TV2 | MIDT I EN BEATTID

Profession: Krigsreporter

14. oktober 2011 // 2 Comments

Undskyld min mediekynisme, men krig er godt tv. Derimod er krigsreportage ikke garanti for god journalistik. TV2 har haft Rasmus Tantholdt i Libyen i noget, der ikke ligner en overgang, men en evighed.

Autentisk ser det ud, når han stakåndet beretter fra fronten, der anes i baggrunden som røgsøjler. Og dramatisk bliver det, når han farer i flyverskjul, fordi der affyres automatvåben i hans og fotografens nærhed.

Det er let at se, hvad TV2 får ud af at have ham dernede. Når Tantholdt toner frem i hakket halvtotal, er der en em af mænd over hans skudsikre vest og hjelm. Jan Stage ville have været misundelig.

Det er straks sværere at se, hvad jeg som seer får ud af det. Jeg underkender ikke behovet for at iføre sig beskyttelsesdragt, når man færdes uden for Arbejdstilsynets rækkevidde, men iscenesættelsen balancerer mellem parodi og kliche.

Som nu onsdag, hvor Nyhederne bragte et båndet indslag fra Sirte. Panderynkerne blev bragt i stilling på studieværten, da han fortalte os, hvad der nu skulle få vores kaffekop til at skvulpe: »Vi advarer på forhånd om en meget barsk reportage med meget barske billeder.«

Tantholdt fandt sammen med nogle oprørssoldater frem til, eller fik forevist, bagbundne lig og i tilgift forkullede kroppe. Han talte dem for os. Og deducerede sig så frem til, at oprørerne ikke kunne have begået udåden, for det så ligene for gamle ud til. I enhver krigsreporter bor der ikke bare en kvasikommentator, men åbenbart også en retsmediciner. Og mistanken om, at Tantholdt blev udsat for propaganda, pakkede han diskret ind i bisætninger, der blev overdøvet af billederne.

Vi andre blev udsat for, ja, for hvad egentlig? Jeg ved det ikke. Jeg så ikke noget, der kom bag på mig. Jeg så ikke noget, der gjorde mig klogere.

Studieværten afmeldte indslaget med ordene: »Ja, det er barske sager må man sige…« Og så ud som om han gyste frydefuldt på vores vegne.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens printudgave af Politiken.

Illustration: Videograb fra TV2

Lina Rafn i godt selskab

1. oktober 2011 // 1 Comment

Man behøver ikke tilbringe mange øjeblikke i popbranchen for at finde ud af, at kindkys kan forveksles med knive i ryggen. Forlorenheden og de alt for overdrevne ord i en branche, der besynger ægthed og inderlighed – alt dette er nemt både at blive forført og frastødt af.

I det lys har TV2 med udsendelserne Toppen af poppen gjort poppen en bjørnetjeneste – både i den oprindelige og den sære nye betydning af ordet.

Man samler stilforskellige sangere i Bountyland, hvor de drikker solparasoldrinks, ‘tak-for-sidst’-krammer hinanden til døde og fornyr medlemskabet af roseklubben, mens de synger hinandens sange, akkompagneret af et tæt lille band med bl.a. den allestedsnærværende trommeslager Claes Antonsen.

Den første ombæring af projektet med bl.a. Lars H.U.G og Anna David var for ”åh, hvor-skal-vi-komme-hinanden-ved”-opstyltet til min smag.

Der har til tider også været noget lidt for grådlabilt over det aktuelle afsnit af dette koncept, hvor tillægsord har det med at blive tømt for oprindelig mening, men undervejs er også opstået en gensidig respekt og noget, vi i mangel af bedre kunne kalde kollegial kærlighed. Den brænder igennem. Måske fordi følelserne tit må overvinde fordomme om dem, man er sammen med.

Som i den forgangne uge, hvor det var Infernal-sangeren Lina Rafns tur til at blive fortolket af Anne Linnet, Joye Moe, Søs Fenger, Sys Bjerre, Rasmus Nøhr og Brødrene Olsen. Hun står for mange, også af deltagerne, som en attitudesikker poptøs. Og så viste hun sig at være en sej sild, fuld af varme, selvsikkerhed og ydmyghed – ikke dårlige våben i popjunglen.

Det var ikke den eneste øre- og øjenåbner en aften, hvor der, med Moes ord, var »en god omgang følelse going on indenbords«. Det sørgede han ikke mindst selv for. Men der var en aldersforskel på næsten 40 år mellem de kunstnere, der gjorde en forskel:

Brødrene Olsen cha-cha-cha’ede sig gennem ”Ten Miles,” så man kan undre sig over, hvorfor de til daglig ikke lukker mere op for Nollers soul-growl og hvorfor de på plade er holdt op med at udfordre sig selv. Og den sprøde Sys Bjerre havde oversat ”Electric light”, så den hyldede hende selv, Lina Rafn og de andre, der kæmper mod det hun kaldte pressens »credibility shit«.

Hverken hun eller Lina Rafn har grund til at kæmpe den kamp. Efter dette program at dømme.

En lidt udvidet udgave af den tv-anmeldelse, der står at læse i dagens printudgave af Politiken.

Foto: Mads Nielsen/TV2 @

Debatbøller i prime time

16. september 2011 // Kommentarer slået fra

Min ældste datter stemte for første gang i går. Den nyerhvervede borgerrettighed fik hende nu ikke til at være længe oppe til TV2’s afsluttende partilederdebat. Hun var for træt. Det blev jeg også efterhånden som seancen skred frem. Og det ind til benet.

Det diskuteres med mellemrum, om politikere skal være rollemodeller eller bare så forskellige som folk er flest. Være sig selv, som man siger.

»Det er ikke et reality show, det her,« lød det fra Lars Løkke midtvejs i debatten. Da havde han ellers gjort sit bedste for at gøre den til netop det – et ø-råd i Robinson. Forhåbentlig er det ikke sådan han er, når han tager housecoaten på hjemme i Græsted.

Sammen med Lars Barfoed demonstrerede han nemlig til overflod, hvorfor den førhen så højt besungne danske debatkultur er truet af andet end det kujonagtige dæknavnsdemokrati på nettet.

De to gav den som debatbøller i habit. Og overgik hinanden i at være patroniserende, bedrevidende, nedladende, hovmodige, mopsede (som Anders Samuelsen og ingen kan være så tøsemopset, end ikke Pia Kjærsgaard), godt gammeldags ubehøvlede (man hylder vel de gamle værdier), vredladne, afmægtige og ikke mindst trængte. »Nu er det mig, der taler, Villy,« frådede Barfoed og glemte helt sin image som kedelig, men saglig.

Som fru Cool, Margrethe Vestager, bemærkede, så var der ikke tale om en diskussion, men nok mere udtryk for, at vi stod ved valgkampens afslutning.

Det var sådan en aften, hvor kameraerne igen sagde helle for Johanne, kvinderne var fra Venus og nogle af mændene var lykkelige over ikke at hedde Lars.

Dagen derpå stegte Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen valgflæsk i Go’ Morgen Danmark. Det brændte ikke på. Det gør det til gengæld med at få løst samfundsproblemerne. Det kan ikke gå hurtigt nok. Det kan det heller ikke med den interne efterkritik af tv-kanalernes valgkampdækning. Uden sammenligning i øvrigt.

Denne tv-anmeldelse står også at læse i dagens trykte udgave af Politiken

Et tv-ikon gør comeback

27. august 2011 // Kommentarer slået fra

Comebacks er sjældne i tv-branchen, hvor man godt kan lide fortid, men helst som genudsendelser. Og der sad hun så pludselig, Line Baun Danielsen, som nyhedsanchor i Lorry.

Hun lignede sig selv, men havde lagt skulderpuderne. Billederne flintrede henover min indre skærm. Hun gav TV2 et moderne ansigt, da stationen gik i luften. Hun var ikke journalist, men havde spillet ishockey på eliteniveau, så det kommer ud på et. Line legemliggjorde grunden til at få et alternativ til DR. Hun blev et brand, før nogen brugte det ord. She’s got the look, som Roxette sang dengang. Hun brændte igennem. Og hun ville. To essentielle faktorer i den branche. Resten kommer så af sig selv, hvis det kommer.

Line Baun Danielsen blev aldrig den skarprettende journalist. Det var ikke hendes job, men glemmes skal det ikke, at mens sportsjournalisterne gik som indspiste katte om en stadig varmere grød, var hun den første, der konfronterede Bjarne Riis med dopingrygterne. Hun fik en reaktion, der er cykelsportens svar på Clintons »I did not have sexual relations with that woman«: »Jeg er aldrig testet positiv. Jeg går ind for en proper sport.«

Siden blev hun morgenvært, med Ole Stephensen. De blev fyret i foryngelsens navn. I den forbindelse blev alderskortet smidt. Det var både rigtigt og forkert. I den rolle fyldte hun både for meget og for lidt. Der var noget kejtet, noget hattedamebornert og lidt for følende over hende. Alle tre ting lod sig i glimt se, da hun og Stephensen i går morges gæsteoptrådte, by public demand og i en god sags tjeneste, på morgen-tv.

Men på Lorry har Line Baun Danielsen fundet en stol, der passer hende. Hendes diktion er forbilledlig, hun virker, som kerer hun sig om det, hun viderebringer, og når hun en sjælden gang bringes ud af fatning, fordi hun kigger ind i det forkerte kamera, retablerer hun lynhurtigt kontakt med seerne med et skævt smil og en sætning som »nåh, dèr er I…«

Ja, det er vi. Og vi bliver gerne hængende.

PR-foto: Birger Storm/TV2 Lorry

Sprækker i stordrifts-tv

7. juni 2011 // 1 Comment

Det er kun en hemmelighed for programredaktørerne, at DR1 og TV2 i deres forudsigelige tematisering af programfladerne giver seerne åndedræts- og koncentrationsbesvær. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvor idédræbende det må være at være programmedarbejder i dette skemalagte stordriftshelvede.

Det er med andre ord mest i nyhedsprogrammerne, man skal finde det uventede. Og kobles de så sammen med den aktuelle dag er det lige før, det ligner et tema, og så er alle jo glade. Som nu søndag, der ikke kun var Fars Dag, selv om man skulle tro det, efter at DR1 havde spurgt solbadende unge i sommerlandet.

Netop Grundlovsdag, demokratiets fødselsdag, som statsministerens retoriske selvudløser formulerede det, virkede det stærkt, og stærkt nedslående, at se Nyhedernes indslag fra Randers om besparelsesstrategien på handicapområdet. Deroppe, i frihedskæmperen Niels Ebbesens by, regner man kun med at kunne nå sine sparemål, hvis nogle af de mest pasningskrævende borgere dør. Og man siger det højt.

Ja, social- og arbejdsmarkedsdirektør Knud Aarup nøjedes ikke med det. Han sammenlignede sig selv og sine medarbejdere med de embedsmænd, der sad i »maskinrummet« i Nazi-Tyskland, dem, man ifølge ham kaldte »kompetente barbarer«. Aarup lagde ikke skjul på, hvem der havde ansvaret for den situation.

Journalistisk set burde TV2 have konfronteret lokalpolitikerne med hans udsagn. Omvendt talte kynismen i sparetankegangen for sig selv. Interviewet blev et smukt eksempel på Grundlovens § 77. Gad vide, hvor længe Aarup er ansat.

På den led sidder professor Eva Smith sikrere i stolen. Under overskriften ”Der er noget galt i Danmark” gik hun på DR2 samme aften med vanlig uakademisk bramfrihed og juridisk skarpsyn i kødet på de særlove, den borgerlige regering har indført i den tro, at de kun gælder for terrorister, rockere og lømler.

Som hun sandsynliggjorde, så vil de love i sidste ende gøre os alle til terrorister, rockere og lømler.

Tillykke med demokratiet.

Denne anmeldelse kan også læses i dagens papirudgave af Politiken.

Helt i Kasi-Jespers ånd

2. juni 2011 // Kommentarer slået fra

Hvordan lægger man beslag på en lille time af TV2’s sendeflade i den bedste sendetid? Det var et af de mange spørgsmål, der ikke blev stillet Jesper ”Kasi” Nielsen i tirsdagens program Gadedrengen fra Vestegnen.

Pandora-milliardæren og klubejeren er en god rags to riches-historie, og han gør ikke selv noget for at gøre den dårligere. Ordet “vestegnsdreng” var hyppigt forekommende i de 50 minutter.

Jesper Nielsen ynder at fremstille sig selv som en forvokset drengerøv, der kun kører i dyre biler og bor på Mallorca for at kammeraterne kan nyde godt af det. En brugtvognshandlerjovial Don Ø uden slips, som lagde ud som tankstationejer, gik konkurs, lærte »at leve på en sten« for så via dygtig håndtering af salget af andres smykker at blive i stand til at forvandle sin barndoms håndboldklub til det, han selv kalder produktet AG København.

Opskriften på succesen forblev en hemmelighed. Det nærmeste, vi kom, var, da Jesper Nielsen betroede os, at det gjaldt om at få folk til at flytte sig for en i den rigtige retning – her må han også have tænkt på TV2’s sportsredaktion, der stod bag programmet. Og klart spillede på udebane.

Sjældent har man nemlig set en mand få så meget medløb i en hørm af floskler i stil med »seks år efter at have ramt bunden af livet, er han tilbage på solsiden af tilværelsen.«

Uimodsagt slap Jesper Nielsen fra at beskylde Jyske Bank for at have begået økonomisk »mordforsøg« på ham og hans familie, Ekstra Bladet havde givet ham »knæspark« og Brøndbys ledelse lukrerede på hans storsind. Med andre ord: En forfulgt uskyldighed med de bedste intentioner.

Ingen vidner var indkaldt til at nuancere (selv)billedet. For slet ikke at tale om at få nogen til at diskutere, om det nu ubetinget gavner håndbold at blive til cirkus.

Som bekendt er det ikke tilladt TV2 at sende reklamebreaks i programmerne. Den regel omgik man så ved at sende et program, der var en lang reklame. Ret smart – og helt i Kasi-Jespers ånd.

Pressefoto: Claus Bech/TV2/Danmark ©

DR forvandlet til firma-tv

11. maj 2011 // Kommentarer slået fra

Hvor godt fjernsyn er strukturændringer i DR egentlig? Medmindre man altså er journalist, for vi finder den slags rasende interessant. På den anden side siger det noget godt om den journalistiske integritet, at både TV AVISEN og Deadline mandag dækkede decimeringen af direktionslaget i DR Byen.

Seerne blev dog ladt i stikken. Man ulejligede sig ikke med at forklare indholdet af de berørte direktørområder. Sikkert fordi vi alle sammen ved, hvad DR Medier og DR Oplysning er …

Generaldirektøren overbeviste ikke som advokat for det, DR med vanlig eufemisme kalder justeringer. Både Lillian Gjerulff Kretz og Nynne Bjerre Christensen forsøgte at spørge ind til mediedirektørens fyring – både den fyrede og den fyrende vil jo angiveligt lave tv for alle.

Maria Rørbye Rønn oversælger ikke sit budskab. Hun svarede simpelthen ikke på spørgsmålene, men dèt gør hun til gengæld, så det bliver en intelligent opvisning i teknokratisk tautologi: Ifølge hende skal den nye mediedirektør være »garant for at den strategiske retning skal implementeres.«

Hvad betyder det på dagligdansk? Og for seerne?

Man kunne ligefrem se interviewerne bekæmpe deres hovedrysten. Og frustration over ikke at kunne få udfoldet historien, så den blev andet end internt firma-tv.

At der, uanset cheffyringer, er forskel på DR1 og TV2 så man i dækningen af Erik Skov Pedersen-sagen. DR1 overstod den på halvandet minut som det, det er – banalt bedrageri. TV2 slap tabloidhunden fri af lænken, og live-dækkede foran retten, så man skulle tro, P.A. Alberti var genopstået.

Janni Pedersen blev ved med indigneret-forarget at udspørge den dømte. Uden at komme af stedet. Hun leverede en uskøn forestilling. Og udviste samtidig despekt for kollegaerne ved at afbryde dem, når de stillede deres spørgsmål. Det behøvede man ikke være journalist for at se.

Nogen burde have stillet tilbage til studiet. Eller råbt højere i hendes øresnegl.

Denne anmeldelse står også at læse i dagens Politiken.

Når håndbold går bingovejen

11. april 2011 // Kommentarer slået fra

Hvis man i 60’erne oplevede HG’s hvirvelvindshold sætte KB Hallen på den anden ende uden brug af andet end en læderbold og et spil, der kunne tangere kunst, er det sært at opleve iscenesættelsen af moderne han- og hunbold.

Seneste eksempel er klubkonstruktionen A.G. København, som fremhæves for sin måde at gøre håndbold til et totalkoncept på. Det kunne man se fra sofapladsen lørdag, hvor holdet i Brøndby Hallen mødte AaB.

Alene spilledragterne signalerede attitudeforskellen: Nordjyderne var klædt i konventionelle trøjer. Hjemmebanestjernerne bar ærmeløse, kropsnære dragter – ikke en fordel for alle. De truende overarme, følgespottene, musikken – ”Born to be wild” – og den hysteriske halspeaker var ved at tage fokus væk fra selve spillet.

Man kunne have frygtet, at TV2 i sin dækning ville være hoppet mere med på ideen om ikke at gøre håndbold til et spil, men et brand. Det gjorde man ikke, bortset fra at man Paradise Hotel-agtigt havde kameraer tændt i omklædningsrummet.

Heldigvis kunne kommentator Bent Nygaard skære igennem alt det lir og fokusere på spillet på banen, som skiftede fra kedeligt, men spændende til spændende og dygtigt. A.G. vandt, men nogen burde dømme overtrådt for den bingo-kultur, spillet iklædes.

Der var derfor logik i, at en spiller fra A.G. deltog i samme kanals Bingo Banko. Iført en kæmpe plastikbold vandt han over en kollega fra Ajax ved at vælte ham omkuld.

Det var, som resten af showet, så discountdumt, at det burde gøre ondt på alle andre end de leverandører, der forærer deres produkter væk mod navns nævnelse i et program, der sætter larmende lighedstegn mellem overforbrug og tidsfordriv.

De dramaturgiske højdepunkter var to mænd, der i bæverkostumer fangede smågrise på tid, og den ene af de kække værter knappede bh’er op på tid – på en velvoksen mand.

Har de ikke et timeout-kort i TV2’s programredaktion? Og hvorfor bruger de det ikke?

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

Mere sne på tv

1. december 2010 // Kommentarer slået fra

Det er i dage som disse, at man ærgrer sig over, at DR-direktør Morten Hesseldahls tanker om at give nyhedsudsendelserne en ekstra kulturel dimension endnu ikke er implementeret.

Forestil Dem, tv-avis-værten indlede med Schade-ordene »Nå, så fik vi da sne, og jeg, som troede, vi ikke skulle have sne, og så ser det virkelig ud til, at vi skal have en ordentlig bunke sne,« for så at give ordet til Henrik Nordbrandt, der fortæller, at »Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.«

I modsætning til DSB kommer snevejr aldrig ubelejligt for DR eller TV2. Selvfølgelig er der andre historier, men set fra remote control-højde virker det, som om der p.t. er ryddet for alt andet end sne i kanalernes nyhedsdækning. Bæltekøretøjer, fastkørte busser og lastbiler fylder billederne. Og meteorologerne så synligt oplivede ud ved varslerne om snestorm i morgen.

Mandagens scoop stod TV2 for. Ved Smidstrup var en bil kørt fast. Foran den stod reporter Lisbeth Davidsen og så en mand grave den fri. Hun er kyndig i italiensk kultur og indenrigspolitik. Ved at skrabe lidt sne af bagenden, kunne hun da også skarpt konstatere, at der var tale om en Morris Mini. Er det det, der kaldes afdækkende journalistik?

Senere på aftenen forsøgte Poul Erik Skammelsen på News behjertet at mene, at de nye wiki-lækager var døgnets vigtigste historie, men han blev dementeret af forløsningen på dramaet om bilen ved Smidstrup. Vi skulle nemlig også se den blive trukket væk af en kranvogn. Er det det, der hedder konsekvensjournalistik? Eller grunden til, at vi både har TV2 og News?

Omvendt kan nyhedscheferne efter endt dåd søge trøst og syndsforladelse ved at gøre Jens August Schades afsluttende ord i digtet ’Sne’ til deres egne: »Jeg har ikke halet den ud af luften, det er kommet sådan af sig selv.«

Denne tv-anmeldelse kan også læses i Politiken 1.12.

Billedet hentet her.

Wozniacki – smil du er på

7. november 2010 // Kommentarer slået fra

Med tidens eskalerende mediekontrol har udtryk som »tæt på« tabt i valør. Især inden for sporten kæmper få, men stædige journalister mod ’var-det-en-hård-kamp’ mikrofonholderiet.

At redaktionerne ikke gør det nemmere for sig selv ved at lade samme mand (jo, det er mest en mand) begå både faktuel reportage og subjektiv kommentar om samme begivenhed sløver skarpheden.

Derfor er det godt med programmer som TV2’s LPS, ’Lige på og sport’, der ligesom Frimann & Werge på Viasat er opmærksom på det kammerateri, der er en arbejdsrisiko i ethvert indspist miljø.

Forskræp for LPS havde stillet os i udsigt, at vi torsdag ville komme tæt på Caroline Wozniacki bag kulisserne i WTA-cirkusset i Doha. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Tennisdronningen – klichedetektoren virker ikke i de kredse – lod os komme med til sekundkort træning, autografskrivning og pokalkysseri, og fortalte om de fede følelser. Uden at sige noget som helst. Den, der skriver dette, følger hende gerne på Eurosport, men tænker tit, at hvis robotter kunne være imødekommende og smilende, ja, så kunne de være skabt i hendes billede. Om spillet blev der ikke snakket, om faderens stålsatte indflydelse og betydningen af konkurrentens skadesfravær ikke et suk.

Den store nyhed var, at Caroline nu gerne vil holde tennisfri et sted, hvor der er varmt. Lige på og småt.

Varmt må der have været omkring Bjarne Riis’ i det, LPS kaldte det et rædselsår for ham. Man havde sat sig for at kortlægge, hvem der løj hvornår og over for hvem i sagen om cykelbrødrene Schlecks svigefulde overgang til et andet hold. En banal historie, pumpet dramaturgisk op.

Riis er ingen Wozniacki foran et kamera. Derfor skal man lade pauserne tale, når man interviewer ham. Det forstod LPS. På den måde blev hans kropssprog og poliske, bedrevidende smil i sig selv et dementi af hans udsagn om, at han ikke kan bruge skuffelse til noget.

Der kom man tæt på – uden at spørge om lov først.

Illustration: Ukrediteret pr-foto.

Denne tv-anmeldelse kan også læses i dagens Politiken.

Charles Bradley bløder stadig

9. april 2013 // No Comment

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]

Bernbom næsten uden Larsen
5. april 2013 // No Comment
Clapton leverer mere liv end riv
22. marts 2013 // No Comment
Helene Blum smelter foråret frem
22. marts 2013 // No Comment

Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

11. april 2013 // No Comment

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]