Ben & Jerry Lennon m. karamel

3 Comments

Man udsætter jo sig selv for meget i embeds medfør. F.eks. delvis indtagelse af en bøtte John Lennon-is i New Yorks lummerhede forleden.

Mærkevaren Ben & Jerry indgik i 2008 aftale med Yoko Ono om at bruge den anti-autoritære, anti-kapitalistiske Lennons navn, kontrafej, brand som blikfang for en is med karamelsmag, isprængt stykker af både det ene og det andet sødestof. Og isen fås altså stadig.

For ligesom at have gemalens eftermæle nogenlunde på det tørre, har Ono så sikret sig, at man, når isen er fortæret, forsikres om, hvilken god gerning man har gjort for slet ikke at tale om dem, man dermed inspireres til at gøre. På indersiden af bøtten kan man nemlig læse: “Get out there and get peace, think peace, live peace and you’ll get peace…”

Velbekomme. Hvem var det, der sang om “walking on thin ice”?

Hvordan isen smagte? Kvalm og selvfed. Præcis som pressemeddelelsen fra Ben & Jerry, som forsikrer, at dele af overskuddet fra salget går til non-profit organisationer.

Readmore  

Power to the people fylder 40

Kommentarer slået fra

Samme dag som John Lennon skrev ‘Give Peace A Chance’ hjemme i herskabeligheden i Ascot, skrev han ‘Power To The People’. I morgen er det 40 år siden, den udkom som single i England. Og slog igennem. Både som et hit og som slagsang for alle wannabe-revolutionære. Dem var der en del af dengang, skulle jeg hilse os sige.

John Lennon, som et par år tidligere i sangen ‘Revolution’ havde været lidt uld-i-mund omkring graden af sin politiske radikalisme var pludselig ikke i tvivl: “Say we want a revolution/we’d better get it on right away”.

Det var en turbulent tid. Paul McCartney havde lige taget første skridt til en retssag, der officielt skulle opløse The Beatles. Lennon havde i et interview med Rolling Stone begravet samme gruppe for good. Verden stod mere eller mindre i flammer, og John blev igen og igen bebrejdet, at han og Yoko var så naive at tro, at de kunne forandre noget ved at sidde i en seng på et luksushotel, gøre V-tegn og sige “aldrig mere krig”.

Senest var Lennon blevet anklaget under et interview med det marxistiske magasin Red Mole. Som den bløde, påvirkelige mand han også var, var han godt klar over, at kærlighed ikke var alt, vi havde brug for. Og hans nye kone var stærkt påvirket af den radikalisering af venstrefløjen, som udspillede sig ikke mindst i hendes hjemland – det er ikke et tilfælde, at Lennon bærer en byguerillahjelm fra Japan på omslaget.

‘Power To The People’s levedygtighed som slagsang skal ikke her betvivles. Men det er måske på plads at citere, hvad Lennon nogle år senere sagde om sangen: “De universitetsrevolutionære i England fik os til at få så dårlig samvittighed over ikke at hade alle, som ikke var fattige, at jeg skrev den ret beskæmmende Power To The People ti år for sent. Vi beholdt selvfølgelig selv alle royalities…”

Med på pladen er Klaus Voormann på bas, Billy Preston på keyboards, Bobby Keys på sax, Jim Gordon eller Alan White på trommer og bl.a. Rosetta Hightower i koret. Og Yoko traller også med og tjatter på et klaver.

Right on!

Readmore  

30 år siden gravøl for Lennon

1 Comment

I dag for 30 år siden samledes kl. 14 dansk tid over 200.000 sørgende fans i Central Park nær ved Dakota-bygningen og 30.000 i Lime Street i Liverpool. Yoko Ono havde bedt folk om at mindes hendes ateistiske mand i en ti minutter lang bøn.

Før bønnen gik i gang lød fra højttalere i parken sange som ‘Norwegian Wood’, ‘In My Life’, ‘You’ve Got To Hide Your Love Away’ og selvfølgelig ‘All You Need Is Love,’ ‘Imagine’ og ‘Give Peace A Chance’.

Mindst to mennesker rapporteredes i dagene efter mordet at have begået selvmord i sorg over drabet på Lennon. Ono opfordrede derfor folk til ikke at sygne hen eller give op.

Mindehøjtideligheden i Central Park var i øvrigt et resultat af, at Yoko Ono havde bedt de sørgende om ikke slet så højlydt at udtrykke deres sorg lige neden for hendes vinduer. Det forstyrrede hendes og Seans nattesøvn. Hun foreslog dem at sørge videre i Central Park.

Foto: Taget af Harry Benson på dagen. Benson har netop offentliggjort en pragtudgave af sine mange Beatles-billeder.

Readmore  

Cynthia mindes John Lennon

4 Comments

Som ventet får den mediemæssigt naturligvis ikke for lidt i dag, hvor det som sikkert bekendt er 30 år siden, John Lennon blev skudt af Mark Chapman få timer efter at denne havde scoret Lennons autograf foran Dakota-bygningen i New York.

De seneste dage har jeg genlæst Cynthia Lennons erindringer om et liv med (og uden) charlatanen, skiderikken, egocentrikeren, den sårbare mand, følsomheden selv, livskunsteren John, der hellere ville tvivlen end troen.

Selv om alle siger, at de kan huske, hvor de var, da John Lennon (og John F. Kennedy) blev dræbt, oplevede Cynthia det alligevel på sin helt egen måde. Det beretter hun om i bogen, som nu omsider er kommet på dansk.

Cynthia overnattede hint skæbnesvangre døgn hos Maureen Starr, Ringos ekskone. Ved halvfem-tiden om morgenen engelsk tid ringede Ringo fra New York med det ubegribelige budskab: “Cyn, jeg er ked af det. John er død.” Hun ringede hjem til Julian, 17 år og nu faderløs. Hans reaktion var helt spontan. Han ville være der, hvor hans far var. I New York.

Cynthia kontaktede derfor på et direkte nummer kvinden, der havde overtaget både badekåben og kærligheden til John. Ono fandt det helt forståeligt, at Julian asap tog til New York. Men som Cynthia skriver: “Jeg sagde, at jeg var lidt bange for at lade ham rejse alene på grund af hans sindstilstand…” Underforstået: Hun ville gerne ledsage sin søn. Yoko Onos nej var ikke til at misforstå: “Du er jo ikke ligefrem en gammel klassekammerat, Cynthia.”

Cynthia holdt sin reaktion for sig selv, for som hun lakonisk og ikke uden brod konstaterer: “Det var hårdt, men jeg accepterede det. Der er ikke plads til en ekskone i en offentlig sorg…”

John hedder bogen. Den er ikke noget mesterværk, men en sympatisk skildring af et kvindeliv i skyggen af en berømthed, som aldrig helt ville være det, men meget gerne tog for sig af retterne, når de nu var stillet så dekorativt frem. Cynthia lægger bånd på sig eller har fået tingene på så tilpas afstand, at hun godt kan se, hvorfor det måtte ende som det gjorde med hende og John. Det er trods alt de færreste skolekærester, der holder sammen.

Jeg kan især anbefale beskrivelserne af den tidlige ungdom, hvor Cynthia giver et billede af en troskyldig tid, hvor hun lagde ambitionerne i sit skød og lod John om at møde verden.

Selv giver hun indtryk af at have været en naiv, lidt simpel pige fra provinsen, som først bagefter fattede, hvad der ramte hende, da hun mødte John Lennon. Hun ville dog ikke have været det foruden.

På den led ligner hun os andre.

Cynthia Lennon: John. Oversat af Per H. Jacobsen. Forlaget EC Edition.

På Wikipedia er der en grundig redegørelse for den dag, Lennon blev skudt. Klik her.

Rolling Stone markerer 30 års dagen ved at offentliggøre et hidtil upubliceret interview,  foretaget tre dage før Johns død.

Illustration: John og Cynthia gøder deres kærlighed engang i midt-60′erne.

Readmore  

Lennons ti bedste sange?

11 Comments
John Lennon lever. Efter at have fejret 70-året for hans fødsel er nedtællingen til fejringen af hans dødsdag i fuld gang! I det seneste nummer af Rolling Stone bliver hans kustode, kurator og enke bedt om at lave en Top 10 over Lennons bedste sange. Meget sigende medtager hun ikke en eneste Beatles-sang på listen, der ser således ud:
1: ‘Oh, My Love’, 1971
2: ‘Gimme Some Truth’, 1971
3: ‘Give Peace A Chance’, 1969
4: ‘God’, 1970
5: ‘Grow Old With Me’, 1984
6: ‘Imagine’, 1971
7: ‘Sacred’, 1974
8: ‘Jealous Guy’, 1971
9: ‘I Don’t Wanna Be A Soldier’, 1971
10: ‘Mother’, 1970
Min egen Lennon Top 10 ser sådan ud:
1: ‘Help’, 1965
2: ‘In My Life’, 1965
3: ‘Mother’, 1970
4: ‘I’m A Loser’, 1964
5: ‘Just Like Starting Over’, 1980
6: ‘Woman’, 1980
7: ‘Come Together’, 1969 (med tak til Chuck Berry)
8: ‘Instant Karma!’, 1970
9: ‘No Reply’, 1964
10: ‘I Feel Fine’, 1964
Hvordan ser din liste ud?
Illustration: Udsnit af forsiden til ny bog om Lennon og mordet på ham.
Readmore  

Er Lennon med på en lytter?

2 Comments

Jeg tror, vi skal være glade for at John Lennon er død. Han ville nemlig helt sikkert have givet os en opsang og bedt os om at holde kæft med al den helgengørelse af ham og hans (u)væsen i anledning af hans 70 års dag i dag.

Især er det tåkrummende, grænsende til det ubærligt salvelsesfulde at opleve hans kurator og enke, Yoko Ono, hvidvaske billedet af sin mand, så han nu fremstår som alt andet end dét, han faktisk var – et helt, men sammensat menneske, der, som han engang formulerede det “tried to face reality”.

I al beskedenhed prøver jeg i Yeah, yeah, yeah, min kommende krønike om The Beatles, at give et lidt mere afbalanceret bidrag til billedet af John Winston Lennon. Her er et uddrag, som fokuserer på forskellen mellem John og Paul og deres indbyrdes forskelle og afhængighed:

John havde længe været træt af at være fanget i det guldbur, verden kaldte The Beatles; så træt, at han efter selv at have hittet med ’Give Peace A Chance’ i sommeren 1969, fortalte de andre, at nu gad han ikke lege med mere. Individualisten gav dog gruppen endnu en chance. Den ny-revolutionære idealist kunne godt se fornuften i, at bandet ikke gik i opløsning midt i nogle afgørende kontraktforhandlinger. Da Paul så i april 1970 meddelte sin afgang, blev Lennon edderspændt rasende. Her havde han spildt et forsømt forår og en søvnig sommer på at slæbe og kede sig (og Yoko) igennem de indspilninger, der endte med at blive udsendt som Abbey Road og Let It Be. På den anden side kunne han bedre end nogen anden forstå Paul. The Beatles var Johns familie, og resten af sit liv hadede og elskede han gruppen, som man nu gør med familien. Over telefonen bød John, efter sigende, Paul velkommen til virkeligheden på egne ben.

Den virkelighed, eller i hvert fald en anden end den usammenhængende mellem Cynthia & Julian og The Beatles, havde John mødt via Yoko Ono. Man siger, at forelskelse gør blind. Forelskelse kan også få en til at se. Det var ikke mange sekunder siden, John med sin sædvanlige skarptungethed havde ment, at »avantgarde is French for bullshit« og havde hånet Paul for at bruge tid på alle de fiduskunstnere. Nu havde han selv mødt en, og fattede som ved et tungekys pludselig fidusen. Avantgarde er ingen ting, hvis den er usynlig.

Samtidig nærede han og Yoko en ægte og uden tvivl dybfølt bekymring for verdens tilstand. Senere på året skulle John tilbagesende sin MBE-orden til hoffet i protest mod den britiske support af krigen i Vietnam, Englands medansvar for krigen i Biafra og, som han skrev til »your majesty«, det dårlige salg af hans seneste solo-single ’Cold Turkey’. Hvorfor ikke kombinere bekymring og avantgardistisk happening? Få dage efter deres bryllup i Gibraltar den 20. marts 1969 – otte dage efter at Paul havde sagt ja til Linda – spiste John og Yoko  frokost i Paris med Salvador Dali og fortsatte derfra til Amsterdam. Her indlogerede de sig i værelse 902 på Hilton Hotel og påbegyndte en såkaldt bed-in som del af en anti-krigs kampagne, der, med Johns ord, forsøgte at gøre protest til et produkt, enhver burde købe i kassevis af.

Parret var bestemt ikke alene i deres suiter på diverse hoteller det år. Pressen labbede ikke budskabet, men synet af disse to sære, meget hårede freaks i sig og viderebragte billederne til den glubende, men undrende offentlighed. Lidet anende, at mens John var frivilligt sengeliggende som en levende plakatsøjle, solgte musikforlæggeren Dick James publishing-rettighederne til hans livsværk, så balladen handlede ikke kun om John og Yoko for nu at parafrasere over titlen på den single (med Paul på trommer), som John i The Beatles’ navn lynudsendte for at fejre sig selv og sin ikke helt unge bruds heroiske kamp for verdensfreden – med room service inden for rækkevidde.

Paul holdt noget lavere medieprofil. Når han ikke var i pladestudiet, var han på sin farm i Skotland, hvor han klippede får, slog græs og beundrede Lindas bristefærdige mave.

John og Yokos selviscenesættelse i de dage er et godt eksempel på, hvad Paul i et interview med Q i 2010 mente med at sige, at når John løb af med sejren i mediekonkurrencen om, hvem der var mest hip, ham eller Paul, ja, så var det i høj grad, fordi John »råbte« sin avantgardisme og aktivisme »from the rooftops. I often just whispered it in the drawing room.«

©Torben Bille 2010

Bogen udkommer 20. oktober på Gyldendal

Vil man være med til at fejre/mindes John Lennon,
kan man f.eks.
gå i Galaksen i Værløse i aften.

Readmore  

Julian Lennon har blik for det

Kommentarer slået fra

Der blev knipset masser af billeder, da Julian Lennon i sidste uge holdt fernisering på sin fotoudstilling i New York. Prominente rockfotografer som Mick Rock og Timothy White var til stede, men med al respekt samlede opmærksomheden sig om nogle af de andre inviterede.

Det er, som Julian engang sang, blevet for sent at sige farvel. Så derfor sås hans mor, Cynthia, kramme Yoko Ono. Der blev også taget familiefoto af Yoko, Cynthia, Julian og hans halvbror Sean.

May Pang, kvinden, der på Onos opfordring i sin tid hyggede om John Lennon under dennes ‘lost weekend’ var også til stede, men kom ikke med på billedet. Hun er nu selv fotograf.

Den nu 47-årige Julian kalder udstillingen Timeless. Fotografierne er kunstfotos. Stemningsfulde og en smule udvendige, men dygtigt udført. På det seneste har han også taget endnu ikke offentliggjorte billeder af U2, som han lånte sit slot i Frankrig, da de stod og manglede et studie.

Musikken til receptionen blev leveret af instrumentalsporet til det album, Julian har haft liggende i tre år uden at udsende det. Et noget andet tempo end fader John, men måske også en noget anden branche, hvor berømte efternavne ikke længere fylder så meget i billedet.

PR-foto fra 2007 af Arnaud Baumann.

Se mere her.

Readmore  
Anmeldelser
Charles Bradley bløder stadig

Charles Bradley bløder stadig

No Comment

 

Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik
Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60

No Comment

 

For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]

Back to Top