Danmarks største stemme?
Kommentarer slået fra
Min popkyndige kollega, Henrik Palle, bemærkede forleden i Politiken, at den sande x-faktor i showet af samme navn er dommerne. En anden pointe ved X-Factor er den utroværdighed, dommerne, mod godt betalt medieeksponering, lægger for dagen, forklædt som ekspertise.
Her har vi at gøre med fagfolk, der i deres professionelle dagligdag demonstrerer realistisk smagssans og sikkert omdømme – som f.eks. Thomas Blachman. I sin tid forvandlede han Caroline Henderson fra et P3-hit til en grænsesøgende, men alligevel masseappellerende kunstner, og nu bilder han seerne – og måske også sig selv ind – at nulliteter, der kun med besvær kan holde tonen, ville have haft en chance for ikke at ende i papirkurven, hvis de havde sendt ham en demooptagelse ude i det virkelige liv.
I det lys har Voice, den konkurrerende konkurrence på TV2, handlet mere om musik. Okay, man skal købe den falske præmis om, at sangstemme kan adskilles fra fremtoning – det tror jeg ikke, man er enig i på det pladeselskab, der har lovet en pladekontrakt til vinderen – men indfaldsvinklen har fastholdt, at diskussionen om musikalitet eller mangel på samme faktisk har fyldt undervejs. Ikke mindst fordi dommerne ikke har pjattet tiden væk på at positionere sig, men har coachet kandidaterne.
Programformatet har ikke altid haft nok tid til det, men af og til har det handlet om noget, der gør ondt på den gode måde. Det var der et eksempel på i lørdagens finale. Mathias Pachler, som Steen Jørgensen med nogen ret kaldte »den nye mr. Pop«, fortalte, at han »aldrig har været så tæt på min drøm som nu.« Den kliche gik Sharin Foo i kødet på ved at spørge det velsyngende, Justin Timberlake-genert-sexede stjernefrø, hvori den drøm består. Og fortalte ham, at det svar måtte han finde i sig selv, før det ville give mening at komme videre i showbiz. Og dèt efter at Jørgensen satanisk-venligt havde kaldt Pachlers eget bud på en popsang en, der ikke gjorde skade.
At opfyldelsen af stjernedrømmen ikke altid er nok i sig selv, kunne Pachler bare kigge på sin coach, Lene Nystrøm, for at blive forvisset om. Aqua-millionæren har undervejs i programmerne fremstået som en studie i teatralsk sminket, grådlabil udvendighed og verdensfjernhed.
Omvendt er hendes dommerkollega, L.O.C., dansk hiphops belevne, men street-rå elegantier, et bevis på, at succes ikke behøver fordumme. Det samme er Foo og Steen Jørgensen.
Tilbage står, at sms-Danmark – naturligvis – kårede den mest konventionelle stemme som vinder, Kim Wagner, mens det ikke kom som et chok for denne blogger, at den mest personlige røst, Liv Skotte, netop blev nummer sjok.
Ellers er det bedste ved, at ’Voice’ er forstummet, at værten, Morten Resen, nu får tid at skrue ned for megafonen og op for det nærvær, der gør ham så uundværlig og skarp om morgenen som friskmalet kaffe.
Denne anmeldelse står i lettere forkortet form at læse i dagens printudgave af Politiken.
PR-foto af Kim Wagner, taget af Per Arnesen/TV2 Danmark ©
About the author
Anmeldelser

Charles Bradley bløder stadig
No CommentDa Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
Journalistik og musik

Utroligt, men sandt: Sven Gaul bliver 60
No CommentFor mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]