TV2 | MIDT I EN BEATTID

Thomas Bo enormt lykkelig

22. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Thomas Bo Larsen har aldrig gjort et stort nummer ud af at gøre sig karrierelækker. Hans særlige krasbørstige ømhed har typecastet ham som den evige rod, et naturtalent, der ikke kerer sig om karriereplanlægning.

Det må man i hvert fald ikke håbe, når man ser ’Drengerøv og datter’, TV2’s nye miniserie. Her spiller Larsen sig selv som far til sin tyveårige datter, Sally (billedet). Sammen er parret i Brasilien for at blive klogere på livets modsætninger og byrdernes ulige fordeling. Om morgen besøger de slumkvarterer for så om aftenen at blive beværtet af en hovedrig plastikkirurg i Rio de Janeiro, og dagen derpå kører de, siddende på ladet af en åben truck, ud til en landsby, hvor de skal deltage i hverdagen.

Som Sally siger, da de står på landevejen og venter: »Hvad laver vi her?« Første afsnit af serien gav ikke noget svar, men hendes far gav hende en krammer og bad hende iføre sig jahatten.

Man lader Larsen agere en slags journalist, som på gebrokkent engelsk forsøger at komme ind på livet af dem, de to besøger. Alt er selvfølgelig planlagt i hoved og røv, som dansk skuespils svar på rock ‘n’ roll ville have formuleret det, men desto mere uforståelig bliver eksponeringen af Larsen som en lidt lalleglad ’ghettodreng’ for nu at citere fra hans egen selvforståelse.

Konceptet lader totalt de to medvirkende i stikken. Datteren bliver ved med at undre sig, og småskammer sig over sin far (som ifølge hende altid skal spille smart, når han taler engelsk) – ved et cocktailparty lærer han f.eks. en gæst at sige »op i røven med støvekosten«. På dansk. Og ytrer sig ellers mest i vendinger som »fedt, totalt fedt« og »jeg er enormt lykkelig« og har kun superlativer til overs om dem, de møder. Plastikkirurgen er »en fantastisk mand og ikke en snob« kan Larsen fastslå efter at have besøgt ham et par timer, og da far og datter senere ankommer til landsbyen i aftenmørket, erklærer de, at det er en »total kærlighedsby«.

Det dramatiske højdepunkt indtræffer, da Larsen får myggespray i øjnene.

Det underliggende tema er, at dette skal forestille at være en dannelsesrejse for Sally. Hun skal prøve noget nyt. Og det gør hun. For første gang spiser hun kylling med ben. Den dag troede hendes far lige godt aldrig, han skulle komme til at opleve…

Jeg har læst mig til, at serien senere forlægges til bl.a. Japan og Rusland, og kan kun sige, at i gamle dage havde man pausefisk til at fylde de tomme felter i programplanlægningen ud. Nu sender man to mennesker plus et produktionshold den halve klode rundt for at lave ni halvtimesprogrammer.

Det må køre for dem derhenne i tv-branchen.

TV2 onsdage kl. 20.50

Dette er en lidt længere version af den anmeldelse, der i dag kan læses i printudgaven af Politiken.

PR-foto: Blu/TV2 Danmark ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Hold vejret med Hother

12. februar 2013 // Kommentarer slået fra

Danmark har som måske bekendt et areal på 43.000 kvadratkilometer – sådan cirka. Som andre småstater har vi altid en interesse i at gøre os større end vi er. Og nu, hvor landsholdet og Caroline Wozniacki svigter, er det godt, vi har de to landsdækkende tv-kanalers vejrdækning.

Alle snakker som bekendt om vejret, og DR1 og TV2 bilder sig ind, at de kan gøre noget ved. Ja, faktisk bliver vejret dækket, så man skulle tro, Danmark var på størrelse med Tyskland. Og at Bornholm og Mors befinder sig i hver sin tids- og klimazone.

Som om vejrmeldingerne i halen på nyhedsprogrammerne og DR’s daglige ’Vores vejr’ med fyldstof om sukkerroehøsten (ren reklame for et sukkerfirma) og lynforekomster om vinteren ikke er nok, kan man også gå på nettet, gudhjælpemig gense de gamle vejrprogrammer og følge vejrudviklingen eller manglen på samme time for time, som om vi alle er fiskeskippere, piloter, lystsejlere eller landmænd. Jeg forstår det ikke helt.

I lighed med andre nyhedsområder sker der også på vejrfronten en sensationalisering. Og nej, jeg ønsker mig ikke tilbage til en dækning lig med den, Buster Larsen engang gjorde grin med i ’Hov-Hov’, hvor han kiggede ud af vinduet og så fortalte, hvad han så, men nu om dage virker det lige så grinagtigt at se yngstepraktikanten stå i blæst eller puddersne og fortælle, at det blæser eller måske vil komme til at sne mere. For slet ikke at tale om, når bølgerne truer med at slå ind over en eller anden mole. Så kan både DR1 og TV2 let komme til at ligne forstadierne til The day after tomorrow. Og når det så endelig sner, som denne formiddag, lyder de en smule skuffede på begge kanaler over, at det tør i eftermiddag.

Forsonende nok kan vejrdækningen på de landsdækkende kanaler også minde os om, hvor lille et land, vi faktisk bebor. Vejrværterne er for længst blevet mediestjerner, og den slags skinner der, hvor de får flest penge for at gøre det. Så der har været og er et rend frem og tilbage mellem DR1 og TV2. Naturligvis er jobskiftene altid pakket ind i floskler a la »det bliver både udfordrende og rigtig spændende for mig at prøve kræfter med en ny arbejdsplads og en ny måde at fortælle historier om vejret på,« som TV2’s Cecilie Hother sagde, da hun for syv måneder skiftede til netop ’Vores vejr’.

Nu har TV2 røvet hende tilbage som er hun en anden tante Sofie. Til den nye kanal TV2 Fri, hvor ’vejr-baben’ pudsigt nok glæder sig til at skulle i gang med en helt ny værtsrolle, hvor hun skal »tage temperaturen på andet og mere end vejret.«

Vi kan dårligt klare at holde vejret til det nye program går i luften.

Vejrdækningen, TV2 og DR1 og på kanalernes web- og Facebook-sider.

Denne anmeldelse kan i kortere form også læses i dagens printudgave af Politiken

Pressefoto: Agnete Schlichtkrull/DR ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Da Medina så et egern

27. oktober 2012 // Kommentarer slået fra

Speakerstemmen undersolgte ikke programmet: »Nu kan du møde en af Danmarks største personligheder,« lød det, da der torsdag blev blændet op for tredje ombæring af TV2-serien ’Felix rykker ind…« Okay, tænkte jeg, Felix Smith har da en antiautoritær frisure og er ikke uden en vis indolent-fjumret hængerøvscharme, men ligefrem så stor en personlighed?

Nå, det viste sig nu at være Medina, der blev hentydet til, den tredje popstjerne i serien, der hidtil har besøgt statsministeren og Anders Matthesen. Jeg tror egentlig, den chilensk-århusianske sanger er ret ligeglad med speakerbedømmelsen. Hun virker, som om hun hviler i sig selv, og man kan mene om hendes sms-sange, hvad man vil, men bandsat iørefaldende er de, og på en scene er hun ikke bleg for at give svar på tiltale. Hun er ret sej, må det være tilladt en grånende popanmelder at mene.

Omvendt virker hun som om, det man ser, er det der er og det man får. Det er ikke nødvendigvis en fordel for et program, der vil være en slags ’Hjemme hos…’ for viderekomne.

I forskræppet blev seerne ellers lovet »mange grin, stor forundring, travlhed, glamour og nogle hudløst ærlige snakke om svigt og succes, nedture og drømme…« Nu om dage er udtrykket »hudløst ærligt« bare en kliche for en samtale, der ikke handler om at promovere et aktuelt produkt.

Den slags small talk kommer sjældent ind under huden, og gjorde det da heller ikke her, hvor Felix og Medina tilbragte nogle dage sammen. Dels hjemme på sangerens ejendomsmæglerblanke landsted, hvor hun forbavses over naturen: »I går så jeg et egern og en hjort med sine to hjortebørn…« Dels på indkøb, både hos et tøjfirma og efter rucola i Brugsen (med Medina som autografskriver for fans, der hilste hende med de vise ord »Orj, seriøzt, mand«) og endelig på pr-trip til Tyskland.

Det lykkedes ikke Felix at få ret meget ud af de situationer. Og han havde endda en lille time til det. Han har gjort uforberedthed til en stil eller sådan får han det i hvert fald til at se ud, og synes en smule benovet over sin egen semi-kendis-status. Den står i vejen.

Så uanset hvor tit de to over den new zealandske chardonnay forsikrede hinanden om, hvor hyggeligt det her var, var der langt mellem betroelserne. Og da den snart 30-årige »generelt lykkelige« Medina lukkede lidt op og fortalte om frygten for at blive stukket af sine venner, om alle de gange hendes hjerte var blevet knust og om sin nye ni år yngre kæreste, virkede Felix ikke interesseret i at spørge ind og eller bryde pseudofortroligheden. På os andre virkede det som kodesprog, fordi mellemregningerne udeblev eller også står de i Se & Hør.

Det kan godt være, at Felix Smith rykker ind, men hvornår rykker han?

Felix rykker ind. TV2 torsdage kl. 20-20.50

Foto: Amdi Brøner/TV2 ©

Denne anmeldelse står i lidt kortere form at læse i dagens printudgave af Politiken.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pernilles klicheer og knofedt

4. september 2012 // Kommentarer slået fra

Det har ikke været en stor sommer for Go’ Morgen Danmark. Fødsler, ferier og værtsudlån (til andre programmer) har fået programmet til at humpe af sted med cykelvikarer på enten flade eller alt for hårdt pumpede ringe. Vi vil have Katrine Hertz Mortensen tilbage fra barsel nu!

Til gengæld lover det godt, at man har hyret den friske, men aldrig overfriske Mikkel Kryger fra SommerSummarum til et fornyet værtsteam som følge af, at man har skrottet det tidsspilde, der gik under navnet Weekend Weekend. Man vil fortsat sende i weekenden, men nu som del af Go’ Danmark. Altså mere journalistik end cupcakes.

Det sås søndag, da man havde først finansministeren i Tivoli-studiet. Og derpå Pernille Rosenkrantz-Theil som forsvarer for regeringens revision af dagpengeområdet. Mikkel Herforth var i begge tilfælde en god interviewer, som i forhold til Corydon ikke endte i rent ugeblad, selv om der var lagt op til det med lanceringen af ministeren som far til fire og hvordan får man arbejdet til at hænge sammen med privatlivet og den slags.

Nu regnes det for unfair at slå politikere i hovedet med deres fortid. Det var der dog heller ingen, der gjorde, da Rosenkrantz-Theil blev konfronteret med en nuværende og en tidligere dagpengemodtager. Det klarede hun indirekte helt selv.

Hendes opponenter kunne ikke forstå, hvordan regeringens nye rotationsprincip skulle kunne skaffe dem, eller andre i samme situation, i arbejde. Den ene af dem promenerede en Jagtvej 69-hanekam a la Rosenkrantz-Theil dengang for ikke så længe siden, hvor hun lignede Enhedslistens bud på en autonom fremtid. Og ikke var så caffelatte-trendy, at hun kom på fornavn med danskerne. Nu forsvarer hun regeringen, klædt i arbejderistisk denim – man er vel medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg. Som statskundskabskandidat må man formode, at hun også kan tale på en anden måde, men ud af munden flød ved denne lejlighed en klæg, selvsupplerende strøm af stakåndede klicheer.

De havde alle til formål at fortælle dagpengemodtagerne, at hun skam forstod dem og deres »forfærdelige« situation; hun har – naturligvis – selv venner, der vil blive ramt til nytår – men hun lod forstå, at hun arbejder mere ihærdigt end Corydon på at forbedre tingene.

»Vi knokler solen sort,« som hun sagde. Hun brugte også »knofedt«. »Hver evig eneste time« arbejdede hun på problemet. Og var også lige rundt om »værktøjskassen«, men mærkværdigt nok ikke nede i »maskinrummet«. Måske fordi der ikke var plads p.t.. Til gengæld ville hun slå »et ordentlig slag i bolledejen« for at finde det arbejde, der altså ikke findes. Om slaget ville være med eller uden knofedt fremgik ikke helt klart.

Intervieweren var så venlig ikke at spørge ind til det. Om venligheden var på Pernille Rosenkrantz-Theils side kan diskuteres.

Go’ Morgen Danmark, TV2, alle dage 6.35

Denne anmeldelse kan også i kortere form læses i dagens trykte udgave af Politiken.

Foto: Officielt billede fra www.folketinget.dk, taget af Steen Brogaard.

Du kan se det omtalte indslag her.

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

TV-klumpspil før kick-off

9. juni 2012 // Kommentarer slået fra

Hvor er TV2’s nyhedshelikopter, når man har brug for den? Hvorfor har den ikke døgnpatruljeret over Kolobrzeg og fodret os med overbliksbilleder fra byen, hvor det danske EM-hold har ladet op inden det, for nu at blive i jargonen, i aften for alvor går løs?

I stedet har vi måttet nøjes med at se den udsendte Heidi Frederikke Rasmussen fortælle om det femstjernede hotel, der har været brugt som »base camp«. Spillerne må ikke tweete. Til gengæld rummer hotellet både fladskærme og spa, kunne man forvisse sig om på de indlagte stillfotos. Den store nyhed var, at hun mente at vide, at spillerne af og til bevægede sig udenfor hotelområdet. Ærlig talt: Hvorfor blev den meddelelse ikke ledsaget af et breaking-skilt?

Og som om det ikke var nok, blev hun scoopet ud af banen af DR’s tekst-tv. De kunne torsdag afsløre, at »EM-holdet er sundhedsfanatikere«. Spillerne er, ifølge landsholdets kok, »meget bevidste, de er meget disciplinerede. Der er ting, som ligger helt naturligt for dem, som for bare to år siden slet ikke var naturligt.« F.eks. har han ikke set »en eneste røre brød, andet end til morgenmad« ligesom sodavand, fløde og smør står urørt hen. For at betone, at vi ikke bare var ude i noget så banalt som kokkens egne iagttagelser, blev Per Thøstesens ord af tekst-tv kaldt »analysen.«

Der skal herfra lyde forståelse for, at det kan være svært at fylde ventetid kvalificeret ud, men hvor nyskabende havde det ikke været om medierne havde slået bolden et par gange ekstra i græsset i stedet for bare at losse den frem og tilbage. Man taler om alibifodbold. Man kunne også tale om alibi-journalistik.

I det lys var der mere perspektiv i den reportage om ultravoldelige, smånazistiske og storracistiske hooligans i Polen og Ukraine, som TV2’s Dags Dato havde købt af BBC. Reporter Chris Rogers bevidnede afskyvækkende scenerier, der må have fået selv en kry kulturminister til at overveje, hvor klogt det nu er at forlade VIP-logen. Det dobbelt skræmmende var, at hverken politi eller dommerne skred ind. Forhåbentlig kommer vi ikke til at møde et af værtslandene.

Adspurgt om, hvorvidt Danmark kan gentage triumfen fra 1992 svarede TV2’s Flemming Toft i Ankerdal på News: »Jeg tvivler på det.« Klarere i mælet bliver ingen ekspert inden aftenens »brag«.

Tilbage bliver at ønske god kamp og så håbe, at YouSee har andre på vagt end pressechefen, når tv-signalet enten ryger eller pixelerer, så det ligner det danske forsvar i træningskampen mod Brasilien.

PS: LIge som jeg lægger dette ud, følger en helikopter faktisk den danske spillerbus på vej til stadion. Wow!

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Pia som klasselærer

29. april 2012 // Kommentarer slået fra

Kan De huske Pia Kjærsgaard? Jeg hjælper lige lidt på gled: Det var hende politikeren, der forholdt sig til stort og småt med ordene: »Det vil jeg ikke finde mig i.« Det vil hun stadig ikke. Nogen holdningskujon har hun aldrig været, heller ikke nu, hvor de politiske stokroser savner vand. Og der ikke er så meget bud efter hendes egenartede udlægning af fædrelandskærlighed.

Således gik hun i første afsnit af anden sæson af TV2-serien Velkommen til virkeligheden synligt smånervøs, men ærefrygtløs ind i den skolehverdag, hun mener behøver respekt for lærere, lektier, stilhed og morgensang. Hun var klasselærer for et par dage, i 3.a på Holmegårdsskolen.

Nu kan man jo klippe sig til meget, men børn lader sig ikke sådan lige instruere, så mon ikke vi fik rimeligt indblik i, hvordan det var at blive udsat for de kjærsgaardske undervisningsidealer. Hængende på stolene og henover bordene gabte eleverne sig forbløffende tolerante (eller ligeglade) gennem hendes katederundervisning. Den formede sig som en erindringsoptimistisk genopførelse af hendes egen skolegang. Som hun sagde om eleverne: »De er for små til at blive gjort medansvarlige.« Senere uddybede hun: »Vi bliver en tabernation på sigt, hvis vi bliver for inkluderende.« Lad ordene stå på tavlen en stund.

Situationen var arrangeret, så man kan ikke bare udlægge elevernes uengagerethed som argument for partilederens mantra om, at »disciplin er fantastisk vigtigt,« men klasselæreren, som »topfrustreret« så til, undrede sig over, at en kvinde, »der ellers nok kan få sat folk på plads, ikke kan klare en tredjeklasse«.

Tv-billedet af Pia Kjærsgaard som gæstelærer flimrende mellem det tåkrummende selvudleverende og så noget, der lignede en trailer for en børnefilm, Regner Grasten ikke havde haft hjerte til at lave færdig. På den anden side var der noget teflonbelagt determineret over hendes insisteren på at ville have sine pointer igennem, også over for så unge medborgere. De havde bare at være taknemmelige for at gå i skole, havde de. Den fes ikke ind.

Man kan sagtens diskutere svaghederne ved den differentierede undervisningsmodel, som klassens normale lærer, Louise Saggau, advokerede for, men alternativet var i hvert fald ikke Kjærsgaards »røv til bænk-undervisning« for nu at bruge Saggaus udtryk.

Oplevelsen i Hvidovre fik, måske ikke så overraskende, ikke Kjærsgaard til at ændre holdning. Men hun medgav, at skolen er en hård branche.

Præcis som politik. Det fik man indtryk af, da lille, frække Frederik ville vide, om hun kendte Helle Thorning-Schmidt? Jo, det gjorde hun da. »Har du fået hendes autograf?« Hun forsøgte at glide af, men nutidens ungdom og fremtidens vælgere tager ikke et tja for et ja, så Frederik fremturede: »Kan du skaffe den?«

Da lignede politikeren en smilende sylteagurk, der længtes efter det store spisefrikvarter.

TV2, torsdage kl. 20. Og kan genses på Sputnik.

Denne anmeldelse kan i en lidt kortere version læses i dagens printudgave af Politiken

Pressefoto: Frej Schmedes/TV 2 ©

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Mærsk blev begravet tre gange

23. april 2012 // Kommentarer slået fra

I mediebranchen er den ulige kamp mellem holdning og underholdning ude i overtid. De smarteste aktører taler om nye udfordringer, mens pessimisterne ikke kan se sig ud af den kendsgerning, at stadig færre unge behøver en nyhedsdækning på hævdvundne journalistiske præmisser.

Lyder det kedeligt? Det er det også. For mediebrugerne, for journalistikken og for det, vi i skåltaler kalder demokratiet.

Trods krisebetinget smalhals skorter det dog i branchen ikke på investeringsvilje, når det skal være. Og dét skulle det, da Mærsk Mc-Kinney Møllers såkaldte private begravelse blev væg-til-væg-dækket af DR1 og TV2. Det handlede så i sagens natur mere om gammelt end ungt.

Allerede på dødsdagen anede man, hvor det bar hen. De sene TV2-nyheder sendte en uddannet journalist til Esplanaden. Han kunne fortælle det, vi alle kunne se – at der var lukket og slukket. Man skal vist være nyhedsdirektør for se nytteværdien af det indslag.

Rustvognsruten var ikke myldrende kranset af taknemmelige borgere og aktionærer, men dækningsgraden af begivenheden antydede, at vi bivånede generalprøven på næste kgl. begravelse.

Begge kanaler havde helikoptere i den skyfri luft, hvis vi havde glemt, hvordan byen så ud fra oven. Den over fire timer lange transmission havde sat journalister på uriasposter. Som hende, der af DR1-værten blev spurgt, om hun troede, folk ville forlade stedet eller blive stående og vente på at se gæsterne forlade kirken. Tja, hvad synes du selv?

Alligevel var der forskel på dækningen. TV2’s unge seniorjournalist, Johannes Langkilde, var, mildt salvelsesfuld, Des med seerne. Flaget var på halv, lød det. Og folk står med »bøjede hoveder«. Det så nu mest ud, som om manden i billedet sendte en sms. Den ugebladssentimentale tilgang blev hæmmet af, at man dårligt vidste, hvem der var hvem af gæsterne. Virkelige magthavere hjemsøger nemlig ikke Billed-Bladet.

DR1’s Kim Bildsøe Lassen var ikke ufølsom, men han og hans kolleger havde proportionerne i orden. En sigende detalje kom, da kisten blev båret ind: DR1’s kvinde foran kirken tav, fordi situationen, som hun sagde, krævede ro. På TV2 kværnede de bare videre af frygt for at seerne skulle zappe videre.

Til gengæld lykkedes det begge konkurrenter at fortælle om den fædrelandskærlige kapitalist uden at ty til netop den kliche. DR1’s Niels Lunde og TV2’s Ole Krohn havde styr på stoffet og modstod fristelsen til at gå amok i anekdoter.

Imens lå hovedpersonen i sin dannebrogsdraperede kiste og undrede sig over dobbeltdækningen. Det ressourcespild var aldrig gået i hans foretagende.

Tsunami-trussel udløste Facebook-tv

13. april 2012 // Kommentarer slået fra

Vejr er godt nyhedsstof. Uvejr endnu bedre. Og i tråd med tiden, hvor historier, der før blev overstået i notitser, pumpes op med varm luft, var onsdagens bærende nyhed derfor tsunamien, der – heldigvis – blev til bølgeskvulp.

Den slags kan man ikke fylde hele fladen med, så især TV2 og News skruede ”sæt-nu-hvis”-tonefaldet på, så det for mediekynikeren i mig så ud, som om nyhedsværterne, mildt hændervridende og tilpas alvorstunge, var en smule skuffede over ikke at få en gentagelse af katastrofen fra 2004.

Vinklingen var på vanlig vis så dansk, at det igen mindede om, hvor provinsielle medier kan være, når verden banker på, og der er den mindste mulighed for, at der er en dansker derude i det faretruende fremmede.

Mens de lokale i nogle dramatiske paniktimer frygtede at miste, hvad de havde, havde TV2 Nyhederne en ferierende account director igennem fra Thailand. Han blev spurgt om, hvad han »gjorde sig af tanker…« Hvad forventede man, at han ville svare? Men nu havde han og hans familie det godt. Og sådan blev det ved med danske øjenvidneberetninger. Det rene Facebook-fjernsyn.

I BT, hvis navn ikke længere står med prikker, fik de tungere kendis-bid. BT’s netavis berettede, at den tv-kendte ernæringsekspert Christian Bitz fik et chok midt i et madlavningskursus. Han skyndte sig, skriver avisen, ned på stranden og »reddede« sin kone og deres to døtre. Man ser actionfilmen for sig. Er det den slags »nyheder, der ikke spilder din tid,« som den cavlingnominerede chefredaktør garanterer i sin relancering af avisen?

Lidt mere substans var der i tv-indslagene med Star Tours’ altid sympatiske og altid solbrændte direktør, Stig Elling, som forsikrede, at beredskabet var oppe i gear – med krisepsykologer og mulighed for at flytte hotel. Det samme gjorde senere Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors. Reklameværdien må være ubetalelig både for turist- og godhedsindustrien.

Ved Ladekarls side sad Ib Michael. Hans adkomst lod til at være, at han er den, han er, og at han nogle måneder hvert år bor i Thailand, hvor han har gode venner, også blandt thaier – som han fik indskudt. Dem havde han bekymret ringet til. Fuldt forståeligt, men er det nok til at komme i landsdækkende tv? Og hvorfor siger han ja?

Kun i en bisætning strejfede Michael Trangbæk, den ene News-vært, den journalistiske essens: Tsunami-alarmen virkede. Altså som han sagde: »En positiv historie.« Han blev overhørt, også af sig selv.

Jeg siger ikke, at man skulle have undladt at fortælle historien, men så længe og med så lidt perspektiv? Den eneste tilskadekomne var den journalistiske dømmekraft.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens printudgave af Politiken

FØLG MIG OGSÅ PÅ FACEBOOK

Danmarks største stemme?

27. februar 2012 // Kommentarer slået fra

Min popkyndige kollega, Henrik Palle, bemærkede forleden i Politiken, at den sande x-faktor i showet af samme navn er dommerne. En anden pointe ved X-Factor er den utroværdighed, dommerne, mod godt betalt medieeksponering, lægger for dagen, forklædt som ekspertise.

Her har vi at gøre med fagfolk, der i deres professionelle dagligdag demonstrerer realistisk smagssans og sikkert omdømme – som f.eks. Thomas Blachman. I sin tid forvandlede han Caroline Henderson fra et P3-hit til en grænsesøgende, men alligevel masseappellerende kunstner, og nu bilder han seerne – og måske også sig selv ind – at nulliteter, der kun med besvær kan holde tonen, ville have haft en chance for ikke at ende i papirkurven, hvis de havde sendt ham en demooptagelse ude i det virkelige liv.

I det lys har Voice, den konkurrerende konkurrence på TV2, handlet mere om musik. Okay, man skal købe den falske præmis om, at sangstemme kan adskilles fra fremtoning – det tror jeg ikke, man er enig i på det pladeselskab, der har lovet en pladekontrakt til vinderen – men indfaldsvinklen har fastholdt, at diskussionen om musikalitet eller mangel på samme faktisk har fyldt undervejs. Ikke mindst fordi dommerne ikke har pjattet tiden væk på at positionere sig, men har coachet kandidaterne.

Programformatet har ikke altid haft nok tid til det, men af og til har det handlet om noget, der gør ondt på den gode måde. Det var der et eksempel på i lørdagens finale. Mathias Pachler, som Steen Jørgensen med nogen ret kaldte »den nye mr. Pop«, fortalte, at han »aldrig har været så tæt på min drøm som nu.« Den kliche gik Sharin Foo i kødet på ved at spørge det velsyngende, Justin Timberlake-genert-sexede stjernefrø, hvori den drøm består. Og fortalte ham, at det svar måtte han finde i sig selv, før det ville give mening at komme videre i showbiz. Og dèt efter at Jørgensen satanisk-venligt havde kaldt Pachlers eget bud på en popsang en, der ikke gjorde skade.

At opfyldelsen af stjernedrømmen ikke altid er nok i sig selv, kunne Pachler bare kigge på sin coach, Lene Nystrøm, for at blive forvisset om. Aqua-millionæren har undervejs i programmerne fremstået som en studie i teatralsk sminket, grådlabil udvendighed og verdensfjernhed.

Omvendt er hendes dommerkollega, L.O.C., dansk hiphops belevne, men street-rå elegantier, et bevis på, at succes ikke behøver fordumme. Det samme er Foo og Steen Jørgensen.

Tilbage står, at sms-Danmark – naturligvis – kårede den mest konventionelle stemme som vinder, Kim Wagner, mens det ikke kom som et chok for denne blogger, at den mest personlige røst, Liv Skotte, netop blev nummer sjok.

Ellers er det bedste ved, at ’Voice’ er forstummet, at værten, Morten Resen, nu får tid at skrue ned for megafonen og op for det nærvær, der gør ham så uundværlig og skarp om morgenen som friskmalet kaffe.

Denne anmeldelse står i lettere forkortet form at læse i dagens printudgave af Politiken.

Flosklerne runger i Voice

27. november 2011 // 1 Comment

Trætheden sætter sig lammende i mig, allerede da reklamespeakeren med udråberstemme fortæller, hvem der er dommere i TV2′s nye lørdagssatsning, Voice – Danmarks største stemme.

Vi får at vide, at Lene Nystrøm fra Aqua er “Danmarks regerende popprinsessese” og at hun med Aqua er “klar til at fortsætte, hvor de slap.” Nogen har glemt at fortælle TV2′s tekstforfatter, at Aqua p.t. hverken kan sælge deres comebackplade eller koncertbilletter.

Og i samme stil kan Sharin Foo naturligvis ikke bo i noget så simpelt som Los Angeles. Næh, hun bor i L.A. På samme måde kalder man Steen Jørgensen for ‘Dansk rocks godfather’. Må jeg næste gang anbefale, at man slår floskelfilteret til. En ekstra bonus kunne så være en større sproglig præcision.

Ideen i Voice er selvfølgelig ikke TV2, men købt: Hovedideen er, at dommerne ikke skal kunne se, hvordan sangeren ser ud, før de beslutter sig. Det er altså kun stemmen, der tæller. Tanken er sympatisk, men hul i hovedet. Det er rigtigt, at man på konservatorierne benytter sig af blind fold auditions, men det er jo fordi en cellist jo ikke ligefrem skal performe, men indgå i en helhed. Som popstjerne in spe er der meget andet end stemmen, der tæller med i vurderingen.

Det er alle showets dommere bevis på. På hver deres måde.

Den gode ting ved Voice er, at man ikke, som i X-Factor, skælder folk ud. Panelet er faktisk gennemgående sødt, venligt og sagligt over for de unge håbefulde, som ikke altid er lige unge. L.O.C. og Steen Jørgensen virker rare, ærlige og cool. Sharin Foo er fuld af sødme og en intelligens, som ikke kun sidder i designerbrillerne.

På den baggrund virker Lene Nystrøm endnu mere uudholdelig. Hun var fra starten totalt overgearet og fik til sammenligning Gitte Stallone til at ligne diskretionen selv. Mens de andre var ret forsigtige med at love guldplader og grønne skove, kørte hun desuden derud af med udsagn a la “du kan vælte nationen”. Og Amalie-agtige sætninger som “en ekstra creme på toppen af lagkagen”.

Premiereaftenen bød på gode, men ikke afgørende store stemmer. Niveauet er absolut over X-Factor, men facit bliver lige så sikkert, at vinderen vil få udgivet en enkelt plade, hvorefter pladeselskabet melder, at “vi har i samarbejde med xx været enige om, at begge parter kan få mere ud af fremtiden ved at arbejde hver for sig.”

Butikscentrene truer. En sæson eller to.

Et udvalg af kandidaterne kan du se her.

Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]