Jeg er forelsket. I en stemme, der genlyder som USA i de tidlige 60′ere, før The Beatles ændrede alt. Hun hedder Zooey Deschanel. Hun ligner enhvers drøm om en high school-sweetheart og synger lige så klokkerent, koglende og bedårende. Hun udgør sammen med Matthew Ward alias M. Ward (der jo også har sin egen karriere. Check it out!) She & Him.
She & Him lyder som en gammel nyhed. Carole King, Dusty Springfield, Sandie Shaw, The Shangri-las, Roy Orbison, Dion, Neil Sedaka, plisseret uskyld, hoolahop-ringe og touperet hår og melodier, der sætter sig i hukommelsen som de sugemærker, pigerne aldrig kunne få deres mødre til at tro var kommet der nærmest af sig selv, men i en tid, hvor der er gået inflation i nyheder, så hellere en god, gammel en af slagsen end alle de nyheder, som alligevel ikke er det.
Duoens to plader er smækfyldte med melodier, der virker som hentet ned fra den store jukeboks i pophimlen. Bedårende, bittersøde, sorgløse. Og Ward er uden at have behov for at blære sig en smågenial guitarist. Jeg kunne blive ved. Se istedet videoen fra deres single ‘In The Sun’:
Og skulle nogen mene, de har set hende før, så tænk på filmen Almost Famous, hvor hun spiller den mandlige hovedpersons storesøster, hende, der flyver hjemmefra og i afskedsgave efterlader ham hele sin pladesamling.
Hun har dog beholdt nogle af pladerne selv, kan man høre i She & Him, hvor Zooey skriver alle sangene, lidt som en ultrafeminin blanding af Marshall Crenshaw og Jonathan Richman, dog uden den sidstes lidt for påtagede naivisme. Hengivent retro, men alligevel ikke tårevædet nostalgisk bliver She & Him, når Zooey og M. Ward genopdager klassikere som ‘You Really Got A Hold On Me’, ‘I Should Have Known Better’ i en formidabel nytolkning og på parrets seneste plade, 50′er-schlageren ‘Gonna Get Along Without You Now.’
Lige nu er det svært at forestille sig at skulle komme igennem dagen uden Zooey Deschanel, men sådan er det jo med forårsforelskelser. Det er med at nyde dem, mens de er der.
Jeg missede She & Him, da de gæstede Loppen tidligere på måneden. I i-potten giver de heldigvis ekstranummer på ekstranummer.
Jeg har siden 1974 som musikanmelder beskrevet rockens vildtvoksende væsen, fra undergrund til mainstream og tilbage igen til i dag, hvor de termer ikke giver mening.
Der har ikke altid været plads i de sagesløse aviser, jeg har belemret med mine synspunkter, så det er også blevet til en snes bøger og leksika undervejs. Det kan musikken ikke gøre for.
5 Comments
Klaus12. maj 2010 - 17:50
Den første er klart bedst. Her er de live fra Costellos Spectacle talkshow, som SVT sendte sidste år.
glem hende ikke i 500 Days of Summer. En af de bedste ‘jeg er forelsket’ scener er med i den film. Lige den scene dog uden hende. http://www.imdb.com/title/tt1022603/
Da Charles Bradley for to år siden i en alder af 62 albumdebuterede med No time for dreaming lød han ikke som en debutant. Hans bluesmættede soulfunk lød både gammel og ny. Han havde været helt nede og var kommet op ved at bruge musikken som stige. Det var ikke sådan, at man ikke kunne […]
For mange er Steffen Brandt så afgørende for TV-2, at de sætter lighedstegn mellem ham og poporkestret, men folk omkring bandet er ikke i tvivl: Det er trommeslageren Sven Gaul, der er bandets kapelmester og cheflogistiker. Sådan har det været siden det såkaldt progressive band, Taurus, sagde farvel til 70’erne og mødte 80’erne som TV-2, […]
Den første er klart bedst. Her er de live fra Costellos Spectacle talkshow, som SVT sendte sidste år.
http://www.youtube.com/watch?v=oE7D7DYFrLA
glem hende ikke i 500 Days of Summer. En af de bedste ‘jeg er forelsket’ scener er med i den film. Lige den scene dog uden hende.
http://www.imdb.com/title/tt1022603/
@Trine: Det har Amanda lige mindet mig om. Åbenbart en must see.
[...] har også opdaget She & [...]
[...] Skulle du have brug for at læse flere grunde til at kunne lide denne sang, så klik her. [...]