«, sang Mick Jagger fra The Rolling Stones.

Han kendte hemmeligheden og havde igangsat sin gruppes karriere ved bl.a. at indsynge nogle af Reddings ballader. Og den eksplosive side af Redding – og MG’s-bassisten Donald ’Duck’ Dunn – plankede Jagger og Keith Richards til ‘I Can’t Get No Satisfaction’, en sang som den amerikanske kritiker Dave Marsh har karakteriseret som det nærmeste, man kommer en sang skrevet af Dylan og Otis Redding: »Hvis (de) havde skrevet den sang sammen, ville dette (Satisfaction) have været den sang, de skulle konkurrere med.« På Otis Blue kvitterer Redding med en frenetisk, ustoppelig udgave af ‘Satisfaction’, som nærmest dementerer sangens budskab. Her er en mand, der kan fuldføre, hvad han har sat sig for!

DET ER her og på originaludgaven af ‘Respect’ og den flammende fortolkning af Sam Cookes ‘Shake’, at Redding dels flytter koncertsalen ind i pladestudiet og dels viser, hvor han voksede op, nemlig Little Richards fødeby Macon, Georgia. Her indspillede Redding allerede i 1960 den meget Little Richard-agtige ‘Shout Bamalama’, men det interessante og væsensforskellige ved Reddings soul var hans åbenhed over for områdets rockkultur – Jaimo Johanson spillede trommer hos Redding, før han kom med i Allman Brothers – og så den country & western, der er og bliver Bibelbæltets radiofoniske bærebølge.

Det er den, der giver den ekstra imødekommende melodiske varme i Reddings sangforedrag, mens den retoriske intonation røber hans opvækst i en familie, hvor faderen var baptistprædikant. Faderen blev dog ikke hans rollemodel. Det blev Sam Cooke og hans selvgjort-er-velgjort succes. På Otis Blue er tre ud af 11 skæringer af Cooke, men Reddings storhed er, at han forstørrer selv den kendteste Cooke-sang uden at formindske originalforlægget. At høre ‘A Change Is Gonna Come’ med ‘Redding er at høre hele borgerrettighedsbevægelsens vej fra dialog til åben kamp. Og når Redding på sin egen, nu soul-klassiske torch-sang over alle torch-sange, synger »I’ve been loving you too long to stop now«, synger han ikke kun om, at den eneste vej ud af kærligheden fører ind i kærligheden for ham og hans elskede, men han synger for alle, der gider lytte og føle. De behøver ikke forstå; bare de fatter – om hinanden.

Eller som kritikeren Lillian Roxon skrev to år efter hans død: »You have it – or you don’t. Either way you can’t define it. If you ever lived through enough, if pain has been your constant companion and despair has seeped into your heart, lungs and colored by that extra dimension of sorrow, it’s so much a part of you that you can’t sing or play without it coming through, then you may start to understand what goes into a performance by … Otis Redding.«

Otis Redding havde dét. Og at høre ham er hver gang at konfrontere sig selv med, hvordan man egentlig har det. That is soul! 

Man kan blive bekræftet i den sandhed ved at høre Otis Blue i den deluxe-udgave, Rhino udgav i 2008.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

 

Readmore  

50 år med James Brown på The Apollo

24. oktober 2012   //    2 Comments

JAMES BROWN! Smag på navnet. James Brown. Det lyder som et pseudonym eller en tegneseriefigur, men James Brown har altid været en af de mest flamboyante og virkelige skikkelser. Han blev født som skindød i 1933, men kom hurtigt efter det og trak indtil 1. juledag 2006 vejret, så det tog pusten fra de fleste.

Aldrig har han været mere levende og kropsligt nærværende end på scenen i The Apollo Theatre i Harlem i dag for 50 år siden, onsdag den 24. oktober 1962.

Aftenens og Browns faste indpisker, Lucas ’Fast’ Gonder, er ikke i tvivl. Brown er »Mr. Dynamite«, »The hardest working man in showbiz«, »Mr. Please Please himself« … De 1.500 hengivne tilskuere er heller ikke i tvivl. Ind på scenen, med umisforståeligt vrikkende underliv, på ben, der går som piskeris, kommer en ikke særlig høj, nærmest undersætsig mand, der får salen til at gå i selvsving. James Brown har taget kontrol. Også over en soulmusik, der forener showbiz og disciplin med et kropssprog, der søger mod klimaks, så ingen er i tvivl om meningen, og alligevel er det hele et show, et sceneri, kontrolleret til yderste spids af den lillefinger, der næsten usynligt markerer musikkens kirurgisk præcise breaks. Alligevel råber ingen narrefisse dernede i salen, hvor de ellers ikke lyder, som om de finder sig i ret meget.

DE ER MED, de er på, de vil ikke af. For hvorfor skulle de det, når det er James Brown, The Famous Flames og The James Brown Band, der styrer »The Nighttrain«, pumpende fuld af østrogen, testosteron og adrenalin, ud i natten, ud i fremtiden, væk fra dette nu, og så alligevel altopslugende til stede netop der, på den scene, i det rum, der storsveder af sex og sandhed. Aftenen blev foreviget på bånd. Men det var ikke med pladeselskabets gode vilje.

James Brown havde simpelthen lejet den legendariske teatersal, fordi der nu skulle ske noget. Han havde haft pæne hits og markeret sig som et uslebent alternativ til soulcroonere som Nat King Cole, men han var endnu ikke på højde med Ray Charles. Med andre ord: Han solgte for lokalt, og for få hvide købte hans musik.

Brown var ikke i tvivl om markedsstrategien. Han gav ca. 300 shows om året, og derude i koncertland blev han kronet som konge hver aften. Hvorfor så ikke lave et live-album? Hvorfor, replicerede pladeselskabsbossen Syd Nathan. Han troede ikke en meter på, at man kunne få folk til at købe noget, de allerede havde set. Da Live At The Apollo begyndte at sælge, måtte han tro om.

PLADEN varer ikke engang 32 minutter, og tempoet veksler mellem det næsten umenneskelige til tiggende, bønfaldende, intim ultraslowmotion, men der er over musikken noget aldrig hvilende, som vil den selve evigheden mellem to seje blæserriffs. Som om dette gjaldt livet og retten til at leve det fuldt ud – samtidig med koncerten meddelte Sovjetunionen, at man ikke havde tænkt sig at følge USA’s ultimatum om at tilbagekalde de skibe, der fragtede atommissiler til Cuba, og verden var tættere på en atomkrig end nogensinde før eller siden.

Det eneste, der eksploderede den aften, var en koncertsal på 253, West 125th Street i New York City.

Live At The Apollo satte en ny standard. Pladen fik Rolling Stones til at ønske, de var negre. Og den blev fødselshjælper for 70’ernes funkbølge(r). Uden Brown ingen Sly Stone eller George Clinton, Bootsy Collins og Parliament-slænget, for slet ikke at tale om hele rap- og hiphop-kulturen. Man skal aldrig forklare en forretningshemmelighed, men James Brown har engang røbet en del af formlen: »James Brown is a concept, a vibration, a dance. It’s not me, the man. James Brown is a freedom I created for humanity…«

Uanset hvem der er inde i James Brown: At se ham på en scene er at forstå selve meningen med det ofte stillede spørgsmål »What is soul?«

Let me here ya say yeah!

James Brown: Live At The Apollo. Producer: James Brown m. Joe Nolan. King.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

 

Readmore  

Soul’ens Billie Holiday død

22. januar 2012   //    2 Comments

Etta James levede som hun sang. Hjerte rimede på smerte i et liv, der lyder som en god historie. Men for hende, der nu er død, 73 år gammel, af lang tids lidelsesfuld leukæmi, var tilværelsen ikke digt, men hård virkelighed.

Hun var længe om at slå igennem der, hvor pengene virkelig er – i den hvide mainstream-kultur, og da hun omsider gjorde det efter at være blevet indlemmet i rockens Hall of Fame i 1994 var det uden at give køb på den blues- og soulmættede autencitet, som havde gjort hende til forbillede for så forskellige kunstnere som Mick Jagger, Aretha Franklin, Rod Stewart, Bonnie Raitt samt ikke mindst Janis Joplin. Sange som ’At Last’, ’Tell Mama’ og ’I’d Rather Go Blind’ er blevet soulklassikere.

Født Jamesetta Hawkins som datter af en 14-årig løs-på-tråden-mor voksede hun op hos skiftende plejeforældre i Los Angeles. Som teenager vakte hun opsigt med sin stemme i den lokale baptistkirke, og dannede doowop gruppen The Peaches, der hittede i 1955 med sangen ’The Wallflower – Dance with me, Henry’ – men kun på de såkaldte rhythm & blues-lister.

I 1960 kom hun i stald hos pladeselskabet Chess, sang kor på Chuck Berrys ’Back In The USA’ og fik stor succes med ’All I Could Do Is Cry’ – igen kun på det sorte marked, som til gengæld var hastigt voksende i de år, hvor også den befolkningsgruppe mærkede velfærdsopsvinget.

Som så mange andre selskaber dengang ville Chess helst servere deres sorte kunstnere så spiselige for et hvidt publikum som muligt. Det betød, at sangene blev anrettet med masser af strygere. Det lod Etta James sig ikke mærke med. Hun sang durk gennem violinerne med en kontraalt-stemme, der forenede rå mandighed med feminin sårbarhed. ’At Last’ blev i 1961 hendes gennembrud til et mere blandet publikum.

Medaljen fik hurtigt en bagside: Etta James blev afhængig af heroin og smertestillende piller – til tider livstruende. Hun kæmpede med narkomanien de næste 30 år. Følgevirkningerne var butikstyveri, udskrivning af gummicheck og almindelig småsvindel.

Alligevel blev hun ved at få udsendt plader og turnere (bl.a. som opvarmning for Rolling Stones i 1978). Anmelderroser ankom også i bundter hvad enten hun sang Billie Holiday, gospel eller kontemporær soul, men den sidste kommercielle prik over i’et var hendes liv for ustadigt til, at hun kunne sætte.

De seneste ti-femten år af sit liv fik hun mere styr på sin tilværelse og dermed sin karriere. Pladerne blev mere fokuserede, hun modtog diverse Grammy-trofæer, bl.a. æresprisen, og ved at lægge stemme til ’I Just Wanna Make Love You’ i en tv-reklame for Coca-Cola nåede hun i 1996 omsider et massepublikum.

I 2008 så Etta James sig selv portrætteret, af Beyoncé Knowles, i filmen ’Cadillac Records’, om pladeselskabet Chess. Hun var ikke smigret. Og udtrykte siden surhed over, at det var Beyoncé og ikke hende, der sang ’At Last’ ved Barack Obamas indsættelsesfest.

Etta James trak siden i land og sagde, at hun ikke havde ment det sådan. Senere undskyldte hendes søn affæren og forklarede, at den skyldtes, at hans mor havde fået konstateret Alzheimers.

Hendes stemme og de bedste af hendes indspilninger er i hvert fald ikke til at glemme.

 

Readmore  

Sly Stone er helt nede

26. september 2011   //    Kommentarer slået fra

Et af hans klassiske numre er ‘I want to take you higher’. På Woodstockfestivalen virkede det som et skud adrenalin på alle de hashsøvnige middelklassehippier. Nu om dage kan Sly Stone dårligt komme længere ned. Og helbredsmæssigt har han alt for længe levet op til sit kunstnerefternavn.

New York Post har fundet den nu 68-årige sanger og komponist i en camper, parkeret på en sidevej i Los Angels’ Crenshaw-distrikt. Han er hjemløs, fallit og dybt stofafhængig. Den forhenværende legemliggørelse af overdrevent vellevned får nu mad dagligt af en ældre, pensioneret ægtepar, som også giver ham lov til at bade i deres hus.

Selv om Sly Stone alias Sylvester Stewart i sin storhedstid aldrig rimede på tjekkethed, tog nedturen måske for alvor fart, da han engang i 80′erne solgte alle sine forlagsrettigheder til Michael Jackson for en mio. dollars. Siden eskalerede hans stofmisbrug, overforbrug og ekcentricitet til det monstrøse. Han blev arresteret for kokain-besiddelse, og blev vist samtidig snydt, så det drev af manager Jerry Goldstein. Sidste år anlagde Stone sag mod Goldstein for at have bedraget ham for 50 mio. dollars.

Sly Stone har dog ikke glemt musikken, fortæller han. Han indspiller ny musik på sin Mac, og håber på sin chance. Det gør vi andre også, men helt uforskyldt forekommer situationen ikke at være.

Readmore  

Jennifer – ikke kun drømmepige

12. september 2011   //    Kommentarer slået fra

Jennifer Hudson blev kun nummer syv i American Idol i 2004, men for mange fremstod den unge, generte, men umiskendeligt talentfulde sanger som den moralske vinder. Og da hun året efter blev castet til rollen som Effie White i Supremes-filmen Dreamgirls skete det på bekostning af American Idol-vinderen Fantasia Barrino.

I sangen ‘And I’m Telling You I’m Not Going’ fik Jennifer Hudson os til at snappe efter vejret og tiden til at stå stille. Og selve skuespilpræstationen blev belønnet med både en Golden Globe og en Oscar for bedste birolle.

Siden har Hudson, der fylder 30 i dag, spillet hovedrollen i sin egen karriere. Debutalbummet fra 2008 bærer bare hendes navn, og er måske noget overproduceret, men sange som ‘Spotlight’ toppede den amerikanske rhythm ’n’ blues-liste og bekræftede, at vi havde fået en værdig aftager til en sanger som Patti LaBelle.

Fra barnsben kendte Jennifer Hudson som tredje og yngste barn i en baptist-familie gospelmusikken og sang allerede som syvårig i kirkekoret hjemme i Chicago. Efter high school tog hun hyre på et krydstogtskib, hvor man opførte Disney-syngespil. Der sang hun en af muserne i Herkules og fik styrke nok til at melde sig til American Idol, kun fem år efter at hendes mor var død.

Debutalbummet blev fulgt op af I remember me, som udkom i dette forår. Og bekræftede talentet. Som yderligere er blevet demonstreret i Sex And The City-filmen og The secret life of the bees.

I en tid, hvor åleslankhed i sig selv er et succeskriterium, skiller Jennifer Hudson sig ud. Hun er lige så fyldig som sin stemme. Som hun sagde inden Oscar-uddelingen til The Sunday Times: »Jeg er stolt af at være en gennemsnitskvinde. Der er 10 millioner som mig, og hvis jeg kan vinde noget som helst, så vil de sige: Hvis hun kan, kan vi også«.

Måske nok, men til gengæld er hendes sangstemme alt andet end gennemsnitlig.

Ukrediteret pr-foto (sikkert med tak til Photoshop…)

Readmore  

Beyoncé bliver 30

4. september 2011   //    Kommentarer slået fra

De, der kun ser sangeren Beyoncé som en omvandrende reklame for nytteværdien af ufornuftigt undertøj, ser ikke det hele. Det er rigtigt, at hun sælger sangen ‘Best Thing I Never Had’ med en video af den slags, Facebooks pornopatrulje ikke kan lide, men i dag, hvor hun fylder 30, har hun som nougat-soul’et sanger for længst taget over, hvor Whitney Houston blev nødt til at slippe.

Beyoncé Giselle Knowles, som pudsigt nok netop blev født i Houston, er nutidig, men har samtidig dyb respekt for traditionen. Og forståelse for dens salgbarhed.

Det så man allerede, da hun, guidet af sin far, i sidste halvdel af 90’erne var frontfigur i Destiny’s Child, der slog alle salgsrekorder for pigegrupper. Gruppen gik i opløsning, ikke mindst fordi Beyoncés far kun delte magten med sin datter.

På den led vidste Beyoncé, hvad det handlede om, da hun i 2006 spillede den Golden Globe-nominerede rolle som Diana Ross-figuren i filmen Dreamgirls, bygget over magtkampene i og omkring The Supremes. Filmen betød et sidste afgørende løft for Beyoncés solokarriere, der ellers var kommet godt fra start med den multiplatinsælgende debut-cd, Dangerously in love.

I november 2004 sagde hun farvel til Destiny’s Child med et album og en koncertturne for at koncentrere sig om livet som solist.

Et par filmroller er det siden blevet til, og mens kameraet elsker hende, har vi endnu til gode at se hende træde i fuld karakter som skuespiller. At potentialet er der, kunne opleves i 2008-filmen Cadillac Records om bluessangeren Etta James. I den film fortolkede Beyoncé bl.a. sangen ‘At last’, som akkompagnerede den første dans, præsidentparret Obama tog i Det Hvide Hus.

Beyoncé har udsendt fire soloplader, den seneste kom tidligere på året, og indtrykket er stadig, at hun forløser sit talent bedre som balladesanger med sin suverænt beherskede mezzosopran end som dansegulvs-fylder. På scenen formår hun dog at forene begge dele i et spektakulært, men både kontrolleret og medrivende show.

Hun nyder navnlig i USA en berømmelse, som kan blive den største hæmsko for hendes kunstneriske udvikling. Gennem årene har sangeren, trods forskellige grader af afklædthed, haft et image som en sund, skandalefri pige med en voksende evne til at styre sine egne forretninger. Hun skriver det meste af sin musik, lidt af et særsyn i den ende af branchen.

En skønhedsplet i den perfekte makeup opstod dog, da WikiLeaks tidligere i år dokumenterede, at hun havde modtaget millionbeløb for at optræde privat for Moammar Gaddafi og hans familie. Honoraret følte hun sig derpå presset til at overføre til genopbygningsarbejdet i Haiti.

Beyoncé har – naturligvis – lagt både navn, ideer og penge til duft- og tøjserier, ja, til et helt kosmetologicenter, og hendes ægteskab med hiphop-ikonet Jay-Z har ikke mindsket den offentlige interesse.

Da hun i den forgangne uge annoncerede sin graviditet med hvad medierne straks døbte Destiny’s child, udløste nyheden rekordmange tweets på Twitter: 8.868 – i sekundet.

Ukrediteret pr-foto fra kunstnerens hjemmeside.

Readmore  

King Curtis in memoriam

17. august 2011   //    Kommentarer slået fra

I dag for fyrre år siden var Aretha Franklin, hendes pladeselskabsdirektør Jerry Wexler, Stevie Wonder, Cissy Houston (Whitneys mor), Brook Benton, Bonnie & Delaney Bramlett og Duane Allman til samme begravelse. The Reverend Jesse Jackson prædikede, da King Curtis blev bisat i New York. Aretha sang den afsluttende gospel ‘Never Grow Old’. Curtis’ band The Kingpins, det eneste band, der kunne give Booker T. & The MG’s koldsved, spillede en timelang udgave af hans kendingsmelodi ‘Soul Serenade’.

Fire dage før var saxofonisten blevet stukket ned uden for sin gadedør på West 86th Street, da han kom i håndgemæng med en junkie. Curtis havde omkring midnat været ved at bære noget nyt aircondition-udstyr ind i sin lejlighed, da han på trappen ikke kunne komme ind for to narkomaner, der sad og junkede. Den ene af dem, 26-årige Juan Montanez, stak Curtis i brystet. Curtis fandt sig aldrig noget, så han satte sig til modværge, bemægtigede sig kniven og stak Montanez fire gange.

Junkien vaklede væk fra åstedet. Curtis blev bragt til hospitalet, hvor han udåndede en time senere, 37 år gammel. Ved et tilfælde endte Montanez med sine sår på samme hospital, Roosevelt. En læge lagde to og to sammen, og Montanez blev senere dømt for drabet.

Det skaffede ikke musikken Curtis Ousley alias King Curtis tilbage.

Heldigvis har vi pladerne. Både hans egne og ikke mindst de mange eksempler på hans evner til at forgylde og løfte andres musik:

Han begyndte i jazzen og spillede med Horace Silver og Lionel Hampton, men hans sikre, melodiske frasering gjorde ham til et must for både pop- og soulsangere. Samt ikke mindst rollemodel for efterfølgende generationer af saxofonister.

Wikipedia har et godt opslag på ham.

Readmore  

Genfremkaldt: Kim Weston

28. juli 2011   //    2 Comments

Nu om dage huskes Kim Weston nok mest som partner med Marvin Gaye på ‘It Takes Two’, den sang, der i 1966 lagde fundamentet for det duo-koncept, Gaye senere gjorde guldrandet med Tammi Terrell.

Året før havde Weston hittet med ‘Take Me In Your Arms (Rock Me A Little While)’, en gospelpræget sang, som stak ud fra Motown-reperoiret og siden blev genoplivet af bl.a. Dobbie Brothers. Weston lignede en kommende stjerne; også selv om hun i 1963 havde begået den brøler at sige nej til ‘Dancing In The Street’.

Sangen var skrevet af Gaye og hendes mand, William ‘Mickey’ Stevenson, og det var en af de få gange, Weston gik imod ham.

Han var repertoirechef, producer og sangskriver på Motown, og var i praksis nummer to efter Berry Gordy, før Smokey Robinson steg i graderne, men hans ejerfornemmelser over for både selskabet og Kim Weston var ingen fordel for hende. Hun blev internt set som marionetdukke for ham, og tabte bl.a. derfor tidligt kampen mod Diana Ross. Stevensons måde at føre hende frem var lidt for gennemskuelig.

I sin bog Where did our love go om Motowns fødsel, storhed og fald skriver Nelson George: “Efter at have investeret så megen energi i udviklingen af Motowns kreative afdeling, betragtede Stevenson Westons berømmelse som sin returkommission, det redskab, gennem hvilket Motowns velsmurte maskine kunne udløse dollars lige ned i hans lomme…”

Kim Weston havde et andet problem: Hvor indtagende hendes stemme og ansigt end var, tog hun for let på i vægt. Hendes fysiognomi passede simpelthen ikke til de kjolemodeller, bl.a. Diana Ross kunne skrue sig ned i, skriver George. Og det hvide publikum, som for Motown og Gordy betød alverden, grinte af Westons frodighed, når hun stod på en scene.

Det kunne man ikke se på plade, og sange som ‘Helpless’ er stadig på min private Top 20 over Tamla-træffere:

I 1969 havde Motown vokset sig så stor, at Mickey Stevenson godt kunne tænke sig at få en aktie i foretagendet. I bogstaveligste forstand. Ellers ville han gå til selskabet M-G-M, og tage Kim Weston med. Man skal som bekendt aldrig true med at gå, men med at blive. Gordy afviste sin gamle medarbejders ultimatum.

På M-G-M vidste de heller ikke, hvad de skulle stille op med Kim Weston, som derefter flaksede rundt fra selskab til selskab uden succes. I 90′erne blev hun samlet op af produceren Ian Levine’s Motorcity Records, som stod for genindspilninger af Motown-hits, beregnet til det engelske marked.

Weston fik på den konto et mindre hit med ‘Signal Your Intention’, men siden har den stået på DJ-arbejde på en radiostation i Detroit samt medvirken i mange af de retro-pakker for tidligere Motown-stjerner, som kører deres eget kredsløb.

Her har hun ironisk nok delt plakat med den to år yngre Martha Reeves, som hverken blev rig eller lykkelig af at indsynge ‘Dancing In The Street’. Pengene gik til (Marvin Gaye og) Mickey Stevenson – han og Weston blev skilt i løbet af 70′erne. Forhåbentlig – for Weston – havde han ikke særeje.

Foto: Uddrag af omslaget til The Best of Kim Weston.

Readmore  

Genfremkaldt: Betty Swann

25. juli 2011   //    1 Comment

Meddelelsen om Amy Winehouses død fik mig til at rode på min indre soulhylde. Frem dukkede Betty Swann, som en kort overgang i 1966-67 lød som genrens fornyelse. Hendes sange er stadig ret holdbare. Og stemmen sexet og smidig og smittende musikalsk.

Swann, som blev født i Louisiana i 1944 som Betty Jean Champion, debuterede i 1964 med sin egen sang ‘Don’t Wait Too Long’. Den var komponeret af Arethas søster Carolyn og produceret af Arthur Wright for det lille uafhængige Los Angeles-selskab Money – godt navn i den branche.

Gennembruddet kom et par singler senere, i 1967 med ‘Make Me Yours’. Den blev et stort R&B-hit, blev pænt placeret på Hot 100 og gav også navn til hendes første album. Hun skiftede til Capitol uden helt samme succes, og da hun gjorde sin debut på det navnkundige soul-selskab Atlantic i 1972 var det et par sæsoner for sent.

Toget til discoland var sat på skinner. Og der hørte Betty Swann ikke hjemme. Hun besad simpelthen for megen ægthed. Joss Stone har senere bevist hendes langtidsholdbarhed med sin tolkning af Swanns ‘Victim Of A Foolish Heart’.

Betty Swann sang sidste gang offentligt i 1980, og er i dag pensionist.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013   //   No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013   //   No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top